Pasningsorlov ved handicap eller alvorlig sygdom 

 Lov om Social Service § 118 

Pasning, pleje og omsorg af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom.

Hvad er formålet med ydelsen?

  

Formålet med indsatsen er, at personkredsen i en afgrænset, kortere periode kan modtage pleje og omsorg fra en nærtstående, når:

  • indsatsen har et omfang, der svarer til fuldtidsarbejde og dermed ikke er foreneligt med et erhvervsarbejde og
  • der er behov for at overveje og planlægge hvilke foranstaltninger, der er behov og mulighed for på længere sigt eller
  • der er behov for varetagelse af særlige omsorgsopgaver, som f.eks. deltagelse i behandlinger på sygehus.
 

Hvem kan modtage ydelsen?

  

Personkredsen omfatter alle, der har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne, herunder også demens, samt personer med indgribende kronisk eller langvarig, herunder uhelbredelig, alvorlig sygdom.

Ved langvarig sygdom forstås normalt lidelser, der forventes at vare et år eller mere.

Ved uhelbredelig, alvorlig sygdom forstås tilfælde, hvor der på trods af behandling, ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene en vis livsforlængelse.

Det er en betingelse, at alternativet til ordningen er døgnophold uden for hjemmet, f.eks. i plejebolig, botilbud eller lignende og at plejebehovet svarer til fuldtidsarbejde.

 

Hvad indgår i ydelsen?

  Løn til pasning af nærtstående, hvori indgår pensionsbidrag og feriepenge efter gældende regler.
 

Hvad er ydelsens omfang?

  

Der er tale om en midlertidig pasningsmulighed, hvor ansættelse kan ske i op til 6 måneder. Aftale om en ansættelsesperiode på mindre end 6 måneder kan ikke efterfølgende ændres.

Pasningsorlov kan undtagelsesvist forlænges med indtil tre måneder, hvis særlige forhold taler herfor.

Det er muligt efter aftale at opdele ansættelsesperioden i 2 perioder af indtil 3 måneder. En deling af ansættelsesperioden eller aftale om ansættelsesperioder på mindre end 3 måneder kan ikke efterfølgende ændres. Aftale om ansættelsesperiode skal ske ved ansættelsesforholdets begyndelse.

Den ansatte skal være i stand til at varetage følgende opgaver:

  • pleje og omsorg
  • praktisk hjælp og støtte
  • særlige omsorgsopgaver f.eks. deltage i behandlinger på sygehus
  • sociale støttefunktioner, vejledning og rådgivning

Den ansatte har pligt til at underrette kommunen hvis der sker ændringer i den nærtståendes tilstand, og som kan påvirke ansættelsesforholdet.

 

Hvem leverer ydelsen og har borgeren frit leverandørvalg?

  Den pårørende som ansættes af kommunen.
 

Hvad koster ydelsen for modtageren?

  Der er ingen omkostninger for borgeren.
 

Hvordan følges op på ydelsen?

  Kommunen foretager ikke opfølgning. Der er tale om et ansættelsesforhold, der løber i aftaleperioden.
 

Er der særlige forhold at tage hensyn til?

  I forbindelse med ansøgning om pasningsordning, jf. servicelovens § 118, vurderer kommunen, om der er afgørende forhold, f.eks. faglige hensyn af sygeplejefaglig karakter eller særlige fysiske eller psykiske belastninger, der taler imod etablering af ordningen.
 

Klageadgang

  En klage skal være kommunen i hænde senest 4 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Hvis kommunen ikke giver borgeren fuldt medhold i klagen, sender kommunen klagen videre til Ankestyrelsen.

 

Kontaktoplysninger
Sundhed og Omsorg
Sundhed og Omsorg
Rødkløvervej 4
6950 Ringkøbing