Referat: 26. juni 2023 kl. 08:00

KP Components, Birkevej 2, 6971 Spjald
Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget

Deltagere

  • Jens Jensen
  • Hans Østergaard
  • Jens S. Højland
  • Søren Elbæk
  • Jesper Lærke
  • Irvin Christensen
  • Marie Kamp From

Kopier link til punktet  -   Print

1: Godkendelse af dagsorden

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Godkendt.

Kopier link til punktet  -   Print

2: Virksomhedsbesøg

Sagsnr:

Sagsfremstilling

Udvalget besøger KP Components i Spjald, hvor CEO Carsten Wengel holder et oplæg.

KP Components er markedsleder indenfor kompleks automatiseret bearbejdning.

KP Components fremstiller komponenter i alle typer lavt- og højtlegeret stål, samt metaller og støbegods. Ved siden af de komplekse komponenter opretholdes stor knowhow indenfor traditionelt underleverandørarbejde.

KP Components har en omfattende maskinpark – herunder CNC maskiner udstyret med robot og automatiseringsudstyr til serieproduktion samt enkeltstyksproduktion.

KP Components er en anerkendt leverandør til kendte virksomheder på hjemme- og eksportmarkedet, hvor der leveres bearbejdning til bl.a. hydraulik-, vind-, proces-, marine- og offshoreindustrien. Derudover løses der opgaver for diverse støberier samt for kunder med specialopgaver baseret på løbende produkt- og produktionsmodning.

KP Components har en vision om at være den bedste og førende underleverandør af spåntagende bearbejdning m.v. - og deres værdier er fleksibilitet, kvalitet, høj teknologi og rummelig arbejdsplads.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Virksomhedsbesøg fandt sted.

Kopier link til punktet  -   Print

3: Orientering om opgaverne og samarbejdet mellem MADE og DTL

Sagsnr: 22-028141

Sagsfremstilling

MADE (Manufacturing Academy Denmark) og DTL (Digital Tranformation Lab) er lokaliseret hos Innovest i Skjern og begge har fokus på at hjælpe produktionsvirksomheder. 

MADE er for kort tid siden startet op i Skjern. Hvilke konkrete opgaver skal de løse, og hvordan bliver samarbejdet med DTL, Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd og de lokale virksomheder? 

Preben Dahl Johansen (MADE) og Jakob Lemming (DTL) orienterer nærmere om dette på mødet. 

MADE

MADE er Danmarks produktionsklynge. Klyngen har sit udgangspunkt i 2014, hvor et industriledet konsortium af produktionsvirksomheder, universiteter og GTS-institutter gik sammen om at grundlægge MADE som en landsdækkende klynge for dansk produktion. De havde sammen en vision om at gøre Danmark til et verdensførende land for avanceret produktion gennem forskning, innovation og uddannelse.  

Preben Dahl Johansen er ansat som chefkonsulent fra april 2023 med base hos Innovest i Skjern. 

DTL 

Det overordnede formål med projektet er at tilføre ny forskningsbaseret viden til  produktionsindustrien i kommunen, således at den kommer med på den nye industrielle bølge, hvor den digitale verden integreres med den fysiske produktion. Dette sker ved at opbygge et fysisk og digitalt Lab på Innovest. Lab'et er skabt i et tæt samarbejde mellem Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd og Aarhus Universitet (AU). 

Lab manager Jakob Lemming tiltrådte i januar 2021. 

 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

MADE: Ringkøbing-Skjern Kommune betaler 400.000 kr. i 2023 og 300.000 kr. i hvert af årerne 2024 og 2025.

Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd bidrager årligt med 100.000 kr. i 2024 og 2025. 

DTL: Der er en samlet bevilling fra Ringkøbing-Skjern Kommune på 12.830.000 kr. og 3.000.000 kr. fra virksomhederne. Perioden er fra opstarten i 2021 til sommeren 2024. 

 

 

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning. 

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Taget til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

4: Status på kommunens arbejde med den nationale bredbåndspulje

Sagsnr: 23-012279

Sagsfremstilling

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget får her en status på kommunens arbejde med mulighederne for at søge den nationale bredbåndspulje til orientering. 

