Referat: 9. august 2022 kl. 13:00

Lok. 1.8. Dækket, Smed Sørensens Vej 1, Ringkøbing
Teknik- og Miljøudvalget

Deltagere

  • Hans Pedersen
  • Jørgen Byskov
  • Niels Rasmussen
  • Rita Byskov
  • Ole Nyholm Knudsen
  • Jens Jacob Østergaard
  • Irene Lund Pedersen

Kopier link til punktet  -   Print

1: Godkendelse af dagsorden

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget godkendte dagsordenen.

 

Kopier link til punktet  -   Print

2: Høringssvar til miljøkonsekvensvurdering af Rute 15

Sagsnr: 22-015150

Sagsfremstilling

Vejdirektoratet offentliggjorde den 16. juni 2022 miljøkonsekvensvurdering af en udvidelse af Rute 15. Projektet er i offentlig høring indtil den 24. august 2022.

Der blev afholdt borgermøde om projektet i Videbæk Hallen den 20. juni, hvor alle interesserede
havde mulighed for at høre nærmere om projektet. Der var stor spørgelyst og interesse for projektet.

Administrationen bemærkede, at de væsentligste emner på mødet omhandlede adgangsforhold,
kollektiv trafik, ekspropriation og støjforhold.
Administrationen har gennemgået projektforslaget og udarbejdet et udkast til høringssvar, som er
vedlagt som bilag.

Den videre proces
Efter den offentlige høring er afsluttet, behandler Vejdirektoratet de indkomne høringssvar og
udarbejder et høringsnotat. Herefter udarbejdes en indstilling til Transportministeren. Den politiske
forligskreds bag Infrastrukturplan 2035 har besluttet, at udbygningen af strækningen skal
gennemføres. Der er fra 2023 reserveret midler på Finansloven til projektet. Herefter forventes det at tage fem til seks år før projektet er realiseret.

Den afsatte budgetramme på 871 mio. kr. rækker ikke til en samlet udbygning af hele strækningen,
som beløber sig op til ca. 1,2 mia. kr. Vejdirektoratet har derfor udarbejdet nogle spareforslag til realisering af et reduceret projektet, hvilket fremgår af høringsportalen. Alternativt skal der på Finansloven afsættes flere anlægsmidler.

Økonomiudvalget behandler sagen på deres møde 9. august 2022 kl. 8.00.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Den politiske forligskreds bag Infrastrukturplan 2035 har reserveret 871 mio. kr. i anlægsmidler til
udbygningen af Rute 15.

Effektvurdering

En udbygning af Rute 15 vil betyde en væsentlig forbedring af infrastrukturen til glæde og gavn for
borgere og erhvervsliv.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget anbefaler Byrådet, at vedlagte høringssvar vedrørende miljøkonsekvensvurdering af en udvidelse af Rute 15 fremsendes til Vejdirektoratet.

BilagBeslutning

Teknik- og Miljøudvalget gennemgik og drøftede forslaget til høringssvar. På baggrund heraf samt drøftelsen i Økonomiudvalget udarbejdes der revideret forslag til Byrådets behandling.

Kopier link til punktet  -   Print

3: Offentliggørelse af forslag til miljøvurdering for udvidelse af Sdr. Vium Biogas, Øster Vejrupvej 15

Sagsnr: 22-012487

Sagsfremstilling

Formålet med dagsordenen er, at godkende miljøkonsekvensrapporten samt udkast til projekttilladelsen for udvidelse af biogasanlæg Nature Energy Sdr. Vium til fremlæggelse i offentlig høring i otte uger.

 

Baggrund
Teknik- og Miljøudvalget har den 23. juni 2020 igangsat udarbejdelse af miljøkonsekvensrapport for udvidelse af biomasseinput på Sdr. Vium Biogasanlæg. 

Biogasanlægget blev etableret i 2016 og er i dag miljøgodkendt til at modtage og behandle 80.000 tons biomasse årligt. Ansøger ønsker, at hæve behandlingskapaciteten fra nuværende 80.000 tons til 133.000 tons biomasse årligt. Det svarer til en udvidelse i den årlige biomasse-mængde på 53.000 tons (145 tons/dag).

Teknik- og Miljøudvalget har den 22. februar behandlet indkommende bemærkninger fra foroffentlighedsfasen, som forløb i perioden 14. december 2020 til 11. januar 2021. Her blev administrationens bemærkninger og anbefalinger til de indkommende bemærkninger godkendt som grundlag for miljøkonsekvensrapporten, samt som høringssvar til bemærkningerne.

Planforhold
Anlægget er omfattet af Kommuneplanramme 00ta120 og Lokalplan nr. 375 for et område til teknisk formål (biogasanlæg) syd for Sdr. Vium. Da der ikke sker væsentlige anlægsændringer i forbindelse med udvidelsen, er det administrationens vurdering, at udvidelsen ikke vil kræve en ændring af plangrundlaget.

Miljøforhold
Udvidelsen af anlæggets biomasseinput er omfattet af Miljøvurderingsloven. Da der er tale om en udvidelse på over 100 tons pr. dag, er der udarbejdet en ny miljøkonsekvensrapport, som belyser udvidelsens miljøpåvirkninger, se bilag. 
Der skal udarbejdes et tillæg til miljøgodkendelse for anlægget.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Lov om Miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter
Godkendelsesbekendtgørelsen

Økonomi

Der er ikke vurderet på omkostningerne til eventuelle sideudvidelser - se effektvurdering.

Effektvurdering

Realisering af planen vil understøtte Ringkøbing-Skjern Kommunes vision om, at være 100 procent selvforsynende med vedvarende energi i 2023/2024 og 100 procent fossilfri i 2040.

Med den store belastning på vejnettet omkring anlægget vil det med stor sandsynlighed blive  nødvendigt med sideudvidelser eller opgradering af vejene ud til Vardevej og/eller Tarmvej, da de allerede i dag er presset af især lastbiltransport. 

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender, at:

  • Miljøkonsekvensrapporten og udkast til projekttilladelse godkendes og fremlægges i offentlig høring i otte uger.

BilagBeslutning

Teknik- og Miljøudvalget godkendte administrationens indstilling.

Kopier link til punktet  -   Print

4: Anmodning om igangsætning af planlægning for kontorerhverv med mere ved Ribovej i Ringkøbing

Sagsnr: 22-014667

Sagsfremstilling

Ringkøbing-Skjern Kommune har modtaget en ansøgning om et nyt plangrundlag for kontorerhverv med mere i Ringkøbing-Skjern Erhvervspark i Ringkøbing Øst. Områdets nordlige del indeholder i dag en bygning med kontorer samt en midlertidig bygning med kontorer. Den sydlige del af området indeholder parkering, imens den sydvestlige del af området er ubebygget, se oversigtskort.

Ansøgningen

Ringkøbing-Skjern Erhvervspark ønsker mulighed for at udvide erhvervsbebyggelsen på Ribovej 5 med en ny kontorbygning til Gældsstyrelsen. Den nye kontorbygning skal erstatte den midlertidige bygning på Odinsvej. 

Byggeriet ønskes opført i to etager og op til ca. 10 meters højde. Byggeriet opføres med en arkitektur, der afspejler den eksisterende erhvervsparks bygninger, se vedlagte projektbeskrivelse.

Planforhold

Området er i dag omfattet af kommuneplanens rammeområde 36er062 samt Lokalplan nr. 01.112. Det ansøgte er i overensstemmelse med kommuneplanrammen, men i strid med lokalplanens anvendelsesbestemmelser samt bestemmelser om bebyggelsens omfang og placering. Det ansøgte kræver derfor udarbejdelse af en ny lokalplan.

Områdets disponering

Lokalplanområdets nordlige del vil blive udlagt til kontorer med tilhørende parkering, og vil ligesom i dag få vejadgang fra Odinsvej. Den sydlige del vil fortsat have vejadgang fra Ribovej, og vil blive udlagt til øvrige erhverv i miljøklasse 1-3 samt parkering.

Lokalplanområdet er beliggende i et større erhvervsområde, primært til produktionserhverv og industri. Nord, øst og vest for lokalplanområdet ligger flere industrivirksomheder, der udøver støjende aktiviteter. Den ønskede anvendelse til kontorerhverv er støjfølsom, og lokalplanen vil derfor skulle indeholde bestemmelser om afstandszoner og støjafskærmende foranstaltninger, så kontorerne ikke belastes af støj. Desuden bør de omkringliggende erhverv ikke begrænses i deres drifts- og udvidelsesmuligheder.

Lokalplanområdet er udpeget som muligt jordforurenet.

Lokalplanområdet ligger inden for indvindingsopland til Ringkøbing Vandværk. Lokalplanen vil derfor stille krav om tiltag for grundvandsbeskyttelse og grundvandsdannelse.

Miljøvurdering

I forbindelse med planlægningen skal der gennemføres en screening af planforslaget.

Nabovirksomheder

For at mindske risikoen for påvirkning af nabovirksomhedernes drifts- og udviklingsmuligheder anbefaler administrationen, at nabovirksomhederne inddrages i forbindelse med disponeringen af arealet, i den indledende fase af planprocessen.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Planloven

Lov om Miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Planlægningen vil muliggøre en forøgelse og fastholdelse af arbejdspladser i Ringkøbing by. 

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender, at:

  • Planlægningen for kontorerhverv med mere ved Odinsvej igangsættes for ansøgers regning og risiko.
  • At nabovirksomhederne inddrages i forbindelse med disponeringen af området.

BilagBeslutning

Teknik- og Miljøudvalget godkendte administrationens indstilling.

Kopier link til punktet  -   Print

5: Status og fremdrift i sagen om sommerhuse, som ligger indenfor sommerhusområder, der er lokalplanlagt efter 1. juli 1992

Sagsnr: 22-010132

Sagsfremstilling

Sagen har tidligere, under overskriften ”Høringssvar til Ankestyrelsen i sommerhussagen”, været behandlet i Teknik- og Miljøudvalget under punkt 4 den 7. juni 2022.

Status for sagen er, at alle grundejere i de pågældende sommerhusområder får brev om, at Ringkøbing-Skjern Kommune nu påbegynder det meget omfattende arbejde med at behandle de omkring 600 sommerhussager efter Naturbeskyttelsesloven. De får med brevet kopi af Ankestyrelsens tilsynsudtalelse og kommunens høringssvar til udtalelsen.

Lodsejerne orienteres endvidere om, at hvis de står i en aktuel salgssituation med en tilknyttet ejendomsmægler, så vil sagen efter anmodning blive opprioriteret således, at sagen kan blive behandlet snarest muligt.

Sommerhussagerne fordeler sig overordnet i 5 kategorier:

  1. Sommerhus opført før 1992: her kræves ingen behandling efter Naturbeskyttelseslovens §3
  2. Sommerhus opført før 1992 og der er foretaget tilbygninger/terrasseanlæg m.v. efter 1992: tilbygninger/terrasseanlæg kræver behandling efter Naturbeskyttelseslovens §3
  3. Sommerhus med/uden tilbygninger opført efter 1992: kræver behandling efter Naturbeskyttelseslovens §3
  4. Ubebygget grund, hvor der ønskes opført et sommerhus med evt. tilbygninger/terrasseanlæg: kræver dispensation efter Naturbeskyttelseslovens §3
  5. Sommerhuset eller grunden ligger ikke i område, der er beskyttet af Naturbeskyttelseslovens §3: her kræves ingen behandling efter Naturbeskyttelseslovens §3

Administrationen vurderer, at det vil tage mindst 4 årsværk at behandle de ca. 600 sager efter Naturbeskyttelsesloven. Teknik- og Miljøudvalget har derfor anmodet Økonomiudvalget om 4 årsværk til arbejdet. De 4 årsværk foreslås fordelt på 2 medarbejdere i 2 år. Afklaringen af bemandingen vil blive afklaret i forbindelse med budgetkonferencen.

Administrationen foreslår, at alle sagerne indenfor et område færdiggøres, før næste område påbegyndes. Områderne kan eventuelt behandles fra nord mod syd eller omvendt.

 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Naturbeskyttelsesloven

Økonomi

Det vurderes, at der medgår mindst 4 årsværk til sagsbehandlingen.

Effektvurdering

Sommerhusejerne får deres ejendom behandlet efter Naturbeskyttelseslovens bestemmelser.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender udsendelsen af orienteringsbrevet fra bilaget til dette dagsordenspunkt samt administrationens forslag til prioritering af sagerne.

BilagBeslutning

Teknik- og Miljøudvalget godkendte administrationens indstilling.

Kopier link til punktet  -   Print

6: Hoven Mølledam - Ansøgning til gearingspuljen

Sagsnr: 22-016250

Sagsfremstilling

Hoven Sogns Borgerforening søger gearingspuljen om 400.000 kr. i tilskud til reetablering af Hoven Mølledam. Projektet er første fase i ”Hoven Naturperler” - et visionsmateriale for fremtiden.

Sydøst i kommunen ligger Hoven; en landsby med 240 indbyggere og ca. 300 indbyggere i hele sognet. Hoven ligger særdeles naturskønt med skov, hede og å-løb, som er en del af Skjern Å systemet.

Borgersammensætningen i Hoven har ændret sig over årene, og der har ikke været basis for en skole i en årrække. Til gengæld er der borgere i byen, som lægger mange kræfter i at sikre, at Hoven til stadighed er et attraktivt sted at bo og besøge.

Ildsjælene er overbevist om, at den trend samfundet generelt oplever i øjeblikket, kan komme Hoven til gavn. Man ser flere og flere eksempler på familier, som flytter på landet for at komme tættere på naturen og for at have mere plads. På det seneste er flere landejendomme omkring Hoven blevet solgt til tilflyttere med udgangspunkt i denne tilgang.

