Dagsorden: 4. marts 2025 kl. 13:00

LOK-1.8 Dækket Smed Sørensens Vej 1 Ringkøbing
Teknik- og Miljøudvalget

Deltagere

  • Jørgen Byskov
  • Jens Jacob Østergaard
  • Rita Byskov
  • Hans Pedersen
  • Niels Rasmussen
  • Irene Lund Pedersen
  • Ole Nyholm Knudsen

Kopier link til punktet  -   Print

1: Godkendelse af dagsorden

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Kopier link til punktet  -   Print

2: Søndervig Klitvej 23, Søndervig - Dispensation til bygningens placering og højde.

Sagsnr: 24-016436

Sagsfremstilling

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der kan gives dispensation til, at et aktivitetscenter
sammenbygges over to byggefelter, placeres nærmere vejen end den fastlagte vejbyggelinje og opføres med en bygningshøjde der overskrider maksimal højde, målt fra eksisterende terræn.

Teknik- og Miljøudvalget har på mødet den 25. juni 2024 taget stilling til bygningernes omfang og placering. I forbindelse med naboorienteringen er der kommet indsigelse- og kommentar fra en sommerhusejer på vestsiden af Søndervig Klitvej, og derfor er sagen på igen. Referat fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 25. juni 2024 er vedlagt som bilag 5.

Ansøgning

Ringkøbing-Skjern Kommune har modtaget en ansøgning om opførelse af et aktivitetscenter på ejendommen Søndervig Klitvej 23, Søndervig. Centret vil primært have indendørs aktiviteter og nogle få udendørs aktiviteter. De udendørs aktiviteter vurderes at overholde lokalplanens bestemmelse om ikke-støjende forlystelser og seværdigheder, idrætsanlæg, natur- og opholdsarealer.

Bygningskroppene er orienteret øst-vest, og derved er gavlene er synlige fra både Søndervig Klitvej og Holmsland Klitvej. For at sikre variation og åbenhed, arbejdes der med en gennemsigtighed i bygningskroppen, der vil være flere spring i facadeudtrykket og facaderne brydes med glaspartier. Bygningens placering, højde og facadeudtryk fremgår af bilag 1.

Bygningens placering og omfang kræver dispensationer fra lokalplanen og vejloven. Lokalplanen angiver, at bebyggelsen skal placeres inden for byggefelterne b1 og b2, respektere den tinglyste vejbyggelinje mod Søndervig Klitvej, og opføres med en totalhøjde på 8,5 m. målt fra eksisterende terræn. 

Der er søgt om dispensation til, at aktivitetscenteret sammenbygges over byggefelterne b1 og b2 med en bygningshøjde der varierer mellem 9,15 og 9,99 m. målt fra naturligt terræn.
Derudover er der søgt om dispensation til at placere bygningsmassen nærmere Søndervig Klitvej end den fastlagte vejbyggelinje. Dispensationsansøgninger er vedlagt som bilag 2.

Ansøger begrunder dispensationsansøgningen med at aktiviteterne og synergien i aktivitetscenteret underbygges bedst med en sammenhængende bygningskrop.

Området

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 470 – for et område til rekreative formål ved Nyhavn,
Søndervig.
Lokalplanens formål er blandt andet at skabe muligheder for ikke-støjende rekreative funktioner, herunder ferie- og fritidsformål som ikke-støjende forlystelser og seværdigheder, idrætsanlæg, natur- og opholdsarealer med mere.

Administrationens vurdering

Bygningens placering

Administrationen ser positivt på bygningens placering og omfang, når byggeriet placeres mindst 17 meter fra vejmidten på Søndervig Klitvej, hvilket også er angivet i lokalplanens vejledningstekst. Byggefelterne b1 og b2 er i lokalplanen adskilt af et område til regnvandshåndtering. Projektet ønsker at sammenbygge de to byggefelter og håndtere regnvandet øst for bygningen og parkeringspladsen. Ansøger begrunder dispensationsansøgningen med, at aktiviteterne og synergien i aktivitetscenteret underbygges bedst med en sammenhængende bygningskrop.

Bygningens højde

Administrationen ser positivt på bygningens højde på 9,15 og 9,99 m. målt fra naturligt terræn. Administrationen lægger vægt på, at terrænet i gennemsnit hæves 80-90 cm i forbindelse med byggemodningen og derved fremstår bygningen med en bygningshøjde som overholde lokalplanen, når der måles fra det fremtidige terræn.

Derudover lægger administrationen vægt på, at terrænændringerne bidrager positivt til håndteringen af overfladevandet på ejendommen.

Vandhåndteringsplan

Da der bygges over det i lokalplanens udlagte areal til vandhåndtering, har projektet udarbejdet en vandhåndteringsplan. Overfladevand håndteres på egen grund ved at etablere et privat regnvandsbassin med udløb til sydligt beliggende vandløb. Som en del af vandhåndteringsplanen er der vurderet på to situationer - sommer og vinter, jf. bilag 3.

