Referat: 20. september 2023 kl. 13:00

Ådum Skole, Tøstrupvej 26, Ådum, 6880 Tarm
Børne- og Familieudvalget

Deltagere

  • Linda Nielsen
  • Niels Kristian Larsen
  • Marie Kamp From
  • Carsten Bjerg
  • Kristian Andersen
  • Henrik Hammelsvang
  • Dan K. Jørgensen

Kopier link til punktet  -   Print

1: Rundvisning og dialog i Ådum Børneunivers

Sagsnr: 22-019341

Sagsfremstilling

Kl. 13.00-13.45 - Rundvisning og dialog i Ådum Børneunivers v/skoleleder.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Børne- og Familieudvalget blev vist rundt.

Fraværende
  • Dan K. Jørgensen ()

Kopier link til punktet  -   Print

2: Godkendelse af dagsorden

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Børne- og Familieudvalget godkendte dagsordenen.

I forhold til dagsordenens punkt 6 forholdt Udvalget sig på given foranledning til Carsten Bjergs habilitet. Udvalget besluttede, at han ikke var inhabil.

Fraværende
  • Dan K. Jørgensen ()

Kopier link til punktet  -   Print

3: Arealoptimering og renovering Ådum Børneunivers

Sagsnr: 22-017575

Sagsfremstilling

På anlægsbudgettet er afsat et rådighedsbeløb på 5 mio. kr. med henblik på afhjælpning af pladsproblemer mv. i Ådum Børneunivers. Siden har der været betydelige prisstigninger på bygge- og anlægsområdet og et fald i skolens elevtal. Der skal på den baggrund tages stilling til projektets fremtid.

Baggrund
Ådum Børneunivers består af Ådum Idrætsbørnehave og vuggestue og Ådum Skole. Begge institutioner har lokaler i samme bygningskompleks - herunder en ældre bygning, som i dag indeholder lokaler til dagtilbuddet i stueplanen og til skolens SFO på 1. sal. 

Børnehaven og vuggestuen har igennem flere år manglet plads særligt som følge af, at mange østeuropæiske familier er tilflyttet området. For at afhjælpe pladsproblemerne blev et af skolens lokaler i 2021 indrettet til brug for Idrætsbørnehaven og vuggestuen. Der mangler dog stadig et grupperum, og en del af børnehavebørnene må derfor opholde sig i institutionens fællesarealer. Hertil kommer, at der mangler både mødelokaler og toiletter.

Ådum Skole har inden for de senest år fået renoveret tag, vinduer og lokaler til en samlet udgift på ca. 6,3 mio. kr. i parterren på den bygning, som primært indeholder skolens klasse- og faglokaler. Der er dog kun 2 toiletter til skolens elever, hvilket er utilstrækkeligt i henhold til bygningsreglementet. Særligt SFO-afdelingen fremstår utidssvarende. Skolen har ikke rådighed over mange lokaler, og afgivelse af plads til daginstitutionen har kun været muligt, fordi der i vid udstrækning er samlæsning mellem forskellige klasser.

På den baggrund godkendte Byrådet i oktober 2022, at der blev arbejdet videre med en løsning, som indebar en optimering og renovering af de eksisterende lokaler inden for rådighedsbeløbet på 5 mio. kr. Der blev desuden givet en anlægsbevilling på 0,5 mio. kr. til rådgiverbistand mv.

Udviklingen i antal indskrevne børn og elever
I dag er der indskrevet 13 vuggestuebørn og 33 børnehavebørn i dagtilbuddet, hvilket er færre end for et år siden, men stadig betydeligt flere end lokalerne i dagtilbudsafdelingen er dimensioneret til. 

For et år siden var der ca. 60 elever i skolen, men der var en forventning om, at antallet ville stige igen. Her ved starten af skoleåret 2023 - 2024 er elevtallet imidlertid faldet til 50, som er betydeligt lavere end de 59 elever, som den seneste elevtalsprognose havde forudsat:

Skoleår 

23/24   

 24/25    

25/26    

26/27    

 27/28    

28/29     

Ådum Skole   

59

 60

59

 58

59 

60 

Forventningen er derfor, at elevtallet i de kommende år også vil være lavere end forudsat i elevtalsprognosen.  

Projektet 
Ejendomscentret forsøgte i samarbejde med ledelse og personale fra Ådum Børneunivers at finde en løsning, som kunne give fleksibel anvendelse af arealerne, renovering af primært skolens ældre bygning, udvidelse af toiletfaciliteterne og etablering af mekanisk ventilation i skolen.

Som følge af prisstigninger på bygge- og anlægsområdet viste det sig meget svært at finde en god løsning, som kan holdes inden for anlægsrammen. Det forventes dog, at der vil kunne gennemføres mærkbare forbedringer både for dagtilbuddet og for skolens SFO, hvis der udelukkende renoveres i stueplan og på 1. sal i den gamle bygning. Det vil bl.a. give et ekstra lokale og flere toiletter til dagtilbuddet og et ventilationsanlæg og forbedrede flugtveje for SFO'en. Denne løsning forudsætter dog, at der kan tilføres omkring 1,5 mio. kr. fra indeklimapuljen til finansiering af ventilationsanlægget. Der vil altså ikke være midler til forbedring af rammerne i den nyere bygning, som indeholder skolens klasse- og faglokaler mv.

Administrationen gør opmærksom på, at man kan vælge kun at investere i dagtilbuddets bygningsmæssige rammer, såfremt det vurderes, at der er stor sandsynlighed for, at skolen må lukke på grund af for lavt elevtal. I så fald vil man alene ombygge og renovere i stueplan på den ældre bygning.

En repræsentant fra administrationen deltager ved punktet. 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Viden og Strategi, Økonomi har ingen yderligere bemærkninger.

Effektvurdering

Se sagsfremstillingen.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Børne- og Familieudvalget tager stilling til,

  1. om der skal arbejdes videre med et anlægsprojekt, som giver forbedringer både for dagtilbuddet og for SFO'en,
  2. om det afsatte rådighedsbeløb udelukkende skal anvendes til forbedring af forholdene i dagtilbuddet. Det vil sige i stueplanen på den ældre bygning, eller 
  3. om anlægsprojektet i Ådum Børneunivers helt skal stilles i bero.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Børne- og Familieudvalget besluttede at stille anlægsprojektet i bero, indtil der er en afklaring af skolens fremtid. 

Fraværende
  • Dan K. Jørgensen ()

Kopier link til punktet  -   Print

4: Brugerundersøgelse Tandplejen - Juni 2023

Sagsnr: 23-017453

Sagsfremstilling

Ringkøbing-Skjern Kommune tilbyder lovpligtig vederlagsfri tandpleje til børn og unge fra 0-18 år (unge født i 2004 eller senere har ret til vederlagsfri kommunal tandpleje, indtil de fylder 22 år). Den kommunale Tandpleje skal fremme tand- og mundsundhed blandt brugerne samt forebygge og behandle sygdom og funktionsbegrænsning i deres tænder, mund og kæber.

Viden og Strategi har i foråret 2023 foretaget en brugerundersøgelse af Tandplejens tilbud med formål at undersøge børn og forældres oplevede kvalitet i de to kommunale tandklinikker. Der er i den forbindelse blevet lavet spørgeskemaundersøgelser med forældre samt børn over 10 år, der har været til et tandbesøg i Skjern eller Ringkøbing i perioden fra start marts til start juni 2023.

Hovedpointer fra undersøgelsen

Blandt børn, unge og deres forældre er der en udpræget tilfredshed med den kommunale tandpleje i Ringkøbing-Skjern Kommune. I 2023 er 98 procent af børnene og de unge tilfredse med Tandplejen, hvilket er en stigning fra 2013. Tilsvarende er 96 procent af forældrene tilfredse med Tandplejen, hvilket er et lille fald fra 2013.

Perspektiver fra børn og unge:

  • Over 98 procent af børnene og de unge oplever, at de har et ansvar for at holde deres tænder sunde.
  • 97 procent af børnene og de unge er tilfredse med den information, som de får fra Tandplejen om, hvordan de passer deres tænder.
  • 96 procent af børnene og de unge føler sig trygge under deres tandbesøg.
  • 9 ud af 10 af børnene og de unge oplever, at Tandplejens fysiske rammer er behagelige.
  • 96 procent af børnene og de unge synes, at ventetiden er passende.
  • 8 ud af 10 af børnene og de unge synes, at antallet af besøg er passende.
  • 2 ud af 3 af børnene og de unge vil gerne inddrages i deres tandbehandling.

Perspektiver fra forældre:

  • 95 procent af forældrene oplever, at de har et medansvar for at holde deres børns tænder sunde.
  • 9 ud af 10 af forældrene oplever, at de har tilstrækkelig viden til at holde deres børns tænder sunde.
  • 95 procent af forældrene er tilfredse med den information, som de får fra Tandplejen om, hvordan de passer på deres børns tænder.
  • 94 procent af forældrene oplever, at deres børn føler sig trygge under et besøg i klinikken.
  • 9 ud af 10 af forældrene oplever, at Tandplejens fysiske rammer er behagelige.
  • 97 procent af forældrene synes, at ventetiden er passende.
  • 8 ud af 10 af forældrene synes, at antallet af besøg er passende.
  • 7 ud af 10 af forældrene vil gerne inddrages i deres børn og unges tandbehandling.

Forbedringsforslag fra forældrene:

  • Flere besøg særligt for teenagere, som lytter mere til tandlægen end forældrene.
  • Mere fleksible/længere åbningstider, så man som forælder ikke altid skal tage fri. Eventuelt åbent i ferier eller længere åbningstider om morgenen eller sen eftermiddag.
  • Have de samme behandlere, så børnene får mere sammenhængende besøg.
  • Fysisk opdatering af venteværelset (flere stole, bedre bænke, nyt legetøj til børn).
  • Vedr. kommunikation: (1) Kø-funktion på telefonen. (2) Mere information i indkaldelses-SMS om, hvad der indkaldes til. Det kan hjælpe forældrene til at forberede børnene til besøget.

Anbefalinger fra Viden og Strategi

Børn og unge samt deres forældre er udpræget tilfredse med den kommunale tandpleje. Viden & Strategi anbefaler derfor, at Børn og Familie:

  • Overvejer om forbedringsforslagene fra undersøgelsen kan implementeres inden for nuværende serviceniveau.
  • Er opmærksomme på, at børn og unge påtager sig ansvaret for egen tand og mundsundhed,
    men ikke nødvendigvis har helt styr på, hvordan de holder deres tænder sunde.

    98 procent af børn og unge mener, at de har ansvar for deres egen tand og mundsundhed, men kun cirka 1 ud af 3 børn og unge svarer, at de ”i høj grad” ved, hvad der skal til for at holde deres tænder sunde. 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger. 

Økonomi

Viden og Strategi, Økonomi har ingen bemærkninger.

Effektvurdering

Ingen bemærkninger. 

Indstilling

Administrationen indstiller, at udvalget tager brugerundersøgelsen af Tandplejen til orientering. 

BilagBeslutning

Børne- og Familieudvalget tog orienteringen til efterretning.

Fraværende
  • Dan K. Jørgensen ()

Kopier link til punktet  -   Print

5: Orientering om danmarkskort over omgørelsesprocenter på socialområdet 2022

Sagsnr: 23-017627

Sagsfremstilling

Ankestyrelsen behandler klagesager fra borgerne på socialområdet og offentliggør hvert år
resultaterne af deres behandling på et Danmarkskort. Ifølge Retssikkerhedsloven skal Byrådet
behandle danmarkskortet på et møde samt tage stilling til, om forvaltningen skal udarbejde en
handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling. Hvis Byrådet
beslutter, at der ikke skal udarbejdes en handlingsplan, skal Ankestyrelsen orienteres. Ankestyrelsen
kan herefter pålægge Byrådet at udarbejde en handlingsplan.

Hvad viser Danmarkskortet?

Ankestyrelsens afgørelse af en klagesag kan have et af følgende resultater:

  • Stadfæstelse: Ankestyrelsen fastholder kommunens afgørelse. Der sker ingen ændringer for den, der har klaget.
  • Hjemvisning: Ankestyrelsen sender sagen tilbage til kommunen, hvorefter kommunen skal genbehandle sagen.
  • Ændring/ophævelse: Ankestyrelsen er helt eller delvis uenig i afgørelsen og ændrer/ophæver den.

Andelen af behandlede klagesager i Ankestyrelsen, som enten er stadfæstet, ændret eller hjemvist kaldes omgørelsesprocenten. Omgørelsesprocenten fortæller derfor noget om rigtigheden af den del af kommunens afgørelser, der påklages Ankestyrelsen. Det er mindre end 5 procent af kommunens afgørelser, der påklages til Ankestyrelsen.

Danmarkskortene 2022

Social-og Ældreministeriet har offentliggjort tre forskellige danmarkskort over omgørelsesprocenter
for 2022:

  1. Danmarkskort for socialområdet generelt:
    https://sm.dk/danmarkskort/2023/jun/omgoerelsesprocenter-paa-socialomraadet-i-2022 
  2. Danmarkskort specifikt for en række bestemmelser på børnehandicapområdet:
    https://sm.dk/danmarkskort/2023/jun/omgoerelsesprocenter-paa-boernehandicapomraadet-i-2022 
  3. Danmarkskort specifikt for en række bestemmelser på voksenhandicapområdet:
    https://sm.dk/danmarkskort/2023/jun/omgoerelsesprocenter-paa-voksenhandicapomraadet-i-2022

I danmarkskortet for socialområdet generelt (nr. 1) indgår alle bestemmelser i serviceloven, hvor der er kommunal klageadgang. Dvs. både børne- og ungeområdet, ældreområdet og handicap- og psykiatriområdet.

Overordnet fremgår det af Ankestyrelsens opgørelse, at udviklingen i Ringkøbing-Skjern Kommunes
omgørelsesprocenter er stigende, og omgørelsesprocenterne for Ringkøbing-Skjern Kommune ligger
over landsgennemsnittet.

Børne- og Familieudvalget og Social- og Sundhedsudvalget behandlede i efteråret 2022
danmarkskortene for 2021. Udvalgene vedtog i denne forbindelse handleplaner for henholdsvis Børn
og Familie og Handicap og Psykiatri. Handleplanerne er vedlagt som bilag til dagsordenspunktet.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Lovbekendtgørelse nr. 265 af 25. februar 2022 om retssikkerhed og administration på det sociale
område, med senere ændringer (retssikkerhedsloven) §§ 79 a og 79 b.

Økonomi

Viden og Strategi, Økonomi har ingen bemærkninger. 

Effektvurdering

Ankestyrelsen har i 2022 realitetsbehandlet 33 klagesager vedrørende paragraffer inden for Handicap
og Psykiatri og Sundhed og Omsorg sammenlignet med 26 klagesager i 2021. Omgørelsesprocenten
er steget en smule fra 39 til 42,4 procent.

Vedrørende paragraffer inden for Børnehandicap, Familierådgivningen, har Ankestyrelsen i 2022 realitetsbehandlet 12 klagesager sammenlignet med 30 klagesager i 2021. Omgørelsesprocenten er steget fra 40 til 58 procent. Dette er begrundet i det meget lave antal klagesager (fx 5 klagesager vedr. tabt arbejdsfortjeneste, hvoraf 3 blev stadfæstet og 2 blev hjemvist).

Indstilling

Administrationen indstiller, at Børne- og Familieudvalget

  1. drøfter statistikken over Ankestyrelsens behandling af klagesager på socialområdet
  2. beslutter, at der arbejdes videre med handlingsplanen, der blev godkendt af Børne- og Familieudvalget i september 2022 (se bilag 4)
  3. videresender sagen til orientering i Økonomiudvalget og Byrådet

BilagBeslutning

Børne- og Familieudvalget drøftede statistikken og besluttede at arbejde videre med handlingsplanen som indstillet. Sagen videresendes til orientering i Økonomiudvalget og Byrådet.

Fraværende
  • Dan K. Jørgensen ()

Kopier link til punktet  -   Print

6: Forsøg med praksisorienterede fag for elever i 8. og 9. klasse på Uddannelsescenter Ringkøbing-Skjern

Sagsnr: 23-011108

Sagsfremstilling

Resumé
Administrationen anbefaler, at Ringkøbing Skjern Kommune deltager i rammeforsøget fra august 2024. Kommuner som ønsker at deltage i rammeforsøget skal imidlertid indsende en underskrevet driftsoverenskomst senest den 1. november 2023. Sagen fremsendes derfor til principiel afgørelse, selv om der på nuværende tidspunkt er stor usikkerhed om det forventede antal elever, og til hvorledes ordningen bedst kan organiseres.

Målgruppe og Formål
I Rammeforsøg EUD 8/9, jf. bilag 1, får elever med særlige behov i 8. og 9. klasses undervisning i en reduceret fagrække i folkeskolen sideløbende med, at de modtager undervisning i praksisorienterede fag på en erhvervsskole. Rammeforsøget afvikles i de tre skoleår fra 2023-2026, og Dagtilbud og Undervisning (DU) ønsker at træde ind i rammeforsøget i de to skoleår fra 2024-2026.

Formålet med rammeforsøget er at afprøve, om en organisering af undervisningen, der mere målrettet sigter mod at forankre eleverne på en erhvervsuddannelse, får flere elever til at gennemføre folkeskolen og søge optagelse på en erhvervsuddannelse efter endt folkeskole.

Målgruppen for forsøget er unge med særlige behov, jf. Folkeskolelovens § 9, stk. 4, der er i risiko for ikke at påbegynde eller gennemføre en ungdomsuddannelse, eksempelvis elever, som mangler motivation i den almene undervisning i folkeskolen.

Det er nødvendigt at indgå en driftsoverenskomst for at kunne deltage i dette rammeforsøg. Administrationen vil følge forsøgsordningen og senere fremsende en anbefaling om at etablere en
permanent ordning fra sommeren 2026, hvis der er gode resultater. Succeskriterier kan læses i bilag 2.

Undervisning
I ordningen er det fastlagt på forhånd, at det alene er dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi der undervises i. Det skal derfor på forhånd være vurderet og accepteret med inddragelse af den kommunale ungeindsats (KUI), forældre/værge og elev, at tilbuddet alene indeholder undervisning i de nævnte fag i folkeskolen og i praksisorienterede valgfag på erhvervsskolen, og at dette konkret er vurderet at være det bedste tilbud for den enkelte elev. Der skal altid være tale om et frivilligt tilbud for eleven. Undervisningen ved både UCRS og folkeskolen skal som udgangspunkt foregå i dedikerede EUD 8/9-klasser. Dvs. som udgangspunkt har elever, som deltager i rammeforsøget ikke undervisning med andre elever, som ikke deltager i EUD 8/9-rammetforsøget.

Den reducerede fagrække i folkeskolen skal give plads til undervisning i de praksisorienterede valgfag på UCRS, som orienterer sig mod videreuddannelse på erhvervsuddannelserne. Undervisningen på UCRS vil fokusere på aktiviteter som relaterer sig til Mad/Fødevarer, Mekaniker, Smed, Teknologi (elektriker, data, montageoperatør, automatiktekniker) samt Byg (tømrer og murer).

Den på forhånd begrænsede fagrække i ordningen indebærer, at eleven ikke aflægger alle 9. klasses eksamener. Eleven vil efter endt folkeskole kunne opfylde adgangskravene til EUD ved en samtale på erhvervsskolen suppleret med en centralt stillet prøve. Den centralt stillede prøve udelades, hvis eleven har opnået karakteren 2 eller højere ved 9. klasses eksamenerne i dansk og matematik.

Det er vanskeligt at forudse, hvor mange elever, der vil deltage i rammeforsøget. På nuværende tidspunkt forventes det, at 30 elever i alt deltager fra 2024-2026 fra Spjald Skole, Tarm Skole, Ringkøbing Skole, Skolen i Skjern samt de tre specialcentre i kommunen.

Organisering
Uanset hvilken af de tre organiseringer der vælges nedenfor, skal eleverne have undervisning to dage om ugen på UCRS i Skjern. De sidste tre dage om ugen kan organiseres på tre måder:

  1. Decentral organisering: Eleverne undervises på deres lokale skole.
  2. Distriktsorganisering: Eleverne undervises på én skole i distriktet. Med afsæt i de deltagende skolers geografi kan distrikt Øst og Vest meningsfuldt slås sammen. Ved denne organisering foreslår DU, at undervisningen forestås på Tarm Skole og Ringkøbing Skole, afdeling Rindum, fordi de forventeligt har flest elever som indgår i ordningen, og fordi de ligger i hver deres distrikt.
  3. Central organisering: Eleverne undervises de tre dage om ugen på Tarm Skole. Tarm Skole er valgt, fordi de har gjort sig mange erfaringer med rammeforsøgets målgruppe.

Fordele og ulemper ved de tre organiseringer
De tre forskellige organiseringer har hver deres fordele og ulemper, jf. bilag 4 for uddybning.

Fordelen ved en decentral organisering er især, at eleverne bevarer tilknytningen til deres lokale skole og den tryghed, der kan være forbundet hermed. Eleverne må også forventes at skulle bruge mindre tid på befordring sammenlignet med de to andre organiseringer. Ulempen er dog især, at elever som deltager i EUD 8/9 skal gå i dedikerede klasser til forløbet, og derfor risikeres det, at klassen bliver meget lille og dermed forholdsvis dyrt pr. elev.

Den centrale organisering giver optimale muligheder for at tilrettelægge undervisningen og er dermed også den økonomisk mest fordelagtige. Denne løsning giver måske også i højere grad eleverne adgang til et nyt fællesskab med ligesindede. Ulemperne er den mistede kontakt til den lokale skole og den forøgede tid, som skal bruges på befordring.

Distriktsorganiseringen er udtryk for en mellemløsning. Det vil sige, at de samme fordele og ulemper vil gøre sig gældende blot i mindre udtalt grad.

Hvilken model, der alt i alt vil være den bedste, afhænger i høj grad af hvor mange elever, der vil deltage i ordningen, og hvor de kommer fra.

Administrationen anbefaler en distriktsorganisering eller en central organisering.

Erfaringer fra tidligere rammeforsøg
Dette rammeforsøg fra 2023-2026 er et nationalt forsøg, og det er en udløber af et mindre, men ellers identisk rammeforsøg, som foregik fra 2020-2023 i Tønder, Vesthimmerland og Odsherred kommuner. Der er lavet erfaringsopsamling på dette forsøg, og den er vedhæftet som bilag 5.

Udvælgelse
Målgruppen samt udvælgelse af elever er nærmere beskrevet i bilag 2 og 5. Bør rammeforsøget være åben for alle, der opfylder kriterierne for deltagelse, eller bør der fastsættes et loft over deltagerantallet svarende til f.eks. et-to hold á 15 elever?

På det andet og sidste skoleår som Ringkøbing-Skjern Kommune eventuelt deltager i, kan der optages elever til rammeforsøget som går i 8. klasse. Når rammeforsøget stopper, skal disse elever til at gå i 9. klasse. Disse elever risikerer, at ordningen slutter, og de må derfor overgå til den oprindelige distriktsskole og ind i den almene undervisning igen. Det synes selvsagt ikke hensigtsmæssigt for deres læring og udvikling.

En repræsentant fra administrationen deltager ved punktet. 

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Folkeskolelovens §9, stk. 4 og §22, stk. 8 og 9.

Økonomi

Viden og Strategi, Økonomi bemærker følgende:

Den årlige udgift til oprettelse af EUD klasser er naturligvis afhængig af, hvor mange klasser der oprettes. Ud fra de nuværende forventninger oprettes der to klasser pr. 1. august 2024. Med en forventet udgift til UCRS på ca. 400.000 kr. pr. klasse bliver udgiften 800.000 kr. pr. år. Hertil kommer udgifter til befordring af eleverne. Udgiften hertil vil være afhængig af, hvor de enkelte elever bor, og hvilken organisering der vælges.

Der er ikke afsat midler i budgettet for 2024 og overslagsårene til dækning af en udgift til oprettelse af EUD klasser.

Udgiften i 2024 vil kunne findes indenfor Børne- og Familieudvalgets budgetramme, men fra 2025 og fremefter vil det kræve en forhøjelse af budgetrammen, for at sikre at budgettet kan holdes.

Effektvurdering

Dén gruppe af unge som rammeforsøget er tiltænkt, er elever som mangler motivation i den almene undervisning, og som er i relativ større risiko for ikke at få opstartet og gennemført en erhvervs- eller ungdomsuddannelse efter endt folkeskole. Det forventes, at flere unge starter på en erhvervsuddannelse som konsekvens af rammeforsøget. Denne forventning understøttes af erfaringer fra et tidligere rammeforsøg fra 2020-2023 i Tønder, Vesthimmerland og Odsherred kommuner, jf. bilag 5.

