Rehabiliteringsforløb efter Lov om Social Service § 83a

 

Lov om Social Service §83a

§ 83 a. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde et korterevarende og tidsafgrænset rehabiliteringsforløb til personer med nedsat funktionsevne, hvis rehabiliteringsforløbet vurderes at kunne forbedre personens funktionsevne og dermed nedsætte behovet for hjælp efter § 83, stk. 1. Vurderingen skal være individuel og konkret og tage udgangspunkt i modtagerens ressourcer og behov.

Stk. 2. Rehabiliteringsforløbet, jf. stk. 1, skal tilrettelægges og udføres helhedsorienteret og tværfagligt. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte individuelle mål for rehabiliteringsforløbet i samarbejde med den enkelte modtager af forløbet.

Stk. 3. De fastsatte mål og tidsrammen for rehabiliteringsforløbet skal indgå i en samlet beskrivelse af forløbet. Er der under rehabiliteringsforløbet behov for at ændre i målene, skal dette ske i samarbejde med modtageren.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde modtageren af et rehabiliteringsforløb den nødvendige hjælp og støtte under forløbet med henblik på at nå de fastsatte mål, jf. stk. 2. Hjælpen og støtten skal løbende tilpasses udviklingen i modtagerens funktionsevne. Hvis modtageren ikke gennemfører et rehabiliteringsforløb, skal kommunalbestyrelsen vurdere modtagerens behov for hjælp efter § 83, jf. § 83, stk. 6.

 

Indsatsen skal:

  • Understøtte realiseringen af udviklingspotentialer indenfor borgerens funktionsevneniveau
  • Støtte borgeren i indsatsen frem mod en højere grad af selvstændighed med hensyn til opgaver forbundet med personlig pleje og praktiske gøremål
  • Sikre at rehabiliteringsindsatsen er målrettet og tidsafgrænset

Hvad er formålet med ydelsen?

  Tilbud om et korterevarende rehabiliteringsforløb, der vurderes at kunne forbedre personens funktionsniveau og dermed nedsætte behovet for hjælp bevilget efter Lov om Social Service § 83
 

Hvem kan modtage ydelsen?

  

Ydelsen kan modtages af borgere bosat i kommunens, som får eller ansøger om (mere) hjemmehjælp efter Servicelovens § 83 og som vurderes at være i målgruppen for hjemmehjælp efter § 83. Derudover kan beboere i plejeboliger også være i målgruppen.

Kendetegnende for borgerne er, at de har fysiske og psykiske ressourcer, så der er potentiale for udvikling.
 

Hvad indgår i ydelsen?

  

Rehabiliteringsforløbet planlægges på baggrund af en individuel og konkret vurdering af borgeren, der tager udgangspunkt i borgerens behov og ressourcer, og hvor der både ses på den fysiske, psykiske og sociale funktionsevne.

Alle aktiviteter, der kan bevilges efter § 83, hvor det retningsgivende mål efter en helhedsvurdering er at udvikle eller at udrede.

Undervejs i rehabiliteringsforløbet vil borgeren blive tilbudt den nødvendige kompenserende hjælp og støtte. Hjælpen vil altid have aktiverende sigte og et mål om højest mulig selvhjulpethed.

 

Hvad er ydelsens omfang?

  

Det kommunalt fastsatte serviceniveau muliggør følgende omfang for indsatsen: 

  • Træning kan foregå i borgerens eget hjem, på kommunens centre eller andre relevante lokaliteter
  • Træning kan foregå på hverdage, i dagtimerne
  • Forløbet kan strække sig i op til 12 uger. I særlige tilfælde kan forløbet forlænges
 

Hvem leverer ydelsen og har borgeren frit leverandørvalg?

  

De trænende fysio- og ergoterapeuter, rehabiliteringsterapeuter, tværfagligt personale i kommunen, herunder visitatorer, sygeplejersker, sagsbehandlere, social- og sundhedsassistenter mfl.

Der er ikke frit leverandørvalg.
 

Hvad koster ydelsen for modtageren?

  

Indsatsen er gratis for borgeren.

Der kan være egenbetaling til transporten til og fra aktivitetsstedet.
 

Hvordan følges op på ydelsen?

  Det tværfaglige personale følger løbende op på de med borgeren fastsatte mål for indsatsen.
 

Er der særlige forhold at tage hensyn til?

  

Borgeren forpligtes til at indgå i et samarbejde.

Personalet er pålagt tavshedspligt.

Personalet er omfattet af arbejdsmiljøloven under arbejdet. Loven foreskriver, at arbejdet skal udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.
 

Klageadgang

  En klage skal være kommunen i hænde senest 4 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Hvis kommunen ikke giver borgeren fuldt medhold i klagen, sender kommunen klagen videre til Ankestyrelsen

 

Kontaktoplysninger
Sundhed og Omsorg
Sundhed og Omsorg
Rødkløvervej 4
6950 Ringkøbing