Referat: 25. november 2024 kl. 08:00
Deltagere
- Søren Elbæk
- Hans Østergaard
- Irvin Christensen
- Bent Hauge Brodersen
- Jens Jensen
- Gitte Lykke Kjeldsen
- Jesper Lærke
Referat
- Godkendelse af dagsorden
- Virksomhedsbesøg
- Sådan går det med Politik for Profilering og Bosætning
- Sådan går det med Arbejdskraftpolitikken 2024
- Ansøgning om midler til Erhvervstræf 2025
- Budgetopfølgning pr. 31. oktober 2024
- Ny samarbejdsaftale og handlingsplan med Destination Vesterhavet
- Gensidig orientering
- Underskriftsside
Kopier link til punktet - Print
1: Godkendelse af dagsorden
Sagsnr:
BilagIngen bilag.
BeslutningGodkendt.
Fraværende- Hans Østergaard ()
- Bent Hauge Brodersen ()
Kopier link til punktet - Print
2: Virksomhedsbesøg
Sagsnr:
SagsfremstillingUdvalget besøger Carl C i Skjern, hvor direktør Allan T. Jensen holder et oplæg om virksomheden.
Om Carl C:
Carl C. A/S, grundlagt i 1969 af Carl C. Jensen og Elisabeth Øllgaard Jensen, er en virksomhed med speciale i design og produktion af stålmaster og stålkonstruktioner. Virksomheden startede med produktion af stålkonstruktioner til byggesektoren og specialopgaver for kraftværker. Gennem årene har Carl C. A/S udviklet sig til at levere løsninger til en bred vifte af sektorer, herunder telekommunikation, belysning, højspænding og meteorologiske målinger i vindmølleparker. Virksomheden er kendt for sin høje kvalitet og er certificeret således, at produkterne opfylder både nationale og internationale standarder.
Carl C. A/S har en mission om at udvikle, designe, producere og integrere bærende stålkonstruktioner på både det danske og udenlandske marked. Virksomheden stræber efter at være en global leverandør af master og bærende konstruktioner i stål inden for meteorologi, telekommunikation, højspænding og belysning.
Carl C. A/S blev i august i år tildelt Experians RKI diplom for højeste kreditværdighed i Danmark. Det er et kvalitetsstempel af virksomhedens økonomi og symboliserer, at Carl C. A/S er en del af de 4 procent af danske virksomheder, der gør det ekstraordinært godt.
BilagIngen bilag.
BeslutningVirksomhedsbesøg fandt sted.
Fraværende- Hans Østergaard ()
- Bent Hauge Brodersen ()
Kopier link til punktet - Print
3: Sådan går det med Politik for Profilering og Bosætning
Sagsnr: 24-024235
SagsfremstillingErhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget får her til orientering status på mål og indsatser for Politik for Profilering og Bosætning. Politikken for 2023-2027 og handlingsplanen for 2023-2025 blev endeligt vedtaget i byrådet 17. januar 2023.
Her følger enkelte eksempler på udvalgte mål og indsatser, mens der er en samlet status i bilaget. Marketingkoordinator Margrete Møller Sørensen vil som repræsentant for sekretariatet for Profilering og Bosætning på mødet lægge op til, at udvalget drøfter status og de fremadrettede indsatser.
Flere internationale tilflyttere og 82 procent flere tyske borgere på seks år
Ringkøbing-Skjern Kommune får stadig flere internationale tilflyttere. Der kom 860 internationale borgere hertil i 2023. Det er det næststørste antal siden 2008, men færre end i 2022, hvor der var rekord med 1.392 internationale tilflyttere.
Vi har siden november 2018 arbejdet målrettet på at få tyskere til bo og arbejde her. I 2024 er der flyttet 84 fra Tyskland hertil frem til 30. september. Samme dato er antallet af tyske statsborgere i kommunen opgjort til 661. Det er 55 flere end sidste år, og det er 82 procent flere end i 2018.
Flere og flere tyskere drømmer også om at flytte hertil. Nu har næsten 1.850 meldt sig til at modtage vores tyske nyhedsbrev og samtidig givet oplysninger om deres faglige kompetencer.
Flere tyskere tager også turen hertil for at få mere at vide om at bo og arbejde i Ringkøbing-Skjern Kommune. Der kom ca. 140 tyskere, da vi første gang holdt INFOTAG i efteråret 2022. I april 2024 deltog knap 200 tyskere, og der er netop i november i år sat rekord med næsten 300 tilmeldte til den femte INFOTAG. Godt tyve stande med virksomheder, kommunale og statslige myndigheder, foreninger o.l. er med.
Der er også positive resultatet efter opgraderingen til en mere håndholdt indsats fra den tyske tilflytterguide. Han hjælper med at skabe direkte kontakt mellem virksomheder og potentielle tyske tilflyttere med de faglige kompetencer, som områdets virksomheder særligt efterspørger. Det drejer sig især om produktionsvirksomheder med faggrupper som industriteknikere, elektrikere, smede, svejsere og arbejdskraft til turistbranchen.
21 tyske tilflyttere er foreløbig kommet i arbejde med direkte hjælp fra den tyske tilflytterguide.
Lidt færre tilflyttere, men vi har stadig godt fat i børnefamilierne
Profilering og Bosætning arbejder for, at Ringkøbing-Skjern Kommune bliver kendt som et godt sted at bo og arbejde, så kommunen får flere tilflyttere og færre fraflyttere. Det er et langt og sejt træk, og der er fortsat både udvikling og udfordringer.
Vi har i 2023 fået 2.176 tilflyttere, men antallet af tilflyttere er faldet for andet år i træk. I 2022 kom der 2.265 tilflyttere. I Corona-året 2021 blev der sat rekord med 2.391 tilflyttere.
Der er også fortsat flere, der flytter fra end til kommunen. Men det er færre, der flytter herfra, og vi har stadig godt fat i børnefamilierne.
Der er flest tilflyttere i vores målgruppe: unge, unge par og børnefamilier. I aldersgruppen 25-39-årige har kommunen fået 764 tilflyttere i 2023. Det er 71 flere end dem, som flyttede herfra.
Eksilvestjyder flytter retur og tager flere med
Med indsatsen Klub Eksilvestjyder har der siden 2016 været fokus på at holde løbende kontakt med unge, der forlader kommunen for at studere eller arbejde i storbyerne: For at gøre dem til stolte ambassadører for kommunen og for at få dem til at flytte tilbage på et senere tidspunkt.
Det giver resultater. Klubben havde 1.620 medlemmer 1. september 2024. Pr. samme dato var 33 medlemmer flyttet retur til kommunen i det forløbne år. Det tilsvarende tal var 32 i 2023.
Dermed er 253 medlemmer flyttet retur siden klubbens start. Det svarer til 15,6 procent af det nuværende antal medlemmer. Over halvdelen tager partnere og børn med hjem til kommunen. Så samlet har det givet over 550 tilflyttere siden starten af Klub Eksilvestjyder.
flytmodvest.dk på Instagram for at øge kendskabet til det gode liv i Ringkøbing-Skjern
Det er stadig en udfordring at udbrede det positive kendskab til Ringkøbing-Skjern Kommune. I 2024 viser målingen, at 16 procent har kendskab til Ringkøbing-Skjern området. Det er flere end i 2023, men på niveau med 2020 og 2022. Siden 2018 er der dog sket et markant fald i forhold til de 35 procent af borgere uden for kommunen, som dengang svarede, at de slet ikke kendte til Ringkøbing-Skjern-området. I 2024 er det 27 procent.
Som en forsøgsordning med ekstern bistand har flytmodvest.dk fra i sommer fået en profil på Instagram for særligt at nå aldersgruppen 25-39-årige. De foreløbige resultater med bl.a. små videoer om nye tilflytterfamilier er positive. Allerede i august 2024 nåede antallet af følgere op på 824, og det er i løbet af oktober måned steget til 1.132. Langt den overvejende del af følgerne er kvinder.
Lovgrundlag og juridisk vurderingIngen bemærkninger.
ØkonomiIngen bemærkninger.
EffektvurderingDet har vi målt på:
Større positivt kendskab til kommunen blandt borgere, der bor uden for kommunen i Danmark: Målingen i efteråret 2024 viser, at 16 procent af danskere uden for kommunen kender til Ringkøbing-Skjern-området. Det er flere end i december 2023, men på niveau med målingerne i 2022 og 2020.
Hver femte dansker forbinder Ringkøbing-Skjern Kommune med ”smukt”, men ”udkant” er den hyppigste association for hver fjerde dansker. Det er dog tale om et lille fald i forhold til 2023.
Større intern stolthed over at være borger i Naturens Rige: I 2024 er 43 procent stolte af at være borgere i kommune. Tallet er på niveau med 2023. Borgerne er især stolte af naturen.
Flere borgere og virksomheder er med til aktivt at "sælge" kommunen: I 2024 har 54 procent af borgerne anbefalet andre at flytte hertil. Det er på niveau med 2022, men lidt færre end i 2023 og 2021, hvor 58 procent af borgerne anbefalede andre at flytte her til.
37 procent af virksomhederne har anbefalet andre virksomheder at etablere sig i kommunen. Det er på niveau med de seneste år.
Flere tilflyttere: Antallet af tilflyttere i 2023 var 2.176. Det er et fald på 89 tilflyttere i forhold til 2022.
Flere tilflyttere end fraflyttere: I 2023 flyttede 2.176 til kommunen. 2.481 flyttede herfra. Resultatet er dermed -305 nettotilflyttede. Det har ikke været lavere siden i 2018.
I aldersgruppen 25-39-årige er der fortsat flere, der flytter til end fra kommunen.
Flere internationale arbejdstagere bosætter sig i kommunen: Kommunen har fået flere internationale borgere i den arbejdsdygtige alder. Pr. 1. januar 2024 var der 4.606 internationale borgere i alderen 20-69 år. I 2023 var der 4.422.
Der kom samlet 860 internationale borgere til kommunen i 2023. Det er det næststørste antal siden 2008. Det samlede antal internationale borgere bosat i kommunen var 6.587 pr. 1. januar 2024 mod 6.329 i 2023.
Flere potentielle nye borgere fra nabokommuner: 1,3 procent svarer, at det er sandsynligt, når danskere uden for kommunen spørges, om de vil flytte til Ringkøbing-Skjern inden for de næste fem år.
Flere borgere forventer at blive boende i kommunen, også i fremtiden: Langt de fleste har ingen planer om at flytte fra kommunen. 78 procent svarer, at det er "meget usandsynligt" eller "usandsynligt". Det er på samme niveau som tidligere.
61 procent af de unge 16-19-årige forventer at forlade kommunen, inden de fylder 22 år. Men 27 procent af de unge vurderer, at det er usandsynligt og 10 procent meget usandsynligt, at de flytter.
Flere tilflyttere bliver boende efter det første år: Antallet af hurtige fraflyttere er på samme niveau som de seneste år. Hver femte tilflytter flytter væk igen i løbet af det samme år. Blandt de hurtige fraflyttere er de 20-24-årige overrepræsenterede.
IndstillingAdministrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget drøfter og tager orienteringen om status for Profilering og Bosætning til efterretning.
BilagBeslutningTaget til efterretning.
Fraværende- Hans Østergaard ()
- Bent Hauge Brodersen ()
Kopier link til punktet - Print
4: Sådan går det med Arbejdskraftpolitikken 2024
Sagsnr: 24-023822
SagsfremstillingErhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget får her til orientering en status på mål og indsatser i Arbejdskraftpolitikkens handlingsplan 2023-2025.
Vurdering af arbejdskraftpolitikkens mål og indsatser fremgår af bilag 1. Arbejdskraftpolitikken er en koordinerende politik med en handlingsplan, der samler op på indsatser fra andre politikområder med relevans for arbejdskraftområdet. Der vil således være mål og indsatser i bilag 1, som også fremgår af Erhvervs-, Videns-, Beskæftigelses- og Profilering- og Bosætningspolitikken og derfor er effektvurderet andetsteds.
Konsulent for viden og arbejdskraft, Thine Overgaard Thygesen og stabschef, Thomas Andersen giver en kort præsentation af politikopfølgningen med særlig vægt på aktuelle indsatsområder i arbejdskraftrådets arbejde.
Administrationen opfordrer Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget til at gå i dialog med oplægget.
Stærkt samarbejde og god dialog med virksomhederne
Sikring af tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne i Ringkøbing-Skjern Kommune er en udfordring, der skal løses i stærke tværorganisatoriske samarbejder ud til virksomheder, faglige organisationer og interessenter.
Ringkøbing-Skjern Kommune har i 2024 forbedret sin placering fra en 7. til en 2. plads i kategorien "Arbejdskraft" (DI, Lokal Erhvervsvenlighed 2024). Selvom virksomhederne fortsat oplever mangel på kvalificeret arbejdskraft som en vækstbarriere, kvitterer de for kommunens indsats for at tiltrække og sikre kvalificeret arbejdskraft og for Jobcenter Ringkøbing-Skjerns samarbejde med virksomhederne. Ringkøbing-Skjern Kommune er gået frem i information og dialog fra en 15. plads i 2023 til en flot 8. plads i 2024 (DI, Lokal Erhvervsvenlighed 2024).
Alle arbejdskraftressourcer skal i spil
I en kommune som Ringkøbing-Skjern med høj beskæftigelsesfrekvens og en lav ledighed, bliver det helt afgørende at bringe alle arbejdskraftressourcer i spil. Derfor holder vi blandt andet øje med erhvervsfrekvensen hos de 16-66-årige. Det er både afgørende at få unge tidligt ud på arbejdsmarkedet i et fritidsjob, og at de ældre bliver på arbejdsmarkedet så længe som muligt. Med fremskrivninger om en svindende arbejdsstyrke, er der behov for at aktivere alle passive arbejdskraftressourcer. Derfor er det glædeligt, at kommunen får en 12. plads for formidlingen af ledige som arbejdskraft til virksomhederne og en 1. plads for samarbejdet om at få sygemeldte medarbejdere tilbage i job i DE, Forudsætninger for Regional Vækst 2024.
Målrettet tiltrækning af studerende fra videregående uddannelser
Samarbejdsaftalen om Studiecenter Ringkøbing-Skjern sætter rammer for opsøgende arbejde med at koble studerende fra videregående uddannelser til lokale virksomheder – blandt andet ved hjælp af MatchMaker-funktionen. Den sikrer, at studerende gennemfører praktikophold og skriver opgaver i samspil med lokale virksomheder. I 2024 har 45 studerende indgået samarbejder med lokale virksomheder om henholdsvis praktikophold, opgaveskrivning eller studiejob.
Kommunens historiske samarbejdsaftale med Aarhus Universitet tilvejebringer også stærke samarbejder om både bachelor-, kandidat- og ph.d.-studerende. I 2024 har Ringkøbing-Skjern Kommune blandt andet indgået opgavesamarbejder med ni studerende fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Udover at tilvejebringe ny viden til gavn for borgere og virksomheder har projektet medført en fastansættelse af en udviklingskonsulent i Analyse og Effekt. De studerende har mulighed for at bo på Career Campus med 34 værelser, hvor den gennemsnitlige belægning er 31 lejere i 2023 og 2024.
Tiltrækning og tilknytning af international arbejdskraft
Der er en positiv udvikling i tiltrækning af internationale medarbejdere i den arbejdsdygtige alder. Pr. 1. januar 2024 var der 4.606 internationale borgere i alderen 20-69 år, mens der i 2023 var 4.422. Medlemsantallet i Internationals Ringkøbing-Skjern er også steget fra 861 til 1.183 fra 2023 til 2024. Der er tale om betydelige arbejdskraftressourcer, vi gerne vil beholde i kommunen. Derfor er tilknytningen af internationale medarbejdere et ekstremt vigtigt fokusområde for dette politikområde. Det afspejler sig tydeligt i handlingsplanen, som både indeholder indsatser og videntilførsel på området, som kan udfordre perspektiverne hos internationale medarbejdere fra at tænke i arbejdsophold til at tænke i livsophold.
Det kommer der til at ske
Viden om interkulturel ledelse
Viden og Strategi søger en specialestuderende fra Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse til at tilvejebringe eksisterende og ny viden inden for interkulturel ledelse til gavn for virksomheder og internationale medarbejdere i landbrugs- og industrivirksomheder. Formålet er at øge lederes vidensniveau om kulturelle forskelle og skabe bedre forudsætninger for at inkludere internationale medarbejdere i arbejdspladsens fællesskab.
Effekten af sprogmakkere og sprogundervisning i arbejdstiden
I et nyt projekt med MANTRA, Moesgaards Antropologiske Analyseenhed, Aarhus Universitet, arbejder vi på at få antropologistuderende og en antropolog til at lave feltstudier i Ringkøbing-Skjern Kommune. Ideen er blandt andet at afdække mulige effekter af uddannelse af sprogmentorer, der kan agere sprogmakkere for internationale medarbejdere i arbejdstiden.
Lovgrundlag og juridisk vurdering
Ingen bemærkninger.
ØkonomiIngen bemærkninger.
EffektvurderingArbejdskraftpolitikken er effektvurderet i henholdsvis Erhvervspolitikken, Politikken for Profilering og Bosætning og i Videnpolitikken.
IndstillingAdministrationen indstiller, at Erhvervs,- Klima- og Arbejdskraftudvalget tager orienteringen til
efterretning og drøfter nye indsatser til handlingsplan.
Taget til efterretning.
Fraværende- Hans Østergaard ()
- Bent Hauge Brodersen ()
Kopier link til punktet - Print
5: Ansøgning om midler til Erhvervstræf 2025
Sagsnr: 24-021447
SagsfremstillingI denne sag drøfter og beslutter Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftrådet om, der skal afsættes 200.000 kr. til Erhvervstræf 2025 fra Vækstpuljen for Erhverv og Arbejdskraft. Formålet er at styrke det lokale erhvervsliv indbyrdes samarbejde og skabe et forum for dialog og netværk på tværs af brancher. Et arrangement, der kan være med til at sætte fokus på erhvervsudviklingen og fremme nye partnerskaber og muligheder.
Baggrund
Med Erhvervstræf 2025 er målet at skabe et forum og en ramme, hvor et bredt erhvervsliv kan mødes og udveksle erfaringer, blive inspireret og styrke relationer. Derfor inviteres en bred kreds af erhvervslivets aktører – både turisme-, detail- og produktionsvirksomheder.
Vi ser det som en værdifuld mulighed for at samle aktører, der normalt ikke har tæt kontakt, og skabe et forum for drøftelser om fremtidige udfordringer og løsninger. Derudover vil det være en mulighed for erhvervet at møde og netværke med politiske beslutningstagere og drøfte rammerne for den fremtidige erhvervsudvikling. Det kan styrke politikkernes kendskab til de udfordringer og muligheder, som erhvervet har.
Arrangementet vil overordnet være en af mange aktiviteter, som er med til at understøtte udviklingen af gode rammebetingelser for at drive virksomhed i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Indhold
Erhvervstræf 2025 ønskes afholdt i maj 2025, hvor arrangementet indledes med en velkomst fra borgmesteren suppleret med et par spændende og relevante oplæg, der bidrager med ny viden og indsigter. Det kunne f.eks. være ledelse af forskellige generationer, som er en fælles udfordring på tværs af brancher. Derudover indtænkes en særlig hyldest til eksempelvis lærlinge, som er med til DM i Skills eller årets lokale gazellevirksomheder. Derudover er det afgørende, at der afsættes tid til at netværke blandt deltagerne.
Arrangementet afvikles i et samarbejde med Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd, Handelsrådet, Destination Vesterhavet og Ringkøbing-Skjern Kommune.
Arrangementet vil naturligvis blive evalueret med henblik på at beslutte, om det skal være en tilbagevendende begivenhed.
Lovgrundlag og juridisk vurderingIngen bemærkninger.
ØkonomiDer ansøges om et rammebeløb på 200.000 kr. i 2025 til dækning af oplægsholdere, lokaleleje, forplejning, markedsføring m.v. Overslaget er med udgangspunkt i 150 deltagere.
Beløbet søges finansieret af Vækstpuljen for Erhverv og Arbejdskraft, hvor der i 2024 er 1.418.000 kr. i ikke disponerede midler. Hertil er der budgetlagt 1.684.000 kr. i 2025, hvoraf der er disponeret 640.000 kr.
EffektvurderingErhvervstræf er med til at sætte fokus på erhvervet og dens vigtige betydning for kommunen. Konkret kan den gensidige inspiration og dialog være med til at styrke og udvikle rammevilkårerne for erhvervsudviklingen i kommunen og derved være en af de mange tiltag, som kommunen gør for at understøtte den lokale erhvervsudvikling.
IndstillingAdministrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget drøfter og beslutter, om der skal afsættes et rammebeløb på 200.000 kr. fra Vækstpuljen for Erhverv og Arbejdskraft til Erhvervstræf 2025.
BilagIngen bilag.
BeslutningUdvalget besluttede at afsætte et rammebeløb på 200.000 kr. fra Vækstpuljen for Erhverv og Arbejdskraft til Erhvervstræf 2025. Udvalget besluttede, at man gerne vil have en evaluering af initiativet og at muligheden for brugerbetaling overvejes.
Fraværende- Bent Hauge Brodersen ()
- Hans Østergaard ()
Kopier link til punktet - Print
6: Budgetopfølgning pr. 31. oktober 2024
Sagsnr: 23-022649
SagsfremstillingBudgetopfølgningen pr. 31. oktober 2024 viser et forventet mindre forbrug på 8,0 mio. kr. Ved budgetopfølgningen pr. 31. juli 2024 var der vist et mindre forbrug på 17,4 mio. kr.. Afvigelsen skyldes primært, at de 10 mio. der var i budgettet på eksternt finansierede projekter er tilgået kassebeholdningen.
Af nedenstående tabel fremgår, hvilke områder der forventes afvigelser på i forhold til korrigeret budget eksklusiv overførsler fra 2023.
I forhold til eksternt finansierede projekter, er der kommet slutafregning vedrørende projektet "Energieffektivitet og CO2 besparelser". Samarbejdskommunerne har fået deres andel udbetalt, det giver en indtægt på 10,7 mio. kr., som skal dække indtægtsbudgettet fra tidligere år på 9,99 mio. kr. Projektet giver dermed et overskud på 0,7 mio. kr., som overføres til puljen for eksternt finansierede projekter ved overførselssagen i 2025.
Mindre forbruget i 2024 er i høj grad forårsaget af netop denne indtægt fra projektet "Energieffektivitet og CO2 besparelser", da der ikke har været budgetlagt med denne indtægt i 2024.
For de øvrige områder forventes der merforbrug på områderne "Klima", "Byfora for centerbyerne" samt "Digital Transformation LAB Skjern". For alle områderne finansieres merforbruget af overførte midler. I forhold til Byfora, så har der tidligere år været mindre forbrug, da byerne har opsparet midler til et større projekt. I år afholder Tarm en udgift på et større projekt, som giver et planlagt merforbrug. Vidensområdet forventer et mindre forbrug, som vedrører PhD puljen.
Der er opstartet 3 EU projekter i indeværende år: ES GreenTool, SIMPLY og Hyperion.
I forhold til vækstpuljerne er der indarbejdet et forventet merforbrug på 1,2 mio. kr., som finansieres af overførte midler. I bilaget ses oversigten over vækstpuljer.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Erhverv- Klima- og Arbejdskraftudvalget tager budgetopfølgningen til efterretning.
BilagBeslutningTaget til efterretning.
Fraværende- Hans Østergaard ()
- Bent Hauge Brodersen ()
Kopier link til punktet - Print
7: Ny samarbejdsaftale og handlingsplan med Destination Vesterhavet
Sagsnr: 24-004713
SagsfremstillingErhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget modtager den nye samarbejdsaftale og handlingsplan mellem Destination Vesterhavet, Varde- og Ringkøbing-Skjern kommuner til godkendelse. Samarbejdsaftalen og handlingsplanen, som skal gælde fra 1. januar 2025 til udgangen af 2026, er vedhæftet som bilag.
Baggrund
Destination Vesterhavet har siden januar 2020 været ansvarlig for den erhvervsrettede turismefremmeindsats i Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner.
Samarbejdet styres af en samarbejdsaftale og en tilhørende handlingsplan. Den gældende aftale blev godkendt i Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget i august 2022. Samarbejdsaftalen beskriver rammerne for samarbejdet mellem Destination Vesterhavet og de to kommuner. Den suppleres af en handlingsplan, med de konkrete indsatser og aktiviteter, der arbejdes med i perioden.
Den gældende handlingsplan udløber ved udgangen af 2024. Udvalget fik en opfølgning på handlingsplanen på fællesudvalgsmødet den 21. august 2024 mellem Erhvervs-, Klima- & Arbejdskraftudvalget og Udvalget for Økonomi & Erhverv i Varde Kommune.
Kommunerne og Destination Vesterhavet har udarbejdet forslag til en ny handlingsplan. Flere af pejlemærkerne i samarbejdsaftalen er indfriet, og derfor har Destination Vesterhavet ønsket at justere samarbejdsaftalen. På fællesudvalgsmødet i Hvide Sande den 21. august blev udkast til justeret samarbejdsaftale og ny handlingsplan præsenteret, og administrationen modtog bemærkninger til begge dele.
Den justerede samarbejdsaftale
Den væsentligste ændring i samarbejdsaftalen er tilføjelsen af nye pejlemærker og en generel opdatering af måltallene for 2026.
Pejlemærkerne er som følger:
| Status 2023 | 2026 | Vækst i % |
Omsætning (årlig) Beregnet via VisitDenmark | 13,2 mia. kr. (2023) | 15 mia. Kr. (2025) | 14 % |
Helårsturisme Overnatninger januar-maj og september-december | 5.974.882 (2023) | 6,5 mio. (2025) | 8 % |
NPS Net Promotor Score | 63 (2022) | >65 (2025) |
|
Borgernes holdning til turisme Positivt indstillede | 77 % (2023) | Minimum 80 % (2025) |
|
Turismeafledt beskæftigelse (Målt i årsværk - både direkte og afledte) | 10.494 (2022) | 11.390 (2024) | 9 % |
Medarbejdertilfredshed hos Destination Vesterhavet | 7,3 | >8 | 9,6 % |
Grøn omstilling Antal turismevirksomheder med grøn certificering | 10 | >20 | 100% |
Bæredygtigt rejsemål Turisternes opfattelse af Destination Vesterhavet som et bæredygtigt og miljøvenligt rejsemål | 59 % | >70 % af turisterne opfatter i høj grad eller meget høj grad |
|
Måltallene for 2026 afspejler den udvikling, der er sket de seneste 2 år. Grundet det styrkede fokus på bæredygtighed er der tilføjet fire nye pejlemærker.
Det er:
- Turismeafledt beskæftigelse,
- Medarbejdertilfredshed hos de ansatte i Destination Vesterhavet,
- Grøn omstilling målt i antallet af certificerede turismevirksomheder og
- Bæredygtigt rejsemål, der omhandler turisternes opfattelse af Destination Vesterhavet som et bæredygtigt rejsemål.
Med de nye pejlemærker afspejler aftalen samlet set de tre dimensioner af bæredygtighedsbegrebet – den sociale, den økonomiske og den miljømæssige dimension.
Ud over pejlemærkerne er der kun lavet mindre tilpasninger af redaktionel karakter. Der er tale om en justering af den gældende aftale, og derfor udløber aftalen fortsat den 31. december 2026.
Indhold i den nye handlingsplan
Den nye handlingsplan har seks indsatsområder, som går igen fra den forrige plan. Aktiviteterne under hvert indsatsområde er blevet opdateret, og der er tilføjet en til to KPI’er for hvert område. KPI’erne er målbare, og vil gøre det muligt at følge effekten af de gennemførte aktiviteter.
De syv indsatsområder er:
1. Bæredygtig erhvervs- og destinationsudvikling
2. Udvikling af gæsteoplevelsen i form af kvalitetsturisme i hele geografien
3. Attraktiv medlemsorganisation
4. Data og digitalisering
5. Samarbejde og koordinering
6. Partnerskab for Vestkystturisme og Udviklingsplan for Vestkysten
Når samarbejdsaftale og handlingsplan er politiske godkendt i de to kommuner, behandles aftalen og handlingsplanen i Destination Vesterhavets bestyrelse.
Lovgrundlag og juridisk vurderingLov om Erhvervsfremme
ØkonomiHver kommune giver et årligt tilskud til Destination Vesterhavet på 3.750.000 kr. (2019-niveau) jf. aftale mellem Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner om dannelse af Destination Vesterhavet.
Tilskuddet reguleres efter fremskrivningsprocent udmeldt af KL, og i 2025 er tilskuddet på 4.411.000 kr. pr. kommune.
EffektvurderingAdministrationen vurderer, at den justerede samarbejdsaftale sætter en god, aktuel retning for det fremadrettede samarbejdet mellem Destination Vesterhavet og de to kommuner frem til udgangen af 2026. Samarbejdsaftalen fastlægger rammerne for samarbejdet og pejlemærkerne skaber en fælles retning for Destination Vesterhavets arbejde.
Handlingsplanen understøtter samarbejdsaftalen med specifikke indsatsområder, aktiviteter og KPI’er. Forvaltningen vurderer, at den nye handlingsplan giver et fint overblik over de aktiviteter, der arbejdes med. KPI’erne gør det mere enkelt for kommunerne at understøtte indsatsen og følge op på aftalen.
IndstillingAdministrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget godkender den nye samarbejdsaftale og handlingsplan for Destination Vesterhavet.
Bilag- Samarbejdsaftale Destination Vesterhavet 2024-2026 - webtilgaengelig
- Handlingsplan Destination Vesterhavet 2024-2026 - webtilgaengelig
Administrationens indstilling godkendt.
Fraværende- Hans Østergaard ()
- Bent Hauge Brodersen ()
Kopier link til punktet - Print
8: Gensidig orientering
Sagsnr:
BilagIngen bilag.
BeslutningOrientering fandt sted.
Fraværende- Hans Østergaard ()
- Bent Hauge Brodersen ()
Kopier link til punktet - Print
9: Underskriftsside
Sagsnr:
BilagIngen bilag.
Fraværende- Hans Østergaard ()
- Bent Hauge Brodersen ()