Referat: 7. november 2023 kl. 08:00

Mødelokale 6, Rådhuset, Ved Fjorden 6, Ringkøbing
Økonomiudvalget

Deltagere

  • Jens Jacob Østergaard
  • Hans Østergaard
  • Lennart Qvist
  • Søren Elbæk
  • Niels Rasmussen
  • Jakob Agerbo
  • Kristian Andersen

Kopier link til punktet  -   Print

1: Godkendelse af dagsorden

Sagsnr:

Sagsfremstilling

 

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Godkendt.

Kopier link til punktet  -   Print

2: Offentlig høring af den statslige screening for potentielle energiparker

Sagsnr: 23-021931

Sagsfremstilling

Formålet med dagsordenen er, at udvalgene orienteres om den gennemførte statslige screening for potentielle energiparker samt at udvalgene på baggrund af den offentlige høring godkender udkast til høringssvar.

Baggrund
Regeringen og en bred kreds af partier indgik i juni 2022 Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022. Det fremgår af aftalen, at der skal gennemføres en screening for at identificere et antal områder, der potentielt er egnede til større energiparker på land, og som kan bidrage til ambitionen om en firedobling af elproduktionen fra vedværende energi (VE) på land inden 2030.

Kommunerne og VE-branchen blev i august 2022 opfordret til at bidrage til den statslige screening ved at indmelde arealer, som vurderes egnede til etablering af VE-anlæg.

På møde den 13. september 2022 bemyndigede Byrådet borgmesteren til at udfærdige endelig høringssvar til Staten. Ringkøbing-Skjern Kommunens høringssvar af 29. september 2022 er vedlagt som bilag.

I høringssvaret opfordrede Byrådet blandt andet staten til at undersøge, om arealer vest og sydvest for Borris Skydeterræn samt dele af Borris Skydeterræn kan bringes i spil som område til en større energipark.

Også private VE-aktører benyttede sig af muligheden for at indmelde arealer i Ringkøbing-Skjern Kommune. Herunder har meldt arealer ind, som vil kunne indgå i Megaton-projektet. Herudover har staten på eget initiativ undersøgt mulige arealer.

Høring af screeningsresultatet
Med udgangspunkt i beskyttelsesinteresser, arealets størrelse, mulighed for net-tilslutning mv. har Plan- og Landdistriktsstyrelsen i samarbejde med Energistyrelsen og Miljøstyrelsen gennemført en screening. Screeningen har identificeret 32 arealer, som staten i første omgang har valgt at gå dialog omkring. Screeningsresultatet er nu sendt i offentlig høring frem til en 14. november 2023. Høringsmaterialet er vedlagt som bilag.

De 32 arealer er fordelt over hele landet. Ét areal er beliggende i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det drejer sig om et areal på 375 ha ved Tændpibe. Arealet har et indmeldt kapacitetspotentiale på 214 MW sol. Øvrige arealer i kommunen er fravalgt. Høringsmaterialet er vedlagt som bilag. Området ved Tændpibe er nærmere beskrevet på side 24 i screeningsdokumentet, mens fravalgte arealer i Ringkøbing-Skjern Kommune fremgår af side 41. Dog er Byrådets opfordring vedrørende Borris Skydeterræn ikke kommenteret.

Den offentlige høring over screeningsresultatet har til formål at oplyse om den gennemførte screening samt at kvalificere og indhente oplysninger og bemærkninger til de 32 arealer. Det er således muligt at fremsende supplerende oplysninger for de 32 arealer samt generelle bemærkninger til den gennemførte screening.

Parallelt med den offentlige høring indgår styrelserne i dialog med de berørte kommuner. Dialogen skal blandt andet afdække om arealerne er egnede til etablering af energiparker med elproduktion inden 2030. Dialogen skal også afdække lokale interesser samt om der er opbakning til de identificerede arealer fra Byrådet. Der er afsat 6 måneder til dialogen. Herunder er der afsat tid til, at Byrådet primo 2024 kan forholde sig til arealets eventuelle status som energipark og den fremtidige planlægning herfor. Desuden forventes at der bliver afholdt 2-3 møder mellem statens aktører og kommunen.

Det vil sige at Byrådet på et senere tidspunkt får mulighed for at forholde sig konkret til, hvorvidt kommunen ønsker, at arealet ved Tændpibe kommer til at indgå som en statslig energipark.

Efter dialogen vil der blive truffet endelig beslutning om, hvilke arealer, der skal udpeges til energiparker. 

Plan- og Landdistriktsstyrelsen oplyser endvidere, at der sideløbende igangsættes en ny ansøgningsrunder i 2024 og 2025, hvor alle kommuner, VE-opstillere og andre kan indmelde yderligere arealer til mulige energiparker.

Udkast til høringssvar
På baggrund af ovenstående anbefaler administrationen, at der fremsendes et høringsbrev, hvor resultatet af screeningen tages til orientering og hvor Ringkøbing-Skjern Kommune tilkendegiver at kommunen er forundret over, at øvrige indmeldte arealer ikke indgår i screeningen.

Udkast til høringsbrev er vedlagt som bilag.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022.

Regeringens Klimahandling - Sammen om mere grøn energi fra sol og vind på land.

Udpegning og fastlæggelsen af rammer for energiparker sker ved en ny lov om energiparker og regeringen kan for konkrete større og modne projekter vælge at fremsætte forslag til anlægslove, f.eks. hvis kommunerne efterspørger det. Regeringen vil sikre de udvalgte energiparker én indgang til de statslige myndigheder på natur- og miljøområdet, som vil yde rådgivning til kommunerne, stå for myndighedsbehandling og koordinere de relevante statslige myndigheders afgørelser. Et større statsligt engagement kan være med til at øge tempoet, sikre at planlægningen gennemføres, fjerne barrierer og støtte kommunernes planlægning.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Den statslige screening af arealer med potentiale til etablering af energiparker kan understøtte kommunens strategiske energiplan og klimapolitikkens mål om klimaneutralitet i 2050.

Indstilling

Administrationen anbefaler Teknik- og Miljøudvalget samt Økonomiudvalget,:

  1. at tage den gennemførte statslige screening for potentielle energiparker til orientering
  2. at med baggrund i den offentlige høring af den statslige screening for potentielle energiparker, godkende vedlagte udkast til høringssvar.

BilagBeslutning

Administrationens indstilling godkendt med en enkelt præcisering i høringssvar. Niels Rasmussen ønsker at friholde beskyttede naturområder og de bedste landbrugsarealer for VE-anlæg.

