Referat: 24. oktober 2023 kl. 13:00

Lok. 1.8. Dækket, Smed Sørensens Vej 1, Ringkøbing
Teknik- og Miljøudvalget

Deltagere

  • Hans Pedersen
  • Rita Byskov
  • Niels Rasmussen
  • Jens Jacob Østergaard
  • Jørgen Byskov
  • Irene Lund Pedersen
  • Ole Nyholm Knudsen

Kopier link til punktet  -   Print

1: Godkendelse af dagsorden

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget godkendte dagsordenen.

Kopier link til punktet  -   Print

2: Svingelvej 10, 6980 Tim - Flytning af byggeretten

Sagsnr: 22-011284

Sagsfremstilling

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der kan meddeles landzonetilladelse til opførelse af et nyt enfamiliehus og ændret anvendelse i forbindelse med arealoverførsel.

Ansøgning
Ejeren af Svingelvej 10, 6980 Tim søger om landzonetilladelse til at flytte byggeretten og opføre et nyt enfamiliehus.

Ansøger har intentioner om at købe 8000 m² af nabomatriklen 68r, Hovedejerlavet, Stadil og overføre arealet til ejendommen Svingelvej 10. De 8000 m² ændres fra landbrugsjord til boligformål og efter arealoverførslen vil beboelsesejendommen få et areal på 10.670 m².

Ansøger ønsker efterfølgende at flytte byggeretten over på den modsatte side af vejen og opføre et nyt enfamiliehus, ca. 25 meter øst for den eksisterende bygningsmasse.

 

Det ansøgte enfamiliehus bliver i 1 plan og med et boligareal på 165 m² samt et overdækket areal på 56 m². Dertil kommer en udhusbygning på 19 m² og et orangeri på 40 m². Den maksimale bygningshøjde er 4 meter jf. bilag 1 - tegningsmateriale. Den samlede bebyggelse bliver på i alt 280 m².

Boligen ønskes opført med facadetegl i grå nuancer og med sort tagpap på taget.

I forbindelse med at byggeretten flyttes, etablerer ansøger 3 rækker slørende beplantning nord for bebyggelsen.

Historik
Den 7. februar 2022 gav administrationen landzonetilladelse til et nyt enfamiliehus lige nord for eksisterende bebyggelse på ejendommen. Efterfølgende har ejeren forespurgt om mulighederne for at flytte enfamiliehuset over på den modsatte side af vejen, heraf denne ansøgning.

Den 9. juni 2023 blev der givet nedrivningstilladelse af samtlige bygninger på ejendommen under indsatspuljen - i alt 361 m².

Naboorientering
Der er i sagen foretaget naboorientering. 

Landskabelige forhold      
I kommunens landskabskarakteranalyse ligger ejendommen i Stadil Landbrugslandskab.

I størstedelen af landbrugslandskabet er der middelstore, dyrkede marker, hegn i enkeltrækkede parallel struktur og bebyggelse, bestående af spredt beliggende gårde langs vejene.  Landskabet er i denne del af landbrugslandskabet åbent.

Den nuværende placering af ejendommens bebyggelse og den nye placering ligger indenfor samme landskabskarakterområde og placeringen af det ansøgte understøtter fortsat landskabskarakteren i forhold til placeringen af bebyggelsen - spredt beliggende langs vejen.

Ejendommens eksisterende bebyggelse og det ansøgte byggeri, ligger begge i kote 3,75/4, det vil sige lige højt i landskabet. Med flytningen af byggeretten og det åbne landskab, vil det ansøgte byggeri komme til at fremstå forholdsvis tydeligt i det åbne land - dog ikke mere tydeligt end det eksisterende.

Lovgivning - Vejledning om landzoneadministration
Hovedformålet med zoneinddelingen er at forhindre spredt bebyggelse i det åbne land og dermed sikre en klar grænse mellem by og land, og at byudvikling sker, hvor der gennem planlægningen er åbnet mulighed for det.

Administrationens bemærkninger
Administrationen vurderer, at det ansøgte er foreneligt med de landskabelige og planlægningsmæssige hensyn, som skal varetages i forbindelse med landzonereglerne.

Idet der i denne sag er tale om erstatningsbyggeri, sker der ikke en yderligere spredning af bebyggelse i det åbne land. Derudover er den nye bygningsmasse 81 m² mindre end eksisterende bygningsmasse.

Rent landskabeligt vurderer administrationen, at et nyt enfamiliehus på den ansøgte placering ikke vil blive mere eller mindre synligt end den nuværende bebyggelse. Det vurderes, at der med nedrivning af eksisterende bygningsmasse og opførelse af nyt, vil ske en forskønnelse af området, samt være i overensstemmelse med landskabskarakteren af området.

Teknik- og Miljøudvalget har tidligere besluttet at meddele landzonetilladelse til såvel genopførelse af boliger, nedrevet på grund af kondemnering som til flytning af byggeri til en bedre placering. Disse landzonetilladelser har været betinget af, at hele bygningsmassen på den eksisterende placering skulle fjernes.

