Få tilskud til at ansætte nye medarbejdere
Det er nu blevet nemmere at anmode om at få oprettet en løntilskudsstilling, et praktikforløb eller tilskud til et voksenlærlingeforløb i din virksomhed.
Når din virksomhed ønsker at tilbyde en løntilskudsstilling, et praktikforløb eller et voksenlærlingeforløb, kan I nemt og hurtigt søge om det gennem VITAS.
Med VITAS får du en nem, digital løsning, der hjælper dig gennem hele processen og samler alle dine vigtige dokumenter og aftaler ét sted.
VITAS erstatter udvekslingen af de kendte blanketter for virksomhedspraktik, løntilskud og voksenlærlingetilskud i en digital, brugervenlig og dialogbaseret løsning.
Sådan fungerer VITAS (pdf) (nyt vindue)
Vejledning til brug af VITAS (pdf) (nyt vindue)
Virksomhedspraktik er et kortere forløb uden lønudgift for virksomheden. Med virksomhedspraktik giver virksomheden en ledig mulighed for at afprøve sine kompetencer og vise sit værd i forhold til virksomhedens konkrete opgaver.
Hvis der er kemi, og den ledige har flair for arbejdet, kan virksomhedspraktikken med fordel bruges som afsæt til et ordinært job, et job med løntilskud eller til at indgå en uddannelsesaftale (fx voksenlærling).
Prøv at se rundt i virksomheden og find de steder, hvor I med ekstra ressourcer kan sætte en udvikling i gang. De fleste virksomheder har rigtig mange opgaver og arbejdsfunktioner, hvor det er oplagt, at ledige træder ind og er med til at udvikle nye forretningsområder, der på sigt kan skabe flere ordinære arbejdspladser.
Med løntilskudsordningen kan I ansætte en ny medarbejder med reduceret lønudgift for en periode. Det giver god tid til oplæring og til at få et solidt indtryk af såvel faglige som personlige kompetencer.
Ansættelse af ledige i job med løntilskud kan også give ekstra ressourcer til at afprøve eller udvikle nye forretningsområder, som det ellers kan være svært at få tid og overskud til.
Det er målet, at medarbejderen får opkvalificeret sine kompetencer og efter løntilskudsperioden enten bliver ansat på ordinære vilkår eller indgår en uddannelsesaftale med virksomheden – fx som voksenlærling.