Kopier link til punktet  -   Print

3: Ansøgning om kommunegaranti for lån til Spjald Varmeværk

Sagsnr: 23-021318

Sagsfremstilling

Spjald Fjernvarme og Vandværk A.M.B.A ansøger pr. mail d. 6. oktober 2023 om kommunegaranti til optagelse af lån på ca. 3,3 mio. kr. til finansiering udskiftning af biogasmotor. Biogasmotoren skal udskiftes inden februar 2024, hvor motoren ikke må køre mere i følge garantien for den videre drift. Lånet forventes optaget i Kommunekredit og med en løbetid på op til 25 år.

Ved udskiftning af motoren vil Spjald Fjernvarme og Vandværk kunne drifte 60.000 timer nye timer.

Fjernvarmeværket har fået tilsagn fra kommune Leasing om låneoptagelse under forudsætning af garantistillelse fra Ringkøbing-Skjern Kommune.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Lånebekendtgørelsen (Bekendtgørelse nr. 1580 af 17. december 2013)

Økonomi

En eventuel garantistillelse vil ikke påvirke den kommunale låneramme.
I forbindelse med garantistillelse opkræver kommunen en engangsprovision på 1 % af garantibeløbet.
Desuden opkræves der en årlig provision på 0,4 % af restgælden pr. 31.december til betaling næste års 31. marts, idet administrationen har vurderet, at Spjald Fjernvarme og Vandværk har en stærk betalingsevne. Opkrævning af provision er besluttet af Byrådet på mødet den 10. oktober 2017.

Effektvurdering

Afgivelse af kommunegaranti vil medvirke til en billigere finansiering af de påtænkte anlægsinvesteringer.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget anbefaler Byrådet

  • at der stilles kommunegaranti for lån i kommunekredit på op til 3,3 mio. kr. til køb af ny biogas motor til driften af varmeværket.
  • at der ved afgivelse af garantien opkræves en engangsprovision på 1 % af garantibeløbet.
  • at der herudover opkræves en årlig provision på 0,4% af restgælden pr. 31. december til
    betaling næste års 31. marts.

BilagBeslutning

Søren Elbæk rejste spørgsmålet om egen habilitet. Udvalget besluttede, at der ikke forelå inhabilitet.

Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

 

Kopier link til punktet  -   Print

4: Udviklingsordninger i kystnærhedszonen samt forsøgsordning for innovative og miljømæssigt bæredygtige turismeprojekter

Sagsnr: 23-009194

Sagsfremstilling

I marts måned har Kirkeministeriet udsendt invitation til landets kystkommuner til at ansøge om tre forskellige udviklingsmuligheder i kystnærhedszonen. Med ansøgningsfrist den 1. februar 2024 har kommunerne mulighed for at ansøge inden for følgende tre ordninger:

  1. Udlæg og omplacering af kystnære sommerhusområder
  2. Udpegning af udviklingsområder i kystnærhedszonen
  3. Overførsel af eksisterende kystnære sommerhusområder til byzone

Derudover er der udsendt invitation til at søge om tilladelse til innovative og miljømæssigt bæredygtige turismeprojekter i:

  1. Forsøgsordning for Kyst- og Naturturisme

Kommunen skal tage stilling til, hvad vi ønsker at søge. Administrationen anbefaler, at kommunen søger om udpegning af udviklingsområder i kystnærhedszonen, hvilket vil være i tråd med Plan- og Udviklingsstrategien for kommunen.

Ordning 2: Udpegning af udviklingsområder i kystnærhedszonen (Planlovens §5b, stk. 2)

Kommunerne har mulighed for at ansøge Kirkeministeriet om udpegning af udviklingsområder i kystnærhedszonen.

Udpegningen af udviklingsområder er en mulighed for byrådet til at fremme vækst og udvikling i de kystnære områder. I udviklingsområder kræves ingen særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering. Områderne kan alene udpeges, hvor der ikke findes særlige landskabs-, natur- eller miljøinteresser, og skal være beskrevet i kommunens planstrategi.

I den netop vedtagne Plan- og Udviklingsstrategi 2023, er der foretaget en gennemgang af de arealer i kommunen, der vurderes at opfylde kravene til udviklingsområder. I alt er der udvalgt 15 områder. Disse fremgår af bilag til Plan- og Udviklingsstrategien.

Administrationen anbefaler, at der indsendes ansøgning om udpegning af de 15 udviklingsområder i overensstemmelse med Plan- og Udviklingsstrategi 2023.

De øvrige ordninger

Der er i Plan- og Udviklingsstrategien ikke arbejdet med de øvrige ordninger, og administrationen vurderer på den baggrund, at ordningerne ikke er relevante at søge i den nuværende ansøgningsrunde. I bilag 1 er der nærmere redegjort for de tre ordninger og administrationens betragtning omkring disse.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Planloven.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ansøgningen til staten om udpegning af udviklingsområderne fra Plan- og Udviklingsstrategi 2023 vil øge muligheden for at udvikle boliger og erhvervsområder i hovedcenterbyerne Ringkøbing og Hvide Sande. Derudover vil udviklingsområderne understøtte en generel udvikling af landsbyerne Kloster, Velling og Stadil i overensstemmelse med landdistriktspolitikkens mål. Endelig vil de give mulighed for at udvikle turisme og feriefritidsaktiviteter i Søndervig samt et rekreativt støttepunkt ved Brunbjerg vest for Stadil.

Ansøgningen støtter dermed blandet andet op om følgende fra politikkerne:

Fra Landdistriktspolitikken. Mål 3: Vi vil understøtte vækst og udvikling i landsbyer og landdistrikter.

Fra Profilerings- og bosætningspolitikken: At tiltrække og fastholde borgere.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget anbefaler, at Byrådet godkender:

  • at der ansøges om udpegning af 15 udviklingsområder i overensstemmelse med Plan- og udviklingsstrategi 2023
Teknik- og Miljøudvalget 24-10-2023
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Niels Rasmussen forbeholder sig ret til efterfølgende at forholde sig til de enkelte projekter.

BilagBeslutning

Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Niels Rasmussen forbeholder sig ret til efterfølgende at forholde sig til de enkelte projekter.

