20. april 2023

Årets gåtur for kvinder – du bestemmer selv om det skal være 3, 7 eller 12 kilometer

Ladywalk

Danmarks største endags-motionsevent for kvinder løber af stablen mandag den 22. maj 2023. Som noget nyt er der nu også en 3 km. rute, så alle kan være med.

Ladywalk er på alle måder for kvinder. For med det erklærede formål at samle penge ind til forskning i kvindesygdomme, har Ladywalk gennem årene doneret over 9 mio. kr. til 10 forskellige foreninger. I 2023 vil overskuddet gå til Hjerteforeningen og Endometriose Fællesskabet. 

Mandag den 22. maj 2023 kl. 18.30 går det igen løs, når Ladywalk skydes i gang i Tarm. I 13 andre byer fordelt rundt i hele landet vil tusindvis af andre kvinder ligeledes gå en aftentur i den gode sags tjeneste. Hvert sted er der fra i år ruter på 3, 7 og 12 kilometer, og deltagerne kan frit vælge, hvilken rute, de vil gå. Ruterne er lavet, så alle har mulighed for at være med, og formålet er ikke at komme først – men at være med.

Efter et par år, hvor coronanedlukningen også påvirkede Ladywalken, havde færre end tidligere år tilmeldt sig til den fælles gåtur ud over engene i 2022.

Derfor håber Sundhedscenter Vest, der er lokal partner på den landsdækkende Ladywalk, på, at der i år kommer så mange tilmeldinger, at Ladywalk 2023 kan nå op på samme deltagerantal som i 2019, hvor over 40.000 kvinder deltog på landsplan.

I 2023 koster det 170 kr. at deltage i Ladywalk.  For det beløb får man en rygpose med indhold, der bl.a. inkluderer et stykke frugt, en energibar og en flaske vand. Derudover får man en T-shirt, en uforglemmelig oplevelse sammen med familie, veninder og kolleger i den smukke natur omkring Tarm by og Skjern Ådalen – og man støtter den gode sag. Årets T-shirt er trykt i fem forskellige farver, for at hylde de mange farver T-shirten ved Ladywalk har haft gennem årene. Ved start vil du få udleveret en T-shirt i én af de fem farver.

- Vi er i fuld gang med tilmeldingerne til Ladywalk i Tarm og håber, at endnu flere kvinder fra lokalområdet har lyst til at deltage i år. I 2019 slog vi rekord med 4.000 deltagere, men vi har plads til mange flere, siger Lone Bech, koordinator for Ladywalk på Sundhedscenter Vest.

Hun minder om, at der er tilmeldingsfrist senest den 24. april. Tilmeldingen foregår på www.ladywalk.dk, hvor man kan tilmelde sig individuelt eller som et hold.

FAKTA:

Du kan tilmelde dig Ladywalk som enkeltperson eller som et hold på mindst 11 personer. Holdet kan være dine gode kolleger, naboer, søstre, kusiner, gamle klassekammerater, dem du mødes med i foreningslivet eller andre.

Prisen pr. deltager er 170 kr. pr. person.
Ved tilmelding efter den 24. april er prisen 210 kr. pr. person.

Ladywalk har eksisteret siden 2001 og finder altid sted den sidste hverdagsmandag i maj. I år er det pga. pinsen mandag den 22. maj.

Yderligere oplysninger kan findes på www.ladywalk.dk