Historik

Fra 2018 til og med 2022 har i alt 2.200 adresser i Ringkøbing-Skjern Kommune fået tilsagn om midler fra den nationale bredbåndspulje til adresser med dårligt internet. Adresserne fordeler sig på 43 projekter under den almindelige ordning samt 9 projekter under den særlige ordning, hvor enkeltstående adresser har kunnet søge puljen. 

Tilskuddet til projekter i kommunen fra den nationale bredbåndspulje beløber sig i alt til 66,5 mio. kr. fordelt på perioden 2018 til 2022. 

Cirka 750 adresser mangler stadig at få etableret bedre internet i Ringkøbing-Skjern Kommune. 

Ringkøbing-Skjern Kommune har årligt givet 1.000 kr. i støtte til husstande i kommunen, der har opnået tilsagn om midler fra fra den nationale bredbåndspulje. Økonomiudvalget skal på mødet den 27. juni 2023 tage stilling til, om der igen i år skal oprettes en kommunal bredbåndspulje.

Den nationale pulje 2023

Gennem bredbåndspuljen kan tilskudsberettigede adresser, både private og erhverv, søge økonomisk tilskud til bedre internet ved Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur (SDFI).

Tilskudsberettigede adresser kan søge sammen med andre tilskudsberettige adresser, der ligger tæt på hinanden under den almindelige ordning.

Derudover kan en mindre gruppe af adresser, der ligger alene, søge den særlige ordning for enkeltstående adresser. Knap 100 adresser i kommunen kan søge den særlige ordning.

Bredbåndskortet (https://bredbaandspulje.sdfi.dk) kan man se, hvilke adresser i lokalområdet, der er tilskudsberettigede, samt om man kan søge den ene eller den anden ordning. 

Der er 100 mio. kr. i puljen, hvoraf 25 mio. kr. er afsat til ansøgninger til den særlige ordning for enkeltstående adresser.

Informationsmøder

Både styrelsen og Ringkøbing-Skjern Kommune afholder informationsmøder om puljen. Derudover sender styrelsen et brev via Digital Post til alle tilskudsberettigede boligejere om muligheden for at søge puljen. 

Læs mere om puljen her: https://sdfi.dk/digital-infrastruktur/bredbaand/bredbaandspuljen

Jesper Lemming, leder af HR og Kommunikation, orienterer generelt om arbejdet med puljen på mødet.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger. 

Økonomi

Ingen bemærkninger. 

Effektvurdering

2.200 adresser i Ringkøbing-Skjern Kommune har fået midler fra den nationale Bredbåndspulje fra 2018 til 2022.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget tager orienteringen til efterretning samt anbefaler Økonomiudvalget, at der afsættes landdistriktsmidler til den kommunale bredbåndspulje. 

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Administrationens indstilling godkendt.

Kopier link til punktet  -   Print

5: Orientering om arbejdet i Arbejdskraftrådet

Sagsnr: 23-011467

Sagsfremstilling

Udvalget får en orientering om arbejdet i Arbejdskraftrådet med udgangspunkt i mødet den 26. maj, som blev afholdt hos Lalandia. Rådet er nedsat for at bidrage med løsninger på manglen på arbejdskraft i Ringkøbing-Skjern Kommune. 

Orientering om mødet den 26. maj 

Det var et meget konstruktivt møde med en rigtig god dialog. Dagsordenen og referatet  kan findes her

I det følgende nævnes nogle få udvalgte emner:

Præsentation af Ringkøbing-Skjern Kommunes RPA-løsninger (Robotic process automation)

Pernille Thomasen og Erik Elkhøj, som er IT-konsulenter i Ringkøbing-Skjern Kommune fortalte om udvikling og implementering af RPA-løsninger. Der er udviklet mere end 150 RPA-løsninger hos kommunen fra 2019 til 2023, hvilket har effektiviseret og kvalitetssikret en lang række administrative arbejdsgange, som før blev håndteret manuelt i administrationen - eller opgaver som ikke blev løst. Ud over de direkte økonomiske gevinster spares medarbejderne også for trivielle administrative opgaver til fordel for mere udfordrende og spændende opgaver. 

Morten Brændgaard fra Lampemesteren fortalte endvidere om udviklingen af effektive IT-løsninger i en international virksomhed.  

Det var rigtig god inspiration til deltagerne vedrørende effektiv automatisering af arbejdsprocesser.  

