Ministerbesøg sætter Naturnationalpark Skjern Å på landkortet
En naturnationalpark på Borris Hede og i Skjern Enge er på dagsordenen, når et corona-reduceret Nationalpark Skjern Å-Udvalg 16. april tager imod miljøminister Lea Wermelin ved Pumpestation Nord. Samtidig lanceres ny kortfilm om naturværdierne i og omkring Skjern Å.
Når miljøminister Lea Wermelin den 16. april kl. 13.30 ankommer til Pumpestation Nord, er det for at høre om den biodiversitet og unikke natur, der er i og omkring Skjern Å og Borris Hede – og for at høre nærmere om de naturnationalpark-planer som Nationalpark Skjern Å-Udvalget har for området.
Fra udsigtsplatformen på Pumpestation Nord vil ministeren både mærke den friske vestenvind, se udsigten ud over Skjern Å og engene - og høre om arbejdet med at sikre, at den ene af de kommende 13 naturnationalparker i Danmark bliver omkring Skjern Å og Borris Hede.
På grund af corona er det et reduceret Nationalparkudvalg, der tager imod ministeren – og den frokost omkring langbordet i Provstgaards Jagthus, som Lea Wermelins forgænger Jakob Ellemann-Jensen blev budt på for to år siden, er erstattet med en kop stå op kaffe og kage med afstand ved bord-bænkesættene langs åen.
- Vi ville selvfølgelig gerne have kunnet byde Lea Wermelin på både frokost og en guidet tur i området, men vi stiller os tilfreds med, at ministeren trods corona har prioriteret at møde op ved åen til en snak om vores natur – og om vores naturnationalparkplaner, siger Hans Østergaard, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune og formand for Nationalpark Skjern Å-Udvalget.
Han peger på, at filosoffen, foredragsholderen og forfatteren Rune Engelbreht Larsen, der har rådgivet miljøministeren om naturnationalparker, allerede i sin bog ”Vildere vidder i dansk natur” fra 2017 pegede på hele to oplagte naturnationalparker ved Skjern Å og på Borris Hede.
- Derudover tænker vi selvfølgelig, at vi har netop den unikke natur, den politiske vilje og folkelige opbakning foruden de statslige og kommunale arealer, der skal til for at skabe en eller to naturnationalparker i vores område, siger Hans Østergaard.
Fortællingen om Skjern Å
Sammen med Hans Østergaard, vil de øvrige folkevalgte medlemmer af Nationalpark Skjern Å-Udvalget tage imod ministeren, ligesom Lars Foged, der er borgerrepræsentant i udvalget, vil præsentere udvalgets arbejde for ministeren.
Herudover vil Lea Wermelin få fortællingen om Skjern Å, Borris Hede og den unikke natur i en filmisk Maggi-terning, idet hun - inde mellem pumperne på Pumpestation Nord - vil blive en af de første til at se den nyproducerede film ’Kernefortællingen om Skjern Å’.
Filmen, der efter ministerbesøget vil blive uploaded til Youtube, giver på knap fem minutter et indblik i, hvordan Danmarks vandrigeste å har præget mennesker langs bredden, og hvordan mennesker har præget åen siden istiden.
Filmen fortæller ligeledes om den unikke natur og om de sjældne arter, som f.eks. laks, finnestribet ferskvandsulk, vandranke, grøn kølleguldsmed, skestork, havørn, store mængder vandfugle og massevis af gæs på træk, der lever i Skjern Å og i Skjern Enge.
Det er arter, som kræver særlig beskyttelse, og som allerede med genslyngningen af Skjern Å har fået langt bedre vilkår – og arter, der forventes at få endnu bedre levevilkår gennem det naturgenopretningsarbejde, der ligger i en naturnationalpark.
Noget, der naturligvis også ventes at gælde for de sjældne arter, der lever på Danmarks største sammenhængende hedeareal, Borris Hede. Det gælder f.eks. tinksmed, vendehals, trane, hvid næbfrø, soldug og vibefedt.
FAKTA:
Nationalpark Skjern Å-Udvalget blev nedsat i juni 2018 som et §17, stk. 4-udvalg på tværs af Ringkøbing-Skjern Kommune og Herning Kommune. Udvalget består af byrådspolitikere, repræsentanter for hhv. Friluftsrådet, landboforeningen Vestjysk og Danmarks Naturfredningsforening. Herudover sidder der fire borgerrepræsentanter i udvalget.
Udvalget rådgives af Den Grønne Følgegruppe, hvor repræsentanter for en lang række organisationer og foreninger med tilknytning til naturen i og omkring Skjern Å er repræsenteret.
Udvalget arbejder stadig for en nationalpark ved Skjern Å, men valgte i sensommeren 2020 at fokusere på at få skabt en eller to naturnationalparker på Borris Hede og i Skjern Enge.
Læs mere om Nationalpark Skjern Å-Udvalgets arbejde på projektsiden https://www.rksk.dk/om-kommunen/projektsider/skjern-aa
Og følg med på Facebooksiden https://www.facebook.com/NationalparkSkjernAa
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri