Referat: 19. december 2023 kl. 08:00

Mødelokale 6, Rådhuset, Ved Fjorden 6, Ringkøbing
Økonomiudvalget

Deltagere

  • Niels Rasmussen
  • Hans Østergaard
  • Lennart Qvist
  • Jens Jacob Østergaard
  • Søren Elbæk
  • Kristian Andersen
  • Jakob Agerbo

Kopier link til punktet  -   Print

1: Godkendelse af dagsorden

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Godkendt.

Fraværende
  • Jakob Agerbo ()

Kopier link til punktet  -   Print

2: Konkurrenceudsættelse og OPP

Sagsnr: 23-002091

Sagsfremstilling

Økonomiudvalget har den 12. september 2023 drøftet kommunens tilgang til konkurrenceudsættelse og OPP. I forlængelse heraf ønsker Økonomiudvalget at de enkelte fagudvalg drøfter den aktuelle status for konkurrenceudsættelse og OPP samt drøfter muligheder og potentialer.

Ringkøbing-Skjern Kommune har tidligere haft en strategi for konkurrenceudsættelse og senest blev der i 2019 udpeget to områder, hvor en analyse skulle afdække mulighederne for konkurrenceudsættelse. Afrapporteringen skete i hhv. 2020 (rengøring - som nu er delvist udliciteret) og 2021 (hjælpemiddeldepot, hvor konklusionen var, at der ikke skulle ske udlicitering). Der er ikke efterfølgende udpeget nye områder til analyse.

Der er stadig kommunale opgaveområder, som kunne overvejes udliciteret. Tidligere har følgende
generelle kriterier været anvendt, som retningslinje for, hvilke områder der kan bringes i spil:
• RKSK konkurrenceudsætter ikke større dele af kommunale kerneydelser (for eksempel
dagpleje, ældrepleje). Der bør således være et særligt fokus på støttefunktioner som ikke
nødvendigvis vurderes som kommunale kerneydelser
• Innovation af processer og ydelser kan i visse tilfælde fremmes gennem offentligt-private
samarbejder
• Der skal kunne realiseres en relativ stor økonomisk eller kvalitetsmæssig gevinst ved at
konkurrencesætte området
• Områder, hvor forsyningssikkerheden er mindre afgørende
• Områder, som understøtter den interne kapacitetsudnyttelse – vurder behov for ansættelse el.
konkurrenceudsættelse ved tilgang af få ekstra sager
• Områder, hvor der er et bredt leverandørmarked
• Områder, hvor vi kender prisen for at levere ydelsen

Ovenstående kriterier kunne suppleres med overvejelser i relation til 

• Områder, hvor kommunen kan have svært ved at rekruttere arbejdskraft
• Områder, hvor der er store sæsonudsving i arbejdsopgaverne

 
Nærværende sag behandles samtidigt i alle fagudvalg. I bilag 1 er vedlagt en (ikke udtømmende) liste med områder, som ud fra erfaringsbaseret viden ville kunne konkurrenceudsættes. Der vedlægges ligeledes en liste i bilag 2 over områder, som allerede er konkurrenceudsat. Her er hjemtagelse af opgaverne eventuelt mulig. 

Kommunen kan konkurrenceudsætte tjenesteydelser - (dog ikke myndighedsopgaver/afgørelser) - eller løse opgaverne selv ved at ansætte personale. Konkurrenceudsættelse skal ske via EU-udbud, hvis udgiften er over ca. 0,4 mio. kr. årligt (i hele kommunen). Ved konkurrenceudsættelse (dvs. første gang en opgave er i udbud) gælder særlige regler for virksomhedsoverdragelse af medarbejdere. 

Kommunen kan godt selv byde på opgaver som konkurrenceudsættes. Det kaldes et "kontrolbud". Vinder kommunen annulleres udbuddet og kommunen løser opgaven som hidtil. Hvis 3. part vinder, er opgaven herefter udliciteret. 

Anlægsopgaver skal  udbydes efter tilbudsloven, hvis udgiften er mellem 3 - 40 mio. kr. Er udgiften over 40 mio. kr. skal det være EU-udbud.

Der er mulighed for at indgå i et Offentlig-Privat samarbejde (OPP), såvel kontrakter på anlæg som drift. Der henvises til vedlagte notat samt generelt til inspirationsmateriale fra Dansk Industri.

På baggrund af tilbagemeldingerne fra fagudvalgene udarbejder Økonomiudvalget forslag med henblik på en drøftelse i Byrådet.

Thomas Andersen, Kevin Joel Dau Fraser og Jane Eichenwald Henriksen deltager under punktet.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller,

at fagudvalget drøfter status og muligheder i konkurrenceudsættelse

at fagudvalget meddeler Økonomiudvalget, hvorvidt og hvor fagudvalget ønsker igangsat en foranalyse med henblik på at afdække mulighed for konkurrenceudsættelse eller hjemtagelse af opgaver. 

BilagBeslutning

Drøftet - med særligt fokus på det forestående arbejde med ejendomsstrategi.

Fraværende
  • Jakob Agerbo ()

Kopier link til punktet  -   Print

3: Ansøgning om kommunegaranti på 3,5 mio. kr. til ROFI Centret

Sagsnr: 23-024536

Sagsfremstilling

ROFI-Centret ansøger pr. mail. d. 11 april 2023 om kommunegaranti til optagelse af lån på 3,5 mio. kr. til finansiering af et solcelleanlæg. Der ansøges om en kommunegaranti til et lån med en løbetid på 15 år. ROFI-Centret søger om lån til hele anlægssummen.

ROFI-Centret har i samarbejde med Byskov A/S hentet tilbud fra Soft Control ApS på installering af solcelleanlæg. Soft Control ApS har beregnet at solcellernes forventede levetid er 25 år, og vil give en estimeret besparelse i energiudgifter på 650.000 kr. i år 1. Investeringen vil dermed også have en likviditetsmæssig forbedring for Centret og en tilbagebetalingstid på godt 5 år. 

I forbindelse med en tidligere sag om energibesparende foranstaltninger, fik ROFI-Centret i 2020 afslag på optagelse af lån hos KommuneKredit, med den begrundelse, at der foregår kommercielle aktiviteter i centret. I den forbindelse fik ROFI-Centret dispensation til at optage lån hos ekstern långiver med kommunegaranti. ROFI-Centret søger derfor igen om dispensation til at optage lånet til solcelleanlægget hos ekstern långiver.

Thomas Andersen og Jane Eichenwald Henriksen deltager under punktet.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Lånebekendtgørelsen (Bekendtgørelse af nr. 1580 af 17. december 2013).

Hvis kommunen (eller institutioner med driftsoverenskomst) opsætter solceller, skal disse placeres i et særskilt A/S.

Da ROFI-Centret er en forening, har de adgang til at opsætte solceller uden at der etableres et særskilt A/S. 

Økonomi

Kommunegaranti for lån til finansiering af energianlæg og energibesparende foranstaltninger vil ikke påvirke den kommunale låneramme. Byrådet har i december 2012, vedtaget principper for etablering af energianlæg ved selvejende institutioner:

  1. Som udgangspunkt skal lånet optages i KommuneKredit.
  2. Garantien må højest udgøre 75 pct.
  3. Løbetiden må højest svare til tilbagebetalingstiden, dog maksimalt en afviklingsperiode på 15 år.
  4. Institutionens seneste tre regnskaber må ikke udvise væsentlige underskud, og ikke have kritiske bemærkninger fra hverken ledelse eller revision.
  5. Endeligt skal institutionen via revisorattesteret erklæring kunne sandsynliggøre at investeringen, uden at kommunens garantiforpligtigelse må forventes at blive aktuel. 

Ansøgningen fra ROFI-Centret lever ikke helt op til ovenstående principper, men administrationen bemærker at der i tidligere sager er givet dispensation vedrørende punkt 1 og 2. For så vidt angår tilbagebetalingstiden på anlægget, er beregningen heraf usikker, grundet uforudsigeligheden på energipriserne.

Normalt vil administrationen anbefale at der tages pant i ejendommen. Dog foreskriver ROFI-Centrets vedtægter at "En eventuel formue kan ved foreningens opløsning kun anvendes til kulturelle eller idrætslige formål, godkendt af Ringkøbing-Skjern Kommune.", hvorfor det ikke findes nødvendigt i denne sag.

Effektvurdering

Investeringen vil medføre en reduktion af ROFI-Centrets energiudgifter, og forbedre driftsøkonomien. Investeringen vil samtidig styrke centrets grønne profil.

Kommunegarantien vil hjælpe til at gøre lånet mere fordelagtigt for ROFI-centret, i forbindelse med de skal optage lånet hos en ekstern långiver.

Indstilling

Administrationen indstiller, om Økonomiudvalget kan anbefale Byrådet at godkende, at der gives Kommunegaranti for hele lånet på op til 3,5 mio. kr., samt dispensation til at ROFI-Centret kan optage lån, hos ekstern långiver, hvor låneperioden ligger ud over tilbagebetalingsperioden. Kommunegarantien gives under forudsætning af, at lånet anvendes til finansiering af etableringen af i ansøgningen beskrevet solcelleanlæg.

BilagBeslutning

Økonomiudvalget anbefaler Byrådet at godkende, at der gives kommunegaranti for hele lånet på op til 3,5 mio. kr. samt dispensation til at ROFI-Centret kan optage lån hos ekstern långiver, hvor låneperioden ligger ud over tilbagebetalingsperioden. Afviklingsperioden sættes til maksimalt 10 år. Kommunegarantien gives under forudsætning af, at lånet anvendes til finansiering af etableringen af det i ansøgningen beskrevne solcelleanlæg.

Fraværende
  • Jakob Agerbo ()

Kopier link til punktet  -   Print

4: Ansøgning om kommunegaranti for lån til Børnebo Lyne

Sagsnr: 23-021872

Sagsfremstilling

Den private daginstitution Børnebo Lyne ansøger pr. mail d. 7. oktober 2023 om kommunegaranti til optagelse af lån til renovering.

Børnebo Lyne har været en privat daginstitution siden januar 2007 og har plads til 35 børn fordelt på 9 vuggestuebørn og 26 børnehavebørn.

Institutionen er i en gammel forstanderbolig, som er bygget i 1960'erne. Bygningen står i nogenlunde oprindelig stand, og begynder derfor at trænge til renovering og modernisering. Taget på bygningen skal skiftes, oliefyr i kælderen skal skiftes og grupperum er nedslidte og ikke tidssvarende. Bygningen er så slidt, at gennemføres renoveringen ikke, kan der på sigt ikke fortsat drives institution.
Børnehavens eksisterende rammer ombygges væsentligt og der tilføjes helt ny tilbygning

Lokalt byggefirma har givet tilbud på at lave renoveringen for 3.519.000 kr. inkl. moms. Institutionen har selv opsparet og indsamlet sponsorater til noget af byggeriet. Der forventes optagelse af lån til byggeriet på 3.000.000 kr. Lånet optages som fuld banklån, da der ikke er mulighed for optagelse af kreditforeningslån til private institutioner som Lyne Børnebo. Banken har stillet krav om fuld kommune garantistillelse for belåningen.

Børnebo Lyne har lavet fremtidig budget, hvori der er afsat 120.000 kr. årligt til renter, afdrag mv. Herefter vil der stadig være overskud. Ved låneoptagelse på 3 mio. kr. vil ydelsen være ca. 240.000 kr. årligt hvilket umiddelbart syntes at kunne rummes indenfor budgettet. Umiddelbart vurderes institutionen at have en sund økonomi, egenkapitalen er på 1,3 mio. kr. i regnskab 2022 og der er ingen revisionsbemærkninger.

Thomas Andersen og Jane Eichenwald Henriksen deltager under punktet.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Kommunen må gerne stille en kommunegaranti, når formålet er at drive aktiviteter, som kommunen selv måtte drive.

Ringkøbing-Skjern Kommune har ikke tidligere stillet garanti for private daginstitutioner, og en eventuel garantistillelse i denne sag vil derfor danne præcedens, og kan medføre, at andre private institutioner vil henvende sig med tilsvarende ønsker. 

Økonomi

En eventuel garantistillelse vil reducere kommunens låneramme tilsvarende, da der ikke er automatisk låneadgang til dagtilbudsområdet. Alternativt kan kommunen deponere et tilsvarende beløb, der således vil fragå i kommunens disponible kassebeholdning.

Børnebo Lyne har aktuelt en fuld belægning på pladserne. Fremtidig belægning - og dermed rentabilitet af institutionen og sandsynlighed for at tilbagebetale lånet, afhænger af befolkningsudviklingen og hvorvidt de kan tiltrække de lokale børn. 

Når kommunen stiller garantier på forsyningsområdet opkræves både stiftelses- og løbende provision. Når kommunen stiller garantier for selvejende institutioner eller foreninger, som udøver opgaver, der også kunne løses i kommunalt regi, opkræves typisk ingen provision og dette er heller ikke et lovkrav. 

Da kommunen ikke tidligere har stillet garanti for private daginstitutioner er der ingen præcedens på dette område. Såfremt kommunen vælger at stille garanti, kan det medføre, at andre private institutioner (som løser opgaver, der kunne være løst af kommunen) ligeledes vil søge kommunegaranti. I sådanne situationer vil kommunen skulle forholde sig til ligebehandlingsprincippet og sandsynligheden for, at kommunen fremover vil blive mødt med mange henvendelser, synes reel.  
Administrationen har ikke kunne finde eksempler på andre kommuner, som har stillet garanti for private dagtilbud.

Institutionens vedtægter indebærer ved ophør, at eventuelt overskud skal anvendes til børnepasning i lokalområdet, men vedtægterne kan til enhver tid tilpasses af institutionen uden godkendelse fra kommunen. Såfremt kommunen ønsker at give en garanti anbefaler administrationen derfor, at der tages et tilsvarende pant (som tinglyses) i ejendommen. 

Administrationen kan med henvisning til mulig øget efterspørgsel på garantier fra andre private institutioner ikke anbefale, at der gives garanti. Hvis der gives garanti, vil en henvisning til at formålet er, at fastholde en allerede eksisterende institution indenfor kommunens grænser kunne bidrage til at begrænse muligheden for, hvilke private aktører, der kan søge garanti. 

Effektvurdering

Garantistillelsen vil være medvirkende til, at den planlagte renovering af Børnebo Lyne vil kunne gennemføres.

Indstilling

Administrationen indstiller at Økonomiudvalget drøfter og i positiv fald anbefaler Byrådet

  • at tage stilling til om kommunen ønsker at stille kommunegaranti overfor den private daginstitution Børnebo Lyne på op til 3 mio. kr. i 20 år til lånoptagelse for om- og tilbygning, og at der tilsvarenede tages pant i ejendommen.
  • at tage stilling til om der skal opkræves garantiprovision.
  • at en eventuel garantistillelse sker med henblik på at fasteholde og udvikle en eksisterende institution.
  • at der - i fald garantien stilles - deponeres et tilsvarende beløb som dermed fragår kommunens disponible kassebeholdning.

BilagBeslutning

Et flertal i Økonomiudvalget anbefaler, at kommunen ikke stiller kommunegaranti overfor den private daginstitution Børnebo Lyne.

Kristian Andersen anbefaler, at kommunen stiller kommunegaranti overfor den private daginstitution Børnebo Lyne.

Fraværende
  • Jakob Agerbo ()

Kopier link til punktet  -   Print

5: Orientering om reviderede personalepolitikker

Sagsnr: 23-023616

Sagsfremstilling

I 2023 er 4 personalepolitikker til revision jævnfør den turnus der er fastlagt i MED strategiplanen og jævnfør den lokale MED aftale. Personale og Digitalisering forestår tovholderrollen i arbejdet og HovedMED nedsætter arbejdsgrupper til arbejdet.

I Ringkøbing-Skjern Kommunes "Retningslinjer for MED systemets deltagelse i udformningen af personalepolitikker" pkt. 5 står: 
"Personalepolitikkerne revideres hvert 4. år. Revisionen iværksættes af HovedMEDudvalget, som nedsætter en passende arbejdsgruppe. Arbejdsgruppens forslag til revidering behandles og besluttes i HovedMEDudvalget efter høring i samtlige FagMED.
Efter HovedMEDudvalgets godkendelse forelægges de reviderede personalepolitikker Økonomiudvalget til orientering."

En arbejdsgruppe under HovedMED bestående af Lisbeth Jakobsen, Lillian Thunbo, Grethe Madsen og Karen Marie Johansen fremlagde de 4 reviderede personalepolitikker til beslutning på HovedMED mødet den 27. november 2023. Forinden var de 4 reviderede personalepolitikker i høring i FagMED og arbejdsgruppen har drøftet høringssvarene og revideret personalepolitikkerne på den baggrund. HovedMED godkendte de 4 reviderede personalepolitikker, og de sendes nu til orientering i Økonomiudvalget.

De 4 personalepolitikker der nu sendes til orientering er:

  1. Lønpolitik
  2. Arbejdslivspolitik - fra rekruttering til fratrædelse (tidligere Ansættelse, fastholdelse og fratrædelsespolitik)
  3. Elev- og praktikpolitik
  4. Kompetence og uddannelsespolitik

Der er som tillæg til Arbejdslivspolitikken udarbejdet en "Vejledning til Rammeaftale om seniorpolitik for RKSK", der understøtter seniorindsatser.

Indstilling

  • Økonomiudvalget tager orienteringen til efterretning

BilagBeslutning

Taget til efterretning.

Fraværende
  • Jakob Agerbo ()

Kopier link til punktet  -   Print

6: Sådan går det med Landdistriktspolitikken

Sagsnr: 23-024704

Sagsfremstilling

Økonomiudvalget får her en status på de mål og indsatser, der er besluttet for Landdistriktspolitikken i årene 2023-2027 og aktuel handlingsplan for årene 2023-2025.

Bilag 1 viser status med farveangivelser på de konkrete indsatser pr. 1. oktober 2023 og resultatet af dataindsamlingen. 

Bilag 2 er den nye landdistriktspolitik for årene 2023 - 2027 med tilhørende indsatsområder.

Bilag 3 er en kort beskrivelse af, hvordan administrationen arbejder med politikken, og hvordan den i praksis understøtter det frivillige arbejde i sogne og landdistrikter. Den indikerer også særlige fokusområder i samarbejdet og snitfladerne med øvrige politikområder.

Bilag 4 indeholder de rå befolkningstal for byer, landsbyer og landdistrikter. Resultatet over det sidste år er en stigning på 46 borgere i landsbyerne og et lille fald på 18 borgere i landdistrikterne. Lig sidste år falder befolkningstallet svagt over årene. Vi er godt hjulpet i positiv retning af tilflyttere fra udlandet, hvor antallet er stigende. 

Bilag 5 indeholder resultatet af de spørgsmål i Borgerpanelundersøgelsen, som særligt drejer sig om  landdistrikter og landsbyer. Generelt er der bl.a. faldende tilfredshed med transportmulighederne blandt borgere i både byer og i landområder. 

Hvad arbejdes der med på landdistriktsområdet?

Landsbyborgernes økonomiske situation på grund af de stigende energipriser sidste vinter er fortsat i fokus, selvom denne vinters energipriser er faldet til et mere normaliseret niveau. Spørgsmålet om, hvordan en landsby takler situationen, hvis priserne stiger igen, er generelt ikke afklaret. Kommunens rolle i den sammenhæng er at facilitere en dialog lokalt, hvis det ønskes. Det kan være i forhold til hvilke muligheder, der eksisterer i markedet, eller til hvordan en landsby overhovedet får taget diskussionen om en fælles løsning. Det varierer meget på tværs af kommunen, om denne diskussion er aktuel. 

Bredbåndsudrulningen pågår fortsat til stor gavn for vores landområder. Den store investering sidste år udmøntes nu, og der er således gravearbejder i gang flere steder. 

Landdistriktsrådet har i samarbejde med Klimarådet nedsat en arbejdsgruppe, som har til opgave at se ind i markedet for samkørselsapps. Der er over årene blevet færre busafgange i landdistrikterne, og arbejdsgruppen ser på, om en samkørselsapp kan afhjælpe nogle af de udfordringer, som unge og ældre borgere i landsbyer og landdistrikter står med. Generelt er borgerne bogstavelig talt meget selvkørende: Mange husstande har to biler og problemstillingen er derfor også en indsats i klimahandlingsplanen. Efter arbejdsgruppens afklaring og drøftelse med rådene sendes en indstilling til politisk behandling i foråret 2024.

Ringkøbing-Skjern Kommune afventer fortsat svar på frilandsbyanmodningerne, hvor Stadil-Vedersøs anmodning om lejeboliger i det åbne land er i finalerunden sammen med 13 andre projekter på landsplan. Tidsplanen i frilandsbyprojektet er skredet på baggrund af både Folketingsvalg og ministerskift. Skulle frilandsbyprojektet strande, arbejder Landdistriktsrådet for, at Stadil og Vedersø bliver omdannelseslandsbyprojekter i stedet for, da denne ordning også indeholder muligheder for at udfordre Planloven.

Landdistriktsteamet yder fortsat support i lokale afklarings- og udviklingsprocesser. Det sker i forbindelse med forarbejdet til et helhedsplansarbejde - eller fordi der er særlige funding muligheder i sigte. Det sidste sker i forbindelse med udmøntningen af Grøn Pulje. 

Fundraising fylder en del i sognene: Her kan Landdistriktsteamet byde ind med viden om fondene og med hjælp til at komme i dialog med de rigtige nøglepersoner. Der udsendes jævnligt nyhedsbreve og afholdes inspirationsmøder og webinarer med relevante fonde.

 

Hvad skal der ske i det nye år?

Efter et velbesøgt årsmøde med valg til Landdistriktsrådet den 1. november 2023, hvor temaet var lokal værdiskabelse i forbindelse med etablering af VE-anlæg, vil Landdistriktsrådet konstituere sig i det første ordinære møde den 7. februar 2024, ligesom Rådet vil tage en drøftelse af prioriteringerne i handlingsplanen for 2024.

Det er allerede besluttet at fokusere på indsatser i forbindelse med frivillighed. Året indledes med en temaften om fundraising den 24. januar 2024 i Højmark Forsamlingshus.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Der er afsat 430.000 kr. i kommunens budget til landdistriktsudvikling årligt. Der er ansat halvandet årsværk til understøttelse af landdistriktsinitiativer.

Effektvurdering

De afsatte resurser gør, at borger- og sogneforeningerne i mange tilfælde evner at geare de kommunale midler indtil flere gange. 

Indstilling

Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget tager opfølgningen til efterretning.

BilagBeslutning

Taget til efterretning.

Fraværende
  • Jakob Agerbo ()

Kopier link til punktet  -   Print

7: Gensidig orientering

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Orientering fandt sted.

Fraværende
  • Jakob Agerbo ()

Kopier link til punktet  -   Print

8LUKKET PUNKT: Personalesag

Sagsnr: 23-026871

Beslutning

Indstillingen godkendt.

Kopier link til punktet  -   Print

9: Underskriftsside

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Fraværende
  • Jakob Agerbo ()
Kontaktoplysninger
Politisk Administrativt Sekretariat
Politisk Administrativt Sekretariat
Ved Fjorden 6
6950 Ringkøbing