Referat: 11. april 2023 kl. 13:00

Lok. 1.8. Dækket, Smed Sørensens Vej 1, Ringkøbing
Teknik- og Miljøudvalget

Deltagere

  • Rita Byskov
  • Hans Pedersen
  • Niels Rasmussen
  • Irene Lund Pedersen
  • Jens Jacob Østergaard
  • Ole Nyholm Knudsen
  • Jørgen Byskov

Kopier link til punktet  -   Print

1: Godkendelse af dagsorden

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget godkendte dagsordenen.

Kopier link til punktet  -   Print

2: Igangsætning af Helhedsplan for Hvide Sande

Sagsnr: 23-003078

Sagsfremstilling

Formålet med sagsfremstillingen er en igangsætning af helhedsplanen for Hvide Sande med baggrund i vedlagte projektbeskrivelse.

Der henvises til Økonomiudvalgets dagsorden af den 6. september 2022, hvor der blev truffet
beslutning om at opprioritere udarbejdelsen af en helhedsplan for Hvide Sande.

Arbejdet med helhedsplanen skal styrke både igangværende og kommende udviklingsprojekter for Hvide Sande. Her kan helhedsplanen være med til at sætte udviklingsprojekterne ind i en sammenhængende ramme, så de trækker i samme retning. Helhedsplanen skal understøtte Naturens Rige og tage udgangspunkt i områdets og byens identitet, stoltheder og udviklingsmuligheder. Den skal motivere områdets borgere og erhvervsfolk til at trække i samme retning, så lokale partnerskaber kan udvikles.

Succeskriterier for projektet:

  1. At det bliver en nærværende proces med stort lokalt ejerskab. Dét gør vi ved en samskabende og involverende proces.
  2. At helhedsplanen kan være med til at åbne op for muligheder, der kan skabe nye
    samarbejder og synergier. Dét gør vi ved fra starten af at inddrage alle aktører med en tilknytning til byen i processen og ved at kortlægge både nye og eksisterende samarbejdsmuligheder og synergier.
  3. At helhedsplanen skaber et styrket fundament for både igangværende og nye udviklingsprojekter. Dét gør vi ved at tage afsæt i eksisterende initiativer og drømme samt at kvalificere de enkelte delprojekter ved en tæt dialog med såvel fagpersoner som lokale nøgleaktører.
  4. At helhedsplanen er retningsgivende på lang sigt og kan skabe en sammenhæng på tværs af nye udviklingsprojekter i fremtiden. Dét gør vi ved at etablere arbejdsgrupper, der kan arbejde videre med realisering af delprojekter, som understøtter visionen for områdets udvikling.

Organisering og rollefordeling:

Der er nedsat en styregruppe for projektet bestående af formanden for Økonomiudvalget,
formanden for Teknik- og Miljøudvalget, et medlem af direktionen samt planchefen.

Endvidere vil der blive nedsat en ambassadørgruppe, der går forrest som positive ambassadører
for projektet samt foretager en løbende prioritering i processen.

For at sikre en stærk lokal forankring udvælges lokale ildsjæle og repræsentanter fra forskellige
klubber og foreninger med mere til en nøgleaktørgruppe sammen med udvalgte fagpersoner fra flere
afdelinger i Ringkøbing Skjern Kommune.

Procesplan: 

Der er udarbejdet en overordnet proces- og tidsplan, som beskriver projektets faser og større milepæle. Procesplanen indgår som en del af projektbeskrivelsen. 

Se vedlagte projektbeskrivelse.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Udvikling og realisering af helhedsplanen for Hvide Sande vil være med til
at sætte fokus på områdets samlede udviklingsmuligheder og potentialer, hvor konkrete
projekter kan koordineres og blive sat i spil. Helhedsplanen udstikker en retning for, hvordan området omkring Hvide Sande kan udvikle sig med både en overordnet strategisk vision og mere konkrete tiltag. Helhedsplanen vil ligeledes danne grundlaget for, at der kan opstå nye samarbejder og synergier blandt forskellige aktører og samarbejdspartnere i Hvide Sande.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget anbefaler Byrådet, at udarbejdelsen af helhedsplanen for Hvide Sande igangsættes.