Ambitionen om at blive mere attraktiv som bosætningssted og som landsby i det hele taget betyder, at de lokale ildsjæle arbejder for at skaffe midler til at genoprette Hoven Mølledam. Dammen er helt tilgroet, og en reetablering vil skabe et meget naturskønt område i bymidten, som kan anvendes af både de lokale og af de mange turister, som vil kunne få en rigtig god oplevelse i området.

Første fase består i at få genetableret søen, så der vil være basis for en række projekter, som umiddelbart kommer efter. Eksempelvis stier rundt om søen, shelters og et boardwalk igennem et fattigkær i dammen sydlige ende, hvor vandreren kan studere sjældne planter osv.

De lokale ildsjæle har været meget grundige i deres dialog med lodsejerne, som alle bakker 100% op om projektet og alle er enige om, at projektet er rigtig godt og vil gavne Hoven særdeles meget.

Projektgruppen har med hjælp fra Landdistriktspuljen og lokale fondsmidler fået udarbejdet et visionsmateriale fra konsulenthuset LABLAND, som har fået særdeles stor opbakning i byen.

Medarbejdere fra Land, By og Kultur og Ekstern Udvikling har bistået projektgruppen med at faseopdele projektet, så projektgruppen indledningsvis fokuserer på at skabe et stort og synligt første bevis for ambitionerne i naturgenopretningsprojektet.

Projektet er godkendt efter Vandløbsloven og Naturbeskyttelsesloven.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Området er et §3 område, og der er indhentet tilladelser fra diverse myndigheder, ligesom planen har været i høring hos alle relevante interessenter. Høringsfasen sluttede uden indsigelser.

Området Hoven Mølledam er privatejet (ejer er Hoven Mølle Dambrug I/S). Det er aftalt med ejeren, at der tinglyses offentlig brugsret i forbindelse med projektet, og ligeledes tinglyses offentlig brugsret på de jordstykker, som grænser ned til Hoven Mølledam.

Økonomi

Projektet lever op til kriterierne for støtte fra gearingspuljen, som støtter grønne projekter, herunder adgang til grønne områder og etablering af rekreative faciliteter. Der skal være en egenfinansiering på min. 40 %.

Projektet vurderes at koste ca. 1.250.000 kr. Dette beløb ligger først fast, når der er afholdt licitation. Ringkøbing-Skjern Kommune varetager det administrative omkring udbudsprocessen.

Der foreligger tilsagn på 400.000 kr. fra LAG'en, 250.000 kr. fra Norlys og 250.000 kr. Hoven Energi- og Udviklingsfond.

I 2022 er der afsat i alt 583.000 kr. på gearingspuljen. Der er ikke overførte midler fra 2021.

Der er godkendt følgende:

Fritids-Naturpark Sdr. Bork 89.000 kr. (Er udbetalt)

Naturhotel Torsted 60.000 kr.

Der resterer således 434.000 kr. i 2022.

Der er indkommet ansøgning, som endnu ikke er behandlet, på 144.000 kr. til et projekt om øget adgang til kanosejlads på Tim Å.

Der gøres opmærksom på, at der er afsat 856.000 kr. til natursti Sidselbjerg-Vedersø fra Gearingspuljen. Projektet er gået i stå.

 

Effektvurdering

Samlet set vil projektet bidrage til landdistriktsudvikling i Hoven-området og understøtte det lokale sammenhold. Samtidig udvikles et naturskønt område i en retning med mere biodiversitet og Hoven gøres endnu mere attraktivt for tilflyttere, besøgende og turister.

Land, By og Kultur har besluttet at finansiere Påbøl Bæks genslyngning i forbindelse med projektet og disse to projekter supplerer hinanden særdeles godt, med flere sammenhængende synergier i forbindelse med udførelsen af projekterne.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget imødekommer ansøgningen om 400.000 kr. finansieret af gearingspuljen, i størst muligt omfang.

BilagBeslutning

Teknik- og Miljøudvalget besluttede at imødekomme ansøgningen med et beløb på op til 400.000 kr.  

Kopier link til punktet  -   Print

7: Gensidig orientering

Sagsnr:

Sagsfremstilling

Orientering vedrørende Ringkøbing Fjord ved Ivan Thesbjerg.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalget tog orienteringen til efterretning. 

  • Besøg på Ringkøbing Fjord
  • Ministerbrev om udbygning af VE
  • Status på trafikafvikling i/ved Søndervig

Kopier link til punktet  -   Print

8: Underskriftsside

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Kontaktoplysninger
Land, By og Kultur
Land, By og Kultur
Smed Sørensens Vej 1
6950 Ringkøbing