Kopier link til punktet  -   Print

5: Håndtering af bemærkninger til høringer i plansager

Sagsnr: 23-019333

Sagsfremstilling

Administrationen ønsker med dagsordenspunktet at orientere om, at administrationen indfører en ny praksis med henblik på at forenkle og effektivisere behandling af bemærkninger til plansager. Det drejer sig om de bemærkninger, kommunen modtager fra borgere, myndigheder og øvrige interessenter, når kommunen indkalder idéer og forslag til ny planlægning (foroffentlighedsfasen) samt sender planforslag i offentlig høring (offentlighedsfasen) forud for en endelig vedtagelse.

Ny praksis

Fremadrettet vil administrationen forenkle behandling af bemærkninger på følgende måde:

  • Alle indkomne bemærkninger vil fortsat blive vedlagt som bilag til den politiske behandling af sagen. Herved har alle mulighed for at læse samtlige indkomne bemærkninger i sin helhed.
  • Derudover vil administrationen udarbejde et notat, som indeholder en sammenfatning af de indkomne bemærkninger samt en overordnet beskrivelse af, hvordan kommunen forholder sig til bemærkningerne. Dette kan, hvor det giver mening, ske tematisk.
  • Det vil det fortsat blive oplyst, i hvilket omfang bemærkningerne har betydning for den videre planlægning eller giver anledning til ændring af planen i forbindelse med den endelige vedtagelse.

Forenklingen betyder, at administrationen ikke længere vil udfærdige detaljerede forslag til besvarelser på hver enkel bemærkning i en plansag.

Administrationen vil fortsat behandle visse bemærkninger grundigere for eksempel via dialog med afsenderen eller ved at bede politikerne tage særligt stilling til bemærkninger, i de tilfælde hvor den grundigere behandling fremmer sagens afklaring.

Den ændrede praksis vil gælde alle plantyper, herunder plan- og udviklingsstrategi, kommuneplan, kommuneplantillæg, lokalplaner samt bemærkninger i relation til miljøvurderinger af planer og projekter.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Behandling af bemærkninger sker i henhold til Planloven. Planlovens bestemmelser har blandt andet til formål, at offentligheden inddrages i forbindelse med beslutningen om vedtagelse af en plan, herunder skal det sikres, at bemærkninger/indsigelser får en seriøs behandling.

Af Planklagenævnets praksis kan generelt udledes, at kommunen efter Planloven ikke er forpligtet til at imødekomme indsigelser mod et planforslag eller forpligtet til at besvare indsigelser eller begrunde, hvorfor kommunen ikke følger indsigelserne.

Endvidere gælder, at det som udgangspunkt er tilstrækkeligt, at kommunen gengiver de bemærkninger/indsigelser, der er modtaget inden for fristen eller vedlægger et notat med gengivelserne som bilag til dagsordenen til udvalgsmødet/byrådsmødet. Særligt, hvis høringssvarene også i deres fulde ordlyd er vedlagt som bilag til dagsordenen. Det er ikke et krav, at indsigelserne skal gengives fuldt ud eller gengives på en bestemt måde. Forvaltningen kan derfor enten gengive indsigelser, udarbejde en sammenfatning af de indkomne indsigelser, gengive et resumé af de indkomne indsigelser eller eksempelvis referere bemærkningerne tematisk i et opsamlingsnotat.

At kommunen ikke er forpligtet til at imødekomme indsigelser betyder ligeledes, at kommunen ikke er forpligtet til at udarbejde yderligere materiale eller lave flere undersøgelser med videre på baggrund af indsigelser. Kommunen er dog som følge af officialprincippet altid forpligtet til at sørge for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ændringen sker for at effektivisere planprocessen og spare medarbejderressourcer på at udarbejde besvarelsesforslag til samtlige bemærkninger. Administrationen vurderer dermed, at den nye praksis vil forenkle planprocessen.

For nogle vil det givet vis kunne opfattes som en mindre demokratisk proces, når der ikke længere gives eksplicit svar på hver enkel bemærkning. Dog indgår bemærkningerne i behandlingen af indholdet i plansagen på samme måde som hidtil, hvor alle bemærkninger fortsat indgår i administrationens overvejelser om ændringer i planlægningen. Samtidig vil administrationen også fortsat fremlægge alle indkomne bemærkninger for politikerne og offentligheden gennem dagsordenspunkterne og dermed sikre, at bemærkningerne indgår i den demokratiske proces med plansagernes udarbejdelse.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget samt Økonomiudvalget indstiller, at Byrådet tager orienteringen til efterretning.

Teknik- og Miljøudvalget 24-10-2023
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Kopier link til punktet  -   Print

6: Indstilling om fremtidssikring af plejeboligstruktur ved lukning af to ældrecentre

Sagsnr: 23-006725

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsudvalget godkendte på mødet den 20. september 2023 en anbefaling fra administrationen om fremtidssikring af plejeboligstrukturen i form af en indstilling om lukning af to ældrecentre, nemlig Holmbohjemmet og Hemmet Plejehjem.

Anbefalingen er fremkommet på baggrund en længere proces med analyse af plejeboligområdet og politiske drøftelser.

I analysen om fremtidssikring af plejeboligstrukturen er der fokuseret på to perspektiver, nemlig borgerperspektivet og perspektivet om faglig bæredygtighed. Perspektiverne er uddybet i det vedhæftede notat "Fremtidssikring af plejeboligstrukturen ved lukning af to ældrecentre".

Beskrivelse af analyse og anbefaling

  • Borgerperspektivet

I principnotatet, og i den underliggende boliganalyse, blev der påvist en tendens til, at borgere, som visiteres til plejebolig, ønsker en bolig i en af de større byer i kommunen, centerbyerne. Denne tendens afspejles i ventelisten til plejeboliger i kommunen, som giver et klart billede af, at mens der er stort pres på ældrecentrene i kommunens centerbyer, er ønsket om en plejebolig i de mindre byer meget lille. De to ældrecentre, som har mindst søgning, er Holmbohjemmet og Hemmet Plejehjem.

  • Perspektiv om faglig bæredygtighed

Rekruttering og fastholdelse af faglige kompetencer er en landsdækkende udfordring, og det er også et aktuelt problem i Ringkøbing-Skjern Kommune. Udfordringen rammer i særlig grad de små ældrecentre, der ofte ikke kan besætte ledige stillinger med medarbejdere, som har de relevante faglige kompetencer.  Der ses størst udfordringer med rekruttering af social- og sundhedsassistent kompetencer. På nuværende tidspunkt er der på Holmbohjemmet og Hemmet Plejehjem tilsammen ansat ufaglærte eller social- og sundhedshjælpere i 10 social- og sundhedsassistentstillinger. 

