Genoptræning efter Sundhedslovens § 140 

 

Sundhedsloven §140. 

Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri genoptræning til personer, der efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning, jf. Sundhedslovens § 84 om genoptræningsplaner.
Kommunen varetager den almene genoptræning.
Sygehusene varetager den specialiserede genoptræning.

 

Indsatsen skal medvirke til afhjælpning af funktionsnedsættelser efter udskrivning fra sygehus, hvis der er et lægefagligt begrundet behov herfor. Behovet skal være beskrevet i en genoptræningsplan. 

Hvad er formålet med ydelsen?

  Formålet med genoptræningen er at bringe borgeren tilbage til eller så tæt som muligt på det funktionsniveau, vedkommende havde, inden sygdommen opstod. 
 

Hvem kan modtage ydelsen?

  

Indsatsen kan modtages af borgere bosat i kommunen, som efter en aktuel sygehusindlæggelse har modtaget en genoptræningsplan.

Sundhedslovens bestemmelser om genoptræning efter udskrivning fra sygehus omfatter alle borgere uanset diagnose og alder. Det gælder altså også borgere, der udskrives fra en psykiatrisk afdeling.
 

Hvad indgår i ydelsen?

  

Træningsforløbet planlægges på baggrund af en individuel og konkret vurdering af borgerens træningsbehov.

Genoptræning er en målrettet og tidsafgrænset samarbejdsproces mellem en borger og eventuelt pårørende og personale.

Målet for genoptræningen planlægges i samarbejde med borgeren.

Følgende indsatser kan leveres af de trænende fysio- og ergoterapeuter på Sundhedscenter Vest:

Målrettet træning på:

  • Kropsniveau
  • Aktivitets- og deltagelsesniveau, herunder træning af aktiviteter i hverdagslivet (ADL)
Genoptræning udgør ofte en del af en bredere rehabiliteringsindsats, som samlet har det formål at forbedre eller vedligeholde borgerens funktionsevne.
 

Hvad er ydelsens omfang?

  

Den almene genoptræning stratificeres efter Sundhedsstyrelsens vejledning i basalt og advanced niveau.

Det kommunalt fastsatte serviceniveau muliggør følgende omfang for indsatsen:

  • Træning kan foregå i borgerens eget hjem, på kommunens centre eller andre relevante træningssteder. Ydelsens omfang og placering beror på en individuel vurdering foretaget af terapeuten og i samarbejde med borgeren.
  • Træning kan foregå på hverdage, i dagtimerne
  • Vejledende timeforbrug: 10 minutter til 1 time, afhængig af det vurderede behov
  • 1-2 gange ugentligt i op til 3 måneder (svarende til alt fra 1 til 24 aftaler). Omfanget beror på en individuel vurdering.
  • Træningen, herunder instruktion og vejledning, iværksættes inden for 7 hverdage, efter at Sundhedscenter Vest har modtaget genoptræningsplanen fra sygehuset
 

Hvem leverer ydelsen og har borgeren frit leverandørvalg?

  

De trænende fysio- og ergoterapeuter på Sundhedscenter Vest leverer ydelsen.

Frit valg mellem kommuner:

Borgere har ret til at ønske genoptræning i andre kommuner, hvis tilbuddene svarer det tilbud, som kommunen her kan tilbyde. Andre kommuner kan dog af kapacitetsmæssige årsager afvise at modtage ”fritvalgspatienter”.

Man kan ikke vælge at gennemføre genoptræningen hos praktiserende fysioterapeuter.
 

Hvad koster ydelsen for modtageren?

  

Indsatsen er gratis for borgeren

Der kan være egenbetaling til transporten til og fra genoptræningsstedet jf. ”befordring til fysio- og ergoterapi efter Sundhedsloven”
 

Hvordan følges op på ydelsen?

  

De trænende ergo- og fysioterapeuter på Sundhedscenter Vest følger løbende op på de med borgeren fastsatte mål for indsatsen.

Behovet for genoptræning og/eller rehabilitering, som det er beskrevet ved udskrivningstidspunktet, kan ændre sig med tiden. De trænende fysio- og ergoterapeuter vurderer derfor løbende, om borgerens behov for genoptræning ændrer sig, eventuelt med inddragelse af sygehuset.
 

Er der særlige forhold at tage hensyn til?

  

Borgeren forpligtes til at indgå i et samarbejde

Der ydes ikke behandling, intensiv og/eller højt specialiseret genoptræning
 

Klageadgang

  

Borgere har mulighed for at klage jf. Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Det er i § 1, i lovbekendtgørelse nr. 1022 af 28. august 2017 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet fastsat, at Styrelsen for Patientklager behandler klager over den sundhedsfaglige virksomhed.

 

Kontaktoplysninger
Sundhed og Omsorg
Sundhed og Omsorg
Rødkløvervej 4
6950 Ringkøbing