Aflastningsophold

 Servicelovens § 84 og § 107. 

Ydelsen dækker et midlertidigt døgnophold i plejebolig. 

Hvad er formålet med ydelsen?

  Formålet er at tilbyde en midlertidig bolig til borgere, som af forskellige årsager ikke kan opholde sig i eget hjem. 
 

Hvem kan modtage ydelsen?

  

Et ophold på en aflastningsplads visiteres altid efter en konkret og individuel vurdering af borgerens samlede behov.

Almindelig aflastning:
Borgere med midlertidige plejebehov, som ikke kan tilgodeses i eget hjem – herunder borgere i sidste fase af terminale forløb.
Borgere, hvis pårørende har brug for aflastning, der ikke kan tilgodeses via ophold i daghjem eller på anden vis.

Aflastning med kompleks genoptræning og/eller rehabilitering:
Borgere med midlertidig komplekse plejebehov og/eller behov for rehabiliterende indsatser, som ikke kan tilgodeses i eget hjem.
Borgere med specielle behov for genoptræning, som ikke kan tilgodeses i eget hjem – oftest i forbindelse med udskrivelse fra sygehus med genoptræningsplan.

Borgere med behov for sygeplejefaglig vurdering af funktionsniveau/behov for hjælp med henblik på afklaring af, om borgeren kan rehabiliteres og fungere i nuværende bolig, eller om borgeren skal visiteres til anden boform
 

Hvad indgår i ydelsen?

  Der tages udgangspunkt i borgerens individuelle, konkrete behov for sygepleje og genoptræning.
 

Hvad er ydelsens omfang?

  

Et aflastningsophold er normalt af omkring 14 dages varighed.  I særlige tilfælde kan der ske en forlængelse af aflastningsopholdet ud fra en individuel og konkret faglig vurdering.
Hvis behovet for hjælp ændrer sig i løbet af opholdet på 14 dage, men borgeren endnu ikke vurderes at kunne være i eget hjem, kan borgeren flyttes til en anden type aflastningsplads. Flytningen kan foregå fra én plejeboligenhed til en anden. Hvis flytningen skal foregå med liggende transport, og borgeren ikke selv har abonnement hos Falck til dette, betaler kommunen udgiften til flytning.

Hvis det efter de to ugers ophold vurderes, at borger skal visiteres til plejebolig, og der ikke på dette tidspunkt er en egnet ledig bolig i kommunen, sendes borgeren hjem i egen bolig i ventetiden med den fornødne hjælp fra hjemmeplejen.

Hvis borgeren efter de to ugers ophold visiteres til en plejebolig og kan tilbydes en ledig bolig straks, er borgeren forpligtet til at tage imod dette tilbud – også selv om boligen ikke ligger på det plejehjem, hvor borgeren ønsker at bo. Ønsker man herefter at bo et andet sted, kan man komme på venteliste til det ønskede plejehjem.
Afvises den anviste bolig, vil aflastningsopholdet ophøre, og der vil blive etableret den fornødne pleje/praktiske bistand i eget hjem
 

Hvem leverer ydelsen, og har borgeren frit leverandørvalg?

  Ydelsen leveres på kommunens almindelige og komplekse aflastningspladser.
Der er ikke frit leverandørvalg.
 

Hvad koster ydelsen for borgeren?

  

Borgeren betaler for kost og servicepakke under opholdet. Prisen reguleres løbende.

Befordring til og fra aflastningsenheden sker for borgerens egen regning.
 

Hvordan følges op på ydelsen?

  

Visitator opstiller sammen med borger, pårørende og personalet på aflastningsenheden mål for opholdet umiddelbart i forbindelse med indflytning.

Ved korte ophold aflægger visitator besøg hos borgeren inden for den første uge. Ved ophold på de fulde 14 dage kan besøget placeres i starten af uge 2. Formålet med besøget er en nærmere dialog med borger og evt. pårørende om opholdet og også om en plan for det videre forløb efter de 14 dages ophold i aflastningsenheden. Under besøget deltager også personale fra aflastningsenheden.
Efter dette indledende møde følger visitator løbende op på de opsatte mål for borgeren.
 

Klageadgang

  En klage skal være kommunen i hænde senest 4 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Hvis kommunen ikke giver borgeren fuldt medhold i klagen, sender kommunen klagen videre til Ankestyrelsen.

 

Kontaktoplysninger
Sundhed og Omsorg
Sundhed og Omsorg
Rødkløvervej 4
6950 Ringkøbing