Undersøgelsen viser en lille reduktion i oversvømmelsens udstrækning i situationen efter projektets udførelse set i forhold til den nuværende situation.

Nabohøring

Efter at sagen sidst har været forelagt Teknik- og Miljøudvalget, har der været foretaget en naboorientering. En nabo er kommet med bemærkninger til bygningernes placering nærmere vejen end de 25 m., samt bekymringer vedrørende håndtering af overfladevand. Der er ikke kommet bemærkninger til bygningernes højde, der overskrider maksimale højde på 8,5 m. målt fra naturligt terræn.

Disse bemærkninger er blevet forelagt ansøgeren. Naboens kommentar til projektet samt ansøgerens svar er vadlagt som bilag 4.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Planlovens § 19, stk. 1.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Opførelsen af et aktivitetscenter på Søndervig Klitvej 23 vil fremme turismen ved at forbedre den
lokale turistinfrastruktur og tilbyde moderne faciliteter, der kan tiltrække flere besøgende.

Centret vil bidrage til at forlænge turistsæsonen med aktiviteter året rundt, hvilket gavner lokale
virksomheder.

Det vil også øge turisternes opholdstid og forbrug, hvilket styrker den lokale økonomi og skaber
arbejdspladser.

Med sine familievenlige, støjfri aktiviteter vil centret tiltrække flere familier og styrke Søndervigs
profil som en attraktiv destination. Samtidig bidrager centret til bæredygtig udvikling gennem
miljøvenlige løsninger, hvilket forbedrer områdets konkurrencedygtighed og understøtter den lokale
økonomi.

Indstilling

Administrationen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at der meddeles dispensationer til det ansøgte.

BilagBeslutning

Kopier link til punktet  -   Print

3: Rejkjærvej 11, Ulfborg - Landzonetilladelse til gyllebeholder på planteavlsbrug

Sagsnr: 24-015180

Sagsfremstilling

Ansøgning

Ringkøbing-Skjern Kommune har modtaget en ansøgning om at placere en ny gyllebeholder med en diameter på 35,60 meter og en højde på 4 meter (hvoraf 3 meter er over terræn). Beholderen vil have en kapacitet på 4000 m³ og placeres på matr. nr. 4i, Præstegården, Torsted, på et areal tilhørende en landbrugsejendom uden dyrehold, beliggende på Rejkjærvej 11, 6990 Ulfborg.

Den nye gyllebeholder skal opføres på stedet, hvor den nuværende lade (bygning 4) og maskinhus (bygning 5) ligger. Disse bygninger fjernes, og gyllebeholderen placeres i tilknytning til de resterende bygninger på ejendommen og den eksisterende gyllebeholder.

Gyllebeholderen opføres uden teltoverdækning, da den udelukkende skal modtage kvæggylle.

Ejendommen på Rejkjærvej 11 er en landbrugsejendom uden dyrehold og omfatter 9,8 ha jord. Ansøger ejer desuden ca. 85 ha landbrugsarealer omkring ejendommen. Ejendommen har allerede en gyllebeholder med en kapacitet på 1170 m³. Den nye beholder på 4000 m³ skal fungere som opbevaringskapacitet for hovedejendommen på Klausievej 12, der ligger ca. 600 meter mod nordøst. På grund af nærtliggende sårbar natur er det ikke muligt at placere en ekstra gyllebeholder ved Klausievej 12.

Husdyrgødningen pumpes fra Klausievej 12 til gyllebeholderen via en pumpeledning, som kræver en separat tilladelse. Transporten fra gyllebeholderen til markerne vil foregå med traktor.

Administrationens bemærkninger til ansøgningen

Den ansøgte gyllebeholder er større, end hvad der kan betragtes, som erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendom på Rejkjærvej 11 alene. Den ansøgte gyllebeholder kræver derfor en landzonetilladelse efter planlovens §35, stk. 1.

Det er vurderet, at gyllebeholderen er erhvervsmæssigt nødvendigt for at sikre, at Klausievej 12 har tilstrækkelig opbevaringskapacitet til rådighed. Placeringen på Rejkjærvej er det bedste alternativ, når den ikke kan placeres ved Klausievej, da den ellers skal placeres i det åbne land, hvor den vil være mere synlig.

Det er vurderet, at der ikke er væsentlige hensyn til landskab, natur, miljø samt naboer, som taler afgørende imod placeringen.