BilagBeslutning


Teknik- og Miljøudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Kopier link til punktet  -   Print

3: Orientering om endelig vedtagelse af lokalplan nr. 488 for et område til erhvervsformål ved Ribovej i Ringkøbing

Sagsnr: 23-006778

Sagsfremstilling

Forslag til Lokalplan nr. 488 blev vedtaget af Teknik- og Miljøudvalget den 7. februar 2023, se eventuelt beslutningsdokument, og har været fremlagt i offentlig høring i perioden fra den 13. februar til og med den 13. marts 2023.

Der er ikke indkommet bemærkninger til planen i den offentlige høring.

I sager vedrørende simple lokalplaner, hvor der ikke er indkommet bemærkninger i offentlighedsfasen, er der mulighed for, at den endelige vedtagelse af planen foretages af planafdelingen efter godkendelse fra formandskabet i Teknik- og Miljøudvalget. Det fremgår af vedlagte Delegation af beslutningskompetencen.

Formandskabet har godkendt vedtagelsen af lokalplan 488, og den er offentliggjort på kommunens hjemmeside den 3. april 2023. Den administrative vedtagelse har forkortet tidsplanen med fire uger.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Planloven

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen fremsender sagen til orientering.

BilagBeslutning

Teknik- og Miljøudvalget tog orienteringen til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

4: Afgravning af Tim å´s udløb i Stadil Fjord uden for vandløbsregulativets udstrækning

Sagsnr: 21-006684

Sagsfremstilling

Teknik- og Miljøudvalget anmodes om at beslutte, om Ringkøbing-Skjern Kommune skal udarbejde et tillæg til vandløbsregulativet for Tim Å, med henblik på at foretage afgravning udenfor udstrækningen af gældende vandløbsregulativ.

Nærværende sag har været drøftet den 21. september 2021 i Teknik- og Miljøudvalget, hvor administrationen blev bedt om at se på muligheden for afgravning uden for udstrækningen af vandløbsregulativet, herunder tilretning af regulativet.

I medfølgende notat ridses sagens baggrund op. Endvidere indeholder bilaget konklusionerne på udarbejdede væsentligheds- og konsekvensvurdering af eventuel afgravning og fremtidig vedligeholdelse af vandløbsstrækningen uden for gældende vandløbsregulativ.

Hovedpointerne i notatet er følgende:

Et tillæg til det nuværende regulativ for Tim Å medfører vilkår om, at den første grødeskæringstermin bortfalder, fordi den ligger inden for fuglenes yngletid. Det medfører, at der blot foretages tre årlige grødeskæringer, hvoraf ingen af dem ligger i perioden marts - juli.

Bortfald af den første grødeskæringstermin i juni måned, vurderes ikke at have den store betydning for afstrømningen i udløbet af Tim Å, da vandstanden i forvejen primært er bestemt af vandstanden i Stadil Fjord.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Lov om vandløb.

Vandløbsregulativ for Tim Å.

Kommunen er myndighed på vandløbsregulativerne. Myndighedsudøvelsen består primært i at
foretage vedligeholdelse af vandløbene i henhold til regulativdimensionerne og -bestemmelserne.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Der vil ikke være nogen betydende effekt af at foretage afgravning af det indsnævrede udløb fra Tim Å til Stadil Fjord, som ligger nedenfor, hvor regulativet slutter.

Indstilling

Administrationen indstiller, at der igangsættes udarbejdelse af tillæg til vandløbsregulativet for Tim Å med henblik på at forlænge udstrækningen af Tim Å, til åbent vandspejl nås i Stadil Fjord.

BilagBeslutning

Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget godkendte administrationens indstilling.

Niels Rasmussen kunne ikke tilslutte sig flertallets beslutning.

Kopier link til punktet  -   Print

5: Dispensation fra byggelinjer i lokalplan

Sagsnr: 23-004232

Sagsfremstilling

Ansøgning 

Administrationen har modtaget en ansøgning til opførelse af 89 m² slusebygning som tilbygning til eksisterende bygning på ejendommen Bækgårdsvej 39, 6900 Skjern. På ejendommen er der i forvejen bygninger til lager og industri med tilhørende administrationsbygninger. Ejendommen er beliggende i et erhvervsområde til blandt andet industri og oplagsvirksomhed.