Samtidig er de borgere, der flytter ind på ældrecentrene, langt mere fysisk og mentalt udfordrede end tidligere, hvilket medfører, at kravet til de faglige kompetencer er stigende. For at kunne levere ydelser og kvalitet efter Serviceloven, Sundhedsloven samt kvalitetsstandarder og værdier i Ringkøbing-Skjern Kommune er det nødvendigt, at enhederne er fagligt velfunderede, dvs. at de personalemæssigt er fagligt forsvarlige og bæredygtige i fremtiden. Faglig bæredygtighed er afgørende for at kunne være med til at sikre, at borgerne har et værdigt liv og får en værdig afslutning på livet.

Det er administrationens vurdering, at de to ældrecentre Holmbohjemmet og Hemmet Plejehjem ikke vil kunne opretholde faglig bæredygtighed i fremtiden.

På baggrund af ovennævnte analyse anbefaler administrationen;

  • At Holmbohjemmet lukkes med udgangen af november 2024 og Hemmet Plejehjem lukkes med udgangen af november 2025.
  • At antallet af plejeboliger i centerbyer i Ringkøbing-Skjern Kommune forøges ved omkonvertering af ældreboliger under centertag til plejeboliger samt genåbning af eventuelt lukkede aflastningspladser, som plejeboliger, så vi fortsat har samme antal plejeboliger.
  • At fremtidssikre og investere i øget kapacitet og boligstandard på andre ældrecentre i centerbyer.

Høring

Der er gennemført en høring af lokal MED og Ældreråd i perioden fra den 20. september til den 5. oktober 2023. Desuden har der været afholdt dialogmøder i de to lokalområder, hvorefter der er indsendt høringssvar fra disse.

Der er i alt modtaget seks hørringssvar, som er vedhæftet i bilag 1, Høringssvar vedrørende fremtidssikring af plejeboligstruktur ved lukning af to ældrecentre.

På indeværende møde drøfter Social-og Sundhedsudvalget høringssvarene med henblik på at vurdere, om de giver anledning til ændring af indstillingen om fremtidssikring af plejeboligområdet ved lukning af Holmbohjemmet og Hemmet Plejehjem.

Hvis Social- og Sundhedsudvalget beslutter at indstille lukning af de to ældrecentre sendes sagen videre til behandling i Økonomiudvalget og Byrådet.

Økonomichef Jane Henriksen og områdeleder Ane Møller deltager under dette punkt.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Lov om almene boliger m.m. LBK nr. 1203 af 03/08/2020

Økonomi

Den økonomiske virkning ved lukning Holmbohjemmet og Hemmet Plejehjem vil være:

  • omflytning af 14,7 mio. kr. til personalelønninger til åbning af plejeboliger i nuværende ældreboliger
  • omflytning af 1,3 mio. kr. direkte ledelsesudgifter, som kan afhjælpe ledelsesspændet i Sundhed og Omsorg
  • omflytning af klippekortsmidler mm. på 0,2 mio. kr., som skal anvendes til de nyåbnede plejeboliger

I en overgangsperiode, frem mod et salg af de to bygninger, vil der være årlige udgifter til:

  • el, vand og varme mm. i de tomme bygninger svarende til 0,25 mio. kr.
  • betaling af husleje for de tomme lejligheder skønnet til 1,9 mio. kr.

Engangsudgifter
Når Holmbohjemmet og Hemmet Plejehjem lukker i henholdsvis 2024 og 2025 vil der komme udgifter til at holde borgerne udgiftsneutrale i forbindelse med flytning. Her tænkes på udgifter til flyttefirma, køb af eventuelle gardiner mm. i borgers nye plejebolig.

Når lukkedatoen indtræffer skal lånene i bygningerne indfries. Disse beløb indstilles finansieret af kommunekassen. For Holmbohjemmet er restgælden 11,435 mio. kr. medio 2023. Hemmet Plejehjem drives af Bomidtvest og lukning vil derfor skulle aftales nærmere med dem.

Drift af ældrecentrene
Frem mod lukkedatoerne vil begge ældrecentre blive driftet jf. kvalitetsstandarderne for ældrecentrene. Efterhånden, som der ikke flytter nye beboere ind, vil budgettildelingen falde. På et tidspunkt, er det ikke længere muligt at foretage tilpasninger i personalets fremmøde, og derfor vil der opstå merforbrug i driften. Områdeleder og enhedsleder vil være i løbende dialog omkring minimumsnormeringen.

Viden & Strategi, Økonomi har ikke yderligere bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen yderligere bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Social- og Sundhedsudvalget

  • drøfter de samlede høringssvar, som fremgår af bilag 1,
  • og træffer, på den baggrund, beslutning vedrørende indstilling om lukning af de to ældrecentre til behandling i Økonomiudvalget den 7. november og Byrådet den 21. november.

Hvis Social- og Sundhedsudvalget indstiller til lukning af de to ældrecentre, anmoder administrationen yderligere om, at Social- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet beslutter følgende:

  • Der afsættes 10,435 mio. kr. til indfrielse af restgæld i Holmbohjemmet. Beløbet finansieres af kassen.
  • Der indarbejdes midler i budget 2025 til indfrielse af restgæld i Hemmet Plejecenter (som drives af BoMidtVest).
  • Driftsmidler omflyttes løbende fra de to plejecentre, som nedlægges, til henholdsvis drift af nye pladser på andre plejecentre samt afhjælpning af ledelsesspændet i Sundhed og Omsorg.
  • Driftsmidler omflyttes i budget 2025 til el, vand og varme samt tomgangshusleje. 

Social- og Sundhedsudvalget 11-10-2023
Høringssvarene og signalerne fra dialogmøderne blev drøftet grundigt.

Social- og Sundhedsudvalget beslutter at anbefale Byrådet at lukke Holmbohjemmet med udgangen af november 2024 og Hemmet Plejehjem med udgangen af november 2025.

Det anbefales, at der afsættes 10,435 mio. kr. til indfrielse af restgæld i Holmbohjemmet. Beløbet finansieres af kassen.

Det anbefales yderligere, at 

  • der indarbejdes midler i budget 2025 til indfrielse af restgæld i Hemmet Plejecenter (som drives af BoMidtVest)
  • driftsmidlerne omflyttes løbende fra de to plejecentre, som nedlægges til henholdsvis drift af nye pladser på andre plejecentre samt afhjælpning af ledelsesspændet i Sundhed og Omsorg 
  • driftsmidlerne omflyttes i budget 2025 til el, vand og varme samt tomgangshusleje
Fraværende: Jens Jensen.

