Referat: 7. januar 2025 kl. 13:00

LOK-1.8 Dækket Smed Sørensens Vej 1 Ringkøbing
Teknik- og Miljøudvalget

Deltagere

  • Irene Lund Pedersen
  • Ole Nyholm Knudsen
  • Rita Byskov
  • Jørgen Byskov
  • Niels Rasmussen
  • Jens Jacob Østergaard
  • Hans Pedersen

Kopier link til punktet  -   Print

1: Godkendelse af dagsorden

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget godkendte dagsordenen.

Kopier link til punktet  -   Print

2: Anerbjergevej 40, Hemmet - Landzonetilladelse til gyllebeholder

Sagsnr: 24-015145

Sagsfremstilling

Ansøgning

Der er søgt om at etablere en gyllebeholder på matr. nr. 36a Sdr. Bork By, Sdr. Bork på planteavlsejendommen på Anerbjergevej 40, 6893 Hemmet. Gylletanken placeres i tilknytning til de øvrige driftsbygninger på ejendommen. Der er endvidere søgt om at etablere en ny indkørsel til tanken. (bilag 1)

Tanken erstatter en mindre gylletank på 200 m3, som fjernes. Begrundelsen for etableringen af den nye tank er, at den kan rumme tilstrækkeligt med gylle til ejendommens arealer.

Den nye gyllebeholder har et volumen på 3.050 m3. Gylletanken forventes etableret med teltdug. Højde på elementerne er ca. 3 m over terræn. Teltdugen er 5,5 m høj, så den totale højde bliver på 8,5 m.

Gylletanken modtager afgasset biogasgylle.

Transporter til tanken sker med lastbiler og transporten fra tanken til marken foregår med traktor


Rød cirkel angiver ny gyllebeholder.

Administrationens bemærkninger til ansøgningen

Ejendommen på Anerbjergevej 40, Hemmet er en landbrugsnoteret ejendom uden husdyrproduktion med et jordtilliggende på 70,8 ha, hvoraf de 66,6 ha er omdriftsarealer. (Bilag 2)

Den erhvervsmæssige tankstørrelse er således 66,6 ha x 36 ton/ha = 2398 ton, svarende til 2400 m3.

Idet der ønskes opført en gyllebeholder, der er større, end hvad der kan begrundes ud fra den enkelte landbrugsejendoms drift, anses tanken ikke for erhvervsmæssigt nødvendig for den pågældende ejendom. Det ansøgte kræver derfor en landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1.

Der er tilforpagtet 17,4 ha, således at der i alt dyrkes ca. 84 ha.

Det vurderes, at gyllebeholderens opbevaringskapacitet ikke overstiger sædvanlig kapacitet set i forhold til ejendommens samlede omdriftsarealer.

Gylletanken overholder alle afstandskrav og ligger uden for beskyttelseslinjer. Det er vurderet, at den nye beholder ikke vil medføre en væsentlig genepåvirkning af naboer, kategori 1-, 2- og 3-natur, landskabelige værdier eller kulturmiljøer.

Udkastet til landzonetilladelse har været i høring hos naboer i nabobeboelser indenf or 400 meter fra tanken og hos matrikulære naboer til matrikel 36a Sdr. Bork By, Sdr. Bork. Der er ikke indkommet bemærkninger til projektet.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Planlovens §35 stk. 1.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at der meddeles landzonetilladelse til den ansøgte gyllebeholder på den ansøgte lokalitet med de vilkår, som er angivet i udkastet til landzonetilladelsen.

BilagBeslutning

Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget godkendte administrationens indstilling med den bemærkning, at teltoverdækningen skal holdes i mørkegrå nuancer.

Niels Rasmussen kunne ikke tilslutte sig beslutningen.

Kopier link til punktet  -   Print

3: Stensigvej, Skjern - Placeringstilladelse til gylletank i det åbne land

Sagsnr: 24-011808

Sagsfremstilling

Ansøgning

Der er søgt om en placeringstilladelse til en gyllebeholder på matr.nr. 3n Stensig By, Sædding tilhørende en bygningsløs landbrugsejendom. Tanken placeres ved Stensigvej med ind- og udkørsel fra samme vej (se bilag 1).