På kort og lang sigt vil det være positivt for den enkelte unge, hvis det som konsekvens af rammeforsøget lykkedes den unge at gå fra at være ufaglært til faglært. Og det vil understøtte Folkeskolereformens formål om, at alle elever skal blive så dygtige, som de kan.

Indstilling

Administrationen indstiller,

  1. at Børne- og Familieudvalget oversender sagen til Økonomiudvalget og Byrådet med en indstilling om, at Ringkøbing Skjern Kommune deltager i rammeforsøget fra august 2024, og at ordningen efter nærmere beslutning i Udvalget kan gøres permanent, hvis den bliver en succes,
  2. at der indgås en overenskomst med UCRS som leverandør af undervisningen i de praksisorienterede valgfag to dage om ugen,
  3. at udgiften til oprettelse af EUD klasser i 2024 finansieres indenfor Børne- og Familieudvalgets budgetramme. At finansieringen fra 2025 medtages ved Børne- og Familieudvalgets budgetdrøftelser for 2025 og overslagsårene med henblik på at finde finansiering indenfor egen budgetramme. Alternativt at få forhøjet budgetrammen.
  4. at der træffes beslutning om, hvorvidt rammeforsøget skal være åben for alle elever, der opfylder kriterierne for deltagelse, eller om der skal fastsættes et loft over deltagerantallet svarende til fx et-to hold á 15 elever,
  5. at det vælges, om undervisningen i folkeskolen skal være med decentral organisering, distriktsorganisering eller med central organisering,
  6. at det vælges, om der skal optages elever i 8. klasse i skoleåret 2025/26, og hvor de eventuelt skal gå i skole i skoleåret 2026/27

BilagBeslutning

Børne- og Familieudvalget anbefaler administrationens indstilling godkendt, herunder at rammeforsøget skal være åben for alle elever, der opfylder kriterierne, at undervisningen tilstræbes organiseret med hold på Tarm og Ringkøbing skoler, og at der skal optages elever i 8. klasse i skoleåret 2025/26 med skolegang i 2026/27 som anført ovenfor. Bliver der kun elever til et hold pr. årgang, skal opgaven løses på Ringkøbing Skole.

Fraværende
  • Dan K. Jørgensen ()

Kopier link til punktet  -   Print

7: Budgetopfølgning pr. 31. august 2023 på Børne- og Familieudvalgets område

Sagsnr: 22-025573

Sagsfremstilling

Budgetopfølgningen pr. 31. august 2023 på Børne- og Familieudvalgets område udviser et forventet merforbrug på 8,6 mio. kr., hvilket er 1,1 mio. kr. mere i forhold til forrige budgetopfølgning. 

Det samlede merforbrug fordeler sig på:

  • Dagtilbud og Undervisning - mindreforbrug på 2,3 mio. kr.
  • Børn og Familie - merforbrug på 10,9 mio. kr.

 

Dagtilbud og Undervisning

Beløb i hele 1.000 kr.
- = merindtægt/mindre forbrug
+ = mindre indtægt/merforbrug

Korrigeret
budget
2023

Forventet
regnskab
2023

Afvigelse

Afvigelse
sidste måned

Dagtilbud og Undervisning - central

201.641

199.341

-2.300

-2.300

Undervisning

Specialundervisning/støtte

16.428

14.828

-1.600

-2.000

STU, FGU og KUI

27.682

27.082

-600

-600

Fri- og efterskoler + 10. kl. UCRS

83.905

84.605

700

700

Fælles udgifter/indtægter

15.661

16.361

700

700

Dagtilbud

Dagtilbud/SFO - flere/færre børn

-55.565

-57.965

-2.400

-1.800

Private tilbud - flere/færre børn

47.844

47.844

0

300

Dagplejen

39.376

38.376

-1.000

-1.000

Fælles udgifter/indtægter

7.842

6.442

-1.400

-1.400

Undervisning/dagtilbud

Mellemkommunal - almen

-591

3.209

3.800

3.300

Befordring - special

19.059

18.559

-500

-500

Dagtilbud og Undervisning - Decentrale enheder

629.796

634.010

4.214

4.214

Dagtilbud og Undervisning i alt

831.437

833.351

1.914

1.914

*STU - Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse, FGU - Forberedende GrundUddannelse, KUI - den Kommunale UngeIndsats

Mindreforbruget er det samme som ved forrige budgetopfølgning. Dog er der følgende ændringer, som udligner hinanden:

  • Merforbrug på 0,4 mio. kr. som følge af færre elever på kommunens specialskoler, som kommer fra andre kommuner. 
  • Merforbrug på 0,5 mio. kr. som følge af flere elever fra RKSK som undervises i andre kommuner. 
  • Mindreforbrugpå 0,9 mio. kr. som følge af færre indskrevne børn i dagtilbud og SFO. Mindreforbruget fordeler sig med 0,6 mio. kr. til kommunale enheder og 0,3 mio. kr. til private enheder. 

Børn og Familie

Beløb i hele 1.000 kr.
- = merindtægt/mindre forbrug
+ = mindre indtægt/merforbrug

Korrigeret
budget
2023

Forventet
regnskab
2023

Afvigelse

Afvigelse
sidste måned

Børn og Familie - central

122.108

133.008

10.900

9.800

Anbringelser

89.211

98.111

8.900

7.800

Central refusionsordning SDE

-7.100

-9.500

-2.400

-2.400

Øvrige foranstaltninger

5.272

4.672

-600

-600

Forebyggende foranstaltninger

24.124

31.724

7.600

7.600

Sikrede institutioner

4.989

2.789

-2.200

-2.200

Enkeltydelser/tabt arbejdsfortjeneste

5.612

5.212

-400

-400

Børn og Familie - Decentrale enheder

88.404

89.148

744

744

I alt

210.512

222.156

11.644

10.544

Merforbruget på 1,1 mio. kr. i forhold til forrige budgetopfølgning skyldes fortsat stigende udgifter til anbringelser. I forhold til forrige budgetopfølgning er der følgende ændringer:

  • 4 nye anbringelser - fordelt med 3 i plejefamilie og 1 på opholdssted
  • 1 eksisterende foranstaltning der er ændret fra plejefamilie til opholdssted
  • 1 forlængelse af foranstaltningen i forhold til tidligere forventning
  • 1 anbringelse i plejefamilie, der er ophørt
  • 1 anbringelse, hvor taksten er reduceret

Som det fremgår af nedenstående oversigt, er der pr. 1. september 2023 121 anbringelser. Der er 9 færre anbringelser end budgetlagt. Det skal sammenholdes med, at gennemsnitsprisen pr. anbringelse er ca. 113.000 kr. højere end forventet, hvilket giver en forventet merudgift på 8,9 mio. kr.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Viden og Strategi, Økonomi bemærker, at Børn og Familie har fremlagt en investeringsstrategi, som Byrådet har godkendt på den netop afholdte budgetkonference. Forventningen til investeringsstrategien er, at der fremadrettet er skabt balance mellem budget og regnskab.   

Effektvurdering

Administrationen indstiller, at Børne- og Familieudvalget tager budgetopfølgningen til efterretning. 

Indstilling

Administrationen indstiller, at Børne- og Familieudvalget tager budgetopfølgningen til efterretning.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Børne- og Familieudvalget tog budgetorienteringen til efterretning.

Fraværende
  • Dan K. Jørgensen ()

Kopier link til punktet  -   Print

8: Gensidig orientering

Sagsnr: 22-019341

Sagsfremstilling

1.
Orientering om anlægsprojekter v/styregruppeformændene.

2.
Betegnelse af første skoleår. 

3.
Orientering om kommende sager til Børne- og Familieudvalget.

Bilag

Ingen bilag.

Beslutning

Børne- og Familieudvalget tog orienteringen til efterretning.

Der blev herudover orienteret om følgende:

  • Konkret henvendelse til udvalget
  • Besøg på Rækker Mølle Skolen
  • Ungdomsskolens aktiviteter

Fraværende
  • Dan K. Jørgensen ()

Kopier link til punktet  -   Print

9: Underskriftsside

Sagsnr:

Bilag

Ingen bilag.

Fraværende
  • Dan K. Jørgensen ()
Kontaktoplysninger
Dagtilbud og Undervisning, Sekretariatet
Dagtilbud og Undervisning, Sekretariatet
Dyrvigsvej 9
6920 Videbæk