Du får, hvad du giver

- Det gør mig glad inden i, når jeg hører en deltager udbryde: ”Har du det også sådan? Jeg troede, det kun var mig!” Så føler jeg, at der er nogen, der får noget ud af den tid, jeg giver, fortæller Mette Kold, der er frivillig igangsætter af selvhjælpsgrupper hos Selvhjælp Ringkøbing-Skjern.

- Det kan være en kæmpe lettelse at snakke med nogen, som står i en lignende situation, når livet gør ondt. Man forstår hinanden på en anden måde, når man har prøvet det selv, uddyber Mette Kold. 

Hver uge mødes mindre grupper af borgere i Hvide Sande, Tarm, Videbæk og Ringkøbing for at tale sammen om et emne, de har til fælles. Det kan være alt fra kræft, skilsmisse, kroniske sygdomme og stress til særlige personlighedstræk.

Men før det kommer så langt, er der nogle spilleregler, der skal på plads. Og her kommer Mette Kold ind i billedet. 

Sætter rammerne
For at sikre at selvhjælpsgrupperne kommer godt fra start, står hun eller en af de omkring syv andre igangsættere for at formidle rammerne. Det handler om at forklare om tavshedspligt, at sørge for at alle får taletid og få skabt en god og tryg stemning i gruppen.

Som igangsætter er Mette Kold typisk med de første tre gange en ny gruppe mødes.

- Min rolle er at bidrage til en rolig og naturlig stemning. Jeg giver ikke råd, men lytter og sørger for at alle får plads. Det er først en rigtig gruppe, når igangsætteren trækker sig, forklarer hun.

Tæt på professionen 
Som sygeplejerske med efteruddannelse i kommunikation var det ikke et stort skridt at begynde at arbejde frivilligt som igangsætter af selvhjælpsgrupper, da Mette Kold og en veninde så en annonce i avisen for omkring syv år siden, men hun understreger, at alle kan melde sig:

- Efter en indledende ”jobsamtale” får man en grundig introduktion med kurser og oplæring som føl hos en erfaren igangsætter, og så handler det i bund og grund om at turde være nærværende og sig selv. Resten er op til gruppen, forklarer hun.

Ringe i vandet
Mette Kold og de andre frivillige mødes to gange om året med den daglige leder af Selvhjælp Ringkøbing-Skjern, hvor de følger op på hvordan det går, og hygger sig over en frokost.

Der er også tilbud om opfølgende kurser, fx om mindfullness. Men selvom hun sætter pris på goderne, er det er ikke på grund af fryns eller samværet, Mette Kold har meldt sig:

- Det er min livsopfattelse, at man skal sende noget god energi ud, så spreder det sig som ringe i vandet. Jeg vil helt sikkert anbefale at lave frivilligt arbejde, hvis man har lyst til at give lidt tid til andre, der har brug for at blive hjulpet lidt på vej i deres tilværelse, siger Mette Kold.

Kontaktoplysninger
Marianne Møller Kirkgaard
Marianne Møller Kirkgaard
Ved Fjorden 6
6950 Ringkøbing