Analyse af udviklingen i arbejdskraft 2022-2040

Marc Perera Christensen, underdirektør i Regional Erhvervsudvikling fra Dansk Erhverv, præsenterede en analyse fra Dansk Erhverv vedrørende udviklingen i personer i den arbejdsdygtige alder for årerne 2022-2040.

Der er 74 kommuner, som har udsigt til færre personer i den arbejdsdygtige alder. Ringkøbing-Skjern står overfor en nedgang på ca. 4100 personer - svarende til -12%. 

Hele analysen kan læses her

Orientering om status på boliger til sæsonmedarbejdere 

Der arbejdes med etablering af midlertidige boliger for sæsonmedarbejdere. Opstilling af beboelsesvogne skal sikre, at en del af den sæsonprægede arbejdskraft har en midlertidig bomulighed i forbindelse med sæsonjob, hvilket kan tiltrække mere arbejdskraft til kommunen til erhverv med rekrutteringsudfordringer.

Teknik- og Miljøudvalget har på deres møde den 23. maj givet tilsagn om en dispensation til at opstille beboelsesvogne i Hvide Sande fra medio juni 2023 til medio september 2023. 

Til orientering afholdes næste møde i Arbejdskraftrådet den 25. august 2023 hos HydraSpecma.

Økonomi

Ingen bemærkninger 

Indstilling

Administrationen indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning. 

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Taget til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

6: Opsigelse af aftale om HU-AU Joint Summer University

Sagsnr: 23-004526

Sagsfremstilling

Administrationen indstiller, at samarbejdsaftalen med Hokkaido University om partnerskab og afholdelse af HU-AU Joint Summer University opsiges. Indstillingen bygger på signalet fra Videnrådet d. 28. feb. 2023, hvor det blev vurderet, at langt mere gensidigt værdifulde samarbejder mellem kommunen, uddannelsesinstitutioner og studerende med fordel kan etableres. Videnrådet skal på mødet komme med et oplæg til en ny sommerskole.  

De involverede organisationer i samarbejdet har forpligtet sig på at afvikle HU-AU Summer University i år. 

Om HU-AU Joint Summer University
HU-AU Joint summer University bygger på et samarbejde fra 2016 indgået mellem
Ringkøbing-Skjern Kommune, Vestjysk Landboforening, Aarhus Universitet og Hokkaido University i Japan. Vestjysk Landboforening har i 2023 forladt samarbejdet. Kontrakten for HU-AU Joint Summer School og samarbejdet mellem Ringkøbing-Skjern Kommune og Hokkaido University er vedhæftet som bilag (henholdsvis bilag 1 og bilag 2).  

HU-AU Joint Summer University 2023
HU-AU Joint Summer University har fra indgåelsen af kontrakten i 2016 hovedsageligt fundet sted i Skjern på Innovest hele den uge i juni, som initiativet forløber. I år vil HU-AU Joint Summer University foregå i uge 26 og de studerende vil blive indlogeret på skolehjemmet i Skjern i forbindelse med deres ophold. 

Grundet Covid-19 pandemien har Summer University ikke været afviklet de seneste 3 år, men Summer School vil genoptages i år, hvor omkring 40 studerende og lærere fra Hokkaido University vil deltage.  

Frist for opsigelse af samarbejdet
Der er frist for opsigelse af kontrakterne et år forud for afholdelsen af HU-AU Summer University, hvorfor samarbejdsaftalerne mellem Ringkøbing-Skjern Kommune og Hokkaido University skal opsiges inden uge 26 2023. 

   

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Intet at bemærke.  

Økonomi

Administrationen har fået godkendt og bevilliget et rammebeløb på 70.000 kr. til HU-AU Joint Summer University fra Videnpuljen af Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget d. 24. april 2023. 

I 2019 blev der bevilget 35.000 kr. til projektet. Det forhøjede beløb i 2023 skyldes fordoblingen af antallet af japanske studerende, ekstra udgifter tilkommet efter Vestjysk Landboforening har trukket sig fra samarbejdet samt estimerede prisstigninger på fødevarer og lignende. 

Ringkøbing-Skjern Kommune betaler udgifter til velkomstarrangement, besøg og frokost ved Naturkraft, afskedsreception samt gaver til undervisere og studerende. 

