Referat: 26. februar 2024 kl. 08:00

Fjordvang Efterskole, Velling Kirkeby 48, 6950 Ringkøbing
Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget

Deltagere

  • Jens Jensen
  • Jens S. Højland
  • Jesper Lærke
  • Irvin Christensen
  • Marie Kamp From
  • Hans Østergaard
  • Søren Elbæk

Kopier link til punktet  -   Print

1: Godkendelse af dagsorden

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Godkendt.

Fraværende
  • Jens S. Højland ()

Kopier link til punktet  -   Print

2: Virksomhedsbesøg

Sagsnr:

Sagsfremstilling

Udvalget besøger Fjordvang Efterskole, hvor skoleleder Jacob Gravlund Jørgensen holder et oplæg om skolen.

Om Fjordvang Efterskole:

Skolen blev oprettet i 1946 og bygger på et grundtvigsk livssyn. På skolen er lærere og det øvrige personale rollemodeller for eleverne - og samvær og undervisning skal være fuld af liv, engagement, indlevelse og begejstring. Skolen møder eleverne med et åbent og fordomsfrit sind til en ligeværdig samtale om livet og dets muligheder - og besværligheder.

På Fjordvang tror man på mangfoldighed, positivt livssyn og tillid således, at det er naturligt for eleverne at møde andre holdninger og at udvise respekt for andre. På skolen går frihed og forpligtende fællesskab hånd i hånd.

Fjordvang er en aktiv efterskole, der gør eleverne klar til fremtiden - både fagligt, kreativt og personligt. Eleverne kan gå i 9. klasse med Mind og Skills eller i 10. klasse med 10Global, 10Håndværk og 10Kickstart. Der kan vælges følges linjefag: Gastronomi, Boldspil, Kunst & Design, Outdoor, Ridning, Metal og Musik.

I januar indviede Fjordvang et 950 kvadratmeter stort teknologihus, som eleverne kan benytte – også om aftenen og i weekenden. Et stort lokale er dedikeret til teknologi. Her står 3d-printere, computere til programmering og en megaprinter til tryk. Der er også en stor garage, hvor eleverne kan medbringe maskiner, som de kan reparere på. Teknologihuset er først og fremmest til for eleverne, men huset skal også vise omverdenen, at efterskolen tager håndværksfagene seriøst.

Sidste år gik knap halvdelen af eleverne videre på en erhvervsuddannelse. I det hele taget vil flere unge gerne lære at arbejde med hænderne, og det vil Fjordvang Efterskole gerne imødekomme.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Virksomhedsbesøg fandt sted.

Fraværende
  • Jens S. Højland ()

Kopier link til punktet  -   Print

3: Budgetlægningsprocedure for perioden 2025 - 2028

Sagsnr: 23-022116

Sagsfremstilling

Viden og Strategi - Økonomi fremsender "Budgetlægningsprocedure for perioden 2025 - 2028" til orientering. Budgetlægningsproceduren, tidsplanen samt drifts- og anlægsrammer er godkendt i Økonomiudvalget den 6. februar 2024.

Den vedlagte procedurebeskrivelse handler om det praktiske forløb og arbejdet med budgetlægningen primært frem mod budgetseminaret i august 2024. Drifts- og anlægsrammer fremgår af side 5 og side 8.

Budgetlægningsproceduren indeholder en overordnet tidsplan samt procedure for

  • fastsættelse af budgetrammer
  • budgetlægning
  • politisk behandling af budgettet
  • hvad der sker efter budgetvedtagelsen

Den vedlagte budgetprocedure viderefører i store træk processen fra sidste års budgetlægning. Økonomiudvalget har vedtaget, at forslag til nye tiltag skal modsvares af et kompenserende finansieringsforslag. Demografijusteringer fremlægges uden kompenserende finansieringsforslag.

Økonomiudvalget besluttede at den tidligere nul-fremskrivning på udvalgte områder afskaffes fra budget 2025, hvorfor alle arter prisfremskrives jf. KL's prisfremskrivningsprocenter pr. juni måned 2024.

Det enkelte fagudvalg skal i løbet af foråret drøfte alle udvalgets anlægsforslag og ikke kun de nye forslag.

Økonomisk politik

I forbindelse med godkendelse af budgetlægningsproceduren er der fastsat følgende økonomisk politik

  • Kassebeholdning ultimo året: 150 mio. kr. - det vil sige fortsat fokus på robust økonomi.
  • Den af KL udmeldte vejledende anlægsramme overholdes.
  • Den af KL udmeldte andel af rammen for serviceudgifter overholdes.
  • Der budgetlægges ikke med kassetræk.

MED-proces

Jævnfør tidsplanen skal fagudvalgene i februar måned drøfte budgetprocessen inden for udvalgets område herunder mødeaktivitet med FagMED i april måned 2024. Derudover skal fagudvalget indhente høringssvar fra FagMED til de forslag som fagudvalget påtænker at fremsende til budgetkonferencen. Høringssvar til de enkelte forslag skal ikke påføres skemaerne, men det fremsendte høringssvar vedlægges det øvrige budgetmateriale, der skal afleveres senest den 21. juni 2024. Der er ingen formkrav til høringssvar. Forslag, der omhandler administrationen, skal fremsendes til det koordinerende administrationsMED senest den 5. juni 2024 kl. 12.00.

Informationsmødet med Byrådet om budgetsituationen er fastsat til tirsdag den 13. august 2024 efter byrådsmødet.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller,

  • at "Budgetlægningsproceduren for perioden 2025 - 2028" tages til efterretning
  • at budgetprocessen drøftes i udvalget herunder fastsættelse af mødeaktivitet i april måned med FagMED
  • at udvalget giver de første indikationer til administrationen om budgetønsker til de fremtidige budgetdrøftelser

BilagBeslutning

Budgetlægningsprocedure taget til efterretning.

Budgetprocessen drøftet. Der afholdes i lighed med andre år ikke særskilt møde med FagMED.

Fraværende
  • Jens S. Højland ()

Kopier link til punktet  -   Print

4: Status på turismeudviklingen og velkommen til den nye direktør for Destination Vesterhavet

Sagsnr: 24-001633

Sagsfremstilling

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftsudvalget får her en status på turismen i Ringkøbing-Skjern Kommune og får samtidig lejlighed til at møde den nye turismedirektør Torben Kylling Petersen.

Status for turismen i Ringkøbing-Skjern Kommune

2022 og 2023 var gode turismeår i Ringkøbing-Skjern Kommune. Selvom al data for årene ikke er tilgængelige endnu, indikerer overnatningstallene, at der kan være positive forventninger til omsætningen for begge år.

Overnatninger fordelt på år

 

2019

2022

2023*

Ringkøbing-Skjern Kommune

4.014.318

4.861.275

5.036.004

Destination Vesterhavet

8.686.943

10.298.490

10.412.085

*Der tages forbehold for korrigeringer af overnatningstallet for 2023.

Prognosen for turismeforbruget i 2022 i Destination Vesterhavet bekræfter den positive udvikling for området.

Udviklingen i turismeforbrug 2019-2022 Destination Vesterhavet mia. kr.

2019

2020

2021

2022*

Udvikling 2021-2022

Udvikling 2019-2022

Udvikling 2019-2022 pct.

8,1

7,5

8,8

10,3

1,5

2,2

27%

*Foreløbige tal opgjort i løbende priser

Den samlede status over 2022 bliver opgjort i Turismens Økonomiske Betydning (VisitDenmark), som forventeligt udkommer i forsommeren 2024. Den samlede status for 2023 bliver dermed først udgivet i 2025. 

Destination Vesterhavets nye direktør, Torben Kylling Petersen, deltager under punktet, hvor han også præsenterer sig selv og nogle af sine idéer for udviklingen af Destination Vesterhavet. 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Samarbejdet med Destination Vesterhavet reguleres af en samarbejdsaftale og handlingsplan indgået mellem destinationsselskabet og Varde og Ringkøbing-Skjern Kommuner. Samarbejdsaftalen gælder for perioden 2022-2026, mens handlingsplanen revideres hvert andet år. Næste revidering skal ske inden udgangen af 2024. Administrationen udarbejder et forslag til proces for revidering af den kommende handlingsplan, som drøftes på næste møde i Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftsudvalget. Herunder fremsættes forslag til sted og dato for afholdelse af fællesmødet med Økonomiudvalget i Varde Kommune.

Herudover bidrager Destination Vesterhavet til udmøntningen af den kommunale turismepolitik. Både turismepolitikken og samarbejdsaftalen har den fælles vision: 

Vi vil være Nordeuropas førende kystferiedestination målt på omsætning og gæstetilfredshed.

Mødet mellem udvalget og Destination Vesterhavets nye direktør forventes at bidrage til det fortsat gode samarbejde mellem kommune og destinationsselskab.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget tager dialogen til efterretning.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende
  • Jens S. Højland ()

Kopier link til punktet  -   Print

5: HYPERION RKSK, Interreg Europe.

Sagsnr: 24-002456

Sagsfremstilling

Administrationen indstiller til Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget, at de godkender Ringkøbing-Skjern Kommunes deltagelse i projekt HYPERION, der handler om Hydrogen. 

Baggrund:
Hydrogen kaldes også brint og er det hyppigste grundstof i universet. I et Power-to-X-anlæg foregår en elektrokemisk proces, som kaldes elektrolyse. Strøm fra sol- og vind kan omdannes til brint. Brint fremstilles ved elektrolyse af vand, hvor elektrisk strøm passerer gennem vand, der adskiller det i brint og ilt.

HYPERION handler om brint-værdikæden, og om at undersøge fordele og ulemper samt rammerne og mulighederne for at skabe brintinfrastruktur, brintproduktion og brintforbrug i forskellige regioner i Europa. Og dermed fremme af mulighederne for at etablere en "Hydrogen Valley" eller på dansk "Brintdal" også her i Ringkøbing-Skjern Kommune.

I Ringkøbing-Skjern Kommune dyrkes, produceres og forarbejdes store mængder fødevarer til forbrug i Danmark og til eksport på verdensmarkedet. Det giver lokal værdiskabelse til gavn for borgerne. På tilsvarende vis skaber lokal VE-produktion i dag merværdi, og fremover vil forædling, lagring og eksport af VE have potentiale til yderligere lokal værdiskabelse til gavn for borgerne. 

Strøm fra vindmøller og solcelleanlæg skal normalt forbruges i samme splitsekund det produceres, men kan via et Power-to-X anlæg omdannes til brint og altså lagres. Power to X og brintværdikæder er vigtige elementer i projekt HYPERION.

Projekt HYPERION er et projekt under EU programmet Interreg Europe med 11 partnere, der skal analysere barriere og muligheder for etablering af brintregioner og dele viden f.eks. i forhold til emner som energiforbrug, VE-produktion, infrastruktur, ressourcer, lokalsamfundets interesse og inddragelse osv. Tidsmæssigt varer projekt HYPERION fire år, hvoraf det fjerde år har fokus på evaluering. Hvert år er inddelt i to semestre og projektet har i alt otte semestre. I det ottende semester er planlagt en konference til afholdelse her i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Til drøftelse er der tre primære faktorer, der gør Ringkøbing-Skjern Kommune interessant for undersøgelser vedrørende etablering af en "Brintdal": Vedvarende energiproduktion, energiinfrastruktur og tilgængelige arealer. 

  1. Stor lokal vedvarende energiproduktion:
    • I kommunen er der investeret betydeligt i biogas-, vind- og solcelleanlæg for at opfylde visionen om selvforsyning med vedvarende energi.
    • Den forventede balance mellem lokal, vedvarende energiproduktion og energiforbrug kan gøre kommunen selvforsynende med vedvarende energi, men en fuldstændig overgang til fossilfri energi kræver yderligere udbygning med vedvarende energianlæg.
  2. Energikryds med strøm-, gas- og brintnet:
    • Kommunen er forbundet og integreret i energiudvekslingen i Nordeuropa via elkabler, biogas- og naturgasledninger.
    • Planer om udbygning, herunder et 400 kV elkabel og en transformerstation, samt eksisterende naturgasstation og planlagt brintledning, skaber et potent energikryds ved Stovstrup øst for Tarm.
  3. Plads til energikryds og vedvarende energianlæg:
    • Kommunen har allerede i 2020 udpeget områder øst for Tarm til energirelateret erhverv.
    • Med planerne om transformerstation, brintledning og sektorkobling øges behovet for pladsmæssig udbygning.
    • Kommunens omfattende areal giver mulighed for multifunktionel jordanvendelse og nydesign af kulturlandskaber for at imødekomme forskellige behov, herunder biodiversitet, rekreation, landbrug, og grøn energiproduktion.

Visionen om en "Brintdal" kan bidrage til at opnå målet om at blive et fossilfrit område inden 2040 og skabe grøn erhvervsværdi til gavn for både lokale borgere og det globale klima. Der er også fokus på at balancere menneskets behov for traditionelle fødevareafgrøder med nye, effektive energi-"afgrøder" som vind og sol. Spørgsmålet er, hvordan Naturens Rige kan tilpasses og skabe værdi inden for forskellige aspekter som biodiversitet, rekreation, landbrug og grøn energiproduktion.

Det overordnede mål i HYPERION er at bygge regionale økosystemer til en bæredygtig industriel omstilling baseret på innovative brint-løsninger. I denne sammenhæng bruges interregional læring til at:

1. forstå situationen i hvert territorium (god praksis for optagelse af avancerede brint-løsninger inden for industri og transport og kritiske områder, der kræver bedre støtte);

2. udvikle og implementere forbedrede politikker for at understøtte udbredelse af avancerede brint-løsninger inden for industri og transport;

3. skabe regionale økosystemer baseret på brint-forsyningskæden, der kombinerer produktion, infrastruktur og brug og involverer nøgleinteressenter;

4. opbygge kapacitet blandt offentlige myndigheder til at understøtte et skift i retning af et økonomisk system, der integrerer avancerede brint-løsninger inden for industri og transport.

Under punktet deltager Henning Donslund fra Klimasekretariatet, Ekstern Udvikling.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Forventet projektstart er april 2024.
Det samlede budget for alle partnere i HYPERION er på 2,459,038 Euro svarende til cirka 18,3 mio. kroner. Ringkøbing-Skjern Kommunes del udgør 289,462 EURO svarende til i alt cirka 2.157.000 kroner fordelt over projektets otte semestre svarende til fire år.
(Ved kurs: 1 Euro=7,45 Kroner.)

EU finansierer 80 % af Ringkøbing-Skjern Kommunes del af HYPERION, mens de sidste 20 % er egenfinansiering fra Ringkøbing-Skjern Kommune. EU finansierer altså med 0,8 x 2.156.500 = 1.725.200 kroner og Ringkøbing-Skjern Kommunes medfinansiering udgør de resterende 20 %, dvs. 0,2 x 2.156.500 = cirka 431.300 kroner fordelt på fire år. 
De 432.000 kroner tages fra klimavækstpuljen. År 1: 132.000; år 2 og 3 og 4 hver 100.000 kroner.

Der er årligt 600.000 kr. i klimavækstpuljen. I februar 2024 er der 425.000 kroner tilbage i klimavækstpuljen, og dertil kommer forventet overførsel på 2.072.000 kroner, mens der endnu ikke er disponeret noget i 2025 og frem.

 

Effektvurdering

Projekt HYPERION bidrager til byrådets klimapolitik og klimahandlingsplan 2023-2026.

Projektet analyserer og undersøger mulighederne for at fremme rammerne for brint i Ringkøbing-Skjern Kommune, så VE-el kan lagres til senere brug og i anden energiform, der f.eks. kan anvendes til transport og dermed hjælpe RKSK på vej til at indfri sit mål om 100 % fossilfrit område i 2040.

Projektet har 11 projektpartnere og bidrager til at dele viden og læring på tværs af landegrænser i potentielle brintregioner i Europa.

Det forventes, at Ringkøbing-Skjern Kommune gennem projekt HYPERION kan accelerere etableringen af "Energikrydset" med elnet, transformerstation, brintnet og Power-to-X ved Stovstrup. Samt skabe grundlag for ny erhvervsudvikling, nye arbejdspladser, en ny æra, der udbygger Ringkøbing-Skjerns styrkeposition som førende Energi-kommune.
HYPERION skal være med til at sætte Ringkøbing-Skjern Kommune på landkortet som en af Europas førende brintregioner.

Indstilling

Administrationen indstiller til Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget at godkende Ringkøbing-Skjern Kommunes deltagelse i projekt HYPERION og fra klimavækstpuljen frigive 432.000 kr. som medfinansiering. 

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Administrationens indstilling godkendt.

Fraværende
  • Jens S. Højland ()

Kopier link til punktet  -   Print

6: Kort over elbiludviklingen i Ringkøbing-Skjern Kommune

Sagsnr: 24-003025

Sagsfremstilling

Fra administrationen får Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget her til orientering vist et nyt kort-værktøj, der skal understøtte indsats 3.1 i Klimahandlingsplanen 2023-2026, hvor målet er, at der i 2030 skal være 10.000 elbiler i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Baggrund:
Indfries delmålet, at der i 2030 i Ringkøbing-Skjern Kommune kører 10.000 elbiler i stedet for 10.000 fossile biler, så vil det reducere områdets CO2 udledning med ca. 12.000 tons om året, svarende til ca. 2 procentpoint af den CO2-restudledning RKSK mangler for at nå 70% reduktion i 2030.

Det nye værktøj, der skal understøtte og monitorere (overvåge) udviklingen af elbiler består af et kort over hele Ringkøbing-Skjern Kommune inddelt i sogne. I hvert sogn kan ses udviklingen af elbiler målt som andel elbiler ud af det samlede antal biler i samme sogn. Data hentes via LIFA fra Motorregisteret, og automatisk genereres der farver på kortet og dannes tilhørende grafer, så det bliver muligt at følge med i udvikling af elbiler i det enkelte sogn og for kommunen som helhed.

Kortet tænkes også brugt til inspiration og videndeling i forhold til bilister, bilforhandlere, alle borgere  og ladeoperatører. De tilhørende grafer forventes at vise en stigning i antal elbiler og et fald i antal fossilbiler. Til fossilbiler hører hører alle andre biler end de rene elbiler. Kortet opdateres automatisk månedlig, så der ligger nye data hver den 1. i måneden. 

Henning Donslund præsenterer elbilkortet på mødet. 

Elbilkortet i Ringkøbing-Skjern Kommune

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Det nye elbilkort-værktøj understøtter Klimahandlingsplanen 2023-2026 indsats 3.1 om elektrificering af transporten. Delmålet er, at der i 2030 skal køre 10.000 elbiler og erstatte 10.000 fossilbil, hvilket vil give en CO2-reduktion på ca.  12.000 tons årligt. Det svarer til ca. 2 procentpoint af den CO2-restudledning RKSK mangler for at nå 70% reduktion i 2030.

Indstilling

Fra administrationen får Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget her til orientering vist et nyt kort-værktøj, der skal understøtte indsats 3.1 i Klimahandlingsplanen 2023-2026, hvor målet er, at der i 2030 skal være 10.000 elbiler i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende
  • Jens S. Højland ()

Kopier link til punktet  -   Print

7: VE-facilitator funktion

Sagsnr: 24-003060

Sagsfremstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftsudvalget drøfter og indstiller til Byrådet, hvorvidt der oprettes en VE-facilitator funktion i Ringkøbing-Skjern Kommune. Formålet med funktionen er at sikre videndeling og god dialog mellem borgere, lodsejere, VE-udviklere og kommunen i forbindelse med planer for nye VE-anlæg (VE er en forkortelse for vedvarende energi).

Baggrund:
I Ringkøbing-Skjern Kommune har Byrådet igangsat en proces med henblik på at planlægge for og opstille flere VE-anlæg - f.eks. vindmøller og solceller i kommunen. Det sker for at bidrage til FN's og Danmarks målsætninger på området og for at understøtte Ringkøbing-Skjern Kommunes eget mål om at blive fossilfrit område inden udgangen af 2040. Derudover er forsyning med grøn energi en konkurrenceparameter i forhold til at tiltrække nye virksomheder og arbejdspladser til kommunen - og dermed øge den lokale værdiskabelse til gavn for borgerne.

Byrådet har vedtaget nedenstående proces for opsætning af VE-anlæg i Ringkøbing-Skjern Kommune:

  • Informationsmøder
  • Projektudviklere (gen)indsender deres ansøgning(er)
  • Administrativ vurdering af ansøgninger
  • Temamøde i byrådet
  • Borgermøde
  • Byrådet beslutter, hvilke ansøgninger der skal arbejdes videre med
  • Bearbejdning af de udvalgte ansøgninger - med mulighed for lokal dialog
  • Udarbejdelse af plangrundlag for de enkelte konkrete projekter

VE-facilitator:

Generelt er en facilitator en person, der letter og støtter processer eller aktiviteter for at sikre effektiv kommunikation, problemløsning og beslutningstagning i en gruppe. Facilitatoren har ofte færdigheder inden for kommunikation, konfliktløsning og gruppedynamik for at skabe en produktiv og samarbejdsvillig arbejdsoplevelse. Facilitatoren opfordrer til aktiv deltagelse, styrer diskussioner og understøtter gruppen i at nå frem til fælles beslutninger. Facilitatoren er normalt neutral og tager ikke selvstændigt stilling til indholdet, men fokuserer på at lette processen for gruppen.
En VE-facilitator har fokus på at støtte processer i forbindelse med etablering af vedvarende energianlæg, f.eks. solcelleanlæg, vindmølleparker og biogasanlæg.

Anlæg til vedvarende energi skal skabe værdi og en grønnere fremtid. Ikke bare for borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune men for hele Danmark. Det stærke lokale udgangspunkt skal bidrage til den ambitiøse nationale målsætning om at firedoble VE på land frem mod 2030. Vores landskab vil forandre sig. Det er uundgåeligt. Og der vil være lokalsamfund, der bliver påvirket. Det ved vi godt.

Det er afgørende, at der er gennemsigtighed i processerne. Dialog mellem lokalsamfundene, borgere, lodsejere, VE-udviklere og kommunen skal bidrage til, at VE-projekter skaber værdi og positiv udvikling lokalt. I den åbne og ærlige dialog kan der sammen findes frem til løsninger, der giver værdi.

I forlængelse heraf foreslås etableret en VE-facilitator funktion, der netop kan sikre borgerinddragende processer, videndeling, god dialog og lokale samarbejder mellem lokalsamfundene, borgere, lodsejere, VE-udviklere og Ringkøbing-Skjern Kommune - med det formål at opstille yderligere VE-anlæg, der bidrager til førnævnte mål samtidig med, at der skabes lokal indsigt og lokal værdi.

Opgavens formål:
Ringkøbing-Skjern Kommune ønsker via facilitering og borgermøder at understøtte og sikre en ligeværdig dialog mellem interessenterne, og derigennem inddrage og informere offentligheden.

Da alle lokalsamfund er forskellige, og der er stor forskel på, hvor langt de enkelte lokalsamfund er i dialogen med VE-udviklerne på nuværende tidspunkt, tilstræber Ringkøbing-Skjern Kommune at stille to forskellige VE-facilitatorer til rådighed for lokalsamfundene. Det er de lokale repræsentanter for dialoggruppen, der afgør, hvilken VE-facilitator de ønsker at benytte.

Opgavens indhold:
VE-facilitators rolle og opgaver er, at: 

  • facilitere dialog mellem bygherre og lokalsamfund. VE-facilitator skal være neutral.
  • invitere til borgermøde og samle interessenterne til fællesmøde om det aktuelle VE-anlæg.
  • danne en dialoggruppe med repræsentanter fra f.eks. lokalsamfundene, borgere, lodsejere, VE-udviklere og Kommunen. Dialoggruppens formål er at arbejde for de overordnede mål samt sikre lokal indsigt og værdiskabelse.
  • facilitere dialoggruppen og processen for det konkrete VE-projektområde, så dialoggruppen i fællesskab ser på mulighederne for at opstille VE-anlæg i området herunder udformningen af VE-anlæg.
  • facilitere og sikre at repræsentanterne for interessenterne i dialoggruppen hver især fremkommer med synspunkter, holdninger og ønsker og, at disse bliver præsenteret på en klar og præcis måde overfor de andre interessenter i dialoggruppen. 
  • evaluere og opsamle dialoggruppens drøftelser, synspunkter, holdninger og ønsker i en kortfattet skriftlig rapport - evt. med få tilhørende slides.
  • afholde eventuelt yderligere dialogmøde, hvor den tilhørende VE-ansøgning kan drøftes lokalt.

Proces for tildeling af VE-facilitator:

Den 1. maj 2024 skal alle ansøgninger være (gen)indsendt, hvorefter der sker en indledende screening. De projekter, der arbejdes videre med, får mulighed for at søge om bistand fra VE-facilitator funktionen. Helt konkret betyder det, at det skal være politisk vedtaget, at et område er udvalgt til at arbejde videre med inden et område kan søge om tildeling af en VE-facilitator. Denne politiske udvælgelse vil formenligt først finde sted i august eller september 2024.

Tildelingen af midler sker administrativt indenfor de politiske rammer.  

Lovgrundlag og juridisk vurdering

KL har den 6. december 2023 udarbejdet notat vedr. kriterier for lokal værdiskabelse ved behandling af ansøgninger om opsætning af VE-anlæg. Notatet er vedlagt som bilag og konkluderer:

  1. Kommunen har alene begrænsede muligheder for at inddrage økonomiske hensyn til lokalsamfundene ved opførelse af VE-anlæg. Det skyldes, at der ikke er en klar hjemmel til at gøre kriterier om lokal værdiskabelse til en betingelse for en tilladelse.
  2. Der er ikke hjemmel til, at kommunen kan påtage sig en aktiv rolle i den lokale forhandling mellem borgere og investorer. Kommunen kan ikke finansiere en ekstern rådgiver for naboer til VE-anlægsprojekter.

Ovenstående betyder, at en VE-facilitator hverken direkte eller indirekte må påtage sig forhandlerrollen mellem interessenterne. 

Økonomi

Der skal afsættes midler til at finansiere VE-facilitator til VE-projekter forventeligt i hele 2024 og frem til og med juni 2025. 

For nuværende, det vil sige februar, kendes det relevante antal VE-områder ikke, idet runden for nye ansøgninger har ansøgningsfrist 1. maj 2024.

Der afsættes indledningsvis et rammebeløb på 300.000 kroner. Det vurderes at koste ca. 50.000 - 60.000 kroner per VE-område at gennemføre VE-faciliteringen. Der planlægges med et maksimalt beløb på 60.000 kroner eksklusiv moms per VE-område alt inklusiv. Det vil sige inklusiv al facilitering, koordinering, mødeindkaldelser, møder, lokaleleje, forplejning, transport, evaluering og rapportarbejde osv. Det vurderes således at være muligt at gennemføre VE-facilitering af 5-6 VE-områder inden for rammebeløbet på 300.000 kroner.

Hvis der viser sig endnu flere relevante VE-områder med behov for VE-facilitering og rammebeløbet på 300.000 kroner udfordres, vil Erhvervs-, Klima-og Arbejdskraftudvalget igen skulle drøfte og eventuelt godkende en udvidelse af rammebeløbet og eventuelle procesjusteringer.

Beløbet på 300.000 kroner foreslås finansieret af midler fra Klimavækstpuljen. 

I februar 2024 er der 425.000 kroner tilbage i klimavækstpuljen, og dertil kommer forventet overførsel på 2.072.000 kroner. Det skal bemærkes, at der på et tidligere punkt på udvalgsmødet - i punkt 5 - er ansøgt om 132.000 kr. fra klimavækstpuljen i 2024 og 100.000 kr. i årene 2025-2027. De 132.000 kr., der ansøges om i punkt 5, er ikke indregnet i de 425.000 kr., som er tilbage af klimavækstpuljen i 2024.

Effektvurdering

Oprettelse af en VE-facilitator funktion vil bidrage til en transparent og ligeværdig dialog mellem interessenterne.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget drøfter og indstiller til Byrådet:

  • om der skal oprettes en VE-facilitator funktion i Ringkøbing-Skjern Kommune til at sikre videndeling og god dialog mellem borgere, lodsejere og VE-udviklere i forbindelse med planer for nye VE-anlæg.
  • om der i 2024 skal bevilges 300.000 kroner til formålet fra Klimavækstpuljen.

BilagBeslutning

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget anbefaler,

at der oprettes en VE-facilitator funktion i Ringkøbing-Skjern Kommune til at sikre videndeling og god dialog mellem borgere, lodsejere og VE-udviklere i forbindelse med planer for nye VE-anlæg, og

at der i 2024 bevilges 300.000 kroner til formålet fra Klimavækstpuljen.

Fraværende
  • Jens S. Højland ()

Kopier link til punktet  -   Print

8: Gensidig orientering

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Orientering fandt sted.

Fraværende
  • Jens S. Højland ()

Kopier link til punktet  -   Print

9: Underskriftsside

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Fraværende
  • Jens S. Højland ()
Kontaktoplysninger
Politisk Administrativt Sekretariat
Politisk Administrativt Sekretariat
Ved Fjorden 6
6950 Ringkøbing