I denne sag er der givet nedrivningstilladelse til alle bygninger på ejendommen og landzonetilladelsen betinges af, at den eksisterende bygningsmasse fjernes, senest ved ibrugtagning af den nye bebyggelse.

I landzoneadministrationen er der en lang række hensyn, der kan lægges vægt på i en afgørelse.

I denne sag kan der lægges vægt på hensynet til vækst og udvikling ved at undgå nedlæggelse af bolig i landzonen set i lyset af, at der ikke er tale om væsentlige negative påvirkninger af landskabet.

Samtidig kan ansøger have en berettiget forventning, idet der er tale om erstatningsbyggeri.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Planlovens §35, stk. 1. 

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Styrker Byrådets målsætning om at fastholde og tiltrække borgere til kommunens landsbyer og landdistrikter og understøtte vækst og udvikling i landsbyer og landdistrikter.

Indstilling

Administrationen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at der meddeles landzonetilladelse med følgende vilkår:

  • At hele den eksisterende bygningsmasse fjernes, senest ved ibrugtagning af den nye bebyggelse.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget godkendte administrationens indstilling.

Kopier link til punktet  -   Print

3: Søndervigvej 1, 6950 Ringkøbing - Udvidelse af restaurant

Sagsnr: 21-012726

Sagsfremstilling

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der kan meddeles dispensation fra 4 bestemmelser i lokalplanen og gives tilladelse til at købe 10 parkeringspladser af Parkeringsfonden.

Ansøgning 
Ringkøbing-Skjern Kommune har modtaget en forespørgsel på udvidelse af restaurant på Søndervigvej 1, 6950 Ringkøbing. Der ønskes opført en tilbygning til restaurant på 71 m2, et skur på 11 m2 og en ekstra bestillingsstander til drive-in kunder. (Se bilag 1) 

Restauranten har både siddende gæster og gæster til take away via drive-in. 

Ejendommen har et grundareal på 1.676 m² og den samlede bygningsmasse med de ønskede tilbygninger bliver 400 m² restaurant og 11 m² skur.  

Tilbygningerne og den ekstra bestillingstander medfører, at den nuværende vejadgang i nordvestlig hjørne af grunden, mellem tankstationen og restauranten, nedlægges, hvilket medfører at de nuværende antal parkeringspladser reduceres med 5 parkeringspladser.

Som vist på bilag 1, nedlægges der 7 parkeringspladser ud mod Enghavevej, og samtidig etableres der 2 nye sydvest for bygningen i forhold til de eksisterende forhold i dag (bilag 2). Det vil sige, at der fjernes i alt 5 parkeringspladser i forhold til nuværende antal parkeringspladser. I forbindelse med etableringen af de nye parkeringspladser, blive der etableret minimum 1 handicap parkering på grunden som vist på bilag 1. 

Tagkonstruktionen på tilbygningen bliver en videreførelse af den eksisterende tagkonstruktion. Selvom tagkonstruktionen bliver som den eksisterende, kræver udformningen en dispensation fra lokalplanen. Se vedlagte bilag 3 med billede af tagkonstruktion på den eksisterende bygning.   

Ejendommen er beliggende inden for rammerne af lokalplan nr. 01.098. Lokalplanen anfører i følgende bestemmelser at:

  • §5.3 Ved ændret anvendelse af den enkelte ejendom og ved om- og nybyggeri skal der anlægges parkeringspladser efter følgende fordeling: - 1 p-plads pr. påbegyndt 30 m2 bruttobutiksareal til -udvalgsvarehandel, restaurationsvirksomhed o.l.

     

  • §5.5 Mindst halvdelen af det krævede antal parkeringspladser skal anlægges som forudsætning for ibrugtagning af nyt byggeri.

     

  • §5.6 Kravet til antallet af parkeringspladser skal fortrinsvis opfyldes på den ejendom, hvortil kravet er gældende. Er dette ikke muligt skal parkeringsbehovet søges opfyldt på en anden nærtliggende ejendom eller ved en anden foranstaltning, som kommunen kan godkende eller evt. påbyder. Dog kan byrådet undtagelsesvis give tilladelse til at fravige nærværende bestemmelser for anlæg af parkeringspladser, såfremt der sker indbetaling til kommunens parkeringsfond i henhold til fondens vedtægter.

     

  • §6.12 Tage skal udføres som symmetriske saddeltage. Dog kan der gives tilladelse til en anden tagform end symmetrisk saddeltag, såfremt byrådet finder det arkitektonisk acceptabelt i hvert enkelt tilfælde.

