Generator kom ikke med på listen over regionale spillesteder
”Vi har lov at være skuffede, men det er ingen katastrofe”. Sådan siger Spillestedet Generators daglige leder Anton Bjerg, efter at Slots- og Kulturstyrelsen her til middag offentliggjorde listen over danske regionale spillesteder – en liste, der imod forhåbningerne ikke inkluderede Generator.
De havde håbet på en anledning til at skåle virtuelt i champagne på Spillestedet Generator. Men det bliver nok nærmere til en kop gravøl, efter at Slots- og Kulturstyrelsen onsdag frigav listen over danske rytmiske spillesteder, der har fået titel af regionalt spillested og dermed opnået en plads på Finansloven.
Fraværende på listen for 2021-2024 er nemlig Spillestedet Generator i Ringkøbing, der ud over titlen som regionalt spillested kunne have fået 1 mio. kr. i statsstøtte hvert år de kommende fire år til at købe og udvikle rytmisk musik for. Hvis altså de havde været blandt de i alt 19 danske spillesteder, der var blevet udnævnt som regionalt spillested.
- Det er da ærgerligt at det glippede, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, Erik Viborg og tilføjer, at Generator i hans øjne havde fortjent bedre:
- Nu går alting ikke efter fortjeneste, og konkurrencen var hård. Men Generator har virkelig gjort det rigtig godt - selv uden den ekstra økonomi og prestige, der ligger i at blive udnævnt til regionalt spillested. Det er jeg sikker på, at de også vil fortsætte med i årene der kommer, selvom det selvfølgelig havde været nemmere med en ekstra pose penge fra Finansloven.
Også hos den daglige leder af Generator, Anton Bjerg, er der skuffelse. Og masser af fortrøstning:
- Vi har lov at være skuffede, for det her var da noget, vi har håbet på og arbejdet hårdt for. Men jeg har alligevel svært ved at få øje på den helt store katastrofe. Vi har haft en fantastisk udvikling siden starten, vi har haft et fantastisk program, vi har et fantastisk hus, og ikke mindst en fantastisk opbakning, så vi er på rette vej ligegyldigt hvad, siger han og tilføjer:
- Ansøgningsprocessen har været rigtig god, og alle de projekter vi har skrevet om i ansøgningen, vil vi da stadig forsøge at fuldføre. Og vi tror på, at vi også kan udvikle os og byde på nogle fantastiske musikoplevelser uden at være et regionalt spillested.
En af de ting, Anton Bjerg håber at kunne udvikle selv uden den ekstra økonomiske rygdækning fra Finansloven er udbredelsen af den rytmiske musik til kommunens mindre spillesteder.
Af spillestedets ansøgning fremgik det da også, at et vigtigt parameter for Generator er, at nogle af de større og mere etablerede bands og solister også spiller decentralt på områdets forskellige scener, eksempelvis Remisen i Skjern, Kunstpavillonen i Videbæk, Muldbjerg Mølle, Mejeriet i Tarm, Auktionshallen i Hvide Sande og Lyngvig Fyr.
- Vi har en vision om at komme bredt ud i kommunen, og en udnævnelse som regionalt spillested kunne have forbedret vores muligheder for at favne bredere, fordi vi havde fået råd til at satse lidt mere. Men vi skal nok klare den alligevel, siger han.
I den 69 sider lange ansøgning til Slots- og Kulturstyrelsen pegede Ringkøbing-Skjern Kommune såvel som Generator desuden på spillestedets centrale rolle i udviklingsplanerne for Ringkøbing by og i særlig grad som en del af et kulturbånd, der forbinder Naturkraft med Ringkøbing bymidte:
”Der etableres et kreativt miljø med mulighed for forskellige kulturelle aktiviteter og oplevelser, som understøtter Generators vision for et spillested med særligt fokus på de unge” står der i ansøgningen, der også slår fast, at Generator med en overordnet geografisk placering i en af Danmarks stærkeste turistdestinationer, Destination Vesterhavet, giver adgang til hele Vestjylland fra Lemvig i nord til Varde i syd, hvor spillestedet således kan agere knudepunkt for udvikling af rytmisk musik i et område af Danmark som er kendetegnet ved landdistriktskommuner og en lav befolkningstæthed.
- Hvis man virkelig mener, at man gerne vil lidt ud i kanten af landet med musikken, så havde det været oplagt at pege på os, siger Anton Bjerg.
Missionen for de regionale spillesteder er ifølge Slots- og Kulturstyrelsen at ”formidle, præsentere, profilere og udvikle det rytmiske musikliv lokalt, regionalt, nationalt og internationalt.” Derudover er visionen for de regionale spillesteder, at de ”fremstår og virker som dynamiske og kompetente kraftcentre, der med udgangspunkt i mangfoldighed og fornyelse formidler, præsenterer, profilerer og udvikler rytmisk musik af høj kunstnerisk kvalitet.”
FAKTA:
Et regionalt spillested er et spillested, som udpeges af Kunstrådets Musikudvalg til at modtage støtte fra staten og kommunen for en periode af 4 år.
Formålet med de regionale spillesteder er at sikre præsentationen af såvel national og international rytmisk musik af høj kunstnerisk kvalitet samt at bidrage til at udvikle og understøtte vækstlaget i det rytmiske miljø i Danmark.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri