Trafiksikkerhed
Hvert år sker der trafikuheld på de danske veje, og mange kommer til skade eller bliver dræbt i trafikuheldene. Ringkøbing-Skjern Kommunes vision for trafiksikkerhedsarbejdet er, at ingen skal dræbes eller kvæstes på vej- og stinettet i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Målsætning 1
Vi vedligeholder og udbygger den trafikale infrastruktur i kommunen, så den lever op til behovet for både persontransport og erhvervstransport – og med fokus på bæredygtige løsninger.
Mål 1
Fremkommeligheden for alle på kommunens veje styrkes.
Du kan læse hele Mobilitetspolitikken og de konkrete indsatser her.
Visionen om, at ingen skal dræbes eller kvæstes i trafikken, sætter høje krav til arbejdet med at forbedre trafiksikkerheden på vores veje. Vi har derfor sat en målsætning om maksimalt 10 kvæstede i trafikken på kommunevejene i Ringkøbing-Skjern Kommune i 2025, som er i overensstemmelse med Færdselssikkerhedskommissionens målsætning.
Trafiksikkerhed er derfor altid en vigtig parameter i alle kommunens infrastrukturprojekter. Arbejdet med at forbedre trafiksikkerheden sker gennem både fysiske og adfærdsmæssige tiltag. Samtidig arbejder kommunen sammen med både politi og ikke mindst Vejdirektoratet, da statsveje udgør en relativ stor del af vejnettet i kommunen. Indsatsen er yderligere beskrevet i ”Trafiksikkerhedsplan 2020-2025”.
De mange års arbejde med uheldsbekæmpelse på vores veje har resulteret i, at arbejdet i dag er meget mere fragmenteret end tidligere. Blandt andet er antallet af uheld færre, og de er meget mere spredt. Så det er sværere at prioritere indsatserne. Vi holder derfor løbende øje med nye metoder til, hvordan vi bedst muligt kan få reduceret de uheld, der fortsat sker.
Ringkøbing-Skjern Kommune får løbende henvendelser om trafiksikkerhed og utryghed. Nogle henvendelser er ønsker om små forbedringer, som kan udbedres umiddelbart. Det kan være mindre afmærkningsarbejder, skilte, bomme eller lign., som driftsområdet kan udføre. Andre henvendelser vurderes nærmere og registreres evt. som et projektønske. Projektønskerne udfører vi løbende vha. trafiksikkerhedspuljen. Projekter med afsæt i utryghed kan ofte løses i fællesskab.
Ringkøbing-Skjern Kommune har en årlig pulje til trafiksikkerhed. Puljen anvendes til projekter og kampagner i overensstemmelse med trafiksikkerhedsplanen. Derudover er der større trafiksikkerhedsprojekter, som er besluttet og har fået særskilt afsatte midler i forbindelse med budgetforhandlinger og prioriteringer året forinden.
Ringkøbing-Skjern Kommunes vision for trafiksikkerhedsarbejdet er, at ingen skal dræbes eller kvæstes på vej- og stinettet i Ringkøbing-Skjern Kommune. Derudover har vi fastsat en målsætning frem mod 2025, som er i overensstemmelse med Færdselssikkerhedskommissionens målsætning om at antallet af dræbte og kvæstede halveres fra 2010 til 2020. Forlængelsen af denne målsætning frem til 2025 betyder maksimalt 10 kvæstede i trafikken på kommunevejene i Ringkøbing-Skjern Kommune i 2025.
Der er i ”Trafiksikkerhedsplan 2020-2025”, med udgangspunkt i analyse af uheldene i den foregående 5-årige periode, udpeget 4 fokusområder:
- Børn og unge på vej
- Strækninger og kryds i åbent land
- Hastighed
- Trafikadfærd og involvering
I trafiksikkerhedsplanen kan du læse mere detaljeret om arbejdet med de fire fokusområder.
Du kan læse hele Trafiksikkerhedsplanen her
Som led i arbejdet med de fire fokusområder fra ”Trafiksikkerhedsplan 2020-2025” har Ringkøbing-Skjern Kommune udarbejdet ”Hastighedsplan 2021”. Planen kan anvendes i forbindelse med hastigheds- og trafiksikkerhedsmæssige gennemgange af veje, hvor de aktuelle forhold har behov for justering.
Grundlæggende vil de fremtidige hastighedsgrænser på kommunens veje blive valgt ud fra hvilke trafikanter, der færdes på vejen, hvordan vejens forløb og omgivelser ser ud, samt hvilken klassifikation vejen har. Hastighedsplanlægning er derfor ikke altid ensbetydende med lavere hastighed, men at planlægge og udforme vejnettet således, der opnås en passende hastighed.
Hastighedsplanen udstikker de overordnede principper for den differentieret hastighedsplanlægning, mens de konkrete planer for hvert enkelt område i kommunen med tiden findes digitalt på kommunens GIS-kort.
De overordnede generelle hastigheder for de forskellige vejtyper gennemgås i planen, hvor der også gives eksempler på, hvilke fartdæmpende tiltag der kan anvendes på den pågældende type. I kommunens vejplan er vejnettet delt op i 4 vejtyper og disse anvendes også i hastighedsplanen, dog samles de to laveste til én samlet vejtype.
Hastighedsplanen skal med tiden dække hele kommunens vejnet. Planen kan herved danne grundlag for kommunens trafiksikkerhedsarbejde, i takt med områdernes hastigheds- og trafiksikkerhedsmæssige gennemgang.
Hastighedsplanen indeholder desuden en beskrivelse af procedurer for behandling og gennemførelse af ønsker om diverse hastighedsdæmpende foranstaltninger.