Tilbygningen og øvrige omtalte ændringer på grunden vil kræve dispensation fra ovenstående bestemmelser i lokalplanen, da følgende ikke er overholdt:

  • jf. §5.3 vil en restaurant med et areal på 400 m² udeløse et krav på 14 parkeringspladser. Da der kun vil være 4 parkeringspladser på grunden skal der købes 10 parkeringspladser af parkeringsfonden for at opfylde kravet.
  • jf. §5.5 skal mindst halvdelen af det krævede antal parkeringspladser anlægges som forudsætning for ibrugtagning af nyt byggeri. Denne Bestemmelse vil ikke kunne overholdes da der kun opføres 4 parkeringspladser ud af de 14 som er kravet jf. ovenstående punkt. 
  • jf. §5.6 skal kravet til parkeringspladser fortrinsvist opfyldes på den ejendom hvor kravet er gældende. Dette krav opfyldes ikke, men bestemmelsen giver mulighed for at der kan etableres parkeringspladser via. indbetaling til parkeringsfonden. I dette tilfælde vil der skulle købes 10 parkeringspladser af parkeringsfonden.  
  • Jf. §6.12 skal taget udføres som et symmetriske saddeltage. Taget ønskes opført i samme tagkonstruktion som den eksisterende bygning har i dag, og denne tagkonstruktion kan ikke betragtes som symmetrisk saddeltag.   

Administrationens bemærkninger
Det ansøgte vurderes ikke at være i strid med principperne for lokalplanen. Der kan herfor dispenseres fra lokalplanens bestemmelser jf. planlovens §19 stk. 1. 

Det ansøgte har været sendt i orientering ved naboerne, og der er ikke kommet nogle bemærkninger til det ansøgte. 

Administrationen vurderer, at restaurantens kunder i største del af tiden vil kunne parkere på de offentlige parkeringspladser på matriklen (2hf, Ringkøbing Markjoder) som er i tilknytning til den byggende grund. (Se bilag 1) 

Ansøgeren har afsøgt mulighederne for at sikre de manglende parkeringspladser på ejendomme i umiddelbar nærhed, men dette har ikke været muligt. Administrationen vurderer derfor, at der er grundlag for at dispensere.

Parkeringsfonden har i Ringkøbing på nuværende tidspunkt 12 parkeringspladser i overskud som ved et eventuelt køb af 10 parkeringspladser vil blive reduceret til 2 pladser. Administrationen arbejder på at sikre nye parkeringspladser til Parkeringsfonden i Ringkøbing, ved kommende parkeringsprojekter. 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Planlovens §19 stk. 1. 

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

En dispensation til det ansøgte vil medvirke til at sikre en attraktiv placering tæt på midtbyen for en restaurant med både take away og spisende gæster i selve restauranten.   

Indstilling

Administrationen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at der meddeles dispensation fra lokalplanen til de nævnte bestemmelser, og at der gives tilladelse til at restauranten kan købe 10 parkeringspladser af parkeringsfonden. 

BilagBeslutning

Teknik- og Miljøudvalget godkendte administrationens indstilling.

Kopier link til punktet  -   Print

4: Landzonetilladelse - Etablering af gyllebeholder i det åbne land

Sagsnr: 23-013246

Sagsfremstilling

Ringkøbing-Skjern Kommune har modtaget en ansøgning om placering af en ny gyllebeholder med en diameter på 31 meter og en højde inklusiv teltoverdækning på 9 meter. Det svarer til en beholder på 3100 m³ på matr. nr. 1d, Slumstrup Hgd., Sædding tilhørende et landbrug uden beboelse. Se bilag 1 for angivelse af placering.

Ansøger driver en kvægejendom, og jordene drives med et grovfoderkvægskifte. Husdyrgødningen er eget produceret kvæggylle samt fremadrettet også afgasset biogasgylle, som modtages retur fra biogasanlægget. Der er i gennemsnit de sidste år benyttet ca. 40 tons gylle pr. ha på udspredningsarealerne. 

Der hører 22 ha til den bygningsløse ejendom, men der drives i alt ca. 233 ha i samme område. Ansøger driver ca. 100 ha i en samlet enhed rundt om den nye gyllebeholders placering. Udspredningsarealernes placering fremgår af bilag 2.

Arealet hvor gyllebeholderen placeres ligger midt i udspredningsarealet. Det vil give en driftsmæssig fordel at kunne opbevare husdyrgødningen der. Derudover vil det kunne tilkøres udenfor udspredningssæsonen, hvilket vil udjævne antallet af transporter henover året. Husdyrgødningen vil blive transporteret i lukkede lastbiler, der indeholder ca. 35 tons pr læs svarende til ca. 90 transporter om året.

Lastbiltransporten vurderes at være bedre for den øvrige trafik på vejene end at husdyrgødningen skal transporteres til markerne med traktor og gyllevogn i forårsmånederne, hvor der i forvejen er travlhed på vejene.

I forbindelse med etableringen af den nye gyllebeholder skal der laves en indkørsel og en udkørsel til gyllebeholderen fra Astrupvej.

Den nærmeste nabobeboelse på Astrupvej 13, 6900 Skjern ligger ca. 400 meter øst for den nye gyllebeholder.

Der påtænkes vilkår om, at der skal etableres ny beplantning øst for beholderen og at eksisterende slørende beplantning omkring beholderen skal bibeholdes. Se bilag 3.

Administrationens bemærkninger til ansøgningen

Gylletanken ønskes større end hvad der er erhvervsmæssig nødvendig for ejendommen. Derfor er der udarbejdet udkast til en landzonetilladelse efter Planlovens §35, stk. 1. Opbevaringskapaciteten er dog nødvendig for den samlede bedrift.