Videnrådet har på mødet 31. maj 2023 fået oplyst, at Videnpuljens projektaktivitetskonto indeholder pt. 150.000 kr., hvoraf 16.500 kr. er disponeret. Der vil dermed være et restbeløb på 63.500 kr., såfremt der bevilges et rammebeløb på 70.000 kr. Der tilføres 200.000 kr. årligt til kontoen.

Dette korrigeres til, at Videnpuljens projektaktivitetskonto har et oprindeligt budget på 200.000kr. Heraf er der 80.000 kr., der ikke er disponerede i 2023. Herudover har projektaktiviteter overført 1.735.000 kr. fra 2022 til 2023 i opsparede midler. 

Efter afholdelse af arrangementet vil der foretages en afrapportering til udvalget og restbeløbet vil forblive i puljen.

Effektvurdering

Det vurderes, at samarbejdet om HU-AU Joint Summer University med fordel kan opsiges til gengæld for mere gensidigt værdiskabende uddannelsessamarbejder, f. eks. med henblik på at tiltrække højtspecialiseret og faglært arbejdskraft til Ringkøbing-Skjern Kommune i overensstemmelse med virksomhedernes efterspørgsel. 

Indstilling

Administrationen indstiller, at Videnrådet anbefaler Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget at opsige samarbejdskontrakterne med Aarhus Universitet og Hokkaido University og Videnrådet kommer med signaler om et evt. nyt initiativ.  

Videnrådet 31-05-2023

Videnrådet bakker op om administrationens anbefaling til Erhvervs-, Klima og Arbejdskraftudvalget om at opsige samarbejdskontrakterne med Aarhus Universitet og Hokkaido University.

Lykke spørger Digital Transformation Labs styregruppe om interesse og eventuelle emner for Summer Schools.

Videnrådet samler op på næste møde om, der er en interesse for Summer Schools. I givet fald at tilbagemeldingen er positiv fra bl.a. Digital Transformation Labs styregruppe, nedsætter Videnrådet en arbejdsgruppe, der skal komme med oplæg til drøftelse af ideer på et møde i Videnrådet.   

Punktet sendes videre til Erhvervs-, Klima og Arbejdskraftudvalget.

Fraværende: Bente Østergaard Mikkelsen, Henriette Slebsager, Lise Juhl Hansen, Anders Holm, Anders Thygesen, Carsten Dannemann Kjeldgaard, Peer Kristensen.

Tilføjelse:

Med baggrund i, at opsigelserne af samarbejdskontrakterne med Aarhus Universitet og Hokkaido University skal ske med 12 måneders varsel og dermed inden uge 26, har formanden opsagt samarbejdsaftalerne medio uge 25. Ønsker Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftsudvalget ikke at følge indstillingen om at opsige aftalerne, kontakter administrationen partnerne omkring tilbagetrækning af opsigelserne. 

BilagBeslutning

Udvalget godkendte at opsige samarbejdskontrakterne.

Kopier link til punktet  -   Print

7: Kommissorium og tilførsel af midler til KUBE-samarbejdet

Sagsnr: 20-023919

Sagsfremstilling

Videnrådet skal drøfte det nye kommissorie for KUBE-samarbejdet og tilførsel af ressourcer fra Vækstpuljen for uddannelse til KUBE-koordination med henblik på anbefaling af godkendelse heraf i Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget. Kommissoriet kan findes i Bilag 1.Tilførslen af ekstra midler til det revitaliserede KUBE-samarbejde skal sikre effektivitet i koordinationen af indsatserne i KUBE og effektive besøg samt vejledninger på virksomhederne i kommunen.   

Om KUBE
KUBE er et flerstrenget erhvervsfremmesystem med én indgang til beskæftigelses-, erhvervsfremme- og efteruddannelsessystemet i Ringkøbing-Skjern Kommune. Samarbejdet består af Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd, UCRS og Ringkøbing-Skjern Kommune, som også er repræsenteret i styregruppen for samarbejdet. 

Formål
Formålet med KUBE er at medvirke til, at de rette kvalifikationer og den fornødne arbejdskraft er til rådighed for lokalområdets virksomheder. KUBE arbejder målrettet på at understøtte behov/mangelsituationer hos virksomhederne og de tendenser, der er på arbejdsmarkedet. I den forbindelse er det centralt også at fremme virksomhedernes kendskab til og brug af efter- og videreuddannelsesmuligheder i kommunen. Der skal forsat være mulighed for at tilbyde virksomhederne hjælp til at udarbejde strategiske uddannelsesplaner.

Udmøntning af KUBE og koordinatorrollen
Det forslås, at der allokeres midler til en central koordinator for samarbejdet, som i kraft af input fra arbejdsgrupper og det aktuelle fokusområde udvælger, hvilke virksomheder, det er relevant at besøge. Indsatsen/kampagnen definerer hvilke af de tre organisationer, der skal deltage i det pågældende besøg. Hver af de to øvrige organisationer melder ud fra periodens indsatsområde og egne ressourcer ind til koordinatoren. Herefter foretages selve mødebookingen af et bureau, som har stor erfaring med effektiv virksomhedskontakt. Bureauet vil af koordinatoren forsynes med materiale til spørgeguiden til virksomhederne, sådan det efterfølgende arbejde ved samarbejdspartnerne i KUBE og deres roller i samarbejdet effektiviseres. Det kan også være, at der er behov for at inddrage konsulenter fra andre organisationer. I det tilfælde nedsætter styregruppen en midlertidig og som udgangspunkt årlig arbejdsgruppe til at løse den konkrete indsats.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Intet at bemærke.

Økonomi

Der anmodes om samlet 1,2 mio. kr. fra vækstpuljen for uddannelse for en 2-årig periode (2023-2025) til koordinatorfunktionen og virksomhedskontakt via phonerfirma på KUBE-samarbejdet. Koordinatorfunktionen vil være placeret ved Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd.   

I Bilag 2 kan fordelingen af midler aflæses for KUBE-koordinatoren og Phonerfirma fra 2023 til 2025.  

Vækstpulje for uddannelse
Såfremt Erhvervs-, Klima-, og Arbejdskraftudvalget godkender tilførsel af midler fra vækstpuljen for uddannelse på baggrund af Videnrådet anbefaling herom, vil der være en rest i puljen på 453.000 kr., 289.000 kr. og 427.000 kr. for henholdsvis 2023, 2024 og 2025.  

Effektvurdering

KUBE understøtter indsatserne inden for Ringkøbing-Skjern Kommunes beskæftigelses-, erhvervs- og videnpolitik og ligger direkte i tråd med målsætningerne 1, 2 og 4 i sidstnævnte:

Målsætningerne for Videnpolitikken 2023-2027:

  1. Vi vil højne arbejdsstyrkens kompetenceniveau til et arbejdsmarked i forandring
  2. Flere personer skal gå fra ufaglært til faglært
  3. Unge skal have gode uddannelsesmuligheder i kommunen
  4. Vi understøtter videntilførsel til virksomheder 
Forventningen er, at der skal foretages 100 virksomhedsbesøg i KUBE per kalenderår. 

Indstilling

Det indstilles, at Videnrådet anbefaler godkendelse af kommissoriet for KUBE og tilførsel af ressourcer fra Vækstpuljen for uddannelse til en KUBE-koordinator for en 2-årig periode i Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget.

Videnrådet 31-05-2023

Videnrådet anbefaler administrationens indstilling. Sagen videresendes til endelig godkendelse i Erhvervs-, Klima og Arbejdskraftudvalget.

Fraværende: Bente Østergaard Mikkelsen, Henriette Slebsager, Lise Juhl Hansen, Anders Holm, Anders Thygesen, Carsten Dannemann Kjeldgaard, Peer Kristensen.

BilagBeslutning

Videnrådets anbefaling godkendt.

Kopier link til punktet  -   Print

8: Kommunen har afholdt debatter på Folkemødet 2023

Sagsnr: 23-011801

Sagsfremstilling

Udvalget modtager her en orientering om, at kommunen har afholdt og deltaget i debatter på Folkemødet på Bornholm 2023. Det er borgmester og viceborgmester, der har deltaget i debatterne.

Emnerne var blandt andet:

1) Udvikling af fremtidens grønne energiparker 

Debat om udviklingen af energiparker med fokus på Power-to-X, energiinfrastruktur og lokal forankring. 

2) Film fra hele landet? - Er dansk film en fælles fortælling? 

Ringkøbing-Skjern Kommune var vært for en debat i samarbejde med Den Vestdanske Filmpulje og FilmFyn 

Borgmester Hans Østergaard og viceborgmester Søren Elbæk giver en mundtlig orientering på mødet om de arrangementer, som kommunen har deltaget i. 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger

Økonomi

Ingen bemærkninger 

Indstilling

Administrationen indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning. 

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Taget til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

9: Status på afvikling af Madmødet 2023

Sagsnr: 23-012060

Sagsfremstilling

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftsudvalget orienteres om afviklingen af Madmødet 2023, som fandt sted i perioden d. 22.-29. maj 2023. Madmødet i 2023 var velbesøgt og formåede at tiltrække gæster uden for kommunen.

Erhvervsrådet har stået for planlægningen og afviklingen af det årlige Madmøde i Ringkøbing-Skjern Kommune. Madmødet er et tværkommunalt event i Midt- og Vestjylland i regi af Business Region MidtVest.

Madmødet blev gennemført for tredje gang i 2023, hvor der gennem en række decentrale arrangementer blev sat fokus på lokale fødevarer i kommunen. Målet var at bidrage til at skabe en bevidsthed og stolthed omkring de mange fødevarer i vores område.

Arrangementer og deltagere

Erhvervsrådet var tovholder på seks events, som alle var udsolgt på nær én enkelt plads: 

  • Madforedrag & middag i Hvide Sande
  • Bagedyst & bagværk i Højmark (2 events)
  • Mælk på mange måder i Møllehytten i Egeris
  • Mad & musik i Fødevarepark Skjern Enge
  • Whisky & fisk i Stauning

Derudover har en række øvrige lokale aktører også været aktive og afholdt arrangementer: 

  • Spis ved bondens bord v/Nørgaards Geder, Videbæk
  • Se/smag på destilleriet inkl. vestjyske frikadeller, Tonow/Vesterhavsmost, Ringkøbing
  • Skaldyr og havplast v/Omhu, Hvide Sande
  • Live på Facebook v/Knaplund, Tarm
  • Ranch brunch v/Knaplund, Tarm
  • 5 cocktails og 5 retter v/Knaplund, Tarm
  • Smag på naturen v/Naturkraft, Ringkøbing
  • Ølsmagning med Lille Holmgaard v/Planter og Pesto, Spjald
  • Besøg og pinsemarked v/Lystbækgaard, Ulfborg
  • Madmødet menu v/Sandgaarden, Søndervig
  • Madmødet menu v/Vestjyllands Højskole, Velling

Vestkystens Gårdbutik og Gårdbutikken Økoladen har også markedsført lokale fødevarer i regi af Madmødet.

Overordnet må Madmødet 2023 betegnes som en succes målt på antal deltagere og tilmeldinger til arrangementerne. De fleste arrangementer har været fuldt booket inden Madmødet startede.

Der har været stor lokal opbakning, og det er positivt, at det er lykkes at tiltrække gæster fra andre dele af landet. Til arrangementerne planlagt af Erhvervsrådet har omkring halvdelen af gæsterne været fra lokalområdet, mens resten er kommet fra så forskellige steder som fx Lemvig, Esbjerg, Holstebro, Fredericia, Aarhus og helt fra København. Eksempelvis kom 2/3 af deltagerne ved arrangementet hos Stauning Whisky uden for kommunen.

 

Fakta:

  • Ca. 1.200 personer deltog i Madmødet i Ringkøbing-Skjern Kommune (gårdbutik-besøg er ikke medregnet) 
  • Gennemsnitligt kom ca. halvdelen af deltagerne fra lokalområdet, mens resten boede udenfor kommunen
  • Madmødet har været markedsført på de sociale medier (opslag og annoncer), og der er følgende målbare resultater af indsatsen:
    • 4.248 klik på links
    • 438 reaktioner på oplag
    • 364.043 eksponeringer
    • 4.571 sessioner/trafik til smagenafvest.dk

 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Det indstilles, at udvalget tager orienteringen til efterretning.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Taget til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

10: Befolkningsudvikling og prognose

Sagsnr: 23-008593

Sagsfremstilling

Økonomiafdelingen har i et samarbejde med COWI udarbejdet befolkningsprognosen for 2024 og frem til 2035.

