Lokalt kystvandråd skal sikre rent vand i Ringkøbing Fjord
Reduktioner i kvælstofudledningen fra landbruget har de seneste årtier været vejen til et godt vandmiljø i bl.a. Ringkøbing Fjord. Nu har Miljøstyrelsen udvalgt Ringkøbing-Skjern Kommune som én af de kommuner, hvor et lokalt kystvandråd skal se på alternative måder at sikre økologien i fjorden.
Det er lokalbefolkningen, der kender et område bedst, som ved, hvad der virker, og som kan følge udviklingen på tæt hold. Sådan har argumentet lydt fra bl.a. landbruget omkring Ringkøbing Fjord.
I landbruget ser man gerne, at betydningen af vandudvekslingen gennem slusen i Hvide Sande og saltbalancen i fjorden i højere grad end yderligere reduktioner i kvælstofudledningen fra landbruget kunne sættes i spil for at opretholde en god vandkvalitet i fjorden.
Udfordringerne i vandområdeplanerne skal løses i fællesskab, og dét er baggrunden for, at Ringkøbing-Skjern Kommune på foranledning af bl.a. landboforeningen Vestjysk i oktober 2022 bød ind på opgaven, da Miljøstyrelsen åbnede for ansøgninger til lokale kystvandråd, der inden nytår skal afsøge, om der findes alternativer til store reduktioner i kvælstofudledningen fra landbruget på vejen mod et godt vandmiljø i de danske fjorde og have.
Tidligere på ugen blev det så bekræftet, at et nyt lokalt kystvandråd nu får 11 måneder og 3,8 mio. statslige kroner til at udarbejde en lokal analyse til den statslige vandområdeplan for Ringkøbing Fjord.
- Reduktioner i kvælstofudledningerne fra landbruget har i årtier været opskriften på at leve op til EU’s Vandrammedirektiv, der skal sikre en levende fjord med klart vand, grønt ålegræs og fisk, der trives. Og landbruget har da også – fortjent eller ufortjent - gennem årene fået en god del af skylden for, at vandmiljøet i fjorden var belastet, siger formand for kommunens Teknik- og Miljøudvalg, Ole Nyholm Knudsen.
Han tilføjer, at muligheden for etablering af et kystvandråd kom på et tidspunkt, hvor der netop var igangsat et samarbejde mellem landbrugsorganisationer, kommuner og en række andre interessenter i oplandet til Ringkøbing Fjord.
- Jeg glæder mig til at se, hvilke alternative løsninger til et bedre vandmiljø, Kystvandråd Ringkøbing Fjord de kommende måneder kan arbejde sig frem til, siger han.
Et samarbejde
Kystvandrådet får sekretariat i Ringkøbing-Skjern Kommune, og bliver et samarbejde mellem landbruget og Ringkøbing-Skjern, Herning, Varde og Ikast-Brande kommuner. Herudover deltager Ringkøbing-Skjern Forsyning, Herning Vand og en række ngo’er i rådet, herunder også Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Jægerforbund og Ringkøbing og Stadil Fjordes Fritidsfiskerforeninger.
Endelig vil rådet trække ekspertviden ind fra f.eks. Aarhus Universitet og danske og internationale konsulentvirksomheder.
- Vi kommer til at trække på den viden som eksperter i hele landet sidder med, og vi skal aflevere vores forslag til staten inden nytår, så vi får travlt, for det er en omfattende opgave. Men vi plejer nu at arbejde fint sammen, så det er jeg overbevist om, at vi også kan gøre omkring det her, siger Søren Christensen, formand for Vestjysk.
Søren Christensen peger på, at saltprocenten og f.eks. spildevandsudledninger i lighed med landbrugets kvælstofudledninger har påvirket vandmiljøet i fjorden og tilføjer:
- Vi har alle en stor interesse i en fjord med et bedre vandmiljø, ligesom vi har en interesse i, at der er plads til både landbrug, erhverv, turisme og andre ved fjorden. I kystvandrådet skal vi ikke skyde på hinanden, men i stedet kigge på, hvad vi i fællesskab kan gøre, for at fjordens tilstand bliver forbedret.
Regeringen afsatte pengene til de fire kystvandråd som en del af Landbrugsaftalen fra oktober 2021.
FAKTA:
Udover kystvandrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune er der nedsat kystvandråd i Viborg, Varde og Odense kommuner. De fire kystvandråd skal inden nytår afsøge, om der findes alternativer til store reduktioner i kvælstofudledningen fra landbruget på vejen mod et godt vandmiljø i fjord og hav.
Kystvandråd Ringkøbing Fjord består af Ringkøbing-Skjern kommune (sekretariatskommune), Herning kommune, Ikast-Brande kommune, Varde kommune, Vestjysk Landboforening, Herning-Ikast Landboforening og Familielandbruget Vestjylland, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Ornitologisk forening, Ringkøbing-Skjern Forsyning, Herning Vand og Ringkøbing og Stadil Fjordes Fritidsfiskerforening.
Herudover skal konsulentvirksomhederne Longline Environment Ldt. og Marine Science & Consulting udarbejde en oplands- og fjordanalyse.
Kystvandrådene udspringer af den politiske aftale om grøn omstilling af dansk landbrug fra oktober 2021, og skal forsøge at finde andre måder at opnå et godt vandmiljø.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri