Referat: 22. august 2022 kl. 08:00

Advokat Leidesdorff & Lund, Strandsbjerg 4A, 6950 Ringkøbing
Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget

Deltagere

  • Hans Østergaard
  • Jesper Lærke
  • Marie Kamp From
  • Søren Elbæk
  • Irvin Christensen
  • Jens S. Højland
  • Jens Jensen

Kopier link til punktet  -   Print

1: Godkendelse af dagsorden

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Godkendt.

Kopier link til punktet  -   Print

2: Virksomhedsbesøg

Sagsnr:

Sagsfremstilling

Udvalget besøger advokatfirmaet Leidesdorff & Lund, hvor indehaver Andreas Leidesdorff holder et oplæg om virksomheden.

Leidesdorff & Lund er et bredt funderet advokatfirma med afdelinger i Ringkøbing og Skjern, som primært rådgiver private samt små og mellemstore virksomheder.

Virksomheden består udover Andreas Leidesdorff af seks medarbejdere. 

Private kan blandt andet få rådgivning om arv, erstatning, familiesager, køb af bolig og straffesager. Advokaterne i virksomheden har mange års erfaring med at føre sager, og de kan føre sager ved både byret, landsret og højesteret. 

Virksomheder kan blandt andet få rådgivning om ansættelsesret, entreprise, fast ejendom, rets- og voldgiftssager, selskabsret og virksomhedsoverdragelse.

Andreas Leidesdorff fungerer derudover også som fodboldagent. 

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Virksomhedsbesøg fandt sted.

Kopier link til punktet  -   Print

3: Status Arbejdskraftrådet

Sagsnr: 22-015260

Sagsfremstilling

Udvalget får under dette punkt en status på Arbejdskraftrådets arbejde. Rådet er nedsat for at bidrage med løsninger på manglen på arbejdskraft i Ringkøbing-Skjern. Rådet har haft to møder og har konstitueret sig med Søren Elbæk som formand og Kim Hvid Thomsen/Vestas som næstformand.

Lars Pinholdt, indehaver af restaurant Sandgaarden deltager som repræsentant fra Arbejdskraftrådet under punktet.

Kort om Arbejdskraftrådet

Arbejdskraftrådet er nedsat for at bidrage til at løse områdets udfordringer med mangel på arbejdskraft. Arbejdskraftrådet har til opgave at bidrage til tiltrækning og fastholdelse af arbejdskraft og arbejdskraft af både dansk og udenlandsk herkomst. Der handler både om at understøtte det private erhvervsliv og offentlige virksomheder.

Arbejdet i rådet skal bidrage til en samlet og koordineret indsats for sikring af arbejdskraft på tværs af de forskellige erhvervsrettede politikker, beskæftigelsespolitikken, videnpolitikken og bosætningspolitikken.

Se rådets kommissorium i bilag 1 samt en oversigt over rådets medlemmer i bilag 2.

Status på rådets arbejde

Samlet set er det indtrykket, at Arbejdskraftrådet gennem de to første møder har dannet en god fælles base af viden om eksisterende behov og indsatser på arbejdskraftområdet - både fra virksomheder, kommune og brancheorganisationer. Det næste halve år vil rådet komme til at arbejde med at rette blikket fremad mod indholdet i en kommende arbejdskraftpolitik og handlingsplan. En vigtig brik i denne proces er Arbejdskraftkonferencen d.24. august. Her får Arbejdskraftrådet en rolle i at samle op fra konferencen og bearbejde bidrag herfra.

Arbejdskraftrådets formål          

  • at rådgive Erhvervs-, Klima og Arbejdskraftudvalget i forhold til mål og indsatser i de politikker, som omhandler rammevilkåret arbejdskraft
  • at understøtte implementeringen af tiltag for at bidrage til tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i området
  • at rådgive Erhvervs-, Klima og Arbejdskraftudvalget om alternative løsninger på mangel på arbejdskraft, som f.eks. innovation, robotter, digitalisering, opgaveflytninger og opkvalificering.
  • at bidrage til koordinationen af indsatser på arbejdskraftområdet mellem eksterne aktører og mellem kommunen og eksterne aktører

Organisatorisk forankring og sammensætning af rådet
Arbejdskraftrådet er forankret i Erhvervs-, Klima og Arbejdskraftudvalget. Rådet er et tværgående råd med politisk og administrativ repræsentation fra udvalgsområderne Erhvervs, - Klima, og Arbejdskraftudvalget og fra Beskæftigelsesudvalget samt fra det lokale erhvervsliv, lokale erhvervsfremmeorganisationer, fagforeninger og brancheforeninger.

 

Indstilling

Administrationen indstiller, at udvalget tager status på området til efterretning.

BilagBeslutning

Taget til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

4: Udkast til klimahandlingsplan og samlet klimaplan

Sagsnr: 21-027582

Sagsfremstilling

Erhvervs-, Klima og Arbejdskraftudvalget skal dels drøfte udkast til Ringkøbing-Skjern Kommunes nye klimahandlingsplan og dels indstille klimahandlingsplanen og den samlede DK2020-klimaplan til godkendelse i byrådet.

Klimahandlingsplanen er en del af kommunens samlede DK2020-klimaplan, hvor DK-2020-klimaplanen består af:

  • Ringkøbing-Skjern Klimapolitik
  • Ringkøbing-Skjern Klimahandlingsplan
  • Det obligatoriske baggrundsdokument, Climate Action Planning Framework (CAPF)

Teknik- og Miljøudvalget drøfter på tilsvarende vis klimahandlingsplanen og den samlede DK2020-klimaplan på deres udvalgsmøde den 23. august. Udvalget skal også indstille den samlede DK2020-klimaplan til endelig godkendelse i Byrådet. 

Baggrund

Kommunen har tradition for at udarbejde politikker og handlingsplaner. Klimapolitikken er den første politik, som det nuværende byråd har vedtaget - til erstatning af den hidtidige energipolitik. Næste skridt er nu at få godkendt en tilhørende handlingsplan, som beskriver, hvordan kommunen vil arbejde med at indfri målene i politikken.

Igennem det landsdækkende DK2020-partnerskab har kommunen desuden forpligtet sig til at udarbejde en plan for, hvordan vi vil blive klimaneutrale og klimarobuste senest i 2050. Kommunens udledning af klimagasser var i 2018 på 1.026.000 t CO2-e.

Klimaplanen skal dække hele kommunen som geografisk enhed, og beskæftige sig med udledninger fra landbrug, transport, erhverv og andre relevante sektorer. I rammerne for klimaplanen er der krav om et højt niveau af aktørinddragelse og kommunikation, og handlingerne i planen skal være så konkrete som muligt for at sikre fremdrift. I arbejdet med klimaplanen har det også været relevant at kigge indad, og overveje hvad kommunen som virksomhed kan gøre for at nedsætte sit CO2-udslip. 

Siden nytår har Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget og Teknik- og Miljøudvalget arbejdet intensivt med udviklingen af klimapolitikken og de konkrete handlinger, der skal vise vejen mod de ambitiøse mål og delmål. Der har også været afholdt temamøde med hele Byrådet om arbejdet med klimaplanen, både i 2021 og 2022. 

Der har i udviklingen af klimaplanen været fokus på inddragelse af eksterne aktører og undersøgelse af borgernes holdninger til klimaarbejdet. Der har blandt andet været indsamlet ideer fra borgere via en online portal - de indkomne forslag er vedlagt som bilag, og vil indgå som en del af vidensgrundlaget for arbejdet med implementering af klimaplanens handlinger. 

Klimahandlingsplanen

Klimahandlingsplanen er inddelt i de samme otte spor som klimapolitikken, som Byrådet godkendte i juni:

  • Landbrug og arealanvendelse

  • Energi

  • Transport

  • Erhverv

  • Turisme og oplevelsesøkonomi

  • Borgere

  • Klimatilpasning

  • Kommunen som virksomhed

Handlingsplanen består af 32 indsatser, 14 detailmål og 77 handlinger.

Indsatser og handlinger er udvalgt ud fra

  • Input fra den politiske proces omkring klimaplanen

  • De virkemiddelkataloger, der er tilgængelige via DK2020-samarbejdet

  • Best-practices i andre kommuner

  • Løbende dialog med de berørte fagområder internt i Ringkøbing-Skjern Kommune.

For at ændringer i planen ikke skal kompromittere ambitionsniveauet for klimareduktion og/eller tilpasning, er det indskrevet i udkastet til klimahandlingsplanen at: ”Hvis en handling efter den politiske behandling alligevel ikke skal realiseres -eller skal realiseres i begrænset omfang -skal den erstattes med en anden handling, der ventes at bidrage til målene for CO2-re-duktion og klimatilpasning i tilsvarende grad.”

Forrest i klimahandlingsplanen findes et overblik over klimahandlingsplanens effekter samt en læsevejledning. 

Den samlede DK2020-klimaplan
Den samlede klimaplan består af

  • klimapolitikken inkl. overskrifter for handlinger og detailmål i klimahandlingsplanen
  • klimahandlingsplanen
  • det obligatoriske DK2020-baggrundsdokument, Climate Action Planning Framework (CAPF).

I CAPF beskrives mange forskellige forudsætninger for det fremtidige arbejde med klimaplanen - herunder hvordan planen spiller sammen med øvrige politikker, hvordan vi vil kommunikere om klimaplanen eksternt, samt hvordan tiltag og handlinger evalueres og opfølges. 

Når byrådet godkender den samlede klimaplan, er det således en godkendelse af alle tre dokumenter. 

Alle tre dokumenter er vedlagt som bilag. 

Forhåndsvurdering
I forbindelse med DK2020-processen er det CONCITO, der står for den endelige indstilling af kommunens klimaplan til DK2020-godkendelse. Administrationen har bedt CONCITO om på forhånd at vurdere, hvorvidt den samlede klimaplan lever op til kravene for godkendelse i DK2020. CONCITOs forhåndsvurdering var positiv, blandt andet med bemærkning om, at målsætningerne er ambitiøse for en produktionskommune som Ringkøbing-Skjern, og at både den politiske proces og inddragelse af eksterne aktører har været god. Der var få forbehold, som er tilpasset i den version, som udvalget her behandler.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger

Økonomi

For hver handling i klimahandlingsplanen er der angivet en vurdering af, hvilke omkostninger og personaleressourcer, der vil være nødvendige for at gennemføre handlingen. Denne angivelse gælder kun for den konkrete handling, og ikke for eventuelt afledte handlinger. F.eks. er økonomien for udarbejdelsen af strategier kun knyttet  til selve udarbejdelsen af strategien, og dækker ikke de projekter, som en strategi kunne tænkes at igangsætte. Visse steder er der blot beskrevet, hvilken type udgifter, der vil være tale om; f.eks. ”Forhøjelse af anlægsrammen” for bæredygtigt byggeri.
Alle forhold omkring økonomi og personaleressourcer er vurderet ud fra de nuværende budget- og personalemæssige rammer

 En stor del af handlingerne i klimahandlingsplanens indsatser forventes at kunne realiseres inden for de eksisterende økonomiske og personalemæssige rammer. Dette skyldes, at mange af handlingerne knytter sig til at skabe de nødvendige administrative rammer for klimaarbejdet –f.eks. ved fokus på klima og bæredygtighed i kommunens fremtidige politikker. Der er færre handlinger, hvortil der knytter sig til specifikke anlægs- eller driftsudgifter, hvilket vidner om, at mange af handlingerne handler om at ændre eller optimere nuværende praksisser. I forbindelse med implementeringen af planen, og de efterfølgende afledte projekter, vil der med stor sandsynlighed være øgede omkostninger forbundet med klimaarbejdet.

