Referat: 25. september 2023 kl. 08:00

Innovationsgården Klink, Holmgårdsvej 4, 6971 Spjald
Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget

Deltagere

  • Marie Kamp From
  • Jens S. Højland
  • Hans Østergaard
  • Jens Jensen
  • Jesper Lærke
  • Irvin Christensen
  • Søren Elbæk

Kopier link til punktet  -   Print

1: Godkendelse af dagsorden

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Godkendt.

Fraværende
  • Jens Jensen ()

Kopier link til punktet  -   Print

2: Virksomhedsbesøg

Sagsnr:

Sagsfremstilling

Udvalget besøger Arlas innovationsgård Klink, hvor gårdejer Torben Sønderby holder et oplæg om gården.

Nær Grønbjerg driver Torben Sønderby et økologisk landbrug med 240 sortbrogede Holsteinkøer. Han har hidtil leveret 2,4 mio. kg mælk til Arla hvert år. Men fra april 2023 har gårdejeren ikke længere drevet gården som et normalt landbrug. Gården er nemlig blevet omdannet til Arlas første danske innovationsgård.

På innovationsgården skal forskere fra bl.a. Aarhus Universitet teste og demonstrere nye metoder og teknologier og omsætte dem til praksis. Gården er desuden indrettet til at kunne tage imod leverandører, samarbejdspartnere og forskere fra ind- og udland, som kan tage del i - eller blive inspireret af - arbejdet.

Med den nye innovationsgård kan Arla omsætte forskning og samarbejde til praksis, der kan skaleres og indføres på gårde i ind- og udland.

Fakta om Arlas første danske innovationsgård:

  • Udover Arlas danske innovationsgård har Arla to innovationsgårde i Storbritannien og Sverige, og en fjerde er på vej i Tyskland.
  • Innovationsgårdene er et led i Arlas mål om at reducere sin CO2e-udledning med 30 procent i 2030 samt være helt klimaneutral i 2050.
  • Arla har opsat fem fokusområder for, hvor der skal hentes den største klimagevinst både nu og i fremtiden på alle Arlas gårde. Disse danner også ramme om forskningen på innovationsgårdene: 1) fodereffektivitet, 2) brug af færre proteiner, 3) fokus på sundere køer med længere levetid, 4) reduktion af kvælstofoverskud fra foderproduktion og mere effektiv brug af gylle, 5) bedre brug af arealer, der skal sikre et større høstudbytte og højere foderkvalitet.
  • Gården har i dag 240 sortbrogede Holsteinkøer, er 80 procent selvforsynende med foder og han producerer strøm svarende til 130 procent af gårdens forbrug gennem et 2.500 kvm stort solpanel.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Virksomhedsbesøg fandt sted.

Fraværende
  • Jens Jensen ()

Kopier link til punktet  -   Print

3: Tysk team skal være med til at få flere tyskere til at flytte hertil

Sagsnr: 23-009171

Sagsfremstilling

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget modtager en orientering og mulighed for dialog med det forstærkede tyske team, der skal være med til at tiltrække tyske tilflyttere og kvalificeret arbejdskraft til Ringkøbing-Skjern Kommune.

På mødet deltager kommunens to tyske tilflytterguider og en repræsentant fra sekretariatet for Profilering og Bosætning.

Forsøgsordning med flere timer til tyske tilflytterguider

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget gav på mødet den 22.maj 2023 opbakning til, at sekretariatet for Profilering og Bosætning kunne udarbejde en etårig forsøgsordning til en forstærket håndholdt indsats på op til tyve timer ekstra ugentlig for at få flere tyskere til at bo og arbejde i kommunen.

En forsøgsordning er nu godt på vej. En ny tysk tilflytterguide med sundhedsfaglig baggrund er fra den 1. september startet med at arbejde tre-fire timer ugentlig specifikt med kontakten til de potentielle tyske tilflyttere, der har en sundheds- og omsorgsfaglig baggrund. Samtidig opnormeres kommunens ”gamle” tyske tilflytterguide fra den 1. oktober til tyve timers håndholdt indsats med særlig fokus på kontakten til potentielle tyske tilflyttere med uddannelser og erfaringer, som efterspørges af virksomheder i kommunen.

Kontakt med over 1.500 potentielle tyske tilflyttere

Udgangspunktet for de to tyske tilflytterguiders arbejde er de potentielle tyske tilflyttere, der løbende henvender sig, og dem, der allerede er i kontakt med kommunen. Blandt andre de over 1.500, der foreløbig har sendt et mini-CV sammen med tilmeldingen til løbende at modtage flytmodvest.dk´s tyske nyhedsbrev.

Blandt de 1.500 kontakter er omkring 175 med sundhedsfaglig baggrund, og flere af dem har vist særlig interesse for at arbejde på sundhed- og omsorgsområdet. Blandt andre deltog 50 tyskere sidste år i kommunens webinar om mulighederne for ansættelse ved Sundhed og Omsorg i kommunen. 

Næsten 300 tyskere med mange forskellige uddannelser har desuden foreløbig deltaget i INFOTAG i Rådhushallen i Ringkøbing for at få mere at vide og få kontakt til områdets virksomheder. Interessen for næste INFOTAG mandag den 6. november 2023 tegner også til at blive stor. Over 100 har allerede tilmeldt sig - kun en uge efter åbningen for tilmelding.

Et job er afgørende for at flytte hertil

Mange tyskere føler sig trængt i det tyske arbejdsliv og tiltrækkes af de gode danske arbejds- og samfundsforhold. De kender vores område fra ferier, så derfor vil de også gerne hertil for at bo og arbejde.

Spørgeskemaundersøgelser viser, at de største barrierer for at gøre alvor af drømmen om at flytte hertil er sproget og at finde et arbejde. Det kan være svært for tyskere selv at finde de relevante jobmuligheder, og mange virksomheder mangler også kendskab til at se og udnytte det tyske potentiale i rekrutteringsarbejdet.

Målet med det styrkede tyske tilflytterteam er derfor at skabe en personlig og direkte kontakt om jobaftaler mellem tyskere og virksomheder. Det kan få flere tyskere til hurtigere at realisere drømmen, og det kan være med til at afhjælpe manglen på arbejdskraft til områdets virksomheder.

60 procent flere tyskere på knap seks år

Tiltrækning af tyske tilflyttere har siden efteråret 2018 været en indsats i kommunens politik for Profilering og Bosætning, og den har givet resultater. Indsatsen omfatter blandt andet målrettede informationer med gode råd og tips om mulighederne for at bo og arbejde her i de tyske nyhedsbreve, på den tyske udgave af www.flytmodvest.dk og ved kontakt til den tyske tilflytterguide.

Der er foreløbig i år flyttet 92 fra Tyskland til kommunen frem til den 1. september 2023. Samme dato er antallet af tyske borgere i kommunen aktuelt opgjort til 594. I starten af 2018 var der 363 tyskere bosat i kommunen. Altså en stigning på godt 60 procent på knap seks år.

Langt de fleste tyske borgere i kommunen er i den arbejdsdygtige alder 20-69 år.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Den etårige forsøgsordning med en styrket håndholdt indsats på honorarbasis koster ca. 300.000 kr. Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget har på mødet den 22. maj 2023 godkendt, at den finansieres af de overførte midler fra 2022 i budgettet for Profilering og Bosætning.

Effektvurdering

Det er en langsigtet indsats at få folk til at tage springet og flytte til et andet land for at bo og arbejde, men erfaringerne viser, at en personlig kontakt med en konkret individuel indsats kan fremme beslutningen. Det forventes derfor, at et styrket tysk tilflytterteam vil kunne få flere til at flytte hertil. Effekten kommer dog også til at afhænge af konjunkturudviklingen.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget tager orienteringen til efterretning.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende
  • Jens Jensen ()

Kopier link til punktet  -   Print

4: Ålandet - en vision for Skjern Å og dens vandopland

Sagsnr: 23-017634

Sagsfremstilling

Administrationen indstiller, at projekt Ålandet på vegne af Ringkøbing-Skjern Kommune forankres i Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget og, at udvalget godkender vedhæftede kommissorium for projektet. Land, By og Kultur repræsenterer Ringkøbing-Skjern Kommune i samarbejdet med Herning og Ikast-Brande Kommuner og organiserer i Ringkøbing-Skjern Kommune en projektgruppe med nødvendige fagpersoner fra den kommunale organisation. 