Slusebygningen får en højde på 4,4 m og er placeret 2,5 m fra skel som vist på bilag 1. Slusebygningen anvendes til af- og pålæsning af lastbiler, som bakker til slusebygningen. 

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 210, som fastlægger anvendelsen for området til erhvervsområde. Lokalplanen angiver i § 5.6 en 5 m byggelinje mod Messingvej. Det vil sige slusebygningen overskrider byggelinjen med 2,5 m. 

Ansøger begrunder ansøgningen om dispensation fra byggelinjer med, at de ønsker at højne sikkerheden ved, at trafik fra leveringer ikke skal gennem produktionsområdet.
Derfor ønskes at etablere slusebygning med tilkørsel fra messing vej.

Naboorientering 

Sagen er sendt i naboorientering ved virksomheden, som har adresse på Messingvej 15 overfor, hvor slusebygningen ønskes opført. Denne virksomhed er vendt tilbage og meddelt, at de ingen indvendinger har mod projektet.

Administrationens bemærkninger

Der er ikke tidligere meddelt dispensation fra vejbyggelinjer inden for lokalplanområdet. 

Det er forvaltningens vurdering, at denne overskridelse ikke er i strid med lokalplanens principper. 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Planlovens § 19 stk. 1

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at der meddeles dispensation til at overskride byggelinjen mod Messingvej med 2,5 m.

BilagBeslutning

Teknik- og Miljøudvalget godkendte administrationens indstilling.

Kopier link til punktet  -   Print

6: Aktive foranstaltninger i vandløb i Ringkøbing-Skjern Kommune - 2023-2024

Sagsnr: 23-005309

Sagsfremstilling

Statens nye vandområdeplaner for 3. planperiode forventes at blive udsendt i løbet af foråret 2023. De nye og kommende planer indeholder bindende mål for den lokale vand- og naturkvalitet, og sætter rammerne for kommunernes fremtidige indsats i perioden 2023-2027. I løbet af 2023 skal kommunen igangsætte udarbejdelse og gennemførelse af de vedtagne vandplansopgaver for Ringkøbing-Skjern Kommune.

Med de vedtagne vandplansopgaver skal vandet gerne blive renere og naturen rigere. Med reformen har kommunen det fulde ansvar for at genslynge åer, fjerne spærringer, fjerne okker, forbedre de fysiske forhold, fjerne næringsstoffer (kvælstof) ved genskabelse af våde enge, etablere ådalsprojek-ter til fjernelse af fosfor og forbedre spildevandsrensningen og meget mere for at sikre, at vi når kvalitetsmålene for vores vand- og naturområder.

Fiskebestandene i de fleste af de danske vandløb er i dag i fremgang. Flere og flere vandløbssystemer får det bedre, og flere vandløb er ved at være selvreproducerende med blandt andet ørreder og laks. Dette gælder også i Ringkøbing-Skjern Kommune, selv om der stadigvæk også er vandløb, som ikke viser den ønskede fremgang. Den manglende fremgang i flere af vore vandløbssystemer kan primært henføres til den meget skadelige og uheldige Skarv-predation, som desværre finder sted flere og flere steder i kommunens vandløb.

En af årsagerne til den positive udvikling i fiskebestandene er de mange restaureringsprojekter, der er gennemført de seneste årtier.

Her er der efter projekternes gennemførelse registreret markante og målebare fremgange på især smådyrsfaunaen og fiskebestandene i vandløbene efter, at vandløbene er blevet genslynget og restaureret over mange kilometer.

Indsatserne bidrager også til en reduceret næringsstoftilførsel til Ringkøbing Fjord med forbedring af vandkvaliteten til følge til gavn for mennesker, fugle og fisk.

Administrationen har med baggrund i kommunens forpligtigelser over for staten udarbejdet en aktivitetsplan for kommunens planlagte foranstaltninger i 2023-2024 (bilag A). Den udarbejdede aktivitetsplan, der er opstillet i skemaform, skal være med til at anskueliggøre de forskellige indsatsområder.

I planen er der opstillet foreløbige forslag til iværksættelse af konkrete projekter og miljøforbedrende tiltag. Prioriteringen af de enkelte projekter er ikke mere fastlagt, end der kan ske omrokeringer, såfremt et projekt pludselig bliver mere aktuelt eller et projekt må udgå på grund af for eksempel manglende lodsejer-opbakning med videre.