Beregningen for de første år anvendes i budgetlægningen og demografiberegningerne.

I tabellen nedenfor ses befolkningsudviklingen fra 2019 til 2023 samt befolkningsprognosen for 2024 til 2035.

Pr 1. januar 2023 var der i Ringkøbing-Skjern Kommune 56.348 borgere. Befolkningstallet er faldet forholdsvis meget de senere år - med henholdsvis 336 færre borgere i løbet af 2019 og 412 færre borgere i løbet af 2020. I 2021 var der en positiv udvikling med en stigning på 21 borgere og i 2022 var der en stigning på 145 borgere. Den positive udvikling i 2022 skyldes primært flygtninge fra Ukraine samt en større andel indrejser fra Tyskland end tidligere.

Ifølge den udarbejdede prognose er der en forventning om en stigning på 96 borgere i løbet af 2023, hvilket giver et befolkningstal pr. 1. januar 2024 på 56.444 borgere. Herefter forventes en faldende befolkningsudvikling dog i mindre grad end tidligere. Dette skyldes en øget facilitetsrate og stigende levealder. Befolkningstallet pr. 1. januar 2027 forventes at være 55.898, hvilket er et fald på 450 borgere sammenholdt med befolkningstallet den 1. januar 2023.

Ukraine

I prognosen indgår de ukrainske flygtninge, der er ankommet til kommunen. I prognosen er der indarbejdet en forudsætning om, at kommunen modtager yderligere netto 300 ukrainske flygtninge i løbet af 2023 og 87 flygtninge i 2024 frem til udløb af opholdstilladelsen. Herefter er prognosen baseret på den almindelige indrejse af ukrainske statsborgere, der kommer for at tage arbejde. 

I beregningen er det indarbejdet, at halvdelen af de ukrainske flygtninge er udrejst i løbet af 2024, hvilket giver et mærkbart fald i folketal fra 2024 til 2025.

Aldersudviklingen

Udviklingen i aldersgrupper kan ses i nedenstående tabel (index-tal) for så vidt angår Ringkøbing-Skjern Kommune og den samlede udvikling på landsplan. 

Befolkningsprognosen genberegnes hvert år ud fra den nyeste prognose.

Bilag vedrørende befolkningsudvikling og befolkningsprognosen er vedhæftet.

Stabschef Thomas Andersen orienterer under punktets behandling.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at udvalget tager befolkningsprognosen til orientering.

BilagBeslutning

Taget til efterretning. Der udarbejdes en oversigt over den forventede befolkningsudvikling i de omkringliggende lande.

Kopier link til punktet  -   Print

11: Beslutning om Sponsoraftaler 2023-2024

Sagsnr: 23-008845

Sagsfremstilling

For sæson 2022-2023 har Ringkøbing-Skjern Kommune sponsoraftaler med følgende fire elitesportsklubber:
• Ringkøbing Håndbold på i alt 375.000 kr.
• Skjern Håndbold på i alt 925.000 kr.
• Ringkøbing IF på i alt 150.000 kr.
• Rækker Mølle Håndbold 150.000 kr.

For den kommende sæson 2023-2024 har Ringkøbing-Skjern Kommune modtaget følgende ansøgninger om sponsoraftale:
• Ringkøbing Håndbold på i alt 400.000 kr.
• Skjern Håndbold på i alt 925.000 kr.
• Ringkøbing IF på i alt 250.000 kr.
• Rækker Mølle Håndbold 200.000 kr.

Klubbernes placering i sæson 2022-2023

Håndboldklubberne er placeret således:
• Skjern Håndbold spiller i øverste herreliga og spiller om bronzemedaljer i slutspillet.
  I EHF European League nåede holdet frem til 1/8-dels finalen.
  Holdet har sikret sig deltagelse i europæisk turnering i sæson 2023-2024.

• Ringkøbing Håndbold i øverste dameliga. 
   I grundspillet opnåede holdet en 10. plads – holdets bedste – ud af 14 hold.

• Rækker Mølle Håndbold – spiller i 1. division - den næsthøjeste liga i herrehåndbold.
   Med en placering midt i rækken har holdet sikret sig forbliven i 1. division.