Projektet har ikke været i høring hos interessenter endnu. Initiativtagerne ønsker først at kende de tre kommuners indstilling til ideen, hvorefter en høring vil blive medtaget i arbejdet med  projektorganiseringen.

Baggrund

Visionsoplægget Ålandet er udarbejdet på initiativ af en uafhængig gruppe erhvervsfolk og lokale ildsjæle – og gennemført med økonomisk støtte fra sogne-/borgerforeninger i den sydlige del af Herning Kommune. Projektets overordnede vision er at skabe udvikling i en del af Danmark, der i stor udstrækning består af landdistrikter, og hvis store naturværdier og interessante kulturhistorie indeholder et uudnyttet potentiale.

Visionen for Ålandet drives indledningsvis i et samarbejde mellem Herning Kommune, Ikast-Brande Kommune og Ringkøbing-Skjern Kommune. Der kan komme flere kommuner til ligesom Region Midtjylland vil blive inddraget i projektet.

Forankringen i Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget sikrer, at alle politikområder kan bringes i spil på sigt. Indledningsvis har Landdistriktsrådet med udgangspunkt i Landdistriktspolitikken støttet flere projekter, som direkte peger på projekt Ålandet som den overordnende vision. Det er bl.a. opgravningen af Hoven Mølledam og udarbejdelsen af en naturhelhedsplan for Borris og omegn. De nævnte projekter ligger i Skjern Å-deltaet og ser potentielt store muligheder ved at indgå i den komplette vision, som Ålandet er et udtryk for.

Projektet inddeles i flere faser. Det giver også mulighed for at tilpasse projektet alt efter, hvordan det udvikler sig. Samtidig kan den enkelte fase designes med konkrete mål og indsatser, der er tilpasset udviklingen i den enkelte kommune. En foreløbig plan fremgår af projektkommissoriet.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Med udgangspunkt i visionen for Ålandet og det forestående konkrete arbejde med fundraising vil mange forskellige parter (herunder lodsejere og myndigheder) blive inddraget. 

Økonomi

I første omgang bidrager hver kommune med 50.000 kr. til at dække rådgiverudgifter, der kan sikre, at den røde tråd i visionsoplægget kanaliseres ned og tilpasses til de involverede kommuner. Rådgiveren skal ligeledes bidrage til arbejdet med at søge fondsmidler. Ringkøbing-Skjern Kommunes andel finansieres af midler afsat til Nationalpark Skjern Å-sekretariatet i Land, By og Kultur.

Kommende fondsansøgninger hviler på et politisk ejerskab og en forpligtelse til projektet på tværs af de deltagende kommuner. Der udvikles en konkret plan for, hvordan dette skal ske.

Det må forventes, at de deltagende kommuner indgår med ressourcer til arbejdet i en tværgående projekt- samt styregruppe. Forslag til organisering fremgår af projektkommissoriet.

Det indledende arbejde vil afdække i hvilket omfang, hver kommune forventes at bidrage med medfinansiering til arbejdet med udviklingsplanen.

Effektvurdering

Visionen Ålandet indeholder potentialer for både landdistrikts-, turisme- og erhvervsudvikling, ligesom den formodes at bidrage positivt til branding af hele Skjern Å-deltaet.

Indstilling

Administrationen indstiller, at:

  1. projekt Ålandet på vegne af Ringkøbing-Skjern Kommune forankres i Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget
  2. udvalget godkender vedhæftede kommissorium for projektet.
  3. Land, By og Kultur repræsenterer Ringkøbing-Skjern Kommune i samarbejdet med Herning og Ikast-Brande Kommuner
  4. Land, By og Kultur organiserer en lokal styregruppe med tilhørende projektorganisation med nødvendige fagpersoner fra den kommunale organisation. 

BilagBeslutning

Administrationens indstilling godkendt. 

Fraværende
  • Jens Jensen ()

Kopier link til punktet  -   Print

5: Drøftelse af DI-Erhvervsvenlighed 2023

Sagsnr: 23-013324

Sagsfremstilling

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget modtager her en orientering om årets resultater for Ringkøbing-Skjern Kommune i Dansk Industris undersøgelse Lokal Erhvervsvenlighed 2023. Undersøgelsen  kan danne baggrund for en fælles drøftelse i udvalget.

Ringkøbing-Skjern Kommune ligger i den bedste femtedel i Dansk Industris årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed.