I klimahandlingsplanen er der givet et første bud på, hvad der kan forventes af afledte effekter, hvis indsatserne skal realiseres. Med en godkendelse af klimahandlingsplanen følger der dog ikke samtidig nogen økonomiske godkendelser. Hver enkel handling kræver en yderligere konkretisering og særskilt politisk bevilling, hvis handlingen kræver afsættelse af nye kommunale midler.

Effektvurdering

Mål og indsatser i den samlede klimaplan er et bud på, hvad det kræver at opfylde den opgave, Byrådet har stillet: Klimaneutralitet og klimarobusthed i 2050.
Den faktiske realisering af indsatserne i planen er afhængig af, at der politisk efterfølgende afsættes de nødvendige midler til gennemførsel. Økonomien vil blive genbesøgt løbende i implementeringsfasen og ved status og revision af klimaplanen.

Der er beregnet CO2-effekt af indsatser der, hvor det har været praktisk muligt. Det forventes, at den samlede CO2-reduktion ved fuld realisering og implementering af den samlede klimaplan bliver 

  • 458.000 t CO2 i 2030 - herved opnås 55 % CO2-reduktion ift. 1990

  • 623.000 t CO2 i 2040 - herved opnås 65 % CO2-reduktion ift. 1990

  • 766.000 t CO2 i 2050 - herved opnås 73 % CO2-reduktion ift. 1990

Det er altså ikke nok til at opnå målet om klimaneutralitet i 2050 - der er en manko (uoverensstemmelse mellem resultat og målsætning) på 262.000 t i 2030 og 490.000 t i 2050.

Administrationen følger fremdriften i klimaplanens tiltag både kvalitativt og kvantitativt, og der aflægges årlig rapport til Byrådet om fremdriften i implementeringen. Med godkendelse af klimaplanen forpligter kommunen sig til at revidere klimaplanen hvert fjerde år, i begyndelsen af hver ny byrådsperiode. Ved revisionen, og løbende i planperioden, vil det være muligt at indarbejde ny viden, nye tiltag og teknologisk udvikling, således at man kommer tættere på målsætningen. 

Indstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs- Klima og Arbejdskraftudvalget drøfter og indstiller den samlede DK2020-klimaplan, bestående af 

  • Klimapolitik (vedtaget af byrådet den 14. juni 2022)
  • Udkast til Klimahandlingsplan
  • Climate Action Planning Framework (CAPF) 

til endelig godkendelse i Byrådet.

BilagBeslutning

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftsudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt.

Kopier link til punktet  -   Print

5: Retningen for ny politik og handlingsplan for Turisme

Sagsnr: 22-013393

Sagsfremstilling

Erhvervs-, Klima og Arbejdskraftudvalget bedes drøfte og udstikke signaler til målsætninger og fokuspunkter for kommunens nye politik og handlingsplan for Turisme.

Den nye politik og handlingsplan skal være politisk godkendt med udgangen af december 2022 og erstatter den nuværende politik og handlingsplan med samme navn.

Udvalget får i dag en kort orientering om status og forventninger til fremtiden på området fra administrationen.

Sådan går det

Den nuværende politik for Turisme har denne vision og disse målsætninger:

Vision:

Vi er den foretrukne helårs kystferiedestination i Nordeuropa

Målsætninger:

Vi udvikler, udvider og giver overnatningskapaciteten i kommunen et kvalitetsløft, så der bliver mulighed for at få flere overnattende gæster.

Vi understøtter udviklingen af oplevelser og produkter til turister med udgangspunkt i Naturens Rige.

Vi er en grøn kommune, hvor vi dyrker den gode historie om turismen som et bæredygtigt væksterhverv, og hvor vi benytter vedvarende energikilder og ressourcer for at tackle morgendagens udfordringer.

Vi understøtter service- og kompetenceudvikling samt rekruttering af kvalificeret arbejdskraft i turismeindustrien.

Vi er en stærk og handlekraftig kommune, der skaber resultater gennem lokalt, regionalt, nationalt og international udsyn og samarbejde.

Vi vil sikre, at de basale turistfaciliteter som veje, affaldshåndtering, offentlige toiletter, skilte og stier mv. tilfredsstiller gæsternes behov.

Vi styrker kommunens brand gennem strategisk markedsføring og profilering, der understøtter værdierne i Naturens Rige.

Hele den nuværende politik og handlingsplan kan læses i bilag 1

 

Hvert år måles antallet af overnatninger foretaget i Ringkøbing-Skjern Kommune, samt turismens økonomiske betydning. Turismen har i de senere år oplevet en rutsjebanetur grundet nedlukninger som følge af pandemien. Selvom der har været et overordnet dyk i overnatningstallene, har der i 2020 og 2021 været flere overnattende turister i sommermånederne end nogensinde før. De tyske gæster, som udgør størstedelen af vores turister, blev til en vis grad erstattet af danskere. Tilfredsheden med området er overvejende stabilt, dog betød pandemiens usikkerheder og forøgede antal turister et lille periodisk dyk i tilfredsheden. Turisterne og turismeerhvervet er nu stærkt på vej tilbage, f.eks. blev der i april 2022 foretaget 536.500 overnatninger, hvilket er en stigning på 135.500 overnatninger sammenlignet med sidste normale turismeår (2019).

Forventninger til fremtiden

Fremtidens turisme indebærer forøget fokus på bæredygtig udvikling. Andelen af gæster, der forventer at bæredygtige hensyn vil påvirke deres fremtidige rejsevalg er høj i Tyskland (40 pct.) og på 18 pct. hos danske turister. Bæredygtig turismeudvikling betyder at turismen skal udvikles indenfor 3 centrale områder: social, økonomisk og miljømæssig. Indenfor miljømæssig bæredygtighed vil der blive sat fokus på den klimamæssige dagsorden igennem partnerskaber med bl.a. Destination Vesterhavet og andre relevante aktører. 

Det forventes, at der i fremtiden vil være fokus på udvikling af kvalitet indenfor turismeområdet. Kvalitet betyder udvikling af overnatningskapaciteten, som skal understøtte udviklingen hen mod helårsturisme og tiltrækning af nye typer gæster til destinationen. Dette kan for eksempel være nye korttidsovernatningsprodukter som hoteller samt optimering af feriehuse. Til trods for at dansk kyst- og naturturisme i 2019 stod for 71 pct. af turistovernatningerne i Danmark, og i en årrække har oplevet vækst er investeringerne ikke fulgt med efterspørgslen. Kvalitet betyder også at gæsterne får nogle gode oplevelser, når de er på besøg hos os. Kvalitetsturisme vil forventeligt i de kommende år have fokus på kulturturisme, spiseoplevelser og naturoplevelser. Et øget udbud af overnatningskapacitet og oplevelser af høj kvalitet er en forudsætning for at kunne tiltrække flere højtforbrugende turister (DKNT 2019).

Mere tilgængelige udlandsophold har medført at gæsternes forventninger til lokale ophold og oplevelser forandres, derfor er det vigtigt, at udviklingen indenfor turismeområdet følger med både i forhold til bæredygtighed, men også ift. rammerne omkring turismen. Kommunen vil deltage aktivt i både nationale (KL), lokale (Destination Vesterhavet) og internationale (NECSTouR) samarbejder for at kunne skabe de bedste rammer for bæredygtig udvikling af turismen i hele kommunen og destinationen.

Turismeudviklingskonsulenten deltager under punktet og giver en uddybning af ovenstående i en 10 minutters præsentation af status på området og tendenser.

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget skal på udvalgsmødet d. 24. oktober drøfte udkast til turismepolitik og elementer til handlingsplanen og færdigbehandle turismepolitik og handlingsplan på mødet i december måned.

Effektvurdering

Politikken er udvalgets redskab til at sætte og styre de temaer og mål, som udvalget ønsker særlig fokus på i perioden 2023-2027.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget på grundlag af status og forventninger til fremtiden på området drøfter og udstikker signaler til målsætninger og fokuspunkter for kommunens nye politik og handlingsplan for Turisme.

BilagBeslutning

Drøftet.

Kopier link til punktet  -   Print

6: Ny samarbejdsaftale og handlingsplan for Destination Vesterhavet

Sagsnr: 22-012695

Sagsfremstilling

Destination Vesterhavet har siden januar 2020 været ansvarlig for turismefremmeydelserne i Varde- og Ringkøbing-Skjern Kommuner. Samarbejdet er styret af en samarbejdsaftale og en dertilhørende handlingsplan, som udløb d. 30. juni 2022. På fællesudvalgsmødet på Naturkraft d. 17. maj mellem Varde Kommunes Udvalg for Økonomi og Erhverv og Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget modtog administrationen kommentarer og rettelser til den nye samarbejdsaftale og handlingsplan. Derfor modtager Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget nu samarbejdsaftalen og handlingsplanen til godkendelse.

Baggrund

Ringkøbing-Skjern Kommune, Varde Kommune og Destination Vesterhavet indgik i december 2019 en samarbejdsaftale for den nye fælles destination. Aftalen består af:

  • en samarbejdsaftale, der tydeliggør rammerne for samarbejdet på turismeområdet mellem de to kommuner og Destination Vesterhavet

     

  • en handlingsplan, der beskriver de konkrete aktiviteter og handlinger, som indgår i aftalen.

Udvalget modtog opfølgningen på den gældende handlingsplan på fællesudvalgsmødet 17. maj 2022. Kommunerne har i samarbejde med Destination Vesterhavet udarbejdet den nye samarbejdsaftale og handlingsplan, jf. bilag.

Samarbejdsaftale mellem kommunerne og Destination Vesterhavet

Samarbejdsaftalen sætter rammen for samarbejdet mellem Varde og Ringkøbing-Skjern Kommuner og Destination Vesterhavet. Samarbejdsaftalen er stort set uændret, bortset fra følgende ændringer i forhold til den tidligere samarbejdsaftale:

De overordnede vækstmål er erstattet med overordnede pejlemærker og opdateret, så de gælder for perioden 2021-2026:

 

Status 2021

2026

Vækst i %

Vækst i % pr. år

Omsætning

8,2 mia. kroner (bemærk 2019)

11,0 mia. kroner

34 %

6,1 %

Helårsturisme:
Overnatninger januar-maj og september-december

4.467.850

4.920.000

10,1 %

1,9 %

NPS
Net Promotor Score

56

65

9 procentpoint

2 procentpoint

Borgernes holdning til turisme:

  • Positivt indstillede
  • Kritikere

 

 

 

69 %

5 %

 

 

 

75 %

< 5 %

 

 

 

6 procentpoint

 

 

 

1,2 procentpoint

Ændringerne i pejlemærkerne lægger op til mere fokus på vækst uden for sommersæsonen og mere fokus på høj tilfredshed både blandt borgere og turister. Samarbejdsaftalen og handlingsplanen er også blevet tilrettet ud fra kommentarerne på udvalgsmødet d. 17. maj, så det er præciseret at Destination Vesterhavet støtter op om og bidrager til indsatserne i kommunernes klimapolitikker og -handlingsplaner, samt at Destination Vesterhavet støtter kommerciel turismeudvikling i hele destinationens geografi.

Derudover er samarbejdsaftalens løbetid blevet udvidet, så den gælder i 4 år. Samarbejdsaftalen mellem kommunerne og Destination Vesterhavet gælder fra d. 1. august 2022 og udløber d. 31. december 2026. En ny samarbejdsaftale skal indgås senest d. 1. januar 2027.

Den nye handlingsplan

I den nye handlingsplan er de overordnede aktiviteter blevet omformuleret og opdateret, så de er blevet mere konkrete i deres udformning. Samtidig er der tilføjet to nye handlingsområder, så der er syv handlingsområder i stedet for de fem i den nuværende handlingsplan. Derudover er handlingsplanen blevet strømlinet, for at gøre handlingsplanen mere overskuelig.

De syv overordnede handlingsområder er således:

  1. Bæredygtig erhvervs- og destinationsudvikling
    Udvikling af en ny bæredygtighedsstrategi for turismen i destinationen, herunder konkrete tiltag såsom: Understøttelse af lokale turismeaktører i bæredygtig omstilling, bæredygtig oplevelsesudvikling og støtte til realisering af de strategisk-fysiske udviklingsplaner
  2. Udvikling af gæsteoplevelsen i form af kvalitetsturisme
    Herunder er ansvaret for drift og understøttelse af turistinformationerne, udvikling af nye gæsteoplevelser, profilering og markedsføring, også digitalt, samt udviklingen af en Visitor Management Plan, som er en metode til at påvirke besøgendes aktiviteter og bevægelsesmønstre, som f.eks. kan handle om at give turister viden om, hvilke strande som aktuelt har mange/få besøgende.
  3. Attraktiv medlemsorganisation
    Destination Vesterhavet forpligter sig til at være synlige i hele destinationen, dertil arbejdes der med tiltrækning af medlemmer og partnerskaber, markedsføring, kompetenceudvikling og rekruttering af arbejdskraft.
  4. Data og digitalisering
    Opbyggelse af en analysefunktion, der kan understøtte turismeudvikling og markedsføring, såvel som opbygning og udvikling af en dataplatform til realtidsanalyse og monitorering af turismen i destinationen
  5. Arbejdskraft, samarbejde og koordinering
    Samarbejde om tiltrækning af arbejdskraft med relevante offentlige myndigheder, herunder fokus på at samle turismeaktørerne om et samlet arbejdsmarked. Dertil fortsætter samarbejderne mellem Erhvervsråd og -huse, erhvervsfremmeorganisationer etc.
  6. Fundraising af nye midler og projektudvikling af nye projekter samt udvikling af allerede etablerede erhvervsfremmeprojekter
    Herunder arbejdes der både med nyudvikling og drift af projekter. Konkrete projekter i denne handlingsplan er: Destination 2.0, Indland og fødevarer og Bæredygtige destinationer i praksis
  7. Partnerskab for Vestkystturisme og Udviklingsplan for Vestkysten
    Destination Vesterhavet bidrager aktivt til Partnerskab for Vestkystturisme, hvori Destination Vesterhavet udøver destinationens interesser, heriblandt realisering af Udviklingsplan for Vestkysten frem mod 2025 og deltagelse i tværgående projekter i partnerskabet.

Udkast til samarbejdsaftale og handlingsplan blev godkendt i Destination Vesterhavets bestyrelse d. 30. juni 2022.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Hver kommune giver et årligt tilskud til Destination Vesterhavet på kr. 3.750.000 (2019-niveau). Tilskuddet reguleres årligt efter fremskrivningsprocent udmeldt af KL. I 2022 er tilskuddet på 3.976.000 kr. pr. kommune. 

Ringkøbing-Skjern Kommune betaler derudover tilskud til husleje for destinationens hovedkontor på 221.700 kr. excl. moms (2019-niveau) til og med 31. december 2023.

Effektvurdering

Samarbejdsaftalen danner rammen for samarbejde mellem Destination Vesterhavet og de to kommuner. Fornyelsen af aftalen skaber klarhed over de indsatser, som kommunerne ønsker løftet til og med december 2026.

Handlingsplanen understøtter samarbejdsaftalen med mere specifikke handlinger og målsætninger. Den nye handlingsplan konkretiserer handlingerne for det fælles arbejde i Destination Vesterhavet. Administrationen vurderer, at den nye handlingsplan skaber en synlig ramme for det videre samarbejde, som gør det lettere og mere overskueligt hvilke aktiviteter, der arbejdes med og derefter også følges op på.

 

Indstilling

Administrationen indstiller:

  • At Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget godkender samarbejdsaftalen mellem Destination Vesterhavet og de to kommuner, Varde og Ringkøbing-Skjern, og bemyndiger Borgmester Hans Østergaard til at underskrive samarbejdsaftalen på kommunens vegne.
  • At Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget godkender handlingsplanen for Destination Vesterhavets videre arbejde.

BilagBeslutning

Administrationens indstilling godkendt.

Kopier link til punktet  -   Print

7: Retningen for ny politik og handlingsplan for Erhverv

Sagsnr: 22-012755

Sagsfremstilling

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget skal drøfte og udstikke retningen for kommunens nye politik og handlingsplan for Erhverv. 

Den nye politik for 2023-2027 og tilhørende 2 årig handlingsplan skal være politisk godkendt med udgangen af december 2022 og erstatter den nuværende politik og handlingsplan med samme navn.

Udvalget får i dag en kort orientering fra administrationen om status og forventninger til fremtiden.

Sådan går det

Visionen for den nuværende Politik for Erhverv er:

Vision:

Sammen vil vi skabe det bedste sted i Danmark at drive virksomhed

Målsætninger:

  • Målsætning 1: Adgang til kvalificeret arbejdskraft
  • Målsætning 2: Danmarks grønneste erhvervsliv
  • Målsætning 3: Sikre adgang til markederne
  • Målsætning 4: Styrke udvikling og innovation
  • Målsætning 5: Tiltrækning og fastholdelse af virksomheder

Hele den nuværende politik og handlingsplan kan læses i bilag 1.

Ringkøbing-Skjern Kommune er blandt de ti bedste erhvervskommuner i Danmark ifølge Dansk Industris undersøgelse i 2021 af erhvervsvenligheden i Danmarks kommuner - og nr. 2 i kategorien "overordnet erhvervsvenlighed". Det afspejler, at virksomhederne  generelt er tilfredse med kommunens indsats for erhvervslivet  - samt at de vil anbefale andre virksomheder at etablere sig i kommunen.

Der pågår løbende en stor indsats i kommunen for at imødekomme ønsket fra de lokale
virksomheder om kvalificeret arbejdskraft. Indsatserne har resulteret i, at Ringkøbing-
Skjern i 2021 blev kåret til årets arbejdskraft-kommune i DI-undersøgelsen. 
Mangel på kvalificeret arbejdskraft er dog den største barriere for virksomhedernes vækst
Hver tredje virksomhed melder, at mangel på kvalificeret arbejdskraft vil være en
udfordring i forhold til vækst (Temperaturmåling 2021- Ringkøbing-Skjern kommune virksomhedspanel).

Der har siden 2015 (20.1769 beskæftigede) været en stigning i den private fultidsbeskæftigelse sammenholdt med 2020 (21.086 beskæftigede). I forhold til 2019 er der dog tale om et mindre fald på grund af coronakrisen. 

I 2021 har Ringkøbing-Skjern haft en relativ fremgang i fuldtidsbeskæftigelsen sammenholdt med både Region Midtjylland og hele landet (Tilstandsrapport Erhvervshuset 2022, side 22). 

 

Hvad sker der fremover?

Der skal fortsat være fokus på at fastholde og udvikle virksomhederne, men det er også vigtigt at tiltrække flere nye virksomheder, som bl.a. har fokus på grøn teknologi og data/strøm. Det er vigtigt, at vi er proaktive i forhold til at kunne tilbyde relevant erhvervsjord og områder med lokalplaner. Der kan også arbejdes med at skabe synergi mellem virksomhederne i energiklyngerne. 

Arbejdet med digitalisering og den grønne dagsorden skal fortsætte, og klima/bæredygtig produktion kommer forventeligt til at fylde endnu mere fremover.

Der kan skabes øget samarbejde med relevante landsdækkende klynger, f.eks. Energi Cluster Denmark, som er en klyngeorganisation for hele energisektoren. 

Mulighederne som opstår i forbindelse med 2+1 vejen mellem Herning og Ringkøbing skal udnyttes, når arbejdet igangsættes i 2023. Ligesom der også fortsat skal arbejdes for at vedligeholde/forbedre digital og fysisk infrastruktur i kommunen generelt.

Adgang til den nødvendige arbejdskraft bliver fortsat vigtig for at sikre den nødvendige vækst i erhvervslivet. Ikke mindst set i lyset af, at lav arbejdsløshed og at befolkningen i den erhvervsaktive alder forventes at være faldende de kommende år (ca. 5 pct. færre mellem 19-67 år i 2030 sammenlignet med i dag)

Politisk kan der arbejdes på at sikre kommunerne en større og mere synlig rolle i
erhvervsfremmesystemet, hvor der er en evaluering i 2023. 

På udvalgets møde vil en repræsentant fra kommunens team vedrørende erhverv i en ti minutters præsentation uddybe status og tendenser på området. Ny erhvervsdirektør, Lykke Nielsen Høj, i Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd deltager også under punktet.

Med udgangspunkt i Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalgets bemærkninger i dag vil et udkast til ny politik og elementer til handlingsplanen være klar til udvalgets møde i november måned. Forud for udvalgsmødet i november vil administrationen indhente input til politik og handlingsplanen som beskrevet i procesplanen. Udvalget skal efter planen færdigbehandle politik og handlingsplan for Erhverv på mødet i december måned.

 

Effektvurdering

Politikken er udvalgets redskab til at sætte og styre de temaer og mål, som udvalget ønsker særlig fokus på i perioden 2023-2027

Indstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget drøfter og udstikker retningen for den nye politik og handlingsplan for Erhverv. 

BilagBeslutning

Drøftet.

Kopier link til punktet  -   Print

8: Budgetopfølgning pr. 31. juli 2022

Sagsnr: 21-027296

Sagsfremstilling

Budgetopfølgning pr. 31. juli 2022 viser et forbrug på 23,3 mio. kr.  Det forventede forbrug er 1,3 mio. kr. højere end det korrigerede budget eksklusiv overførsler.

Den samlede overførsel fra 2021 til 2022 var 23,7 mio. kr. hvoraf 11,5 mio. kr. vedrører vækstpuljerne. I nedenstående tabel er budgetopfølgning pr. 31. juli 2022 (opgjort i 1.000 kr.).

 

Den samlede afvigelse på 1,3 mio. kr. er set i forhold til korrigeret buget ekskl. overførsler og vedrører primært vækstpuljerne. Merforbruget finansieres af overførte midler.

Merforbruget på vækstpuljerne er primært placeret under Vækstpuljen for profilering og bosætning, der forventer et merforbrug på 0,7 mio. kr. Oversigt over vækstpuljerne vedlægges som bilag.

Herudover forventes et merforbrug på 0,5 mio. kr. vedr. mindre turismeaktiviteter. Merforbruget skyldes en afregning vedrørende tv-serien Hvide Sande 1.

Videnområdet forventer et mindre forbrug på 231.000 kr., da der er tilbageført restmidler fra et tidligere bevilget forskningsprojekt vedr. apopleksi.

Endeligt er der et merforbrug på 0,2 mio. kr. vedrørende Erhvervsservice og Iværksætteri. Merforbruget skyldes, at de bevilgede midler til tiltrækning af virksomheder er placeret i 2021 og ikke som et budget for 2022.

Ekstern finansierede projekter

Flere projekter har ikke et budget for 2022. Dette skyldes, at budgettet er placeret i tidligere år, og indgår i overførelsessagen. Projekterne trækker derfor på kassen i projektperioden.

Alle projekter, gennemføres i et samarbejde med eksterne aktører, og der indgår derfor medfinansiering. Der vil være balance mellem budget og regnskab ved afslutning af projekterne.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger. 

Økonomi

Ingen bemærkninger. 

Effektvurdering

Ingen bemærkninger. 

Indstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget tager budgetopfølgningen til efterretning. 

BilagBeslutning

Taget til efterretning.

Kopier link til punktet  -   Print

9: Gennemgang af budget på udvalgets område

Sagsnr: 20-013298

Sagsfremstilling

Udvalget modtager her en orientering om budgettet på udvalgets område.

Det samlede budget for udvalget udgør 28,6 mio. kr. i 2022, hvilket udgør 0,76 procent af det samlede driftsbudget i Ringkøbing-Skjern Kommune. De kommende år forventes det samlede budget at falde med op til 2,6 mio. kr., inkl. 0,95 mio. kr. i besparelse, hvis besparelsen rammer det fulde beløb af råderumskataloget. De øvrige 1,6 mio. kr. skyldes, at der alene i 2022 er tilført 1 mio. kr. vedr. WestWind Challange, samt at der fra 2023 og frem er afsat 0,6 mio. kr. til klimakoordinator, hvor midlerne overføres til Økonomiudvalget, hvor udgiften afholdes. 

Det største budgetområde er erhvervsområdet, der inkluderer bl.a. tilskud til Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd, Erhvervshus Midtjylland og vækstpuljer til Produktionserhverv og ErhvervsVækstForum.

Turisme er det område, kommunen bruger næstflest midler på fra udvalgets område, inkl. tilskud til Destination Vesterhavet og turismevækstpuljen.

Videnområdet er det område, kommunen bruger tredje flest midler på.

Fjerde størst er profilerings- og bosætningsområdet i kombination med sponsorater, primært med eliteklubberne i håndbold og fodbold.

 

Medsendt er to bilag:

Bilag 1 giver i notatform en oversigt med forklaringer over økonomien på de største områder på udvalgets område.

Bilag 2 rummer bevillingsoversigten for budget 2023, hvor det årlige budget på alle konti fremgår.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning.

BilagBeslutning

Gennemgået. Drøftes videre på næste møde.

Kopier link til punktet  -   Print

10: Ny Fødevarepolitik på vej

Sagsnr: 22-012773

Sagsfremstilling

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget har 25. april 2022 besluttet fortsat at have en fødevarepolitik, og at der inden udgangen af april 2023 skal vedtages en ny politik og handlingsplan for området for 2023-2027.

Udvalget skal her tage stilling til administrationens forslag til proces- og tidsramme for udviklingen af den nye politik og handlingsplan for fødevareområdet.

Udkast til planen:

22. august 2022: Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget tager stilling til denne proces- og tidsramme for ny politik på fødevareområdet.

August/september/oktober: Administrationen forbereder status og eventuelle analyser.

24. oktober 2022: Administrationen giver Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget en kort orientering med status og forventninger til fremtiden på området. Udvalget drøfter og udstikker på det grundlag pejlemærker for politikken og de overordnede målsætninger.

Oktober/November/December: Administrationen udarbejder status, analyse og inddrager primærinteressenter i arbejdet:

  • Foodboard – drøftelse og input til ny politik og udviklingen på fødevareområdet
  • Erhvervsrådet, medarbejdere og bestyrelse – drøftelse af politikken og særligt indsatser som Erhvervsrådet er ansvarlig for
  • Dialogmøde med Destination Vesterhavet
  • Input og dialog med fødevarevirksomheder/brancher (Telefoninterview med min. 5 fødevarevirksomheder inden for landbrug, forarbejdning af fødevarer, restaurantbranchen og salg af fødevarer)
  • Dialog med Food & Bio Cluster Denmark

Øvrige interessenter kan løbende inddrages, hvis det bliver relevant.

23. januar 2023: Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget drøfter og kommer med eventuelle ændringer til udkast fødevarepolitik 2023-2027 og indsatser i handlingsplan for fødevarepolitikken 2023-2025.

Februar/marts: Inddragelse af Foodboard og Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd for kommentarer til udkast til fødevarepolitik og indsatser i handlingsplanen

27. marts 2023: Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget tager stilling til administrationens endelige forslag til Fødevarepolitikken 2023-2027 og indsatser i Handlingsplan for Fødevarepolitikken 2023-2025.

Administrationen vil i forbindelse med udformningen af indsatser til handlingsplan samarbejde med andre fagområder, så arbejdet med beslægtede arbejdsområder koordineres på tværs af organisationen, når det er relevant.

Udgangspunktet for planen er udvalgets ønske om en enkel og mere overskuelig proces, end da den nuværende politik og handlingsplan blev udformet i 2018/2019 (se bilag).

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Intet at bemærke.

Økonomi

Intet at bemærke.

Effektvurdering

Politikken er udvalgets redskab til at sætte og styre de temaer og mål, som udvalget ønsker særlig fokus på i perioden 2023-2027.

Handlingsplanen indeholder de konkrete indsatser, der arbejdes med for at opfylde politikkens målsætninger og mål.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget godkender udkast til proces- og tidsplan for ny politik og handlingsplan for fødevareområdet 2023-2027.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Administrationens indstilling godkendt.

Kopier link til punktet  -   Print

11: Ny handelspolitik på vej

Sagsnr: 22-013390

Sagsfremstilling

Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget har 25. april 2022 besluttet fortsat at have en handelspolitik, og at der i foråret 2023 skal vedtages en ny politik og handlingsplan for området for 2023-2027.

Udvalget skal her tage stilling til administrationens forslag til proces- og tidsrammen for den nye politik og handlingsplan.

Her er udkast til planen:

22. august: Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget tager stilling til denne proces- og tidsramme for ny politik og handlingsplan.

August/September: Administrativ dialog med direktøren fra Handelsrådet om status og forventninger til fremtiden for handelsområdet. Administrationen udarbejder status og eventuelle analyser.

19. september: Administrationen giver Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget en kort orientering med status og forventninger til fremtiden på området. Udvalget drøfter og udstikker på det grundlag pejlemærker for politikken og de overordnede målsætninger.

Oktober og november: Administrationen udarbejder status, analyser og gennemfører dialogmøder med primære interessenter:

  • Fokusgruppeinterviews med kunder (incl. turister) som supplement til opfølgningen af kvantitative kundetilfredshedsundersøgelser og den årlige borgerpanelundersøgelse. Det er en fælles undersøgelse i et samarbejde mellem kommunen og Handelsrådet – byens funktioner og detailhandlen
  • Dialog om fremtidig politik og handlingsplan på handelsrådets bestyrelsesmøde 

19. december: Erhvervs-, Klima og Arbejdskraftudvalget drøfter på ordinært udvalgsmøde forslag til udkast til politik og et første bud på vigtige indsatsområder, herunder også inddragelse af reaktioner fra eksterne interessenter

23. februar: Kick-off – Dialog om politikken og om input til indsatser i handlingsplanen med byernes aktører, Erhvervs- Klima og Arbejdskraftudvalget, formanden for Teknik og Miljøudvalget, Handelsrådet, Destination Vesterhavet, Erhvervsrådet og repræsentanter fra kommunens fagområder

9. marts: Dialog i Handelsrådets bestyrelse om forslag til Handelspolitikken 2023-2027 og indsatser i handelingsplanen for 2023-2025.

27. marts: Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget tager stilling til administrationens endelige forslag til Handelspolitikken2023-2027 og indsatser i handlingsplanen for 2023-2025.

Administrationen vil i forbindelse med udformningen af indsatser til handlingsplan samarbejde med andre fagområder, så arbejdet med beslægtede arbejdsområder koordineres på tværs af organisationen, når det er relevant.

Der har fra Handelsrådet været et ønske om at have en tæt dialog med interessenterne på tværs af byerne og i kommunens administration, da handelspolitikken er en ny politik, som først så dagens lys i sidste valgperiode.

Se en uddybende procesplan for 2022-2023 i bilag 1

Se sidste periodes procesplan for udvikling af handelspolitikken i bilag 2

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Intet at bemærke

Økonomi

Intet at bemærke

Effektvurdering

Politikken er udvalgets redskab til at sætte og styre de temaer og mål, som udvalget ønsker særlig fokus på i perioden 2023-2027

Handlingsplanen indeholder de konkrete indsatser, der arbejdes med for at opfylde politikkens målsætninger og mål.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Erhvervs-, Klima- og Arbejdskraftudvalget godkender udkast til proces- og tidsplan for ny handelspolitik og handlingsplan for 2023-2027.

BilagBeslutning

Administrationens indstilling godkendt.

Kopier link til punktet  -   Print

12: Gensidig orientering

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Orientering fandt sted.

Kopier link til punktet  -   Print

13: Underskriftsside

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Kontaktoplysninger
Politisk Administrativt Sekretariat
Politisk Administrativt Sekretariat
Ved Fjorden 6
6950 Ringkøbing