Børn og ældre dyster mod hinanden i årets sundhedsuge
Vi bliver sundere, når vi har det sjovt sammen. Sådan lyder temaet for årets sundhedsuge, og det har fået flere plejehjem og børnehaver til at finde hinanden i fælles aktiviteter. I Videbæk udfordrer skolen og plejehjemmene hinanden med olympiske lege.
Balancebanko, ballonvolley og berøring med forskellige elementer fra naturen. Morgenløbetur, race med indlagte samarbejdsøvelser, linedance og sunde sandwich. Opfindsomheden er stor i Sundhedsugen, der traditionen tro finder sted i uge 17.
- I år har projektgruppen bag Sundhedsugen opfordret til, at forskellige grupper mødes og er aktive sammen. Det er der heldigvis flere, der har valgt at gøre. Det er rigtigt fint, at Sundhedsugen på den måde også kommer til at handle om at have det sjovt sammen med nogen, man ikke kender - og som måske ikke ligner en selv. Det giver både fællesskabsfølelse og glæde, når man mødes på tværs af alder og institutioner, siger formand for Sundhedsudvalget Karsten Sørensen (S).
- Sundhed er mange ting. Selvfølgelig betyder det noget, hvad vi spiser, og hvor meget vi får rørt os. Men fællesskab og glæde tæller også i forhold til vores sundhed, og er en del af sundhedspolitikken, og derfor skal det afspejle sig i Sundhedsugen 2017, siger han.
Ønsker flere virksomheder med på sundhedsvognen
Vestjysk Marketing går all-in med en Tæl Skridt-konkurrence, fælles motion og sund frokost dagligt plus et personalearrangement lørdag, der byder på både crossfit, god mad og stand-up som afslutning på sundhedsugen.
- Der er stadig en overvægt af institutioner med i Sundhedsugen, men virksomheder er altså meget velkomne til at være med. Ja faktisk, vil vi rigtigt gerne have flere virksomheder med på sundhedsvognen. Alle aktiviteter tæller, også fem minutters pausegymnastisk på kontoret eller en fælles gåtur efter arbejdstid, siger udviklingskonsulent i Sundhedscenter Vest, Trine Bloch Hansen.
Sundhedsugen så første gang dagens lys efter kommunesammenlægningen i 2008.
Sundhedsugen er for alle, og alle kan melde en aktivitet – stor eller lille – ind på hjemmesiden www.sundhedscenter-vest.rksk.dk.
Husk konkurrencen
Virksomheder, kommunale institutioner, foreninger m.fl. kan ligesom tidligere år deltage i en konkurrence om billetter til fælles oplevelser ved at sende foto ind fra deres aktiviteter i Sundhedsugen.
Eksempler på aktiviteter i år:
Videbæk Skole, Centerparken Videbæk og Seniorstedet Videbæk: Fælles olympiade på Videbæk Skole med forskellige opgaver, hvor samarbejdet imellem generationer er i højsædet. Opgaverne vil bl.a. indbefatte brug af flødeboller, balloner og fluesmækkere.
Børnehave Solstrålen i Tarm og Seniorgården Tarm: Sammen med en instruktør fra DGI vil vi lege gamle lege, danse folkedans og spise sunde madpakker sammen i Seniorgårdens have.
Egvad Plejehjem: Aktivitetseftermiddag for beboere, pårørende, vennekredsen, frivillige og besøgende. Fokus på demens med forskellige sansestimuleringer, inspiration og oplysning til pårørende og historiehjørne med højtlæsning. Plus hjernegymnastik som fx balancebanko, ballonvolley, kæmpespil eller puslespil.
Holmsland Skole: Bl.a. cykelture, orienteringsløb, besøg fra Holmbohjemmet hvor der leges gamle lege, ”Race” med øvelser til samarbejde, fysisk udholdenhed, ansvarlige valg, forældreinvolvering og berøring med forskellige elementer fra naturen. Ugen afsluttes med en fælles morgenløbetur og en overraskelse.
Å-Center Syd – MeTri: To ture, den ene til Udeforsamlingshuset i Fjelstervang, den anden til Finderup Efterskole. Udeforsamlingshuset: Vi har inviteret Senior Centret i Skjern med til arrangementet. Vi skal drikke formiddagskaffe og en instruktør vil lære os linedans og almindelig dans. Finderup Efterskole: En flok elever på efterskolen står for aktiviteter. Vi havde samskabelse med dem sidste år, hvilket var en stor succes.
Spjald Børnehave: Vi skal være fysisk aktive og smage på frugt og grøntsager, som vi normalt ikke får, og tale sammen om sund kost og motion. Vi vil samtidig bruge ugen til at styrke samarbejdet med dagplejen, som inviteres til at deltage i det omfang, de synes det er muligt for deres børn.
Vestjysk Marketing: Konkurrence om hvem går flest skridt i løbet af ugen. Hver dag sund frokostmad, 10-15 minutters motion efter frokostpausen og fælles gå- og løbeture efter arbejdstid. Fredag eftermiddag indendørs fodboldturnering og lørdag personalearrangement med crossfit, god mad og stand-up.
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan