4. april 2017

Festivalen Off Road sender kulturen på afveje i det midt- og vestjyske

Festivalen Off Road sender kulturen på afveje i det midt- og vestjyske

I 2013 åbnede Kulturfestival Bølgen med Shock Wave i Hvide Sande. Det var stort, og det bliver endnu større i år med Tæt på Magien, som åbner Kulturfestival Off Road, der spreder et festfyrværkeri af kultur fra Herning til nabokommunerne – blandt andre Ringkøbing-Skjern.

Trentemøller, Jokeren og Thomas Buttenschøn er nogle af de navne, som er på scenen ved den gratis åbningskoncert tirsdag den 11. april i Herning. Rundt om i midtbyen kan man samtidig opleve blandt andet is-kunst, teater, streetfood, alfesang, skraldekunst og et uddrag af balletforestillingen Tornerose som elever fra Ringkøbing-Skjern Musikskoles balletafdeling opfører.

Hvert 4. år afholdes kulturfestivalen Off Road i syv midt- og vestjyske kommuner – og i år finder den sted fra d. 11. april til d. 6. maj.

- Takket være et rigtigt godt og efterhånden mangeårigt samarbejde mellem syv kommuner i det midt- og vestjyske og 71 kulturinstitutioner, er det igen lykkedes at skabe en kulturfestival, som vi kan være stolte af og glæde os til, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Kristian Ahle.

Ambitionen med årets Off Road er at løfte kultur til et nyt niveau og gå nye veje, ændre og mixe traditionelt teater, kunst, musik og kulturarv med sundhed, gastronomi, natur, teknologi og alle de midt- og vestjyske særpræg som fyrtårne, forladte huse, heder, skove og kyster.

En styrke for Midt- og Vestjylland

- Jeg oplever det som en stor styrke, at vi her i Midt- og Vestjylland i nogle uger går sammen om at synliggøre, at vores egn har et levende kulturliv med teater, musik, billedkunst og meget mere, som vi sætter sammen på et væld af nye måder og mixer med fx den lokale gastronomi og natur, siger Kristian Ahle.

- Vi mister ikke noget her i kommunen ved at pege på de arrangementer, der foregår i de andre kommuner. Snarere tværtimod, tror jeg. Vi kan noget forskelligt, og jeg er rigtigt stolt af de forestillinger, udstillinger og events, som foregår her hos os. Vi er absolut godt repræsenteret, siger han.

I år har den midt- og vestjyske kulturfestival en større volumen end ellers, takket være økonomisk støtte fra den europæiske kulturhovedstad, Aarhus 2017. Det er både åbningseventen og andre projekter i løbet af festivalperioden, der nyder godt af støtten. Åbningen i Herning er et af Aarhus 2017’s fuldmåne-arrangementer.

Fakta

Off Road åbner med Tæt på Magien i Herning den 11. april, og byder på 3 ½ uger med over 50 banebrydende oplevelser. De mange forskelligartede oplevelser tager alle afsæt i temaet Off Road – at blive ført på afveje kulturelt. Trådene bliver samlet i Skive den 6. maj til afslutningseventen BREAKOUT.

Kulturfestivalen Off Road er arrangeret i et samarbejde mellem 71 kulturinstitutioner og kommunerne Lemvig, Struer, Holstebro, Skive, Ringkøbing-Skjern, Herning og Ikast-Brande.

Til Off Road-åbningen Tæt på Magien i Herning d. 11. april vil balletelever og ballettalentelever fra Ringkøbing-Skjern Musikskoles balletafdeling vise uddrag af deres kommende eventyrlige familie balletforestilling Tornerose. Det foregår kl. 16.30 og kl. 17.30 på Herning Biblioteks P-dæk. I tilfælde af regn, flytter det indenfor på bibliotekets torv. Tornerose har premiere i Ringkøbing Skjern Kulturcenter den 24. april kl. 19.00. 

Følg Off Road-åbningen på Facebooksiden – Tæt på Magien – Off Road åbning i Herning eller hent app’en Off Road 2017.

Alle øvrige begivenheder i Off Road kan findes på Kulturspot.dk, som for nylig er blevet relanceret i et indbydende design.

- Highlights fra Off Road programmet i Ringkøbing-Skjern.

  • Lighthouses – Teatret OM tager dig ud i første klitrække med kultur-gastronomisk teateroplevelse i og omkring Lyngvig Fyr. Lyngvig Fyr, Holmsland Klitvej 109, Hvide Sande. Fra d. 13-16 april kl. 15 og 18.30. Eftermiddagsforestilling inkl. kagebord: 249 kr. Aftenforestilling inkl. menu: 299 kr. Se mere og bestil på www.exploring.dk
  • Refleksioner af Vind – oplev den rå lyd af den vestjyske kyst i et nyt akkompagnement til det unikke lydlandskab omkring Lyngvig Fyr. Lyngvig Fyr, Holmsland Klitvej 109, Hvide Sande. Fra d. 12. april kl. 19, premiere og indtil d. 5. maj, kl. 10-17. Entré 50 kr., gratis under 18 år. Læs mere på www.levendehistorie.dk
  • Klabautermanden – et gammelt sagn om en ’skibsnisse’ nu i en animeret version man kan tale med – Fiskeriets Hus, Nørregade 2b, Hvide Sande. Forestillinger fra d. 18. -21. april kl. 10.30, 13 og 15 – ca. 20 minutters varighed. Entré: voksne: 95 kr. børn: 30 kr. Se mere på www.fiskerietshus.dk.
  • The Catastrophic Meal – A Taste of The Future – fremtidens måltid, når vores ressourcer forsvinder, hvad skal vi så spise? Struer, Lemvig, Holstebro, Ringkøbing og Skive fra d. 25. april til d. 6. maj. Se mere på detsker.rksk.dk
  • I Natmandsfolkets fodspor – Tag ad hedestier i natmandsfolkets fodspor på vandretur gennem hedelandskabet, hvor du møder og deltager i sanselige kulturoplevelser. Bundsbæk Mølle, Bundsbækvej 27, Skjern. Tilmelding på tlf.: 60 86 42 19 eller på www.levendehistorie.dk Entré: 50 kr. 
  • A Kind of Human Trash – viser forskellige former for fald – menneskeligt fald. Vestjyllands Kunstpavillon, Henning Larsens Vej 3, Videbæk. Fra d. 8. april til d. 28. maj, tirsdag – søndag kl. 13-17. Entré 40 kr. – gratis under 18 år. Se mere på www.vestjyllandskunstpavillon.dk