De lovpligtige afstandskrav er overholdt, med undtagelse af afstand til sø og naboskel.

Placeringen vil kræve dispensation fra afstandskrav til sø og naboskel. Det kan sikres med vilkår, at der etableres jordvolde, fald mod tanken og alarmsystem, så der i tilfælde af udslip fra tanken ikke sker forurening af søen.

Gyllebeholderen placeres tættere på naboskel end 30 meter. På den anden side af naboskel ligger ikke beboelse eller andre bygninger. Det er mark i omdrift, og derfor vurderes, at der kan dispenseres fra afstandskravet til naboskel.  

Da de lovpligtige afstandskrav er overholdt, med undtagelse af afstand til naboskel og sø, vurderes anlægget derfor, placeringsmæssigt, ikke at give væsentlige gener for omgivelserne eller væsentlig risiko for forurening.

Udkastet til landzonetilladelsen har været i nabohøring. Der er ikke indkommet bemærkninger fra naboer. 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Planlovens §35 stk. 1

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Etableringen af gyllebeholdere til modtagelse af afgasset husdyrgødning i tilknytning til udspredningsarealer understøtter kommunens klimapolitik om reduceret transport og fuld udnyttelse af al gylle i biogasanlæg.

Indstilling

Administrationen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at:

  1. Der meddeles landzonetilladelse til den ansøgte gyllebeholder på den ansøgte placering med de sædvanlige vilkår, som stilles til gyllebeholdere i det åbne land samt vilkår om beplantning.
  2. Der meddeles dispensation fra afstandskrav til sø og naboskel med vilkår om jordvold, fald i terræn ind mod gyllebeholderen og alarmsystem. 

BilagBeslutning

Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget godkendte administrationens indstilling.

Niels Rasmussen kunne ikke tilslutte sig flertallets beslutning.


Kopier link til punktet  -   Print

5: Orientering om Kystvandråd Ringkøbing Fjord

Sagsnr: 22-009386

Sagsfremstilling

Ringkøbing-Skjern Kommune ansøgte i 2022 Miljøstyrelsen om nedsættelse af et Kystvandråd for Ringkøbing Fjord, til udarbejdelse af lokalt funderede analyser. Arbejdet skal resultere i forslag til alternative veje til målopfyldelse for Ringkøbing Fjord og resultaterne skal bidrage til den danske implementering af EU's vandrammedirektiv. 

Ansøgningen blev imødekommet den 1. februar 2023 og arbejdet har været i gang siden. Kystvandrådene skal bidrage med lokal viden og har til opgave sammen med anerkendte eksperter at klarlægge kystvandets væsentligste udfordringer for at opnå målopfyldelse, samt udarbejde kvalificerede forslag til et indsatsprogram, der sikrer målopfyldelse i kystvandet jævnfør EU’s vandrammedirektiv. Dette arbejde skal være færdigt inden udgangen af 2023. 

Kystvandråd Ringkøbing Fjord består af 13 organisationer bredt repræsenteret med landbrugsorganisationer, grønne orgaisationer, fiskere og forsyningsselskaber. Derudover er fire oplandskommuner med i arbejdet (Ringkøbing-Skjern, Herning, Ikast-Brande og Varde). Ringkøbing-Skjern Kommune er sekretariatskommune og leder arbejdet.

For at sikre den nødvendige faglige kvalitet er der indgået aftale med eksperter, som ved hjælp af modelarbejde vil kunne udarbjde scenarier for, hvordan man når i mål og med hvilke virkemidler. Derudover bidrager repræsentanterne i kystvvandrådet med relevant lokal viden. 

Der opereres med en slusemodel, en fjordmodel, en hydrodynamisk model og en oplandsmodel.

Som input til modellerne er der indhentet data fra vidensinstitutioner, statslige styrelser samt, forsyinger i oplandet for at kunne kalibrere modellerne. Modellerne er for nuværende ved at være færdig-kalibreret, og den resterende tid vil blive brugt på at udvælge og beskrive scenarier, som kan sikre målopfyldelse. 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Bekendtgørelse om Kystvandråd, BEK nr 90 af 26/01/2023

Økonomi

Miljøstyrelsen har imødekommet ansøgningen og tildelt 3,8 mio. kr til Kystvandråd Ringkøbing Fjord.

Effektvurdering

Hvis resultaterne af arbejdet anerkendes vil det danne grundlag for udarbejdelse af indsatser i de nye vandområdeplaner i form af, at der kan arbejdes med lokale forhold og placering af virkemidler, hvor det har størst effekt.

Indstilling

Administrationen fremsender sagen til orientering om fremdriften af arbejdet i Kystvandråd Ringkøbing Fjord.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget tog orienteringen til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

6: Regler for flagstænger, flag og flagstangssokler

Sagsnr: 23-018658

Sagsfremstilling

Teknik og Miljøudvalget bedes godkende et forslag til regler for Vej og Parks udlån af flag og flagstænger, samt regler for flag-sokler i offentlige veje.

