Aktivitetshuset med i nyt samarbejde for Aktivt Seniorliv
Når arbejdet ikke længere fylder i hverdagen, bliver der god tid til at dyrke andre af livets muligheder. I Ringkøbing er der da også flere foreninger, som netop henvender sig til det, de kalder ’aktive seniorer’.
- Målet med vores nye samarbejde er at få flere til at bruge vores tilbud, siger Janne Nielsen, leder af Aktivitetsområdet i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Medlemmerne i det nye samarbejde er som nævnt Aktivitetshuset, Ældre Sagen Ringkøbing-Holmsland, Medborgerhuset og Ringkøbing Handelsforening.
- Det er et ret unikt samarbejde. Handelsforeningen er også med på ideen og giver i juni måned en række rabatter til nye medlemmer, der får udleveret en ”seniorcheck”, som giver rabatter. Det er en sjov ide, der bakker godt op om formålet med at få flere ældre til at komme ud og være med i nye fællesskaber, siger Pernille Priess Pedersen, leder af Medborgerhuset.
Lokal bærekraft
Samarbejdet er kommet i stand, fordi foreningerne i fællesskab vil øge kendskabet til de mange muligheder, der er for at deltage i sociale fællesskaber.
- På Aktivitetsområdet er vi meget optagede af den lokale bærekraft og af at skabe rammer og muligheder for det aktive, meningsfulde og sociale seniorliv, siger Janne Nielsen og forklarer:
- Vi tror på, at dét bedst sker i fællesskab i lokalområdet. For nok kan vi meget i Aktivitetscentret, men sammen kan vi mere.
I Ældre Sagen Ringkøbing-Holmsland handler det også om at fremme det gode seniorliv. Det vil de gøre ved at fortælle endnu flere om de mange aktiviteter og arrangementer, som Ældre Sagen har:
- Vi vil meget gerne opfordre folk til at fortsætte eller få et aktivt seniorliv. Vi ved, at det at deltage i fællesskaber er godt på flere områder; det styrker den mentale sundhed lige som det også kan reducere den ensomhed, som rammer nogen, når man ikke længere skal af sted på arbejde, siger Niels Søe Plougsgård fra Ældre Sagen Ringkøbing-Holmsland.
Fællesskaber er altså den store fælles overskrift for samarbejdet, der gør alle deltagende foreninger til vindere:
- Det gælder selvfølgelig først og fremmest de mennesker, der nu får flere muligheder for at vælge fællesskaber med andre mennesker og involvere sig i sociale sammenhænge. Dernæst gør Handelsforeningen det endnu mere attraktivt at være loyale kunder og handle i Ringkøbing, og endelig er det en mulighed for Aktivitetshuset, Ældresagen og Medborgerhuset at få flere brugere, siger Niels Kjær Hansen, der er formand for Medborgerhuset,
Den 3. maj kan man høre endnu mere om foreningernes tilbud og muligheder til alle, der kan eller har lyst til at kalde sig aktive seniorer. Find foreningerne på Torvet fra klokken 16.30-22.
- 23. januar 2025
Nu kan tobaks- og nikotinprodukter lige så godt blive hjemme, når du kommer i hallen - 22. januar 2025
Vinterlys-festivalen sætter igen spot på lyskunst i Fredskoven - 22. januar 2025
Spændende nye søndagsaktiviteter i Naturens Rige - 7. januar 2025
Danmarks klimakommunes grønne regnskab er stadig ikke i mål - 20. januar 2025
Bostedet Holmehusene mister godkendelse - 10. januar 2025
Du kan også være med til at fejre kommunens ildsjæle og talenter