Kommunen er gået fra en 13. plads til en 17. plads. Det er tredje gang, kommunen går tilbage i denne undersøgelse. Der er dog også fremgang i undersøgelsen på flere underkategorier.

Her skal især nævnes den store fremgang på den grønne udvikling, hvor kommunen i flere år har haft en stor satsning på at hjælpe virksomheder med den grønne omstilling. Helt tilbage fra tiden med det lokale GRO-projekt (Grøn Ressource Optimering), som blev gennemført af erhvervsrådet, og som siden blev til inspiration for det regionale ECSMV-projekt (Energi- og CO2-besparelser i små og mellemstore virksomheder), hvor den grønne lokale vejledningsindsats fortsatte fra erhvervsrådet til kommunens virksomheder.

Derudover er der - via kommunens nye klimapolitik og handlingsplan - mange aktiviteter, der bidrager til dette gode resultat.

De bedste resultater er:

3. plads: Grøn udvikling (mod en 7. plads sidste år)

7. plads: Arbejdskraft (mod en 5. plads sidste år)

12. plads: Sagsbehandling (mod en 13. plads sidste år)

12. plads: Overordnet erhvervsvenlighed (mod en 18. plads sidste år).

Dansk Industri har flere gange i deres sparring i forhold til årenes undersøgelser påpeget, at det er vigtigt at have fokus på kommunikation som redskab til at komme i toppen af målingen. Det er derfor tilfredsstillende, at kommunen er rykket op på en 15. plads fra en 19. plads inden for kategorien Information og dialog. Her var kommunen placeret på en 6. plads i 2021. Resultaterne inden for denne kategori bygger udelukkende på virksomhedernes svar, hvilket også gør sig gældende i kategorien Overordnet erhvervsvenlighed

Metode:

Dette års erhvervsklimaundersøgelse er metodisk bygget op på en ny måde men med de samme 10 kategorier:

  1. Overordnet erhvervsvenlighed
  2. Infrastruktur og transport
  3. Arbejdskraft
  4. Uddannelse
  5. Sagsbehandling
  6. Grøn udvikling
  7. Brug af private leverandører
  8. Digitale rammer
  9. Skatter, gebyrer og erhvervsarealer
  10. Information og dialog

I år vægter de statistiske data 50 procent og virksomhedernes besvarelser 50 procent, hvor begge elementer er medtaget i en kategori.

De to kategorier Overordnet erhvervsvenlighed og Information og dialog har kun spørgsmål til virksomheder, der derfor vægter 100 procent inden for de givne kategorier.

Kategorien Uddannelse indeholder kun statistiske indikatorer, og dermed vægter statistiske indikatorer i denne kategori 100 procent i den samlede kategori.

Hver kategoris resultat vægter igen 10 procent til den samlede placering, som for Ringkøbing-Skjern Kommune medfører en 17. plads.

Hvad sker der nu?

Resultaterne drøftes på møde med Dansk Industri, i Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget, i erhvervsrådets bestyrelse og med erhvervet.

På baggrund af drøftelserne udarbejdes en handlingsplan, som har til formål at forbedre næste års resultat på en række udvalgte områder.

Til uddybning af undersøgelsens resultater se bilag 1 og bilag 2. Thomas Andersen gennemgår undersøgelsens hovedresultater på mødet. 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget drøfter resultatet af årets DI-undersøgelse Lokal Erhvervsvenlighed 2023.

BilagBeslutning

Orientering og drøftelse fandt sted.

Fraværende
  • Jens Jensen ()

Kopier link til punktet  -   Print

6: Invitation til Turismekonference på Christiansborg d. 24. oktober 2023

Sagsnr: 23-018598

Sagsfremstilling

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget modtager en orientering om afholdelse af 'Vestkysten viser vejen' - en turismekonference på Christiansborg den 24. oktober 2023. De tre vestkystdestinationsselskaber - Vesterhavet, Vadehavskysten og Nordvestkysten - holder konference med det formål at sætte fokus på vestkystturismen på nationalt niveau.

Baggrund

Konferencen 'Vestkysten viser vejen' afholdes for at sætte fokus på det, der skal til, for at der kan skabes en turisme, som erhvervet kan leve af og borgerne kan leve med hele året rundt. Konferencen vil gøre dette med afsæt i tre hovedtemaer: Den Nationale Turismestrategi i et Vestkystperspektiv, Kulturformidling på vestjysk og Vejen til succes. 