Når der flages i gaderne i kommunens byer, er det byerne selv, der står for opgaven, og beslutter hvornår der skal flages. De fleste større byer eller sogne- og borgerforeninger ejer i dag selv flag og flagstænger. Vej og Park har derfor primært brug for at kunne udlåne flagstænger og flag til de mindre byer og foreninger, som stadig ikke selv har indkøbt materiel.

For ensretning af Vej og Parks håndtering af udlån af flagstænger og dannebrogsflag, er der behov for simple regler, der kan meldes ud til byerne. Der er desuden brug for en beslutning i forhold til ønsker om ændringer af eksisterende flagstangshuller/sokler eller etablering af nye flagstangssokler i kommunens vejarealer.

Administrationen foreslår, at følgende simple regler godkendes:

Regler for udlån af flag og flagstænger

  • Vej og Park skal have ca. 25 flag og flagstænger på lager, på hver af driftscentrene i Tarm og Ringkøbing.
  • Foreninger kan låne flag og stænger til arrangementer af almen karakter/interesse.
  • Lån af flag og stænger er gratis. Foreningerne er dog erstatningspligtige for bortkomne/ødelagte flag og stænger. Der underskrives standardaftale ved udlån.
  • Foreninger kan mod betaling leje Vej- og Park til levering/afhentning samt til opsætning/nedtagning af flag og flagstænger.
  • Private kan ikke låne flag og flagstænger.

Regler for flagstangssokler

  • Flagstangssokler, som allerede er etableret i for eksempel fortove på kommuneveje er Vej og Parks ansvar, og de vedligeholdes og udskiftes derfor også af Vej og Park. Det er udelukkende Vej og Park, som kan vurdere og beslutte, hvornår der er behov for udskiftning.
  • Hvis en forening ønsker nye sokler, eller flytning af eksisterende sokler i vejarealer, vil det efter nærmere vurdering være muligt, såfremt foreningen betaler udgifterne hertil. Det er Vej og park, som vurderer mulighederne.
  • Nye sokler må kun etableres af Vej og Park, som efterfølgende ejer og vedligeholder dem.
  • Der kan ikke forventes tilladelse til at flytte sokler, udelukkende med den hensigt at skabe et andet udtryk eller for at opnå symmetri, heller ikke selvom foreningen betaler herfor. Soklerne skal ofte bores ned i belægninger, og det er derfor ikke optimalt at flytte rundt med dem.
  • Eksisterende sokler er udelukkende dimensioneret til brug som flagstangssokler, og må ikke anvendes til andre formål.
  • Hvis en forening ønsker specielle sokler til andet brug end flagstænger, skal der søges herom, og foreningen skal betale alle udgifter til eventuelle nye sokler.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Der vil være en engangsudgift på ca. 25.000 kr. til opgradering af nuværende lager af flagstænger, således at der kommer til at ligge ca. 25 flag og flagstænger i Tarm og Ringkøbing.

Udgiften finansieres over konto til imødekommenhed.

Effektvurdering

En harmonisering på området vil sikre, at alle byer og foreninger i kommunen får lige muligheder for flagning, og samtidig vil de nye regler lette administrationen i Vej og Park.

Indstilling

Administrationen indstiller,

at administrationens forslag til regler for flagstænger, flag og flagstangssokler godkendes.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget godkendte administrationens indstilling.

Kopier link til punktet  -   Print

7: Vinter- og renholdelsesregulativ

Sagsnr: 23-020309

Sagsfremstilling

Renholdelsesregulativet indeholder gældende regler for vintervedligehold samt regler for renhold af fortove og stier.

Det gældende serviceniveau for vintervedligehold blev besluttet i 2019 

Der er kun mindre ændringer i forhold til gældende renholdelsesregulativ, herunder 

  • Snerydning igangsættes - på klasse 3 veje - inden 7 cm. jævnt lag eller snefygning, og kun indenfor nævnte tidsrum
  • Harmonisering af de sidste klasse 2 veje er nu fuld implementeret  

Administrationen vurderer, at serviceniveauet er på et passende niveau set i forhold til fremkommelighed, økonomi og borgernes behov. 

Administrationen ønsker hermed en godkendelse af kommunens nye renholdelsesregulativ for 2023.

Efter Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse vil det komme på kommunens hjemmeside.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Lov om offentlige veje §62.

Økonomi

Det forslåede regulativ medfører ingen ekstra udgifter, men ønskes der et højere serviceniveau, vil det medføre øgede udgifter

Effektvurdering

Regulativet er med til at sikre, at fremkommeligheden i Ringkøbing-Skjern Kommunen lever op til mobilitetspolitikken.

Indstilling

Administrationen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at renholdelsesregulativ 2023 godkendes.

BilagBeslutning

Teknik- og Miljøudvalget godkendte administrationens indstilling.

Kopier link til punktet  -   Print

8: Badebro ved Ringkøbing svømmehal

Sagsnr: 23-019595

Sagsfremstilling

Der ansøges om 75.000 kr. til en badebro ved Ringkøbing svømmehal.

Ansøgerne er foreningen Ringkøbing svømmehals brolaug. Bestyrelsen består af morgensvømmere, lederen af Rofi-centret og svømmehallen og 2 bestyrelsesmedlemmer fra Ringkøbing Udviklingsforum.