Gyllebeholderen vil have en kapacitet på maks. 3.135 m3, og en højde på 9-10 meter inkl. teltoverdækning.

Tanken skal modtage afgasset gylle.

Ansøgeren ejer og driver kvægbrugene på Kirkebakken 10 og Kongsholmvej 5, en anden bygningsløs ejendom på 66 ha ved Stensigvej samt andre arealer i området. Der er ingen eksisterende gylletanke i området (bilag 3).

Projektændring og alternativ placering:

Oprindeligt blev der ansøgt om en landzonetilladelse til en gyllebeholder med en maksimal kapacitet på 5.155 m³. Efter nabohøringen, hvor der indkom indsigelser fra ejerne af Stensigvej 1, Stensigvej 2 og Sæddingvej 13 (se bilag 4, 5 og 6), blev en alternativ placering ved Sæddingvej vurderet til en tank på 5.000 m³. Denne placering var dog tættere på nabobeboelser, og gyllen skulle transporteres til arealerne ved Stensigvej med traktor og gyllevogn.

Ansøger reducerede derfor tankens størrelse til ca. 3.000 m³ og fastholdt placeringen ved Stensigvej.

Administrationens bemærkninger til ansøgningen

Gyllebeholderen placeres på en bygningsløs ejendom med et samlet areal på 68,3 ha (se bilag 2). Den beregnede erhvervsmæssige tankstørrelse er 2.800 m³, og der søges om en gyllebeholder på 2.995 m³ (plan bund) eller 3.135 m³ (skrå bund).

Kommunen vurderer, at kapaciteten er passende i forhold til ejendommens landbrugsareal, og at tanken derfor er erhvervsmæssigt nødvendig. Efter planlovens § 36, stk. 2, skal der af hensyn til markdriften gives tilladelse, medmindre væsentlige hensyn til landskab, natur eller naboer taler imod.

Tanken ligger 271 meter fra den nærmeste nabo (Stensigvej 2) og overholder alle afstandskrav, herunder krav til vandløb. Det vurderes, at den nye beholder ikke vil medføre en væsentlig genepåvirkning af naboer, kategori 1-, 2- og 3-natur, landskabelige værdier eller kulturmiljøer.


Nabo indsigelse

Ved nabohøringen om den oprindelige tank på 5.000 m³ indkom der indsigelser fra Stensigvej 1, Stensigvej 2 og Sæddingvej 13. Indsigelserne omhandlede:

  1. Transportforhold og antal transporter.
  2. Tab i ejendomsværdi.
  3. Lugtgener.
  4. Øget tung trafik.
  5. Rengøring af veje.

Efter tankstørrelsen blev reduceret til 3.000 m³, indkom der nye indsigelser fra Stensigvej 1 og Stensigvej 2, som frygter, at tanken vil blive brugt som buffertank med flere transporter end oplyst i ansøgningen.

 

Administrationen bemærkninger til naboindsigelser

  1. Ansøgers oplyser, at transporterne som udgangspunkt vil være som beskrevet i ansøgningen, dog kan variationer forekomme. Antallet af transporter er udregnet efter gylletankens totale volumen. Lastbiltrafikken vil køre ind fra Sæddingvej, vende ved tanken og køre samme vej retur, uden at passere Stensigvej 1 og 2.

    Stensigvej er en offentlig kommunal vej, og Vej og Park har ingen bemærkninger til placeringen efter reduktionen.

  2. Værdiforringelse indgår ikke i vurderingen af landzoneloven.
  3. Tanken forsynes med teltoverdækning. Klagenævnets afgørelser viser, at nabohensyn er varetaget, når afstandskravene i Husdyrgødningsbekendtgørelsen overholdes.
  4. Rengøring af veje reguleres af færdselsloven og håndhæves af politiet.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Planlovens §35 stk. 1.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Etableringen af gyllebeholdere til modtagelse af afgasset husdyrgødning i tilknytning til udspredningsarealer understøtter kommunens klimapolitik om reduceret transport og fuld udnyttelse af al gylle i biogasanlæg.

