Hvordan stiller jeg op til byrådsvalget?
Du skal være valgbar for at stille op til byrådsvalget. Det betyder, at du skal opfylde nogle grundlæggende betingelser for at stille op og blive valgt ind i regionsrådet eller kommunalbestyrelsen. Man er automatisk valgbar, når man har valgret, det vil sige hvis man:
- er fyldt 18 år
- har fast bopæl i kommunen og
- enten er dansk statsborger, statsborger i et andet EU-land, Island eller Norge eller uden afbrydelse har boet mindst 4 år i Danmark, Grønland eller på Færøerne.
Siden 1. juli 2016 har personer, der er umyndige, haft ret til at stemme til kommunale og regionale valg.
Briter kan fortsat stemme og stille op til kommunal- og regionalvalget i Danmark i 2021, hvis de den 31. januar 2020 havde og siden da uafbrudt har haft fast bopæl i Danmark. Briter, der er flyttet til Danmark efter den 31. januar 2020, vil ligesom andre tredjelandsborgere kunne stemme og stille op til kommunale og regionale valg i Danmark, hvis de uafbrudt har haft fast bopæl i Danmark i de sidste 4 år forud for valgdagen.
Følgende personer har dog ikke valgret og kan derfor ikke stille op:
- udlændinge, der er på tålt ophold
- udlændinge, der er udvist ved endelig dom (efter udlændingelovens §§ 22-24 eller 25 c)
- udlændinge, der er udvist ved endelig afgørelse (efter udlændingelovens §§ 25-25 b)
- udlændinge, der opholder sig i Danmark for at afsone straf mv. idømt af en international straffedomstol.
For at blive valgt
For at blive valgt til byrådet må du ikke have fået en straf, der medfører tab af valgbarhed. Der er fastsat objektive kriterier for, hvornår man ikke er valgbar til kommunalbestyrelser eller regionråd på grund af straf. Udgangspunktet er, at man mister sin valgbarhed, hvis man idømmes frihedsstraf, eller hvis man ubetinget frakendes førerretten til bil.
Du mister dog ikke din valgbarhed, hvis der er gået mindst 3 år, efter at straffen er udstået, ophævet eller bortfaldet.
Hvordan stiller du op til valget?
Hvis du ønsker at opstille til valget, skal du først beslutte, om du vil:
- opstille alene
- opstille for et parti, der er repræsenteret i Folketinget
- opstille for en lokal borgerliste.
Alle, der opstiller til kommunale og regionale valg, opstiller på kandidatlister. Uanset hvordan du ønsker at stille op, skal du derfor udfylde en blanket (kandidatliste) med en række oplysninger, som skal indleveres til formanden for valgbestyrelsen i den kommune eller region, du ønsker at stille op i. Kandidatlisten skal blandt andet have et navn (listebetegnelse).
De blanketter, som skal anvendes til anmeldelse af kandidatlister og valgforbund kan du få ved henvendelse til Team Jura, Malene Kleist, Rådhuset i Ringkøbing, Ved Fjorden 6, 6950 Ringkøbing. Telefon: 99 74 15 34 eller på mail malene.kleist@rksk.dk
De partier/lister, der i forvejen er valgt ind i Ringkøbing-Skjern Byråd, kan efter anmodning blive fritaget for kravet om indsamling af stillere, jf. umiddelbart nedenfor.
For at få godkendt din kandidatliste skal den anbefales af mindst 25 vælgere (stillere) i kommunen. Stillerne skriver her under på, at de ønsker, at kandidatlisten stiller op.
En kandidatliste kan anmode om at blive fritaget for kravet om at indsamle stillerunderskrifter. De partier/lister, der blev valgt ind i Ringkøbing-Skjern Byråd ved kommunalvalget i 2021, og som tirsdagen 9 uger før valgdagen (16. september 2025) fortsat er repræsenteret i byrådet, kan efter anmodning blive fritaget for kravet om indsamling af underskrifter fra et mindsteantal vælgere i kommunen som stillere.
Anmodning sker ved angivelse på kandidatlisten.
Hvis du har spørgsmål, kan du rette henvendelse til kommunen.
Det er en god idé at indsamle lidt flere underskrifter fra stillere end det antal, der som minimum kræves for at stille op. Nogle af stillerne kan siden have skrevet under på andre lister, være flyttet eller være afgået ved døden, og så tæller de ikke med i kandidatlisteanmeldelsen.
For at få godkendt din kandidatliste skal den anbefales af mindst 25 vælgere (stillere) i kommunen. Stillerne skriver her under på, at de ønsker, at kandidatlisten stiller op.
En kandidatliste kan anmode om at blive fritaget for kravet om at indsamle stillerunderskrifter. De partier/lister, der blev valgt ind i Ringkøbing-Skjern Byråd ved kommunalvalget i 2021, og som tirsdagen 9 uger før valgdagen (16. september 2025) fortsat er repræsenteret i byrådet, kan efter anmodning blive fritaget for kravet om indsamling af underskrifter fra et mindsteantal vælgere i kommunen som stillere.
Anmodning sker ved angivelse på kandidatlisten.
Hvis du har spørgsmål, kan du rette henvendelse til kommunen.
Det er en god idé at indsamle lidt flere underskrifter fra stillere end det antal, der som minimum kræves for at stille op. Nogle af stillerne kan siden have skrevet under på andre lister, være flyttet eller være afgået ved døden, og så tæller de ikke med i kandidatlisteanmeldelsen.
Til byrådsvalg skal kandidatlisten med stillernes underskrifter indleveres til formanden for valgbestyrelsen senest 7 uger inden valgdagen (inden kl. 12). Du kan tidligst indlevere kandidatlisten 9 uger før valgdagen.
Kandidatlister, der ikke skal indsamle stillerunderskrifter, skal indlevere kandidatlisten til valgbestyrelsen senest 9 uger før valgdagen (inden kl. 12).
Kandidatlisten kan tidligst indleveres 11 uger før valgdagen.
Indlevering af en kandidatliste uden stillere kan ske tidligst tirsdag den 2. september 2025 og senest tirsdag den 16. september 2025 kl. 12.
Indlevering af en kandidatliste med stillere kan ske tidligst tirsdag den 16. september 2025 og senest tirsdag den 30. september 2025 kl. 12.
Der kan ikke dispenseres fra disse frister.
Kandidatlisterne skal indleveres til Team Jura, Rådhuset i Ringkøbing, Ved Fjorden 6, 6950 Ringkøbing.
Valgbestyrelsen godkender kandidatlisten
Valgbestyrelsen skal godkende kandidatlisten og give den en bogstavbetegnelse, som vil stå på stemmesedlen ud for navnet på kandidatlisten. Kandidatlisten kan godt ønske at få en bestemt bogstavbetegnelse, men det er valgbestyrelsen, der i sidste ende beslutter, hvilket bogstav listen skal have. Det gælder dog ikke for lister, der stiller op for et af de partier, der kan opstille til folketingsvalg. De partier har nogle faste bogstaver til folketingsvalg, som de også kan bruge, når de stiller op til kommunale og regionale valg. Ingen lokallister kan benytte disse bogstaver.
Kommunen offentliggør snarest muligt – efter at fristen for at indlevere kandidatlisten er udløbet – en liste over alle godkendte kandidatlister og de opstillede kandidater.
Kandidatlister kan indgå valgforbund.
Indlevering af anmeldelse om valgforbund skal ske senest mandag den 6. oktober 2025 kl. 12 til Team Jura, Rådhuset i Ringkøbing, Ved Fjorden 6, 6950 Ringkøbing.
Der kan ikke dispenseres fra denne frist.