Kombinationen af badning i fjorden og benyttelse af svømmehallens faciliteter har gennem mange år været en yndet praksis. Derfor har det også været et stort ønske med en badebro ud i fjorden på grund af lav vandstand.

Badebroen vil gøre det endnu mere attraktivt at bade i Fjorden for mange mennesker fra byen. Det være sig byens borgere, børn, skolebørn og turister.

Brugerne af en badebro vil eksempelvis også være Rindum Kjærgård med ca. 60 lærere og elever, som gennem flere år har ”vinterbadet” ud for svømmehallen samt mange andre brugere. 

En badebro ved Ringkøbing Svømmehal vil skabe et større samspil mellem fjorden og Ringkøbing by.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Fra Ringkøbing Skjern Kommune, Fredningsnævnet og Kystdirektoratet er der indhentet godkendte tilladelser.

Økonomi

Der ansøges om 75.000 kr. til badebroen ved Ringkøbing svømmehal. Beløbet foreslås finansieret via Gearingspuljen. Projektet lever op til kriterierne for støtte fra Gearingspuljen, som støtter grønne projekter, herunder adgang til grønne områder og etablering af rekreative faciliteter. Der skal være en egen-/medfinansiering på min. 40%.

3 af byens foreninger har bevilget kr. 85.000, pengeinstitut kr. 50.000 Friluftsrådet kr. 200.000 og Ringkøbing Skjern Kommune er der indgået en aftale om etablering af gangforbindelse fra svømmehallen til badebroen. Den samlede udgift til badebroen er 425.000

I 2023 er der afsat i alt 392.000 kr. på Gearingspuljen, hvoraf der resterer 77.000 kr.

Effektvurdering

Projektet understøtter Ringkøbing-Skjern Kommunes Natur og ressourcepolitik, målsætning 2a: Vi understøtter, at naturen bliver den naturlige ramme for kultur- og fritidsaktiviteter med et særligt fokus på at styrke den mentale og fysiske sundhed. Samt Fritidspolitikken, målsætning 2:Vi vil, i tæt dialog med borgere og samarbejdspartnere gentænke og udvikle hvordan vi skaber de bedste betingelser for fysisk udfoldelse, fællesskaber og foreningsliv så de fremmer sundhed og livskvalitet for alle.

Projektet vil bidrage til, at en bredere målgruppe oplever og er fysisk aktive ved Ringkøbing svømmehal og Ringkøbing fjord.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget imødekommer ansøgningen om 75.000 kr. finansieret af Gearingspuljen.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget godkendte administrationens indstilling.

Kopier link til punktet  -   Print

9: Udviklingsordninger i kystnærhedszonen samt forsøgsordning for innovative og miljømæssigt bæredygtige turismeprojekter

Sagsnr: 23-009194

Sagsfremstilling

I marts måned har Kirkeministeriet udsendt invitation til landets kystkommuner til at ansøge om tre forskellige udviklingsmuligheder i kystnærhedszonen. Med ansøgningsfrist den 1. februar 2024 har kommunerne mulighed for at ansøge inden for følgende tre ordninger:

  1. Udlæg og omplacering af kystnære sommerhusområder
  2. Udpegning af udviklingsområder i kystnærhedszonen
  3. Overførsel af eksisterende kystnære sommerhusområder til byzone

Derudover er der udsendt invitation til at søge om tilladelse til innovative og miljømæssigt bæredygtige turismeprojekter i:

  1. Forsøgsordning for Kyst- og Naturturisme

Kommunen skal tage stilling til, hvad vi ønsker at søge. Administrationen anbefaler, at kommunen søger om udpegning af udviklingsområder i kystnærhedszonen, hvilket vil være i tråd med Plan- og Udviklingsstrategien for kommunen.

Ordning 2: Udpegning af udviklingsområder i kystnærhedszonen (Planlovens §5b, stk. 2)

Kommunerne har mulighed for at ansøge Kirkeministeriet om udpegning af udviklingsområder i kystnærhedszonen.

Udpegningen af udviklingsområder er en mulighed for byrådet til at fremme vækst og udvikling i de kystnære områder. I udviklingsområder kræves ingen særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering. Områderne kan alene udpeges, hvor der ikke findes særlige landskabs-, natur- eller miljøinteresser, og skal være beskrevet i kommunens planstrategi.

I den netop vedtagne Plan- og Udviklingsstrategi 2023, er der foretaget en gennemgang af de arealer i kommunen, der vurderes at opfylde kravene til udviklingsområder. I alt er der udvalgt 15 områder. Disse fremgår af bilag til Plan- og Udviklingsstrategien.

Administrationen anbefaler, at der indsendes ansøgning om udpegning af de 15 udviklingsområder i overensstemmelse med Plan- og Udviklingsstrategi 2023.