Der er lagt vægt på følgende:

  • Gyllebeholderen ikke kan placeres på Klausievej 12 på grund af nærliggende særlig natur.
  • Gyllebeholderens størrelse matcher det kapacitetsbehov, der mangler på Klausievej 12.
  • Da husdyrgødningen skal pumpes fra husdyrbruget på Klausievej 12 til den nye gyllebeholder på Rejkjærvej 11begrænses antallet af transporter til gyllebeholderen.
  • Ansøger ejer 84 ha landbrugsarealer i området omkring Rejkjærvej 11.
  • Gyllebeholderen kommer til at ligge i tilknytning til eksisterende bygninger og en anden gyllebeholder, hvilket vurderes at være et bedre alternativ end at placere den i det åbne land, hvor den potentielt ville være mere synlig.
  • Der er afskærmende beplantning omkring beholderen, hvilket gør, at beholderen ikke kommer til at virke markant i landskabet.

Udkastet til landzonetilladelsen har været i nabohøring ved nærmeste nabo, og der er ikke indkommet bemærkninger i den forbindelse.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Planlovens §35 stk. 1

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at der gives landzonetilladelse til den ansøgte gyllebeholder på den ønskede placering med de vilkår, der fremgår af udkastet i landzonetilladelsen.

BilagBeslutning

Kopier link til punktet  -   Print

4: Serviceniveau for befordring af elever i folkeskolen

Sagsnr: 25-003044

Sagsfremstilling

1. Indledning

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om det nuværende serviceniveau for befordring af elever til folkeskolen skal ændres. Baggrunden er en henvendelse fra en familie på Hovervej, der ønsker en ændring af serviceniveauet.

2. Baggrund
Ringkøbing-Skjern Kommune har udarbejdet "Serviceniveau for befordring af folkeskoleelever i Ringkøbing-Skjern Kommune" med udgangspunkt i Bekendtgørelse om befordring af elever i folkeskolen. Serviceniveauet blev godkendt af Teknik- og Miljøudvalget samt Børne- og Familieudvalget i 2008, og har efterfølgende fået mindre opdateringer. Formålet var at sikre ensartet og gennemskuelig service for alle brugere af den kollektive trafik i kommunen.

Det nuværende serviceniveau fastlægger blandt andet:

  • Afstandskriterier for kørselsberettigelse
  • Definition af skoleveje
  • Håndtering af trafikfarlige veje
  • Ventetid og buskort

Det er administrationens oplevelse, at dette serviceniveau har skabt klarhed og tilfredshed blandt forældre, elever og skoler.

3. Tidligere politisk behandling
I 2021 drøftede Teknik- og Miljøudvalget og Børne- og Familieudvalget mulige ændringer af serviceniveauet, herunder:

  • At elever i 0.-6. klasse skulle være kørselsberettiget ved en afstand på mere end 2,5 km til skole.
  • At elever i 0.-6. klasse måtte have en egenbefordring på maks. 1,25 km til et opsamlingssted.
  • At elever i 0.-6. klasse ikke måtte krydse Vejdirektoratets veje eller kommunens klasse 1-veje.
  • At der ikke skulle ske ændringer for elever i 7.-10. klasse.

Konsekvenserne af disse ændringer blev estimeret til en ekstraudgift på ca. 15 mio. kr. grundet længere ruter, større busser, øget køretid samt større slid på vejene og CO²-udslip. Forslaget blev afvist, og det nuværende serviceniveau blev fastholdt.

4. Den aktuelle sag
Familien på Hovervej ønsker:

  • At rute 517 ændres til at køre forbi deres ejendom, eller at deres barn bliver afhentet med taxi.

Ifølge det nuværende serviceniveau må elever i 7. klasse have en egenbefordring på op til 3,5 km til et opsamlingssted. Eleven har 3,2 km langs Hovervej. Administrationen har tilbudt at undersøge muligheden for opsætning af et læskur ved opsamlingsstedet.

Familien oplever Hovervej som trafikfarlig. Det er Kommunalbestyrelsen, der træffer beslutning om, hvorvidt en vej er trafikfarlig, baseret på vurderinger fra politiet og vejmyndigheden. Hovervej er ikke vurderet som trafikfarligt, og administrationen sidestiller Hovervej med andre veje i kommunen, hvor der heller ikke er skolebuskørsel.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

  • Folkeskolelovens §26
  • Bekendtgørelse om befordring af elever i folkeskolen

 

Økonomi

Enhver udvidelse af serviceniveauet vil medføre en merudgift for Ringkøbing-Skjern Kommune.

Effektvurdering

Fastholdelse af det nuværende serviceniveau sikrer fortsat ensartethed og klarhed i serviceniveauet for skoletransport.

Indstilling

Administrationen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at

  1. det nuværende serviceniveau fastholdes.
  2. familien på Hovervej meddeles afslag på deres ønske om udvidelse af serviceniveauet.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Kopier link til punktet  -   Print

5: Gensidig orientering

Sagsnr:

Sagsfremstilling

  • Film - opfølgning politikker

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Kopier link til punktet  -   Print

6: Underskriftsside

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning
Kontaktoplysninger
Land, By og Kultur
Land, By og Kultur
Smed Sørensens Vej 1
6950 Ringkøbing