Fodbold
• Ringkøbing IF i Danmarksserien.
   Spiller oprykningsspil til 3. division.

TV-dækning:

Skjern Håndbold:
To hjemmekampe og to udekampe er vist på landsdækkende TV. Seks kampe er vist på TV2 Play. Alle kampe i EHF European League er vist direkte på TV-kanaler, der dækker Europa.

Ringkøbing Håndbold:
En hjemmekamp og en udekamp er vist på landsdækkende TV. Alle andre kampe har kunnet streames.

RIF:
I landspokalturneringen trak RIF det daværende superligahold AC Horsens. Hjemmekampen blev vist på landsdækkende TV med optakt og nedtakt direkte fra Green Arena i Ringkøbing.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Kommunen kan efter kommunalfuldmagtsreglerne markedsføre sig selv. Det kan f.eks. ske ved at indgå gensidigt bebyrdende sponsoraftaler med professionelle sportsklubber. Det er et krav, at der er tale om en gensidigt bebyrdende aftale mellem klubben og kommunen, og at kommunen højst betaler markedsprisen herfor, så der ikke er tale om skjult støtte til den professionelle sportsklub. Kommunens køb af reklame til brug for promovering af kommunen må endvidere ikke stå i åbenbart misforhold til formålet.

Økonomi

I budgettet er der afsat et årligt beløb til sponsorater. Sponsorpuljen er i 2023 på 1.834.000 kr. Derudover er der kr. 738.800 i overførte midler.

I 2022 udgjorde det samlede forbrug på sponsorpuljen kr.  1.951.200

Effektvurdering

Sponsoraftaler med de højest rangerende klubber i henholdsvis damehåndbold, herrehåndbold og herrefodbold indgår i kommunens Profilerings-og Bosætningspolitik. Formålet er at øge det positive kendskab til kommunen blandt borgere, der bor uden for kommunen, og at styrke den interne stolthed over at være borger i Naturens Rige.

Via de eksisterende sponsoraftaler med elitesportsholdene profileres Naturens Rige med logo på spillertøj og paradedragter, når holdene spiller både ude og hjemme.

Sponsoraftalerne bruges desuden til at give oplevelser på hjemmebane til bl.a. velkomstarrangementer for tilflyttere.

Profilering- og bosætningsteamet vil fortsætte med at bruge holdenes kampe som omdrejningspunkt for at samle unge eksilvestjyder, når der spilles på udebane i studiebyerne.

Administrationen har i denne sæson desuden brugt Skjern Håndbold og Ringkøbing Håndbold som klimaambassadører i forbindelse med optagelse af små videofilm, der skal profilere kommunens klimapolitik – Klimaplan A. Administrationen vil igen indgå dialog med klubberne om muligheden for at spillerne kan være "klimaambassadører" og være med til at udbrede kendskabet til Ringkøbing-Skjern Kommunes klimapolitik.

Rækker Mølle Håndbold har fortsat et samarbejde med Skjern Håndbold. Samarbejdet medvirker til at spillerne fra Ringkøbing-Skjern Kommunes Talentakademi får mulighed for at spille på 1.divisionsholdet i Rækker Mølle og ikke søge til andre klubber udenfor kommunen. Et unikt håndboldforløb for de dygtigste talenter i området, der således også medvirker til, at de unge kan blive boende i området.

Indstilling

Administrationen indstiller:

• at Erhvervs- Klima- og Arbejdskraftudvalget tager stilling til forlængelse af aftalerne og i givet
   fald med hvilke beløb.

BilagBeslutning

Udvalget besluttede følgende sponsoraftaler for sæson 2023-2024 (uændret ift. sæson 2022-2023):

Ringkøbing Håndbold: 375.000 kr.

Skjern Håndbold: 925.000 kr.

Ringkøbing IF: 150.000 kr.

Rækker Møller Håndbold: 150.000 kr.

Fraværende
  • Hans Østergaard ()

Kopier link til punktet  -   Print

12: Gensidig orientering

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Orientering fandt sted.

Fraværende
  • Hans Østergaard ()

Kopier link til punktet  -   Print

13: Underskriftsside

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Kontaktoplysninger
Politisk Administrativt Sekretariat
Politisk Administrativt Sekretariat
Ved Fjorden 6
6950 Ringkøbing