BilagBeslutning

Økonomiudvalget anbefaler Social- og Sundhedsudvalgets anbefalinger godkendt.

Kopier link til punktet  -   Print

7: Takster 2024 for ældreområdet og handicap- og psykiatriområdet

Sagsnr: 22-026733

Sagsfremstilling

Administrationen fremsender takster for ældreområdet og handicap- og psykiatriområdet for 2024 til godkendelse.

Generelt er taksterne fremskrevet med KL's fremskrivningsprocenter eller statens satsreguleringsprocent.

På madserviceområdet udmelder Social-, Bolig- og Ældreministeriet en maksimal månedstakst for døgnkost samt takst pr. portion madservice. Afviger disse takster fra de beregnede takster, vil taksterne efterfølgende blive ændret til Social-, Bolig- og Ældreministeriets gældende takster.

På sundhed- og omsorgsområdet er taksterne vedrørende servicepakker genberegnet grundet ændret indhold i pakkerne. For vaskeprisen er den hidtidige beregningsmetode valideret, hvilket har betydet ændringer i priserne.

Det årlige brugerkort på aktivitetsområdet fremskrives hvert fjerde år. Næste fremskrivning er til årene 2026-2029.

På handicap- og psykiatriområdet har ændringen af status fra botilbud til bostøtte i visiterede boliger betydet, at det ikke fremover er muligt at tilvælge servicepakker.

Taksterne fremgår af bilag 1-3 hvor bilag 1 vedrører Sundhed og Omsorg. Bilag 2-3 vedrører Handicap og Psykiatri.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Bekendtgørelse nummer 1576 af 27. december 2014 om betaling for generelle tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. efter servicelovens §§ 79, 83 og 84.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet, at

  • de vedlagte takster 2024 godkendes
  • såfremt Ringkøbing-Skjern Kommunes månedstakst for døgnkost samt takst for en portion

    madservice afviger Social-, Bolig- og Ældreministeriets takster, anvendes Social-, Bolig- og Ældreministeriets takster.

Social- og Sundhedsudvalget 11-10-2023
Social- og Sundhedsudvalget godkender administrationens indstilling.

Fraværende: Jens Jensen.

BilagBeslutning

Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Kopier link til punktet  -   Print

8: Orientering om danmarkskort over omgørelsesprocenter på socialområdet for året 2022

Sagsnr: 23-016627

Sagsfremstilling

Ankestyrelsen behandler klagesager fra borgerne på socialområdet og offentliggør hvert år resultaterne af deres behandling på et Danmarkskort. Ifølge Retssikkerhedsloven skal Byrådet
behandle danmarkskortet på et møde samt tage stilling til, om forvaltningen skal udarbejde en
handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling. Hvis Byrådet beslutter, at der ikke skal udarbejdes en handlingsplan, skal Ankestyrelsen orienteres. Ankestyrelsen
kan herefter pålægge Byrådet at udarbejde en handlingsplan.

Hvad viser Danmarkskortet?

Ankestyrelsens afgørelse af en klagesag kan have et af følgende resultater:

  • Stadfæstelse: Ankestyrelsen fastholder kommunens afgørelse. Der sker ingen ændringer for den, der har klaget.
  • Hjemvisning: Ankestyrelsen sender sagen tilbage til kommunen, hvorefter kommunen skal genbehandle sagen.
  • Ændring/ophævelse: Ankestyrelsen er helt eller delvis uenig i afgørelsen og ændrer/ophæver den.

Andelen af realitetsbehandlede klagesager i Ankestyrelsen, som enten er hjemvist, ændret eller ophævet kaldes omgørelsesprocenten. Omgørelsesprocenten fortæller derfor noget om rigtigheden af den del af kommunens afgørelser, der påklages Ankestyrelsen. Det er mindre end 5 procent af kommunens afgørelser, der påklages til Ankestyrelsen.

Danmarkskortene 2022

Social-og Ældreministeriet har offentliggjort tre forskellige danmarkskort over omgørelsesprocenter
for 2022:

  1. Danmarkskort for socialområdet generelt: https://sm.dk/danmarkskort/2023/jun/omgoerelsesprocenter-paa-socialomraadet-i-2022
  2. Danmarkskort specifikt for en række bestemmelser på børnehandicapområdet: https://sm.dk/danmarkskort/2023/jun/omgoerelsesprocenter-paa-boernehandicapomraadet-i-2022
  3. Danmarkskort specifikt for en række bestemmelser på voksenhandicapområdet: https://sm.dk/danmarkskort/2023/jun/omgoerelsesprocenter-paa-voksenhandicapomraadet-i-2022

I danmarkskortet for socialområdet generelt (nr. 1) indgår alle bestemmelser i serviceloven, hvor der
er kommunal klageadgang. Dvs. både børne- og ungeområdet, ældreområdet og handicap- og
psykiatriområdet.

Overordnet fremgår det af Ankestyrelsens opgørelse, at udviklingen i Ringkøbing-Skjern Kommunes
omgørelsesprocenter er stigende, og omgørelsesprocenterne for Ringkøbing-Skjern Kommune ligger
over landsgennemsnittet.

Børne- og Familieudvalget og Social- og Sundhedsudvalget behandlede i efteråret 2022 danmarkskortene for 2021. Udvalgene vedtog i denne forbindelse handleplaner for henholdsvis Børn
og Familie og Handicap og Psykiatri. Handleplanerne er vedlagt som bilag til dagsordenspunktet.

Børne- og Familieudvalget og Social- og Sundhedsudvalget drøftede danmarkskortene for 2022 på udvalgsmøderne den 20. september 2023. Børne- og Familieudvalget og Social- og Sundhedsudvalget besluttede, at der arbejdes videre med handlingsplanene for henholdsvis Børn
og Familie og Handicap og Psykiatri, som blev godkendt i efteråret 2022.

Ældrerådet og Handicaprådet er desuden orienteret om danmarkskortene for 2022.