Indstilling

Administrationen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at der meddeles landzonetilladelse til den ansøgte gyllebeholder på den ansøgte placering med de vilkår, som er angivet i placeringstilladelsen.

BilagBeslutning

Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget godkendte administrationens indstilling med den bemærkning, at teltoverdækningen skal holdes i mørkegrå nuancer.

Niels Rasmussen kunne ikke tilslutte sig beslutningen.


Kopier link til punktet  -   Print

4: Foroffentlighedsfase for plangrundlag for et solcelleanlæg ved Stenmose

Sagsnr: 21-013450

Sagsfremstilling

Formålet med dagsordenen er en godkendelse af svar på bemærkninger fra foroffentlighedsfasen samt godkendelse af, at planlægningen fortsættes med udarbejdelse af planforslag og miljøvurdering.

Baggrund
Ringkøbing-Skjern Kommune modtog i 2020 en ansøgning om opsætning af Stenmose solcelleanlæg på cirka 113 hektar.

Projektet blev behandlet sammen med 8 andre solcelleprojekter på Økonomiudvalgets møde den 12. januar 2021, hvor et flertal besluttede at igangsætte planarbejdet for projektet. Planprocessen blev igangsat, og der blev afholdt informationsmøde og udsendt debatoplæg med høringsperiode fra den 18. oktober 2021 til den 15. november 2021. Indkomne bemærkninger er ikke blevet politisk behandlet på daværende tidspunkt.

Planlægningen for Stenmose Solcelleanlæg har siden afventet landsplandirektivet for den kommende 400 kV transmissionslinje fra Endrup til Idomlund, da 400 kV ledningen går igennem det planlagte solcelleprojektområde. Anlægsarbejdet for 400 kV transmissionslinjen er nu i gang, og derfor er planarbejdet med Stenmose solcelleanlæg nu genoptaget.

Økonomiudvalget besluttede den 6. august 2024 at genoptage planlægningen og samtidig udvide arealet med ca. 20 hektar. Samtidig besluttede udvalget at afholde en ny foroffentlighedsfase.

Resultat fra foroffentlighedsfasen
Der har været afholdt fornyet foroffentlighedsfase i perioden 7. oktober til den 4. november 2024, hvor der er indkaldt idéer og forslag til planlægningen og indholdet af miljøvurderingen. Der har endvidere været afholdt et borgermøde den 21. oktober 2024.

Der er i foroffentlighedsfasen modtaget bemærkninger fra:

  • 5 myndigheder
  • 3 foreninger
  • 11 høringssvar fra borgere. Heraf er ét modtaget efter høringsfristens udløb og ét høringssvar er underskrevet af 15 personer fra 9 forskellige adresser.

Efter ønske på borgermødet den 21. oktober 2024 blev det aftalt, at henvendelser fra borgere til forhøringen i 2021 også behandles i dagsordenen. Der var i alt 5 høringssvar fra borgere ved 2021-forhøringen.

De indkomne bemærkninger kan ses i bilag 1 og 2, mens notat med et resumé af bemærkningerne samt administrationens forslag til svar er vedlagt som bilag 3.

Ingen af myndighederne gør indsigelser mod solcelleprojektet.

Bemærkningerne omhandler blandt andet:

  • Konsekvenser og risici ved et batterioplag
  • Hegning, herunder påvirkning af dyrelivet
  • Påvirkning af naboer og lokalsamfund, herunder økonomisk
  • Visuel påvirkning af området
  • Alternativer til solceller som energiformer

Administrative bemærkninger

Foreløbig disponeringsplan
Sideløbende med foroffentlighedsfasen har administrationen foretaget nærmere faglige vurderinger af projektet, samt været i dialog med ansøger om projektets indretning og fordeling mellem arealer til solcellepaneler, faunapassager, afskærmende beplantning med videre. I dialogen har indgået input fra foroffentlighedsfasen. Processen har resulteret i en foreløbige disponeringsplan, som er opdateret siden borgermødet den 21. oktober 2024. Den foreløbige dispositionsplan vedlægges til orientering (se bilag 4). Det skal understreges, at der fortsat er forhold, som er ved at blive undersøgt og skal afklares nærmere i den miljørapport, som er ved at blive udarbejdet. Der kan derfor endnu ske ændringer i disponering med videre.