De øvrige ordninger

Der er i Plan- og Udviklingsstrategien ikke arbejdet med de øvrige ordninger, og administrationen vurderer på den baggrund, at ordningerne ikke er relevante at søge i den nuværende ansøgningsrunde. I bilag 1 er der nærmere redegjort for de tre ordninger og administrationens betragtning omkring disse.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Planloven.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ansøgningen til staten om udpegning af udviklingsområderne fra Plan- og Udviklingsstrategi 2023 vil øge muligheden for at udvikle boliger og erhvervsområder i hovedcenterbyerne Ringkøbing og Hvide Sande. Derudover vil udviklingsområderne understøtte en generel udvikling af landsbyerne Kloster, Velling og Stadil i overensstemmelse med landdistriktspolitikkens mål. Endelig vil de give mulighed for at udvikle turisme og feriefritidsaktiviteter i Søndervig samt et rekreativt støttepunkt ved Brunbjerg vest for Stadil.

Ansøgningen støtter dermed blandet andet op om følgende fra politikkerne:

Fra Landdistriktspolitikken. Mål 3: Vi vil understøtte vækst og udvikling i landsbyer og landdistrikter.

Fra Profilerings- og bosætningspolitikken: At tiltrække og fastholde borgere.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget anbefaler, at Byrådet godkender:

  • at der ansøges om udpegning af 15 udviklingsområder i overensstemmelse med Plan- og udviklingsstrategi 2023

BilagBeslutning

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Niels Rasmussen forbeholder sig ret til efterfølgende at forholde sig til de enkelte projekter.


Kopier link til punktet  -   Print

10: Håndtering af bemærkninger til høringer i plansager

Sagsnr: 23-019333

Sagsfremstilling

Administrationen ønsker med dagsordenspunktet at orientere om, at administrationen indfører en ny praksis med henblik på at forenkle og effektivisere behandling af bemærkninger til plansager. Det drejer sig om de bemærkninger, kommunen modtager fra borgere, myndigheder og øvrige interessenter, når kommunen indkalder idéer og forslag til ny planlægning (foroffentlighedsfasen) samt sender planforslag i offentlig høring (offentlighedsfasen) forud for en endelig vedtagelse.

Ny praksis

Fremadrettet vil administrationen forenkle behandling af bemærkninger på følgende måde:

  • Alle indkomne bemærkninger vil fortsat blive vedlagt som bilag til den politiske behandling af sagen. Herved har alle mulighed for at læse samtlige indkomne bemærkninger i sin helhed.
  • Derudover vil administrationen udarbejde et notat, som indeholder en sammenfatning af de indkomne bemærkninger samt en overordnet beskrivelse af, hvordan kommunen forholder sig til bemærkningerne. Dette kan, hvor det giver mening, ske tematisk.
  • Det vil det fortsat blive oplyst, i hvilket omfang bemærkningerne har betydning for den videre planlægning eller giver anledning til ændring af planen i forbindelse med den endelige vedtagelse.

Forenklingen betyder, at administrationen ikke længere vil udfærdige detaljerede forslag til besvarelser på hver enkel bemærkning i en plansag.

Administrationen vil fortsat behandle visse bemærkninger grundigere for eksempel via dialog med afsenderen eller ved at bede politikerne tage særligt stilling til bemærkninger, i de tilfælde hvor den grundigere behandling fremmer sagens afklaring.

Den ændrede praksis vil gælde alle plantyper, herunder plan- og udviklingsstrategi, kommuneplan, kommuneplantillæg, lokalplaner samt bemærkninger i relation til miljøvurderinger af planer og projekter.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Behandling af bemærkninger sker i henhold til Planloven. Planlovens bestemmelser har blandt andet til formål, at offentligheden inddrages i forbindelse med beslutningen om vedtagelse af en plan, herunder skal det sikres, at bemærkninger/indsigelser får en seriøs behandling.

Af Planklagenævnets praksis kan generelt udledes, at kommunen efter Planloven ikke er forpligtet til at imødekomme indsigelser mod et planforslag eller forpligtet til at besvare indsigelser eller begrunde, hvorfor kommunen ikke følger indsigelserne.

Endvidere gælder, at det som udgangspunkt er tilstrækkeligt, at kommunen gengiver de bemærkninger/indsigelser, der er modtaget inden for fristen eller vedlægger et notat med gengivelserne som bilag til dagsordenen til udvalgsmødet/byrådsmødet. Særligt, hvis høringssvarene også i deres fulde ordlyd er vedlagt som bilag til dagsordenen. Det er ikke et krav, at indsigelserne skal gengives fuldt ud eller gengives på en bestemt måde. Forvaltningen kan derfor enten gengive indsigelser, udarbejde en sammenfatning af de indkomne indsigelser, gengive et resumé af de indkomne indsigelser eller eksempelvis referere bemærkningerne tematisk i et opsamlingsnotat.

At kommunen ikke er forpligtet til at imødekomme indsigelser betyder ligeledes, at kommunen ikke er forpligtet til at udarbejde yderligere materiale eller lave flere undersøgelser med videre på baggrund af indsigelser. Kommunen er dog som følge af officialprincippet altid forpligtet til at sørge for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ændringen sker for at effektivisere planprocessen og spare medarbejderressourcer på at udarbejde besvarelsesforslag til samtlige bemærkninger. Administrationen vurderer dermed, at den nye praksis vil forenkle planprocessen.