Ældrerådets høringssvar til sagen dateret 19.09.2023:
Ældrerådet besluttede, at de ikke anbefaler en handlingsplan udarbejdet.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Lovbekendtgørelse nr. 265 af 25. februar 2022 om retssikkerhed og administration på det sociale
område, med senere ændringer (retssikkerhedsloven) §§ 79 a og 79 b.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ankestyrelsen har i 2022 realitetsbehandlet 33 klagesager vedrørende paragraffer inden for Handicap
og Psykiatri og Sundhed og Omsorg sammenlignet med 26 klagesager i 2021. Omgørelsesprocenten
er steget en smule fra 39 til 42,4 procent.

Ankestyrelsen har i 2022 realitetsbehandlet 12 klagesager vedrørende paragraffer inden for Børnehandicap, Familierådgivningen sammenlignet med 30 klagesager i 2021. Omgørelsesprocenten er steget fra 40 til 58 procent. Dette begrundet i det meget lave antal klagesager (fx 5 klagesager vedr. tabt arbejdsfortjeneste, hvoraf 3 blev stadfæstet og 2 blev hjemvist).

Indstilling

Administrationen indstiller, at Social-og Sundhedsudvalget:

  • drøfter statistikken over Ankestyrelsens behandling af klagesager på socialområdet,
  • beslutter, at der arbejdes videre med handlingsplanen, som Social- og Sundhedsudvalget godkendte i september 2022 (se bilag 4), og
  • videresender sagen til orientering i Økonomiudvalget og Byrådet.
Social- og Sundhedsudvalget 20-09-2023
Ældrerådets høringssvar blev drøftet. Ældrerådets beslutning noteres under sagsfremstillingen. 

Administrationens indstilling godkendes.

Hans-Christian Blichfeldt var fraværende ved sagens behandling.

Administrationen indstiller, at Børne- og Familieudvalget:

  1. drøfter statistikken over Ankestyrelsens behandling af klagesager på socialområdet
  2. beslutter, at der arbejdes videre med handlingsplanen, der blev godkendt af Børne- og
    Familieudvalget i september 2022 (se bilag 4)
  3. videresender sagen til orientering i Økonomiudvalget og Byrådet

Børne- og Familieudvalget 20-09-2023
Børne- og Familieudvalget drøftede statistikken og besluttede at arbejde videre med handlingsplanen
som indstillet. Sagen videresendes til orientering i Økonomiudvalget og Byrådet.

Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget og Byrådet:

  • tager orienteringen til efterretning.

BilagBeslutning

Taget til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

9: Forældrebetalingstakster for 2024 for børn i dagtilbud og skolefritidsordninger

Sagsnr: 23-019334

Sagsfremstilling

Administrationen fremsender forslag til forældrebetalingstakster for dagtilbud og skolefritidsordninger gældende fra 1. januar 2024. Taksterne skal i henhold til dagtilbuds- og folkeskoleloven offentliggøres senest 1 måned inden ikrafttrædelse.

Administrationen har beregnet taksterne ud fra bruttodriftsudgifterne på baggrund af følgende forældrebetalingsprocenter:

  • 25% i dagplejen
  • 22% i vuggestue 
  • 25% i børnehave
  • 30% for skolebørn i dagtilbud (Hover-Torsted og Ølstrup)
  • 60% for skolebørn i skolefritidsordninger
  • 55% for skolebørn i SFO-klubber

Betalingsprocenterne for børn i dagpleje, vuggestue og børnehave må jævnfør dagtilbudsloven maximalt udgøre 25%. Byrådet har tidligere besluttet, at forældrebetalingsprocenten for vuggestuer udgør 22%.

Til budgetlægningen for 2024 og overslagsårene er det besluttet, at forældrebetalingsprocenten for børn i vuggestue hæves til 23% i 2025, 24% i 2026 og 25% i 2027. 

Betalingsprocenten for skolebørn i dagtilbud må jævnfør dagtilbudsloven maximalt udgøre 30%.

Betalingsprocenten for skolebørn i skolefritidsordninger og SFO-klubber fastsættes af Byrådet jævnfør folkeskoleloven.

Taksterne er beregnet under forudsætning af, at Byrådet godkender budgettet for 2024 som indstillet på Byrådets møde den 10. oktober 2023. 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Dagtilbudsloven og folkeskoleloven.

Økonomi

Viden og Strategi, Økonomi har følgende bemærkninger til taksterne:

  • taksten for børn i dagpleje stiger med 6,6%. Ud over stigningen i lønomkostningerne, skyldes den forholdsvis store stigning, at antallet af dagplejebørn er faldende. Dermed er der færre til at dække de faste omkostninger i dagplejen, så som dagplejedepotet m.m.
  • taksterne for børn i vuggestue og børnehave stiger med henholdsvis 3,2% og 5,6%. Den gennemsnitlige stigning på de to takster svarer til stigningen i lønomkostningerne.
  • taksten for børn i SFO stiger med 2,1%. Den forholdsvis lille stigning skyldes, at der er flere børn i skolefritidsordningerne, herunder flere børn i skolefritidsordninger under minimumsnormering. Det betyder, at der er flere børn til at dække de faste omkostninger i skolefritidsordningerne såsom dækning af minimumsnormeringen til 5 skolefritidsordninger, rengøring m.m. 
  • taksten for børn i SFO-klubber stiger med 11%. Ud over stigningen i lønomkostningerne, skyldes den forholdsmæssige store stigning i taksten, at der forventes indskrevet færre børn i SFO-klubber i 2024 end i 2023. Dermed er der færre børn til at dække de forholdsmæssige store grundtildelinger, der gives til de enkelte SFO-klubber. 

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at sagen oversendes til Økonomiudvalget og Byrådet med indstilling om, at forældrebetalingstaksterne for 2024 godkendes.

Børne- og Familieudvalget 11-10-2023
Børne- og Familieudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Dan Jørgensen rejste spørgsmål om egen habilitet. Udvalget drøftede dette og besluttede, at han var inhabil. Dan Jørgensen deltog ikke i behandlingen af sagen.

Fraværende: Carsten Bjerg, Dan K. Jørgensen (inhabil).

BilagBeslutning

Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Kopier link til punktet  -   Print

10: Ændring og tilføjelse af delegering af kompetencen vedrørende ansøgninger om afkortning af undervisningstiden

Sagsnr: 15-035993

Sagsfremstilling

Ændring af tidligere beslutning om delegering af kompetencen vedrørende § 16 b og § 16 d i folkeskoleloven:

I december 2013 blev § 16 b tilføjet folkeskoleloven. 

Den daværende § 16 b gav mulighed for at afkorte undervisningstiden for alle årgange ved at konvertere den understøttende undervisning til to-voksenundervisning.