Se bilag 1: Program for turismekonferencen 'Vestkysten viser vejen'.

Da konferencen  både sætter fokus på den Nationale Turismestrategi og samarbejdet omkring Udviklingsplan for Vestkysten - lokalt, regionalt og nationalt, følger et uddrag af vision og pejlemærker for begge nedenfor:

 Den Nationale Turismestrategi 2022

Den nationale Turismestrategis vision 2030 er: "Turismen skal styrke dansk økonomi og det danske samfund gennem en miljømæssig, økonomisk og socialt bæredygtig vækst, der skaber værdi for borgere, turister og lokalsamfund".

Rammen om strategien er de tre pejlemærker:

1) Grønne og bæredygtige løsninger med mindre miljø- og klimaaftryk

  • Alle offentlige turismeorganisationer skal bæredygtighedscertificeres.
  • 70 procent af alle overnatningssteder i Danmark skal være bæredygtighedscertificerede.
  • Danmark skal ligge nummer 1 blandt landene i Nordeuropa i forhold til turisternes vurdering af landet som et miljøvenligt rejsemål.

2) Flere turister med et større turismeforbrug i Danmark

  • Turismeomsætningen i Danmark skal nå 190 mia. kr.
  • Dansk turisme skal runde 72 mio. overnatninger .
  • Antallet af overnatninger udenfor højsæsonen (juli og august) skal udgøre 2/3 dele af overnatninger i 2030.

3) Tilfredse turister, borgere og medarbejdere

  • Danmark skal ligge i top 3 blandt landene i Nordeuropa, når det gælder de udenlandske turisters overordnede tilfredshed med ferieoplevelsen i landet.
  • Borgernes overordnede opfattelse af turismen som positiv for det danske samfund øges.
  • Mindst 80 pct. af medarbejderne i turismeerhvervet skal være tilfredse med deres job som helhed.

Udviklingsplan for Vestkysten 2021

Visionen for Udviklingsplan for Vestkysten "Vestkysten skal være blandt Nordeuropas mest attraktive kystdestinationer og en drivkraft for vækst i turismen i Danmark".

Rammen for Udviklingsplanen er de seks pejlemærker:

1) Bæredygtighed: Mere end opfyldelse af ambitioner i national strategi 2030.

2) Omsætning: Hæve turismeomsætningen fra 15 mia. kr. i 2015 til 31. mia. kr. i 2025.

3) Overnatning: Hæve antallet af overnatninger fra 16,5 mio. i 2015 til 22,8 mio. i 2025.

4) Jobskabelse: Øge den turismeafledte jobskabelse til 27.747 jobs i 2025.

5) Døgnforbrug: Hæve døgnforbruget med gennemsnitligt 2,1 procent årligt frem mod 2025.

6) Tilfredshed: 83 procent af gæsterne skal være meget tilfredse med oplevelsen i 2025.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Konferencen vil bidrage til øget fokus på Vestkystens betydning for og bidrag til dansk turisme.

Indstilling

Administrationen indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

BilagBeslutning

Taget til efterretning.

Fraværende
  • Jens Jensen ()

Kopier link til punktet  -   Print

7: Nye temaer for udvalget

Sagsnr: 23-019094

Sagsfremstilling

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget har nu eksisteret i 1 1/2 år, og har i denne periode udarbejdet 9 politikker og godkendt et tilsvarende antal handlingsplaner. Administrationen og diverse råd og samarbejdspartnere har påbegyndt implementeringen af disse.

Udvalget bedes drøfte, om der er temaer eller emner, som man særligt ønsker at arbejde med i det kommende år. 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget drøfter og kommer med forslag til temaer og emner, som udvalget ønsker at arbejde med det kommende år.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Drøftet.

Fraværende
  • Jens Jensen ()

Kopier link til punktet  -   Print

8: Gensidig orientering

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Intet.

Fraværende
  • Jens Jensen ()

Kopier link til punktet  -   Print

9: Underskriftsside

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Fraværende
  • Jens Jensen ()
Kontaktoplysninger
Politisk Administrativt Sekretariat
Politisk Administrativt Sekretariat
Ved Fjorden 6
6950 Ringkøbing