For nogle vil det givet vis kunne opfattes som en mindre demokratisk proces, når der ikke længere gives eksplicit svar på hver enkel bemærkning. Dog indgår bemærkningerne i behandlingen af indholdet i plansagen på samme måde som hidtil, hvor alle bemærkninger fortsat indgår i administrationens overvejelser om ændringer i planlægningen. Samtidig vil administrationen også fortsat fremlægge alle indkomne bemærkninger for politikerne og offentligheden gennem dagsordenspunkterne og dermed sikre, at bemærkningerne indgår i den demokratiske proces med plansagernes udarbejdelse.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget samt Økonomiudvalget indstiller, at Byrådet tager orienteringen til efterretning.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Kopier link til punktet  -   Print

11: Budgetopfølgning pr. 30. september 2023, Teknik- og Miljø

Sagsnr: 22-025585

Sagsfremstilling

Administrationen fremsender budgetopfølgningen pr. 30. september 2023 for Teknik- og Miljøudvalgets driftsområde til orientering. Budgetopfølgningen er udarbejdet med udgangspunkt i de korrigerede budgetter for 2023 eksklusiv overførsler fra tidligere år. Et mer- eller mindre forbrug er således udtryk for, om der bruges mere eller mindre af indeværende års budget.

Budgetopfølgningen viser et samlet forventet mindre forbrug på i alt 0,8 mio.kr. med henholdsvis et merforbrug på 1,2 mio. kr. på det skattefinansierede område og et mindre forbrug på 2 mio. kr. på det brugerfinansierede område. Det forventede resultat er uændret i forhold til sidste budgetopfølgning.

Budgetopfølgningen fordeler sig således:

Skattefinansieret område:
Der forventes et samlet merforbrug på 1,2 mio. kr. på området, hvilket er uændret i forhold til sidste budgetopfølgning.

Kultur, Natur og Fritid:
Her forventes der et merforbrug på 0,4 mio. kr. på gearingspuljen og skyldes at tilskud til projektet i Hoven først er udbetalt i 2023. Merforbruget finansieres af overførte midler fra 2022.

Land og Vand:
Der forventes et samlet merforbrug på 2,1 mio. kr. og består af 0,4 mio. kr. vedrørende § 3 opgaven samt 1,2 mio. kr. vedrørende sommerhussager. Herudover forventes der en merudgift til kystsikring på 0,5 mio. kr. Merforbruget finansieres af overførte midler fra 2022.

Trafik og Vej:
Området består af 3 områder Vejdrift, Vej & Park - Drift samt Kollektiv Trafik. Der forventes et samlet merforbrug på 0,7 mio. kr. og består af følgende:

  • Vejdrift: Her forventes der et samlet mindre forbrug på 1 mio. kr. på vejbelysningsområdet. Dette skyldes, at elpriserne er faldet og dermed også det forventede forbrug.
  • Vej og Park - Drift: Her forventes der et merforbrug på 0,7 mio. kr. og skyldes planlagte reinvesteringer i driftsmateriel. Merforbruget finansieres af overførte midler fra 2022.
  • Kollektiv Trafik: Midttrafik har fremsendt foreløbig vurdering af det forventede regnskabsresultat for 2023, som viser et forventet mindre forbrug i 2023 på 1 mio. kr. Det bemærkes at området fortsat forventes at balancere i 2024.

Brugerfinansieret område:
Det brugerfinansierede område der består af Dagrenovation, Indsamling af genanvendelige materialer og Genbrug. Der forventes et samlet mindre forbrug på 2 mio. kr., som er på den nye indsamlingsløsning, hvilket falder i tråd med, at der i taksterne for 2023 er indarbejdet forudsætning om en en forhøjet indtægt, som skal dække den investering der er foretaget i løsningen. Da der er tale om et nyt budgetområde, har opfølgningen afventet det faktiske udgiftsniveau. Som det ser ud lige nu passer budget og taksterne på området.  

 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Viden & trategi, Økonomi har ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at budgetopfølgning pr. 30. september 2023 tages til efterretning.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget tog budgetopfølgningen til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

12LUKKET PUNKT: Ekspropriationsbeslutning - Cykelsti langs Lønborgvej i Skjern

Sagsnr: 23-005859

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget godkendte administrationens indstilling.

Kopier link til punktet  -   Print

13: Gensidig orientering

Sagsnr:

Sagsfremstilling

  • 2 minus 1 teststrækninger

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget tog orienteringen til efterretning.

Der blev herudover orienteret om følgende:

  • Henvendelse vedrørende Bankvej 6, Vedersø
  • Hovedvej 15, 2+1 vej
  • Afholdt byplanmøde
  • Afholdt Miljøkonference
  • Udflugt 5. december 2023
  • Til- og frakørselsforhold i Skjern bymidte
  • Oversigtsforhold ved Herborg Bakker
  • Prioritering af cykelsti-projekter

Kopier link til punktet  -   Print

14: Underskriftsside

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Kontaktoplysninger
Land, By og Kultur
Land, By og Kultur
Smed Sørensens Vej 1
6950 Ringkøbing