Byrådet besluttede på sit møde den 10. november 2015 efter indstilling fra Børne- og Familieudvalget,

  • at beslutningskompetencen vedrørende ansøgninger om afkortning af undervisningstiden delegeres til den enkelte skoleleder. Skolebestyrelsen skal forud for skolelederens beslutning afgive en udtalelse.
  • at de skoler – der får godkendt ansøgning om kortere undervisningstid – forpligtes indenfor de eksisterende økonomiske rammer at tilbyde eleverne et relevant fritidstilbud i de timer, som dispensationen vedrører uden særskilt betaling fra forældrene.
  • at administrationen orienteres i hver enkelt sag, hvor skolelederen træffer beslutning om afkortelse af undervisningstiden.

I maj 2019 blev § 16 b i folkeskoleloven ændret og § 16 d blev samtidig tilføjet. Den grundlæggende ændring var, at den oprindelige § 16 b blev delt i § 16 b og § 16 d.

§ 16 b blev målrettet børnehaveklassen, 1.-3. klasse samt specialklasser og specialskoler, hvor den tidligere vedrørte alle klassetrin. Samtidig forblev fokus på, at tilladelsen kun kunne gives bestemte klasser/klassevis.

§ 16 d blev målrettet 4.-9. klasse, og skolerne må her kun konvertere to timers understøttende undervisning til to to-lærertimer i den fagopdelte undervisning.

Byrådet besluttede på sit møde den 18. juni 2019 efter indstilling fra Børne- og Familieudvalget,

  • at beslutningskompetencen vedrørende § 16 b og § 16 d uddelegeres til skolelederen på samme vilkår som det blev besluttet den 10. november 2015.

Praksis er derfor i dag, at skolelederen skal orientere administrationen hver gang der træffes beslutning om at bringe § 16 b og § 16 d i anvendelse. Det er administrationens vurdering, at orienteringen ikke længere har noget meningsfuldt formål.

Administrationen anbefaler derfor, at administrationen ikke længere skal orienteres i hver enkelt sag, hvor skolelederen gør brug af § 16 b og § 16 d. De øvrige vilkår fra byrådsbeslutningen af 18. juni 2019 skal fortsat være gældende.

Tilføjelse af ny delegering af kompetencen vedrørende § 16 e i folkeskoleloven

§ 16 e blev indført i folkeskoleloven i november i 2021. Den er målrettet alle klassetrin, og der er ikke noget loft for, hvor mange timer, man kan konvertere. Paragraffen er således mindre restriktiv end § 16 b og § 16 d.

Den blev oprindeligt indført for at give nogle frihedsgrader for at håndtere covid-19, og har hele tiden været og er midlertidig. Fra politisk side har man løbende forlænget paragraffen for at understøtte og give plads til at tage hånd om faglige og trivselsmæssige problemer hos eleverne.

Administrationen anbefaler, at kompetencen vedrørende § 16 e uddelegeres til skolelederen så længe bestemmelsen er gældende - og at det sker på samme vilkår, som det blev besluttet af Byrådet den 18. juni i 2019 med hensyn til § 16 b og § 16 d. Dog således at skolelederne heller ikke her skal orientere administrationen. 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Folkeskolelovens § 16 b, § 16 d og § 16 e.

Økonomi

De skoler, der anvender ordningen, forpligtes til indenfor de eksisterende økonomiske rammer at tilbyde eleverne et relevant fritidstilbud i de timer, som dispensationen vedrører uden særskilt betaling fra forældre.

Viden og Strategi, Økonomi har ingen yderligere bemærkninger. 

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at sagen oversendes til Økonomiudvalget og Byrådet med indstilling om,

  • at administrationen ikke længere skal orienteres, såfremt skolelederne tager § 16 b og § 16 d i anvendelse. De øvrige vilkår fra byrådsbeslutningen af 18. juni 2019 er fortsat gældende.
  • at kompetencen vedrørende § 16 e uddelegeres til skolelederen så længe bestemmelsen er gældende - og at det sker på samme vilkår, som det blev besluttet af Byrådet den 18. juni i 2019 med hensyn til § 16 b og § 16 d. Dog således at skolelederne heller ikke her skal orientere administrationen. 

Såfremt Byrådet beslutter at følge administrationens indstilling, tilføjer administrationen dette i bilaget til styrelsesvedtægten for Ringkøbing-Skjern Kommunes skoler.

Børne- og Familieudvalget 11-10-2023
Børne- og Familieudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Fraværende: Carsten Bjerg.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Kopier link til punktet  -   Print

11: Vilkår for Ældrerådet og Handicaprådet

Sagsnr: 23-008348

Sagsfremstilling

Resumé:

Denne sag handler om vilkår for Ældrerådet og Handicaprådet. Administrationen har på baggrund af henvendelse fra Ældrerådet revurderet regelsættet for rådsarbejdet, hvilket har resulteret i, at der nu foreligger udkast til vedtægtsændringer for begge råd. Det er præciseret i vedtægterne, at rådenes primære arbejdsredskab er iPad. At kriterierne for at modtage diæter udvides. Og at rådene selv vurderer, om kørselsgodtgørelse skal udbetales med udgangspunkt i høj eller lav takst. 

Sagsfremstilling:

Ældrerådet og Handicaprådet er til stor gavn for kommunens ældre samt personer med handicap. Det
er vigtigt, at Byrådet og den kommunale administration har et godt samarbejde med Ældrerådet og
Handicaprådet, og derfor er det afgørende, at medlemmerne af de to råd har hensigtsmæssige og
tidssvarende arbejdsredskaber til løsning af de opgaver, som rådene udfører.

Medlemmer af Ældrerådet har henvendt sig til administrationen med en række spørgsmål om, hvilke udgifter der dækkes for medlemmerne af rådet, og hvilke der ikke dækkes.

Administrationen har på baggrund af henvendelserne revurderet regelsættet for rådsarbejdet - og har udarbejdet forslag til vilkår for Ældrerådet og Handicaprådet. Forslag til vilkår har været i høring i
begge råd i juni 2023. På baggrund af administrationens oplæg til vilkår samt rådenes høringssvar
foreligger der nu udkast til nye vedtægter for hhv. Ældrerådet og Handicaprådet.

