Referat: 7. november 2023 kl. 08:00

Rådhuset, mødelokale 6, Ved Fjorden 6, Ringkøbing
Teknik- og Miljøudvalget

Deltagere

  • Irene Lund Pedersen
  • Jens Jacob Østergaard
  • Rita Byskov
  • Jørgen Byskov
  • Ole Nyholm Knudsen
  • Hans Pedersen
  • Niels Rasmussen

Kopier link til punktet  -   Print

1: Godkendelse af dagsorden

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget godkendte dagsordenen.

Fraværende
  • Rita Byskov ()

Kopier link til punktet  -   Print

2: Offentlig høring af den statslige screening for potentielle energiparker

Sagsnr: 23-021931

Sagsfremstilling

Formålet med dagsordenen er, at udvalgene orienteres om den gennemførte statslige screening for potentielle energiparker samt at udvalgene på baggrund af den offentlige høring godkender udkast til høringssvar.

Baggrund
Regeringen og en bred kreds af partier indgik i juni 2022 Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022. Det fremgår af aftalen, at der skal gennemføres en screening for at identificere et antal områder, der potentielt er egnede til større energiparker på land, og som kan bidrage til ambitionen om en firedobling af elproduktionen fra vedværende energi (VE) på land inden 2030.

Kommunerne og VE-branchen blev i august 2022 opfordret til at bidrage til den statslige screening ved at indmelde arealer, som vurderes egnede til etablering af VE-anlæg.

På møde den 13. september 2022 bemyndigede Byrådet borgmesteren til at udfærdige endelig høringssvar til Staten. Ringkøbing-Skjern Kommunens høringssvar af 29. september 2022 er vedlagt som bilag.

I høringssvaret opfordrede Byrådet blandt andet staten til at undersøge, om arealer vest og sydvest for Borris Skydeterræn samt dele af Borris Skydeterræn kan bringes i spil som område til en større energipark.

Også private VE-aktører benyttede sig af muligheden for at indmelde arealer i Ringkøbing-Skjern Kommune. Herunder har meldt arealer ind, som vil kunne indgå i Megaton-projektet. Herudover har staten på eget initiativ undersøgt mulige arealer.

Høring af screeningsresultatet
Med udgangspunkt i beskyttelsesinteresser, arealets størrelse, mulighed for net-tilslutning med videre har Plan- og Landdistriktsstyrelsen i samarbejde med Energistyrelsen og Miljøstyrelsen gennemført en screening. Screeningen har identificeret 32 arealer, som staten i første omgang har valgt at gå i dialog omkring. Screeningsresultatet er nu sendt i offentlig høring frem til en 14. november 2023. Høringsmaterialet er vedlagt som bilag.

De 32 arealer er fordelt over hele landet. Ét areal er beliggende i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det drejer sig om et areal på 375 ha ved Tændpibe. Arealet har et indmeldt kapacitetspotentiale på 214 MW sol. Øvrige arealer i kommunen er fravalgt. Høringsmaterialet er vedlagt som bilag. Området ved Tændpibe er nærmere beskrevet på side 24 i screeningsdokumentet, mens fravalgte arealer i Ringkøbing-Skjern Kommune fremgår af side 41. Dog er Byrådets opfordring vedrørende Borris Skydeterræn ikke kommenteret.

Den offentlige høring over screeningsresultatet har til formål at oplyse om den gennemførte screening samt at kvalificere og indhente oplysninger og bemærkninger til de 32 arealer. Det er således muligt at fremsende supplerende oplysninger for de 32 arealer samt generelle bemærkninger til den gennemførte screening.

Parallelt med den offentlige høring indgår styrelserne i dialog med de berørte kommuner. Dialogen skal blandt andet afdække om arealerne er egnede til etablering af energiparker med elproduktion inden 2030. Dialogen skal også afdække lokale interesser, samt om der er opbakning til de identificerede arealer fra Byrådet. Der er afsat 6 måneder til dialogen. Herunder er der afsat tid til, at Byrådet primo 2024 kan forholde sig til arealets eventuelle status som energipark og den fremtidige planlægning herfor. Desuden forventes, at der bliver afholdt 2-3 møder mellem statens aktører og kommunen.

Det vil sige, at Byrådet på et senere tidspunkt får mulighed for at forholde sig konkret til, hvorvidt kommunen ønsker, at arealet ved Tændpibe kommer til at indgå som en statslig energipark.

Efter dialogen vil der blive truffet endelig beslutning om, hvilke arealer, der skal udpeges til energiparker. 

Plan- og Landdistriktsstyrelsen oplyser endvidere, at der sideløbende igangsættes en ny ansøgningsrunder i 2024 og 2025, hvor alle kommuner, VE-opstillere og andre kan indmelde yderligere arealer til mulige energiparker.

Udkast til høringssvar
På baggrund af ovenstående anbefaler administrationen, at der fremsendes et høringsbrev, hvor resultatet af screeningen tages til orientering, og hvor Ringkøbing-Skjern Kommune tilkendegiver, at kommunen er forundret over, at øvrige indmeldte arealer ikke indgår i screeningen.

Udkast til høringsbrev er vedlagt som bilag.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022.

Regeringens Klimahandling - Sammen om mere grøn energi fra sol og vind på land.

Udpegning og fastlæggelsen af rammer for energiparker sker ved en ny lov om energiparker og regeringen kan for konkrete større og modne projekter vælge at fremsætte forslag til anlægslove, f.eks. hvis kommunerne efterspørger det. Regeringen vil sikre de udvalgte energiparker én indgang til de statslige myndigheder på natur- og miljøområdet, som vil yde rådgivning til kommunerne, stå for myndighedsbehandling og koordinere de relevante statslige myndigheders afgørelser. Et større statsligt engagement kan være med til at øge tempoet, sikre at planlægningen gennemføres, fjerne barrierer og støtte kommunernes planlægning.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Den statslige screening af arealer med potentiale til etablering af energiparker kan understøtte kommunens strategiske energiplan og klimapolitikkens mål om klimaneutralitet i 2050.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget anbefaler Økonomiudvalget,:

  1. at tage den gennemførte statslige screening for potentielle energiparker til orientering
  2. at med baggrund i den offentlige høring af den statslige screening for potentielle energiparker, godkende vedlagte udkast til høringssvar.

BilagBeslutning

Administrationens indstilling godkendt med en enkelt præcisering i høringssvar.

Niels Rasmussen ønsker at friholde beskyttede naturområder og de bedste landbrugsarealer for VE-anlæg.

Fraværende
  • Rita Byskov ()

Kopier link til punktet  -   Print

3: Underskriftsside

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Fraværende
  • Rita Byskov ()
Kontaktoplysninger
Land, By og Kultur
Land, By og Kultur
Smed Sørensens Vej 1
6950 Ringkøbing