Referat: 6. juni 2023 kl. 08:00

Mødelokale 6, Rådhuset, Ved Fjorden 6, Ringkøbing
Økonomiudvalget

Deltagere

  • Hans Østergaard
  • Niels Rasmussen
  • Kristian Andersen
  • Jens Jacob Østergaard
  • Jakob Agerbo
  • Lennart Qvist
  • Søren Elbæk

Kopier link til punktet  -   Print

1: Godkendelse af dagsorden

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Godkendt.

Fraværende
  • Lennart Qvist ()
  • Kristian Andersen ()

Kopier link til punktet  -   Print

2: Prioritering af Ejendomscenterets anlægsmidler

Sagsnr: 22-021214

Sagsfremstilling

Økonomiudvalget anmodes om at indstille til byrådet, om at der gives en tillægsbevilling til 4 af ejendomscenterets anlægsprojekter, hvor der forventes et merforbrug, samt at der gives en bevilling til 2 nye projekter ejendomscenteret vurdere bør igangsættes.

Ejendomscenteret har nogle projekter, som er blevet dyrere end budgetteret, og der mangler således finansiering.

Det drejer sig om følgende projekter:

Tabel 1

Centerparken - Udskiftning af tag

Der har samlet været afsat 2,5 mio. kr. til det samlede projekt. Ejendomscenteret ønsker at der bliver lagt tagsten fremfor tagpap, da dette har en længere levetid. Det her dog en forventet merudgift på 0,2 mio. kr.

Spjald Skole - Renovering af faglokale

Projektet omhandler en renovering af fysik/kemi lokalet, som er af ældre dato. Der er oprindeligt afsat 0,6 mio. kr. men det forventes at koste 0,2 mio. kr. mere. Dette fordi skolens oprindelige afsatte midler er trukket ud af projektet samt en stigning på materialepriser. 

Vorgod-Barde Skole - Renovering af faglokale

Projektet om omhandler en renovering af hjemmekundskabslokalet. der er afsat 0,8 mio. kr. og den samlede udgift forventes at blive 1,050 mio. kr. der mangler således 0,234 mio. kr. Dette grundet stigende materialepriser samt ændringer i projektet, da administrationen valgte at slå dele af projektet sammen med skift af ventilationen på skolen. 

Off. Toilet Ringkøbing Haven - Renovering

Det offentlige toilet på Ringkøbing Havn ved havnekontoret er blevet renoveret. Det har dog vist sig at projektet er blevet 0,1 mio. kr. dyrere end forventet. Dette bl.a. grundet ændringer i projektet.

Det betyder at der samlet mangler finansiering på 0,743 mio. kr. til de 4 projekter. Beløbet kan finansieres af ejendomscenterets vedligeholdelsespulje, hvor der er et resterende budget på 4,2 mio. kr.

Nye projekter

Ejendomscenteret har 2 nye projekter som vurderes bør igangsættes. Det forventede budget for disse projekter er 1,1 mio. kr. Begge projekter kan finansieres af vedligeholdelsespuljen.

Tabel 2

Fjelstervang Skole - Reparation af gulv

På Fjelstervang Skole er der en udfordring med gulvet i kælderen, hvor der på grund af opstigende grundvand er kommet fugt i gulvet. I forbindelse med at gulvet skal laves efterisoleres terrændækket, så der sikres mod det opstigende grundvand, så problematikken ikke opstår igen. Det samlede projekt forventes at koste 0,6 mio. kr.

Fjorden 6 - Reparation af gulv i hall

På rådhuset i Ringkøbing er skiffergulvet i hallen blevet skruk. Det betyder at fliserne slipper og ligger skævt. Der er derfor risiko for at rådhusets daglige brugere samt gæster kan snuble. Det forventes at koste 0,5 mio. kr. at lægge nyt skiffergulv i hallen.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til byrådet med indstilling om at,

  1. Der gives en tillægsbevilling til anlægsbevillingen til projekterne vist i tabel 1 på 743.000 kr. finansieret af det afsatte rådighedsbeløb på 4,2 mio. kr. i vedligeholdelsespuljen
  2. der gives en anlægsbevilling til projekterne vist i tabel 2 på 1,1 mio. kr. finansieret af det afsatte rådighedsbeløb på 4,2 mio. kr. i vedligeholdelsespuljen.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Fraværende
  • Kristian Andersen ()
  • Lennart Qvist ()

Kopier link til punktet  -   Print

3: Bomidtvest - Svinget-Nygade, Skjern Skema B for 34 almene boliger

Sagsnr: 19-022493

Sagsfremstilling

Bomidtvest har den 17. maj 2023 fremsendt ansøgning om Byrådets godkendelse af skema B for opførelse af 34 almene boliger på Svinget i Skjern. 

Byrådet har på møde den 17. august 2021 dagsordenspunkt 4, godkendt skema A for det pågældende projekt. På daværende tidspunkt blev der ansøgt om 41 almene boliger med en forventet anlægsudgift for projektet på ca. 86,6 mio. kr.
Boligselskabet har i mellemtiden reduceret antallet af boliger til 34 boliger. Denne reduktion skyldes hovedsageligt, at de boliger der var tiltænkt til 2-plans boliger ift. skema A, nu er bygges som 1-plans boliger i stedet. Herefter er alle boliger i 1-plan. Boligselskabet oplyser at 1-plans lejligheder giver det bedste grundlag for udlejning i Skjern, da de ikke har den bedste udlejningserfaring med boliger i 2 plan i Skjern området. 
Projektet fordeles på 8 stk. 4-værelsesboliger og 26 stk. 3-værelsesboliger med et samlet boligareal på ca. 3.361 m2.

Huslejeniveauet vil komme til at ligge med en månedlig husleje på 8.050 kr. for 97m2 og 8.715 kr. for 105m2. I skema A var huslejeforventningen mellem 6.605 kr. og 7.990 kr. Boligselskabet oplyser, at denne ændring i huslejen bl.a. skyldes ændringerne i m2 størrelserne fra 90-109 m2 til nu 97-105 m2 og dernæst at byggeomkostningerne også er steget meget siden skema A ansøgningen. Byggeperioden forventes at være ca. 12 mdr. med forventet opstart oktober/november 2023.

Reduktionen i antal boliger gør, at den forventede samlede anlægsudgift for projektet nu vil være 74,6 mio. kr.

Finansiering af byggeriet til i alt 74,6 mio. kr. vil med udgangspunkt i almenboligloven blive optaget med realkreditlån på 65,6 mio. kr., beboerindskuddet udgør 1,5 mio. kr., og kommunen yder grundkapitalindskud på 7,5 mio. kr.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Almenboligloven.

Økonomi

Realkreditlån, der optages af almene boligorganisationer, påvirker ikke den kommunale
låneramme. Som følge heraf vil kommunens garantistillelse overfor en del af lånet heller ikke
have nogen indflydelse på kommunens generelle låneadgang.

Effektvurdering

Godkendelse af ansøgningen vil være afgørende for gennemførelsen af det planlagte byggeri.

Indstilling

Administrationen indstiller til Byrådets godkendelse
• at det fremsendte skema B godkendes.
• at den budgetterede gennemsnitlige månedlige husleje på 8.050 kr. for 97m2 og 8.715 kr. for 105m2 godkendes.
• at der gives tilsagn om kommunal garantistillelse på ca. 44,1 mio. kr., svarende til ca.
67,20% af realkreditlånet på ca. 65,6 mio. kr.
• at kommunen yder grundkapitalindskud på ca. 7,5 mio. kr., som finansieres af det afsatte budgetbeløb.
• at endelig fastlæggelse af garanti- og lånebeløb sker i forbindelse med fremsendelse af
skema C.

BilagBeslutning

Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Fraværende
  • Lennart Qvist ()
  • Kristian Andersen ()

Kopier link til punktet  -   Print

4: Endelig vedtagelse af plangrundlag for et område til skovrejsning i det vestlige Vorgod-Barde

Sagsnr: 22-004961

Sagsfremstilling

Forslag til Tillæg 32 blev vedtaget af Byrådet den 21. februar 2023, og har været fremlagt i offentlig høring i perioden fra den 27. februar til og med 24. april 2023. Nu anbefaler administrationen, at plangrundlaget vedtages endeligt med en mindre tilrettelse.

Formål
Formålet med kommuneplantillægget er at give mulighed for at udpege et område til positiv skovrejsning. Arealet ligger indenfor et boringsnært beskyttelsesområde (BNBO), hvor der er øget risiko for at forurene drikkevandet. Med kommuneplantillægget udtages arealet af kommuneplanrammen 54be014 til blandet bolig og erhvervsformål og samtidig tilrettes bymidteafgrænsningen. Derudover præciseres i de tilbageværende rammelagte arealer indenfor BNBO, at anvendelsen ikke ændres til mere grundvandstruende aktiviteter.

Resultat fra offentlighedsfasen
Der er i offentlighedsfasen modtaget to bemærkninger. En fra Ribe Stift, som ingen indsigelser havde til planforslaget samt en samlet bemærkning fra naboerne øst for arealet til positiv skovrejsning.

De indkomne bemærkninger og notat med administrationens forslag til svar er vedlagt som bilag.

Naboerne er bekymret for forringelse af deres frie udsyn mod vest fra deres haver, og at de får skyggepåvirkninger fra skoven. De har derfor indtegnet et alternativ afgræsningsforslag til udpegning til positiv skovrejsning. Desuden er naboerne bekymret for gener fra hunde og borgere, der opholder sig i skoven.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Planloven
Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
Bekendtgørelse om vurdering af boringsnære beskyttelsesområder og indberetning.
Skovloven

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Vedtagelsen af plangrundlaget understøtter kommunens målsætning om beskyttelse af grundvand og drikkevand. 

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget samt Økonomiudvalget anbefaler Byrådet, at:

  1. Tillæg 32 til Kommuneplan 2021-2033 for et område til skovrejsning i det vestlige Vorgod-Barde vedtages endeligt med de ændringer, der fremgår af notatet med behandling af bemærkninger.
  2. Notat med behandling af bemærkninger godkendes og anvendes til besvarelse af bemærkningerne.


Teknik- og Miljøudvalget 23-05-2023
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

BilagBeslutning

Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Fraværende
  • Lennart Qvist ()
  • Kristian Andersen ()

Kopier link til punktet  -   Print

5: Foroffentlighedsfase for udvidelse af aflastningscentret i Skjern langs Ringvejen

Sagsnr: 23-005516

Sagsfremstilling

Udvalget skal forholde sig til, om der ønskes mulighed for, at etape 1 for udvidelsen af aflastningscentret i Skjern, skal kunne udvides med 8.600 m² til nye udvalgsvarebutikker. En udvidelse fra de nuværende 3.600 m² til 8.600 m² vil kræve en ny foroffentlig høring. Derudover skal udvalget tage stilling til, om antallet af take-away-funktioner i området for etape 1 skal reguleres eller ej.

Status på planlægning i etape 1
Økonomiudvalget besluttede på deres møde den 7. juni 2022, og Byrådet på deres møde den 17. januar 2023 at igangsætte en planlægningen for at udvide aflastningscentret i Skjern med 3.600 m². 

For at imødekomme et aktuelt ønske om hurtigst muligt at kunne etablere butikker på arealer langs Ringvejen er planlægningen opdelt i to etaper. Etape 1 omhandler derfor alene et areal langs Ringvejen nord for Arnborgvej, se figur 1 nedenfor. Plangrundlaget for etape 1 vil bestå af både en lokalplan og et tillæg til kommuneplanen. I denne planlægning er for nuværende medtaget udvidelsen af aflastningscenteret med 3.600 m².

Figur 1: Afgrænsningen af etape 1 er vist med en hvid stiplet linje.

Indkomne ideer og forslag
Der har i perioden fra 17. april til og med 1. maj været indkaldt ideer og forslag til planlægningen i etape 1. Der er indkommet bemærkninger fra Vejdirektoratet, Garant Gulve og ansøgeren, som er Ringkøbing-Skjern Erhvervspark. Bemærkninger er vedlagt og behandlet i vedlagte notat, se bilag.

Bemærkningerne omhandler:

  • Respekt af vejbyggelinjen og adgangsbegrænsningen langs Ringvejen.
  • Vurdering af trafikafviklingen i rundkørslen Ringvejen og Arnborgvej.
  • Ønske om en ny rundkørsel på Ringvejen samt skiltning ved indkørsel til erhvervsområdet.
  • Ønske om mulighed for at planlægge for yderligere 5.000 m² til udvalgsvarebutikker i etape 1 (det vil sige i alt 8.600 m²).

Take-away/restauranter - ny generel viden, relevant for både etape 1 og 2
Økonomiudvalget har den 23. maj 2023 skulle tage stilling til, om etape 2 for udvidelsen af aflastningscentret i Skjern skal udvides med mere end de igangsatte 3.600 m², hvor Teknik- og Miljøudvalget har foreslået en udvidelse på 10.000 m² til nye udvalgsbutikker i aflastningscenteret. Teknik- og Miljøudvalget havde i den forbindelse indstillet til Økonomiudvalget, at stillingtagen til antal take-away funktioner/restauranter skal afvente detailhandelsredegørelsen.

Administrationen har siden mødet i Teknik- og Miljøudvalget fået ny viden vedrørende take-away fra Bolig- og Planstyrelsen, der udtaler:

"Mht. fastfoodrestauranten - hvis hovederhvervet er at producere/lave take-away-mad, så regnes det som serviceerhverv og ikke som detailhandel. Hvis hovederhvervet er at videresælge indkøbte/færdigproducerede fødevarer/dagligvarer, så er det en dagligvarebutik."

Take-away funktioner, der producerer og sælger madvarer, er derfor ikke dagligvarebutikker, men alene serviceerhverv. Detailhandelsredegørelsen vil derfor ikke forholde sig til take-away.

I den eksisterende lokalplan for området i etape 1, er der allerede mulighed for restauranter og burgerbarer uden nærmere præcisering af antal, størrelse eller lignende. Dette ønsker ansøger fortsætter uændret. Det er muligt at regulere antallet og størrelsen af take-away-funktioner/restauranter i det nye plangrundlag. Administrationen anbefaler derfor, at udvalget tager stilling til, om de ønsker at gøre dette i forbindelse med planlægning for etape 1.

Administrationens vurdering
Ansøgers ønske om i etape 1 at få mulighed for at planlægge for yderligere 5.000 m² (oven i de igangsatte 3.600 m²) til udvalgsvarebutikker, er i overensstemmelse med de politiske signaler for udbygningen af hele aflastningscenterområdet i Skjern (etape 2). Derfor indstiller administrationen, at der arbejdes videre med dette. Der skal dog foretages en ny foroffentlig høring, så offentligheden og berørte myndigheder får mulighed for at forholde sig til det nye større samlede antal kvadratmeter til butikker.

I forbindelse med planlægningen skal kommunen via en konkret detailhandelsredegørelse redegøre for kundegrundlag og opland, samt vurdere behovet for nye butikker, konsekvenser for konkurrence-effekter med videre. Administrationen gør opmærksom på, at der ikke nødvendigvis kan redegøres for alle de foreslåede nye kvadratmeter til butikker i aflastningscentret i Skjern. Det vil detailhandelsredegørelsen belyse.

Se mere i notatet med behandling af indkomne ideer og forslag. Administrationen indstiller, at notatet anvendes som svar.

Det videre forløb
Der kan eventuelt blive behov for, at der politisk tages fornyet stilling til antallet af kvadratmeter til nye butikker, når detailhandelsanalysen foreligger.

Sagen vil alene blive forelagt politisk igen efter den foroffentlige høring, hvis der er indkommet væsentlige bemærkninger. Ellers behandles bemærkningerne sammen med planforslaget.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Planloven
Miljøvurderingsloven

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

I detailhandelsredegørelsen skal effekten og konsekvensen ved planlægningen til butikker belyses.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget anbefaler Økonomiudvalget, at:

  1. Der igangsættes en planlægning for samlet nye 8.600 m² til udvalgsvarebutikker indenfor etape 1 (se figur 1) gennem en ny foroffentlig høring.
  2.  Der tages stilling til, hvorvidt der ønskes reguleret i antallet og størrelsen af take-away-funktioner/restauranter i etape 1.
  3. Bilag 2 anvendes som svar på bemærkninger fra den gennemførte foroffentlige høring.
Teknik- og Miljøudvalget 23-05-2023
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt. For så vidt angår indstillingens punkt 2 anbefaler et flertal, at der ikke gives mulighed for take-away-funktioner/restauranter i etape 1.  

Hans Pedersen ønsker at give mulighed for take-away-funktioner/restauranter i etape 1.

BilagBeslutning

Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt. For så vidt angår indstillingens punkt 2 anbefaler Økonomiudvalget, at der ikke gives mulighed for take-away-funktioner/restauranter i etape 1.

Fraværende
  • Lennart Qvist ()
  • Kristian Andersen ()

Kopier link til punktet  -   Print

6: Udkast til politiske signaler for opsætning af store VE-anlæg (solceller, vindmøller og biogas) i Ringkøbing-Skjern Kommune

Sagsnr: 22-021978

Sagsfremstilling

Udkast til politiske signaler for opsætning af store VE-anlæg (solceller, vindmøller og biogas) i Ringkøbing-Skjern Kommune fremsendes hermed til endelig formulering og godkendelse.

Baggrund
Kommunens klimapolitik har som formål, at kommunen bliver CO2-neutral samt rustet mod klimaforandringer. I arbejdet med at indfri formålet er der også fokus på at skabe lokal værdi. Disse politiske signaler tager udgangspunkt i disse formål fra politikken.

Udkast til politiske signaler er vedlagt som bilag. Udkastet er formuleret med afsæt i:

  • Du nuværende politiske signaler for henholdsvis vindmøller og solceller (vedlagt som bilag - Dele af de nuværende politiske signaler indeholder forhold, som har karakter af kommuneplanretningslinjer, hvormed de bør udgå af de politiske signaler)
  • Byrådets evaluering af planlægning for solcelleanlæg, jf. pkt. 10 fra byrådet møde den 13. september 2022
  • Afsnittet Energianlæg i det åbne land i Plan- og udviklingsstrategi 2023
  • Klimarådets anbefalinger vedrørende "Øget lokal opbakning til fremtidens VE-anlæg" (vedlagt som bilag)
  • Temamøde i Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget den 11. april 2023 med indledende drøftelse af de politiske signaler

Om de politiske signaler
De politiske signaler er tænkt som byrådets signaler til ansøgere om opstilling af VE-anlæg. De nye politiske signaler har tre overskrifter:

  1. Anlæggets betydning for klimaet/miljøet
  2. Nabo- og almen borgerinddragelse
  3. Øvrige lokale gevinster ved anlægget

Oplysning om de politiske signaler
De vedtagne politiske signaler vil blive tilgængelige på kommunens hjemmeside under information om planlægning i kommunen. Dernæst vil administrationen gøre udviklere bekendt med de politiske signaler, når disse henvender sig til administration om mulige projekter. Byrådet ønsker ,at ansøger oplyser Byrådet om, hvordan projektet forholder sig til de politiske signaler. Administrationen vil vedhæfte ansøgers oplysninger som bilag til den politiske behandling af projektet, men uden at kommentere på signalerne.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

De politiske signaler er formuleret af Byrådet og fungerer udelukkende som et politisk redskab i forbindelse med planlægning for VE-anlæg i Ringkøbing-Skjern Kommune. De politiske signaler skal derfor ses som et politisk supplement til den fysiske planlægning for vedvarende energianlæg. De politiske signaler har nødvendigvis ikke et juridisk ophæng og vil i sådanne tilfælde alene være et politisk anliggende, som administrationen ikke kan håndhæve.

Økonomi

De politiske signaler har blandt andet til formål at fremme lokal værdiskabende effekter ved opstilling af vedvarende energianlæg i det åbne land.

Effektvurdering

Det er hensigten, at de politiske signaler skal understøtte øget lokal værdiskabelse og tidlig borgerinddragelse og derved fremme borgernes accept af energianlæg.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget samt Økonomiudvalget anbefaler Byrådet, at behandle de politiske signaler for opsætning af store VE-anlæg (solceller, vindmøller og biogas) i Ringkøbing-Skjern Kommune, herunder at tage stilling til om de skal godkendes.

Teknik- og Miljøudvalget 23-05-2023
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler de politiske signaler godkendt med den ændring, at ansøger skal inddrage lokalbefolkningen fra starten ved  borgermøde - inden ansøgningen indsendes. Udvalget opfordrer til, at de politiske grupper drøfter oplægget inden Økonomiudvalgets behandling.

BilagBeslutning

Økonomiudvalget anbefaler Teknik- og Miljøudvalgets anbefaling godkendt.

Fraværende
  • Lennart Qvist ()
  • Kristian Andersen ()

Kopier link til punktet  -   Print

7: Igangsætning af revision af kommuneplanens retningslinjer for vedvarende energianlæg

Sagsnr: 23-009350

Sagsfremstilling

Formålet med dagsordenen er at tage stilling til, om kommuneplanens retningslinjer for solceller, vindmøller og biogasanlæg skal revideres ved et kommuneplantillæg.

Byrådet sætter med Plan- og Udviklingsstrategien retning for energianlæg i det åbne land. Strategien indeholder desuden et oplæg til revision af kommuneplanen. Ifølge oplægget skal der i revisionen blandt andet være særligt fokus på opfølgning på hovedtemaet Energianlæg i det åbne land. Dette indebærer, at kommuneplanens retningslinjer for henholdsvis solceller, vindmøller og biogasanlæg bør revideres.

Der er stor interesse for etablering af nye energianlæg i kommunen. På nuværende tidspunkt er der indsendt en del ansøgninger om konkrete energianlæg samt konceptansøgning om energiparken Megaton (se vedlagte notat med status på solcelleplanlægning samt tilhørende kort). Hvis planstrategiens retning skal udmøntes i den kommende sagsbehandling af de indsendte ansøgninger, er det administrationens vurdering, at revisionen af kommuneplanens retningslinjer for energianlæg bør gennemføres nu, frem for at afvente den fulde kommuneplanrevisionen, som først forventes afsluttet et halvt års tid før udgangen af denne byrådsperiode.

På baggrund heraf anbefaler administrationen, at kommuneplanens retningslinjer for solceller, vindmøller og biogasanlæg revideres ved et kommuneplantillæg, samt at processen herfor igangsættes.

Principper for revision af retningslinjer
Kommuneplanens eksisterende retningslinjer for solceller, vindmøller og biogasanlæg indgår i kommuneplanens hovedstruktur under temaet Klima og Energi. Det drejer sig om afsnittende Bioenergi, vindmøller samt Andre vedvarende energikilder.

Der er den 11. april 2023 afholdt et temamøde mellem Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget. Emnet for temamødet var blandt andet revision af kommuneplanens retningslinjer for vedvarende energianlæg.

Med baggrund i Plan- og Udviklingsstrategien samt udvalgenes drøftelser på temamødet, anbefaler administrationen, at kommuneplanens retningslinjer revideres ud fra følgende principper:

Der skal gives mulighed for følgende typer af energianlæg:

  • En større energipark indeholdende vindmøller, solceller og Power-to-X anlæg (en energipark kan bestå af flere geografiske adskilte lokaliteter). 
  • Udskiftning af eksisterende møller med nye og større møller i eksisterende udlagte vindmølleområder.
  • Mellemstore vindmøller og/eller solcelleanlæg til lokal forsyning af landsbyer, virksomheder og lignende.
  • Husstandsvindmøller og mindre solcelleanlæg primært til privat forbrug.
  • Antallet af biogasanlæg er begrænset af den tilgængelige mængde biomasse i kommunen, hvilket begrænser planlægning for nye biogasanlæg.

I alle projekter, skal der være fokus på muligheder for multifunktionalitet, hvor vedvarende energianlæg kombineres med andre tiltag, herunder udtagning af lavbundsjorde, øget biodiversitet, skovrejsning, rekreative tiltag med videre.

Det anbefales i øvrigt, at de eksisterende retningslinjer som udgangspunkt fastholdes, men revideres med fokus på følgende emner:

For solcelleanlæg:

  • Krav til placering i forhold til boliger og landsbyer
  • Krav til afskærmende beplantning
  • Opdeling af store projektområder med beplantningsbælter og faunapassager af hensyn til dyrelivet og landskab

For vindmøller:

  • Der gives mulighed for vindmøller med en totalhøjde på mere end 150 meter
  • Påvirkning ved øget krav til lysafmærkning. Der vil typisk være øget krav til lysafmærkning (for eksempel hvidt blinkende lys), når møller er højere end 150 meter. Påvirkningen kan forsøges mindskes ved radarstyring, således, at lysene kun er i funktion, når der er fly i nærheden

For biogasanlæg

  • Planlægning for opsamling af CO2
  • Udlæg af arealer til biogasrelaterede følgeerhverv
  • Transporter af biomasse med videre

Herudover kan ske opdatering af eksisterende retningslinjer.

Bustur
Der er arrangeret bustur for Byrådet den 16. maj 2023, med henblik på at Byrådet kan få inspiration til revision af kommuneplanens retningslinjer for placering af vedvarende energianlæg. Input fra busturen kan derfor indgå i beslutningsgrundlaget.

Proces
Planlægningen igangsættes med en foroffentlighedsfase, hvor der indkaldes idéer og forslag til den videre planlægning. Herefter udarbejdes forslag til kommuneplantillæg, som efterfølgende udsendes i en offentlighedsperiode på 8 uger.

For at fremme behandlingen af indkomne ansøgninger om vedvarende energianlæg anbefales, at sagsbehandlingen heraf igangsættes efter foroffentlighedsfasen sideløbende med behandling af idéer og forslag samt udarbejdelse af forslag til kommuneplantillæg.

Miljøvurdering
I forbindelse med planlægningen skal der gennemføres en screening af planforslaget med henblik på at afdække om kommuneplantillægget skal miljøvurderes.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Planloven
Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)

Plan- og Landdistriktsstyrelsen har netop sendt Udkast til bekendtgørelse om planlægning for lokalplanpligtige solcelleanlæg i det åbne land i høring med høringsfrist den 29. juni 2023. Det endelige indhold af den kommende bekendtgørelse kan få betydning for indholdet og processen for revision af kommuneplanens retningslinjer for solceller.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Revision af kommuneplanens retningslinjer for vedvarende energianlæg vil understøtte kommunens klimaplan, herunder målsætninger for Energi samt Landbrug og arealanvendelse.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget anbefaler Byrådet, at:

  • Planlægningen for et kommuneplantillæg, der reviderer kommuneplanens retningslinjer for solceller, vindmøller og biogasanlæg igangsættes, med udgangspunkt i ovenstående forudsætninger for planlægningen.
Teknik- og Miljøudvalget 23-05-2023
Teknik- og Miljøudvalget drøftede sagen og anbefaler administrationens indstilling godkendt. Udvalget gav herudover politiske signaler til det videre arbejde. 

BilagBeslutning

Økonomiudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt. Udvalget anbefaler, at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende det endelige debatoplæg som grundlag for foroffentlighedsfasen.

Fraværende
  • Kristian Andersen ()
  • Lennart Qvist ()

Kopier link til punktet  -   Print

8: Orientering om administrationens arbejde ved forespørgsler om padel tennis anlæg

Sagsnr: 23-008239

Sagsfremstilling

Formålet med sagsfremstillingen er en generel orientering om, hvordan administrationen håndterer henvendelser om placering af padel tennis anlæg.

Baggrund

Administrationen har gennem de seneste år modtaget mange forespørgsler på padel tennis anlæg, som ønskes placeret inden for kommuneplanens rammeområder til erhvervsformål.

Praksis i dag

Padel i områder til offentligt/rekreativt formål til sports- og idrætsanlæg: Padel tennis er en sports- og idrætsaktivitet. En sådan anvendelse kan placeres i områder til offentligt eller rekreativt formål med mulighed for sports- og idrætsanlæg. Der er umiddelbare fordele ved denne placering: Området er i forvejen udlagt til at rumme den slags faciliterer, hvilket betydeligt mindsker risikoen for interessekonflikter med omgivende områder. Her kan desuden fremmes en synergi mellem padel tennis anlæg og andre rekreative sports- og idrætsfaciliteter som sportshaller, svømmehaller, fitnesscentre og lignende. Det vil betyde, at disse aktiviteter samles i de enkelte byer. I disse områder er der samtidig gode cykel- og gangstiforbindelser for bløde trafikanter. Derved vil en placering her sikre, at tung trafik holdes adskilt fra bløde trafikanter. 

Administrationen har modtaget flere ønsker om en større fleksibilitet i planlægningen for placering af padel tennis anlæg. På baggrund af de mange henvendelser har administrationen undersøgt om padel tennis anlæg kan placeres i andre rammeområder.

Administrationens vurdering af placering af padel tennis

Padel i områder til offentligt/rekreativt formål til sports- og idrætsanlæg
Som beskrevet ovenfor er det oplagt at placere padel tennis i områder, som i forvejen er udlagt til den form for anvendelse.

Foruden at anlæggene placeres i områder til offentligt/rekreativt formål kan administrationen i visse tilfælde se placering af padeltennis som følger nedenfor. Det er dog altid en konkret vurdering, hvor der her gives nogle generelle betragtninger.

Centerområder i større byer
Målsætningen for centerområder og detailhandel er, at funktionerne skal understøtte hinanden og skabe attraktive og levende bymidter. Centerområder er områder til blandet formål. Administrationen vurderer derfor, at padel tennis anlæg i nogle tilfælde kan placeres inden for centerområder, hvor der er mulighed for sports- og idrætsanlæg. I disse områder er der typisk også gode cykel- og gangstiforbindelser for bløde trafikanter, og der kan nogle steder være muligheder for at placere et så stort bygningsmæssigt volume, som et padel tennis anlæg. Nybyggede padel tennis anlæg er ofte geometrisk store lukkede bygninger, som ikke nødvendigvis harmonerer og tilpasser sig sine omgivelser. Der vil derfor skulle ske en konkret helhedsvurdering af, om bygningens skala og funktion kan integreres i omgivelserne.

Det vil generelt kræve ny lokalplan, hvis centerområdet ikke giver mulighed for sports- og idrætsanlæg.

Områder til blandet bolig- og erhvervsområde
I de mindre byer er der ikke altid udlagt arealer til centerområde, men til blandet bolig- og erhvervsområde. Administrationen vurderer derfor, at det i visse tilfælde kan lade sig gøre at placere padel tennis anlæg i områder til blandet bolig- og erhvervsformål, såfremt de konkrete omgivelser, herunder blandt andet hensyn til boliger, muliggør det.

Det vil generelt kræve ny lokalplan, hvis der i området skal være mulighed for sports- og idrætsanlæg.

I kanten af nogle erhvervsområder
I forbindelse med planlægning er det vigtigt at sikre en adskillelse af de forskellige anvendelser, så anvendelser, der ikke har samme miljøpåvirkninger holdes adskilt. Administrationen tilstræber derfor ved planlægning at sikre bufferarealer, der kan danne overgang fra erhvervsområder til for eksempel boligområder. I bufferområderne tillades mere støj end for eksempel i et boligområde, men mindre støj end i et erhvervsområde.

I dag er der i periferien af flere erhvervsområder udlagt rekreative ikke støjfølsomme områder, som buffer. Nogle af disse rekreative bufferområder kan eventuelt anvendes til padel tennis anlæg, såfremt der konkret kan sikres en hensigtsmæssig indpasning af anlægget til omgivelserne både arkitektonisk i forhold til bygningernes volumen, men også trafikalt i forhold til trafiksikker adgang for bløde trafikanter.

Det vil generelt kræve ny lokalplan, hvis der i området skal være mulighed for sports- og idrætsanlæg.

Uegnede placeringer af padel tennis
Administrationen vurderer generelt, at padel tennis ikke bør placeres i boligområder, da boligområder er støjfølsomme, og da padel tennis bygningsmæssigt ikke vil kunne indpasse sig i boligområder, hvor størrelsen på bygningerne og bygningernes udtryk er helt anderledes.

Det vil kræve ny lokalplan, hvis der i området skulle placeres padel tennis anlæg.

Administrationen vurderer endvidere, at mange erhvervsområder er uegnet til padel tennis. Her er forskellige hensyn, der taler imod. Padel tennis bør kun placeres i områder med god trafiksikkerhed for bløde trafikanter, hvilket kan være svært i et erhvervsområde med tung trafik. I visse dele af kommunen mangler der erhvervsjord, hvor administrationen vil reservere eventuelle små restpartier til erhvervsvirksomheder, som kun kan placeres i områder til erhverv. Dernæst er der i mange erhvervsområder behov for at sikre virksomhedernes eksistens og udvidelsesmuligheder ved ikke at placere blødere anvendelser tæt på dem. Inden for erhvervsområder kan der forekomme støj- og lugtgener til gene for andre anvendelser. Er der i et eksisterende erhvervsområde først lokalplanlagt et delområde til rekreativt formål, så kan fremtidig anvendelse af det rekreative område komme til at begrænse de omkringliggende erhvervsvirksomheder.

Det vil kræve ny lokalplan, hvis der i området skulle placeres padel tennis anlæg.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Planloven.

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

Det er ikke muligt at dispensere for planens principper, herunder anvendelsen af området. Dermed er det generelt ikke muligt at ændre et områdes anvendelse til sport- og fritidsformål, hvis det ikke fremgår af lokalplanen, at området kan anvendes til sport- og fritidsformål. I helt særlige tilfælde kan der dispenseres for anvendelsen, hvilket kunne være når et område er under forandring væk fra den nuværende anvendelsesform.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget anbefaler Økonomiudvalget at tage orienteringen til efterretning.



Teknik- og Miljøudvalget 23-05-2023
Teknik- og Miljøudvalget tog orienteringen til efterretning.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende
  • Kristian Andersen ()
  • Lennart Qvist ()

Kopier link til punktet  -   Print

9: Ligestillingsredegørelse 2023

Sagsnr: 23-010441

Sagsfremstilling

Hvert tredje år indberettes ligestillingsredegørelsen til Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet. I den forbindelse drøfter og vurderer Byrådet, om der skal iværksættes nye indsatser til fremme af ligestillingen i kommunen. 

Ligestillingsredegørelse 2023, der beskriver perioden 1. juni 2020 til 31. maj 2023, drøftes i Økonomiudvalget og vedtages jævnfør Ligestillingsloven i Byrådet.

Formålet med den kommunale ligestillingsredegørelse er, at gøre status på ligestillingsindsatsen og indsamle god praksis som inspiration til det videre arbejde med ligestilling. Spørgeskemaet indeholder emner i forhold til ligestilling indenfor områderne:

  • personale leder/medarbejdere
  • brugere af sundhedsydelser og sundhed generelt
  • modtagere af kerneydelser

Der er i Ringkøbing-Skjern Kommune, på personaleområdet, udarbejdet en ligestillingspolitik. Der er ikke udarbejdet generelle politikker ift. ligestilling af brugere af sundhedsydelser eller modtagere af kerneydelser.

Resultaterne fra årets ligestillingsredegørelse for kommunerne, vil blive offentliggjort på hjemmesiden www.ligestillingidanmark.dk omkring årsskiftet 2023/24.

Indstilling

Til drøftelse og videresendes til Byrådets endelige godkendelse den 20. juni 2023. 

BilagBeslutning

Økonomiudvalget anbefaler til Byrådet, at ligestillingsredegørelsen godkendes.

Fraværende
  • Kristian Andersen ()
  • Lennart Qvist ()

Kopier link til punktet  -   Print

10: Statusrapport 2022 - Forsikring

Sagsnr: 23-001194

Sagsfremstilling

Forsikrings statusrapport giver en orientering om kommunens forsikringsprogram, skadesforløb og arbejdet med risikostyring i 2022, og kort om forventningerne til risikostyring i 2023.

Ringkøbing-Skjern Kommune var i udbud med det samlede forsikringsprogram i 2021, med opstart 1. januar 2022.

Der er indgået aftaler med 6 forskellige forsikringsselskaber, der alle udløber 31. december 2024 med mulighed for forlængelse 2 x 1 år.

Resultatet af udbuddet blev, at præmierne samlet set blev på niveau med den forrige periode 2017-2021. Det på trods af at forsikringsmarkedet generelt præmiemæssigt er i en opadgående retning. Kommunen har overfor forsikringsselskaberne kunne fremvise et fint risikooverblik, en villighed til at investerer i sikring samt at kommunens skadestatistik ser fornuftig ud.

Kommunen er selvforsikret på arbejdsskader og kaskoskader på biler. På øvrige forsikringer har kommunen en selvrisiko overfor selskaberne.

Skadeforløb 2022:

  • De samlede skadeomkostninger vedrørende bygning, motor og ansvar er ca. 3,3 mio. kr. mod ca. 2 mio. kr. i 2021:
  • Bygningsskader: antal skader er så godt som på niveau med 2021, men skadeudgifterne er steget med ca. 0,6 mio. kr. fra 950.000 kr. i 2021 til 1,6 mio. kr. i 2022. Dette bl.a. på grund af stormen Malik og 2 påsatte brande
  • Motorkøretøjsskader: Antal skader er 10 færre end i 2021 (10%). Det på trods af at kommunens bilpark er øget med 10-12 biler. Skadeudgifterne er dog steget med ca. 0,6 mio. kr. fra ca. 1 mio. kr. i 2021 til ca. 1,6 mio. kr. i 2022. Dette bl.a. på grund af én totalskadet personbil, og en storskade på en lastbil. 
  • Ansvarsskader: Også i 2022 ser vi en stigning i antal anmeldte skader fra 44 i 2022 mod 38 i 2021. I godt halvdelen af sagerne er kommunen erstatningsansvarlig. Det er stadig primært sager inden for Vej og Park  - huller i vej, niveauforskel på fortove og manglende glatførebekæmpelse. Erstatningsudbetalingen steg med ca. 30.000 kr. fra ca. 110.000 kr. i 2021 til ca. 140.000 kr. i 2022.
  • De samlede skadeomkostninger (incl. administrationsomkostninger) vedrørende arbejdsskader er ca. 5,3 mio. kr., hvilket er samme niveau som 2021.
  • Der blev anmeldt 741 arbejdsskader (incl. briller og stikskader) i 2022 mod 370 i 2021.

    Årsagen til stigningen er at 409 af arbejdsskaderne var Covid19-anmeldelser.

  • 12 personer har fået udbetalt ménerstatning for skader sket i perioden 2007-2022, det er på samme niveau som tidligere år.

  • 22 personer får med udgangen af 2022 ud­be­talt en løbende månedlig ydelse for er­hvervs­evne­tab, for skader sket i perioden 2007-2022. Det er 2 flere end med udgangen af 2021.

  • Der er registreret 1.102 krænkende handlinger i 2022 mod 1.484 i 2021. Faldet kan være positivt, hvis årsagen ikke er manglende fokus på området.

  • Stikskader og brilleskader ligger på niveau med tidligere år.

Risikostyring:

Forsikrings Risikostyringspulje har i 2022 givet 384.019 kr. til

  • diverse ansøgninger om udvidelse af sikringen efter ansøgning
  • Trafiksikkerhedskurser
  • Brandkurser 

Risikostyringspuljen vil i 2023: afholde trafiksikkerhedskurser og brandkurser. Derudover vil puljen  primært blive brugt til tilskud til at finde løsninger inden for affaldsområdet.

Byrådet har besluttet at alle kommunale bygninger skal overgå til den kommunale affaldsordning. Derfor er Ejendomscentret i gang med løse udfordringen på, hvordan de skaber plads til de beholdere/containere, der hører under den nye ordning. I mange tilfælde, er der behov for væsentlig mere plads end i dag pga. opdeling i beholdere og tømningsfrekvensen.

Forsikring deltager i Ejendomscentrets Task Force Affaldssorteringer omkring dette arbejde.

Forsikrings rolle er at sikre at de løsninger man finder overholder Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut´s vejledning for afstand til bygning, som er 5 meter. Derudover kan Forsikring også deltage økonomisk med tilskud fra Risikostyringspuljen til de enkelte projekter.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Kommunens samlede forsikringsomkostninger i 2022 har været ca. 12 mio. kr.

Finansieringen af forsikringsomkostninger sker via præmieopkrævninger i aftaleenhederne for bygninger, biler og arbejdsskade. Kommunens samlede forsikringsindtægter (præmieopkrævning) i 2022 var ca. 17,3 mio. kr. Det giver et samlet overskud på forsikringsadministrationen på ca. 5,3 mio. kr.

Der er budgetteret med et indtægtskrav på ca. 7 mio. kr., og området udviser dermed et merforbrug på ca. 1,3 mio. kr. i 2022.

Resultatet svinger fra år til år, bl.a. på grund af muligheden for kapitalisering af arbejdsskader, og størrelsen på kapitaliseringerne. I 2022 blev der udbetalt 1,1 mio. kr. i kapitalisering mod 600.000 kr. i 2021.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller at statusrapporten for 2022 bliver taget til efterretning og videresendt til Økonomiudvalget til orientering.

Direktionen 24-05-2023
Direktionen tog rapporten til efterretning.

Rapporten videresendes til Økonomiudvalget. 

BilagBeslutning

Taget til efterretning.

Fraværende
  • Lennart Qvist ()
  • Kristian Andersen ()

Kopier link til punktet  -   Print

11: Mobilitetsudfordringer og samkørsel

Sagsnr: 21-027582

Sagsfremstilling

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftsudvalget anmodes om at drøfte processen for involvering af Landdistriktsrådet og BYFORA for at sikre maksimal fokus og involvering af borgerne i udfordringerne omkring mobilitet og samkørsel. Med drøftelsen i udvalget påbegyndes en proces over de kommende måneder.

Baggrund

Mange regionale busruter står overfor besparelser, og også i Ringkøbing-Skjern Kommune er der udsigt til færre afgange. Helt konkret har Region Midt vedtaget en besparelse på 41,2 mio. kr. umiddelbart før årsskiftet 2022-2023. Det betyder, at 35 busruter i regionen berøres, og at fire ruter helt ellers delvis mister det regionale tilskud. Den kollektive trafik er under pres i landdistrikterne, og det forventes ikke, at presset bliver mindre i de kommende år. Med andre ord er der behov for løsninger, som sikrer, at borgerne fortsat kan komme fra A til B, også selvom man ikke har en eller flere biler i husstanden, hvilket er helt almindeligt.

Det er en udfordring at bevæge sig rundt i kommunen uden en bil, særligt hvis man er bosat i landdistrikterne. Med forringelser på den kollektive trafik kan det være lige til for familier at løse sine mobilitetsproblemer ved at anskaffe flere biler til husstanden. Der kommer flere og flere biler på de danske veje, og flere af dem tilhører ejere på samme adresse. I Ringkøbing-Skjern Kommune har 27% af familierne to eller flere biler. Samtidig er transporten den eneste kategori i kommunens klimaregnskab, der er steget siden baseline-året 1990, og den tendens forventes at fortsætte.

Fra benzin- og dieselbiler til El-biler

Der forventes over de nærmeste år en høj grad af omstilling fra fossilbiler til elbiler. Der er stadig mange ting, der taler for at hjælpe borgerne til at dække deres transportbehov på anden vis, end ved at købe bil nummer to eller tre. Dels kræver det mange ressourcer at producere og købe en bil, uanset om den kører på el eller diesel, og dels kan der være problematikker omkring trængsel og parkering, særligt i byerne, der kan afhjælpes ved fokus på andre transportformer. Der kan også være særlige mobilitetsproblematikker forbundet med de unge under 18, der ikke på egen hånd kan transportere sig rundt i bil. 

Ringkøbing-Skjern Kommunes klimapolitik

Kommunens Klimapolitik har ambitiøse mål for omstillingen af transporten. I 2030 skal udledningen fra transport være faldet med 70% ift. 1990, og i 2040 er målet en 100% fossilfri transport.
I kommunens klimahandlingsplan er beskrevet flere tiltag omkring grøn mobilitet, blandt andet kampagner for grøn transport og udarbejdelse af en grøn mobilitetsplan med inddragelse af flere aktører.

Landdistriktspolitikken

Ligeledes taler den nye landdistriktspolitik ind i problematikken. I målsætning 4, indsats 4, i den nye landdistriktspolitik for årene 2023-2027 lyder det:

Vi vil støtte op om mobilitetsprojekter i landdistrikterne i bestræbelserne på at udvikle og styrke nye muligheder for at komme fra A til B i kommunen. Det kan f.eks. ske gennem initiativer omkring udbredelse af flere delebiler og udbredelse af samkørsels apps.

Proces er igangsat

Administrationen har på den baggrund igangsat et arbejde omkring samkørsel, der indtil videre har omhandlet indsamling af data samt dialog med forskellige udbydere af mobilitetsløsninger. De indsamlede data tænkes anvendt i dialogen med Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget, Landdistriktsrådet og BYFORA (styregruppen for de fem centerbyer) med henblik på at sikre størst mulig fokus på mobilitet og samkørsel - herunder udvikle gode ideer til direkte anvendelse i vores store geografi i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Til orientering vil Landdistriktsrådet gennemføre en temadag i efteråret, som omhandler bl.a. bosætning, mobilitet og samkørsel. Her vil Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget blive inviteret med sammen med BYFORA, så dialogen og udviklingen af de gode ideer omfatter både land og by og tillige ses som en konkret og praktisk udmøntning af Klimahandlingsplanens grønne tiltag. 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger

Økonomi

Omkostningen til gennemførelse af temadagen i efteråret, hvor Landdistriktsrådet er vært,  finansieres af landdistriktsmidlerne. Specifikke tiltag, såsom samkørsels apps eller lignende og eventuelle omkostninger forbundet hermed, fremlægges i et senere dagsordenspunkt.

Effektvurdering

Indsatsen forventes at medvirke positivt til opnåelse af de ambitiøse klimamål i Ringkøbing-Skjern Kommune. Forudsætningen er et tæt parløb og en tværgående italesættelse mellem råd, udvalg og borgere i vores kommune. 

Indstilling

  1. Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget drøfter og kvalificerer administrationens forslag til proces omkring samkørsel.
  2. Sagen sendes til orientering i Teknik & Miljøudvalget og Økonomiudvalget.
  3. Udvalgsformanden bringer efterfølgende temaet videre til BYFORA på det næste ordinære møde i august.
  4. Medlemmer af Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget, som også sidder i Landdistriktsrådet, bringer temaet videre til Landdistriktsrådets planlægning af temadagen i efteråret. 
  5. Efterfølgende udarbejder administrationen en implementeringsplan til sikring af, at indsatsen når ud til borgerne i både by og landdistrikter. 
  6. Implementeringsplanen tilgår udvalgene til orientering efterfølgende.

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget 22-05-2023
Indstillingen godkendt.

Fraværende: Hans Østergaard, Marie Kamp From.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende
  • Kristian Andersen ()
  • Lennart Qvist ()

Kopier link til punktet  -   Print

12: Mødekalender 2024

Sagsnr: 23-004460

Sagsfremstilling

Administrationen har udarbejdet forslag til mødekalender for byråds- og udvalgsmøderne i 2024.

Kadencen for byråds- og udvalgsmøderne er som følgende:

  • Ét byrådsmøde så vidt muligt den 3. tirsdag i hver måned
  • To månedlige møder i Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget før hvert byrådsmøde.
  • Et møde i hver måned i Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget (EKAU), Beskæftigelsesudvalget (BU), Børne- og Familieudvalget (BFU), Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) og Social- og Sundhedsudvalget (SSU).

Der er taget udgangspunkt i - og hensyn til - følgende i forslaget:

  • Der skal jf. styrelsesloven være mindst 3 uger mellem byrådsmøderne i september og oktober på grund af 2 behandlinger af budgetforslaget og budgetoverslagene.
  • Budgetkonferencen er placeret sidst i august af hensyn til bedre tid til at få materialet færdigt og til indhentning af så mange oplysninger som muligt.
  • Byrådets oktobermøde skal holdes inden den 15. oktober, da 2. behandlingen af budgetforslaget skal foretages senest denne dato.
  • Der er ikke tidsmæssigt sammenfald for byrådsmedlemmerne, som sidder i flere udvalg, når der holdes flere udvalgsmøder samme dag.
  • Der holdes ikke møder i vinterferien (uge 7), de 3 dage før påske, i juli, i efterårsferien (uge 42) og i uge 52/1.

Derudover er der reserveret tid til:

  • Et budgetorienteringsmøde i august før budgetkonferencen.
  • Budgetkonference i august.
  • Ét temamøde for byrådet pr. kvartal.
  • Seks møder i Bevillingsnævnet (som ligger umiddelbart forud for ØU) Forskellige konference- og temadage, som KL arrangerer for udvalgene (så vidt muligt).

Udkastet til mødekalender behandles således:

  • Direktionen den 21. marts 2023
  • Chefforum den 27. april 2023
  • Social- og Sundhedsudvalget den 10. maj 2023
  • Børne- og Familieudvalget den 10. maj 2023
  • Kultur- og Fritidsudvalget den 11. maj 2023
  • Beskæftigelsesudvalget den 11. maj 2023
  • Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget den 22. maj 2023
  • Teknik- og Miljøudvalget den 23. maj 2023
  • Økonomiudvalget den 6. juni 2023
  • Byrådet den 20. juni 2023

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Styrelsesloven §§ 8 og 20.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at udvalget godkender forslaget til politisk mødekalender for 2024 vedrørende udvalgets møder og aktiviteter.

BilagBeslutning

Administrationens indstilling godkendt.

Fraværende
  • Kristian Andersen ()
  • Lennart Qvist ()

Kopier link til punktet  -   Print

13LUKKET PUNKT: Ejendomssag Videbæk

Sagsnr: 23-001326

Beslutning

Taget til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

14: Gensidig orientering

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Orientering fandt sted.

Fraværende
  • Kristian Andersen ()
  • Lennart Qvist ()

Kopier link til punktet  -   Print

15: Underskriftsside

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Fraværende
  • Kristian Andersen ()
  • Lennart Qvist ()
Kontaktoplysninger
Politisk Administrativt Sekretariat
Politisk Administrativt Sekretariat
Ved Fjorden 6
6950 Ringkøbing