Du kan læse hele Hastighedsplanen her
Når der snakkes om trafiksikkerhed, fokuseres der ofte på fysiske tiltag. Det er dog vigtigt, at man også fokuserer på trafikanternes adfærd i trafikken, da mange trafikuheld sker på grund af menneskelige fejl. Trafikanternes adfærd kan også have betydning for alvorligheden af uheldene.
Derfor arbejder vi i Ringkøbing-Skjern Kommune forebyggende med kampagner og kommunikation. Når vi arbejder med trafikkampagner sker det ofte med udgangspunkt i de nationale kampagner fra Rådet for Sikker Trafik. Det kan f.eks. være omkring skolestart, spritkørsel, høj hastighed eller uopmærksomhed. Vi følger de nationale kampagner for også at styrke genkendelighed for trafikanterne, når de kører rundt på vejene i det danske land.
I Ringkøbing-Skjern Kommune tæller vi løbende trafikken på vores veje – både biler og cykler. Det gør vi for at blive klogere på mængden af trafik og følge udviklingen. Viden om trafikken skaber fundamentet til en god infrastruktur.
Trafiktællingerne kan ses på kortet her
Via kortet kan du se hvor meget trafik, der er forskellige steder rundt i kommunen. Tallet på de enkelte tællesteder er fra den nyeste tælling, der er lavet indenfor de sidste 5 år. Det er selvfølgelig muligt at zoom ind og ud på kortet, så det bliver nemmere at se om der er tællinger i et bestemt område, hvis du ønsker det.
Sådan bruger du kortet
Zoom i kortet med musens scroll-knap eller zoom ud og ind med plus/minus i venstre side.
Vælg i øverste venstre hjørne hvilken type tælling du gerne vil have vist: køretøjer pr. døgn (såkaldt årsdøgnstrafik/ÅDT), gennemsnitshastighed, cykler og knallerter, lastbiler, køretøjer pr. hverdagsdøgn (HDT), køretøjer pr. julidøgn (= periode præget af ferietrafik) eller 85% fraktilen af den kørte hastighed.
Klik på det punkt/trafiktælling, du ønsker trafiktal på.
I henhold til kommunens trafiksikkerhedsplan arbejder vi målrettet på at forbedre de utrygge lokaliteter i vores vejnet. Belysningen i fodgængerfelter har en direkte indvirkning på både trafiksikkerheden og trygheden for fodgængere. Nyere forskning tyder, ifølge "Trafiksikkerhed - effekter af vejtekniske virkemidler" på, at fodgængerfelter i sig selv ikke påvirker sikkerheden - hverken positivt eller negativt. Derfor er etablering af fodgængerfelter ikke det første eller eneste virkemiddel, vi griber til, når vi arbejder med at forbedre de utrygge lokaliteter.
Ringkøbing-Skjern Kommune har konstateret, at der tidligere er etableret fodgængerfelter uden en konkret vurdering af belysningsforholdene. Desuden findes der også fodgængerfelter, der kan nedlægges, da behovet har ændret sig – for eksempel som følge af skolenedlæggelser.
I lyset af ovenstående har kommunen udarbejdet en plan for opgradering og nedlæggelse af fodgængerfelter. Planen har været sendt i offentlig høring, hvilket har resulteret i nogle ændringer. Administrationen er nu i gang med at nedlægge og opgradere de relevante fodgængerfelter. Så de eksisterende, blivende fodgængerfelter bidrager positivt til trygheden og trafiksikkerheden på vores vejnet.
I Ringkøbing-Skjern Kommune ønsker vi af trafiksikkerhedsmæssige hensyn at begrænse brugen af gadespejle ved kommuneveje mest muligt. Gadespejle giver falsk tryghed, da det ikke er muligt at afstandsbedømme, og der kan være udfordringer med indstilling af spejlene. Det kan være svært at se knallerter, cyklister og fodgængere. Gadespejle er desuden ikke funktionsdygtige i alt slags vejr. De har tendens til at dugge til i natte- og morgentimerne, hvilket gør dem helt uanvendelige.
Der bliver sjældent givet tilladelse til opsætning af nye gadespejle ved kommuneveje.
Eksisterende gadespejle, der er opsat inden for vejarealet, vil som udgangspunkt blive nedtaget, når de er beskadiget eller af anden årsag ikke er funktionsdygtig mere, således at brugen af gadespejle på sigt helt udfases i kommunen.
I Ringkøbing-Skjern Kommune får vi jævnligt henvendelser om muligheden for trafiksanering, altså ombygningen af eksisterende vejforhold, så der kommer eksempelvis bump eller chikaner. Oftest skyldes henvendelserne, at beboerne langs vejen synes der bliver kørt for hurtigt eller vejen generelt føles utryg for fodgængere og/eller cyklister.
Mange gange drejer henvendelserne sig om boligtrafik, hvor det primært kun er beboerne i boligområdet, der kører på vejen. I disse tilfælde opfordrer vi til, at man tager en snak med ens naboer og/eller bringer emnet op hos grundejerforeningen.
Sikkerheden og trygheden på vores veje vægtes højt. Det er dog ikke alle ønsker, der kan gennemføres. De økonomiske midler til vejområdet generelt er begrænsede, og derfor sker der løbende prioriteringer. Ringkøbing-Skjern Kommune betaler kun for trafiksanering på kommuneveje.
Bor du på en privat fællesvej er det vejlauget eller grundejerforeningen der skal betale for trafiksaneringen. Vi hjælper fra kommunens side gerne med løsningsudformningen og etableringen.
Ringkøbing-Skjern Kommune skal som vejmyndighed altid godkende projektet inden etablering, uanset om det er på kommunevej eller privat fællesvej. I nogle tilfælde skal politiet også indover.