Et af de forhold, som er ved at blive afklaret er lokalplanens afgrænsning mod nord ud mod Skodsbølvej. Det undersøges blandt andet om lokalplanområdet skal justeres i forhold til afgrænsningen i debatoplægget, således at eksisterende beplantninger, som har en god afskærmende effekt kan sikres fastholdt med lokalplanen. Desuden er der dialog om mulig skov på dele af arealet. Der planlægges ikke for udvidelse af arealer til paneler.

Batterilagring
Ansøger har oplyst, at de ønsker at kunne indplacere et batterianlæg på op til ½ hektar. Batterierne placeres i 20-fods containere med beplantning omkring. Batterianlægget placeres i tilknytning til solcelleanlæggets transformerområde. Det område der er udlagt til transformerområde i afgrænsningsnotatet, er meget større end der er behov for, og den del af området der ikke anvendes til transformerstation eller batterianlæg, anvendes til solceller. Ansøger ønsker, at muligheden for placering af batterianlæg indarbejdes i planerne, men forventer først at det på et senere tidspunkt kommer til at indgå i projektet. På ansøgningstidspunktet vil et eventuelt batterianlæg skulle vurderes i henhold til reglerne om miljøkonsekvensvurdering af projektet.

Hegning
Projektejeren har oplyst, at man ønsker hegning til sikring af solcelleanlægget blandt andet for at sikre, at dyr eller mennesker ikke kan forrette skader på anlægget, eller selv kan komme til skade.

Administrationen har i øvrigt afsøgt tilgængelig viden og erfaringer om hegning af solcelleanlæg, men har ikke fundet afgørende evidens for eller imod hegning.

Forholdet bør afdækkes nærmere i miljøvurderingen af projektet.

Påvirkning af lokalområdet
Projektejerne har oplyst, at de har en konkret dialog med naboer og lodsejere, om tilpasning af privatveje og etablering af skov, samt om værditabserstatning og salgsoptioner.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Planloven

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)

Økonomi

Som følge af ”lov om fremme af vedvarende energi” skal projektet indbetale 125.000 DKK pr. MW installeret effekt til en kommunal grøn pulje. Samlet for projektet forventes, der indbetalt cirka 15 mio. kr. med forbehold for projektets endelige udformning.

Effektvurdering

Realisering af planen vil understøtte Ringkøbing-Skjern Kommunes vision om, at være selvforsynende med vedvarende energi og blive 100 procent fossilfri i 2040. Der forventes en samlet produktion fra projektet svarende til cirka 120.000 MWh.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget anbefaler Økonomiudvalget, at

  1. Planlægningen for et solcelleanlæg ved Stenmose fortsættes for ansøgers egen regning og risiko.
  2. Notat med behandling af indkomne bemærkninger godkendes og sendes til de borgere, foreninger og myndigheder, der har givet høringssvar.

BilagBeslutning

Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Jørgen Byskov kunne ikke tilslutte sig anbefalingen - men kunne tilslutte sig det oprindelige projekt. Jens Jacob Østergaard kunne ikke tilslutte sig anbefalingen.


Kopier link til punktet  -   Print

5: Gensidig orientering

Sagsnr:

Sagsfremstilling

  • Retssag

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget tog orienteringen til efterretning.

Der blev herudover orienteret om følgende:

  • Bemærkninger til statslig energipark i Varde Kommune 
  • Afgørelse fra Klagenævnet vedrørende højhuse i Videbæk
  • Status konkret sag om sommerhus
  • Status byggeri, Svinget i Skjern
  • Henvendelse vedrørende vedligeholdelse af sø i Videbæk

Kopier link til punktet  -   Print

6: Underskriftsside

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Kontaktoplysninger
Land, By og Kultur
Land, By og Kultur
Smed Sørensens Vej 1
6950 Ringkøbing