Placeringen af de enkelte projekter i kommunens vandløb fremgår af oversigtskort (bilag C).

Kommunens aktive foranstaltninger i vandløb vil komme til at omfatte en række forskelligartede
projekttiltag, som generelt vil være med til at højne vandløbskvaliteten og med tiden skabe
målsætningsopfyldelse i de enkelte vandløb.

Planen dækker statens udpegede projekter og indsatser, samt kommunens egne planlagte projektopgaver.

Aktivitetsplanen for 2023-2024 (bilag A) omhandler følgende indsatsområder:

  • Etablering af nye forbedrede passageforhold ved dambrug
  • Planlægning og igangsætning af nye okkerrensningsprojekter i de mest okkerbelastede
    vandløb
  • Igangsætning af nye anlægsarbejder til forbedring af de fysiske forhold i vandløbene - blandt andet ved udlægning af nye gydebanker på udvalgte vandløbsstrækninger
  • Planlægning og iværksættelse af nye ”våde-enge-projekter”, nye  klima- og lavbundsprojekter, - blandt andet med henblik på reduktion af næringsstofbelastningen til Ringkøbing Fjord.

I nogle vandløbsområder vil kommunen med fordel kunne koble egne planlagte aktiviteter sammen med statens vedtagne opgaver. Dette vil i særlige tilfælde kunne give bedre og mere langtidssikrede
helhedsløsninger for det samlede vandløbssystem.

Ringkøbing-Skjern Kommune har nu siden kommunalreformen i 2007 gennemført omkring 157 små og store vandløbsprojekter. Bilag D viser en samlet opgørelse over de gennemførte restaureringsprojekter i Ringkøbing-Skjern Kommune siden 2007.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Lov om vandløb, Lov om planlægning og Lov om naturbeskyttelse, samt Miljømålsloven.

Økonomi

Udgifterne til aktivitetsplanen holdes inden for drifts- og anlægsbudgettet for Land & Vand.
Samlet økonomioversigt for vandløbsområdets anlægs- og driftsudgifter i 2023 fremgår af bilag
B.

Effektvurdering

Administrationen laver løbende opfølgning af effekten af de mange års tidligere gennemførte restaureringsprojekter i kommunen.

Indstilling

Administrationen indstiller til Teknik- og Miljøudvalget,

  1. at den udarbejdede aktivitetsplan for de aktive foranstaltninger i kommunens vandløb
    tiltrædes, og at administrationen bemyndiges til at gennemføre den udarbejdede
    aktivitetsplan, jfr. bilag A,
  2. at administrationen bemyndiges til at udføre eventuelt andre mindre vandløbsrestaureringsprojekter efter anmodning fra lodsejere,
  3. at administrationen ansøger om relevante tilskud til de respektive projekters gennemførelse,
  4. at administrationen bemyndiges til at indgå aftaler med de berørte lodsejere og dambrugsejere om gennemførelse af projekterne
  5. at sagerne fremmes i henhold til vandløbsloven
  6. at projekterne kan betragtes som endeligt godkendte i henhold til vandløbsloven, hvis der ikke kommer indsigelser. I modsat fald forelægges sagerne på ny
  7. at sagerne godkendes i henhold til naturbeskyttelseslovens og planlovens bestemmelser
  8. at anlægsarbejderne så vidt muligt gennemføres inden den 31. december 2023, indenfor de til området afsatte og budgetterede midler.

BilagBeslutning

Teknik- og Miljøudvalget godkendte administrationens indstilling.

Kopier link til punktet  -   Print

7: Gensidig orientering

Sagsnr:

Sagsfremstilling

Ingen bemærkninger.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget tog orienteringen til efterretning.

Der blev herudover orienteret om følgende:

  • Status vedrørende Vesterhav Syd
  • Beplantning ved solcelleanlæg
  • Status vedrørende et erhvervsområde i Spjald
  • Henvendelse vedrørende borgermøde i No
  • Henvendelse vedrørende molokker i Søndervig


Kopier link til punktet  -   Print

8: Underskriftsside

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Kontaktoplysninger
Land, By og Kultur
Land, By og Kultur
Smed Sørensens Vej 1
6950 Ringkøbing