Ændringerne i vedtægterne uddybes i bilagsmaterialet - men helt konkret drejer ændringerne sig om
følgende:

  • Rådsarbejde udføres ved hjælp af digitale løsninger. Rådsmedlemmer får udleveret iPads. Der tilbydes SIM-kort i iPads efter anmodning fra det enkelte rådsmedlem.
  • Kriterierne for at modtage diæter udvides. Rådsmedlemmer kan fremover også modtage diæter for deltagelse i formelle møder, som Social- og Sundhedsudvalget har besluttet, at rådet skal deltage i.
  • Kørselsudgifter godtgøres og rådene kan selv beslutte, om der køres efter lav eller høj takst. Uanset valg af takst skal udgifterne afholdes af rådene.

Administrationen stiller fortsat mødelokaler og sekretariatsbetjening til rådighed for begge råd. I mødelokalerne er der adgang til trådløst internet, hvilket betyder, at iPads uden SIM-kort kan anvendes.

Vedtægtsændringerne er godkendt af Ældrerådet den 19. september 2023 og Handicaprådet den 5. oktober 2023.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ældreråd: Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, §31.
Handicapråd: Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, §37.
Lov om kommunernes styrelse, §16.

Medlemmer af Handicaprådet og Ældrerådet har ret til at modtage diæter, erstatning for
dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 i lov om
kommunernes styrelse.

Ved deltagelse i aktiviteter nævnt i § 16 skal medlemmerne have:

  • godtgørelse for dokumenterede nødvendige udgifter til børnepasning
  • befordringsgodtgørelse og godtgørelse for fravær fra hjemstedet
  • godtgørelse af dokumenterede nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap
  • godtgørelse af dokumenterede nødvendige udgifter til pasning af syge nære pårørende.

Bemærk at der skal være en dokumenteret udgift at godtgøre.

Byrådet kan beslutte at godtgøre andre udgifter:

Byrådet kan beslutte at godtgøre andre udgifter, som er forbundet med deltagelse i de i § 16 nævnte
møder m.v. eller at yde anden støtte i forbindelse med deltagelse i møderne. Det er en betingelse, at støtten har nær sammenhæng med det kommunale hverv. Byrådet kan beslutte at godtgøre udgifter, der har nær sammenhæng med medlemmets kommunale hverv, f.eks. udgifter til telefonabonnement, internetadgang, avishold, kopiering m.v. eller sekretærhjælp m.v., mobiltelefon, computer, tablet, printer og internetforbindelse.

Bemærk at der skal være en dokumenteret udgift at godtgøre.

Økonomi

Udgifter til iPads, SIM-kort, diæter, kørsel m.v. afholdes inden for eget budget.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget anbefaler, at Byrådet godkender vedtægtsændringerne for:

  • Ældrerådet - som de fremgår i Ældrerådet bilag 3
  • Handicaprådet - som de fremgår i Handicaprådet bilag 3.

BilagBeslutning

Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Kopier link til punktet  -   Print

12: Udbudsplan 2024

Sagsnr: 23-020570

Sagsfremstilling

Økonomiudvalget orienteres hvert år om udbudsplanen for det kommende år. Nedenstående er planen over, hvilke tjenesteydelser og varekøb, som forventes udbudt i henhold til Udbudsloven.

En udbudsforretning tager gerne nogle måneder og følger nødvendigvis ikke kalenderåret. Bygge-/ anlægsopgaver og IT-systemer indgår ikke i udbudsplanen.

Udbudsplanen kan ændres, hvis der kommer nye og opprioriterede opgaver ind - f.eks. hvis et fagområde har behov for akut bistand til et udbud, eller hvis der politisk fremkommer krav, der fordrer et udbud.

Nogle opgaver udbydes i eget regi, mens udbudsforpligtigelsen på andre områder løftes af KL's forpligtigende aftaler gennem SKI, og andre gange gennem en frivillig SKI-aftale.

Udbud 2024

Kontrakt start

Type

Biblioteksmaterialer til centralbiblioteker og skolebiblioteker

4. kvartal 2024

Genudbud

Dentalmaterialer

4. kvartal 2024

Genudbud

Forbrugsartikler

3. kvartal 2024

Genudbud

Genbrugshjælpemidler

2. kvartal 2024

Genudbud

Møbler (kommunal) (2025)

2. kvartal 2025

Genudbud

Kaffe og te

3. kvartal 2024

Genudbud

Kreative materialer 2024

1. kvartal 2024

Genudbud

Psykologydelser/psykiater Beskæftigelse

2. kvartal 2024

Ny

Rekrutteringskonsulenter

2024

Ny

Stomiprodukter

2. kvartal 2025

Genudbud

Tandlægeydelser

4. kvartal 2024

Genudbud

Urologihjælpemidler

1. kvartal 2024

Ny - Region

Vejsalt

4. kvartal 2024

RKSK

Inventar til tandlægeklinik

2024

Ny

Indkøb af køretøjer

Kontrakt start

Udbyder

Elbiler til Bostøtten

2024

Ny

Kølebil til Åkanden

2024

Genudbud

Biler til Beskæftigelse

2. kvartal 2024

Genudbud

Biler til Sundhed og Omsorg Akut Team

3. kvartal 2024

Genudbud

Bil til Skelbækcentret

1. kvartal 2024

Genudbud

Minibus til Skelbækcentret

2. kvartal 2024

Genudbud

Minibus til Sommerfuglen

4. kvartal 2024

Genudbud

El-varebil til IT

2. kvartal 2024

Genudbud

Varebil til LBK

2024

Genudbud

2 Mandskabsvogne til LBK

2024

Genudbud

3Ladbilertil LBK

2024

Genudbud

Stor Traktor til LBK

2024

Genudbud

Kompakt traktor til LBK

2024

Genudbud

 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Lov om udbud nr. 1564 af 15/12/2015 og med senere ændringer

Økonomi

De afledte mer- eller mindre udgifter afholdes af/tilgår i udgangspunktet det respektive fagområde.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget tager orienteringen til efterretning.

BilagBeslutning

Taget til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

13LUKKET PUNKT: Ejendomssag

Sagsnr: 23-020326

Beslutning

Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling vedr. pkt. 1-3 godkendt. Økonomiudvalget anbefaler vedr. pkt. 4, at der er fortsat fokus på erhvervelse af erhvervsarealer i Ringkøbing.

Kopier link til punktet  -   Print

14: Gensidig orientering

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Orientering fandt sted.

Kopier link til punktet  -   Print

15: Underskriftsside

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Kontaktoplysninger
Politisk Administrativt Sekretariat
Politisk Administrativt Sekretariat
Ved Fjorden 6
6950 Ringkøbing