Ledighedsydelse
Ledighedsydelse er en ydelse til personer, der er visiteret til et fleksjob, og som er ledige.
Betingelser
En person, der er visiteret til fleksjob og ledig, kan modtage ledighedsydelse.
Ledighedsydelsen svarer til 89 pct. af arbejdsløshedsdagpenges højeste beløb, hvis man opfylder følgende betingelser ved visitationen til fleksjob:
- ville være berettiget til at sygedagpenge eller barselsdagpenge,
- modtager sygedagpenge,
- deltager i revalidering efter en jobplan, eller
- modtager ledighedsydelse efter ansættelse i ustøttet beskæftigelse.
Opfylder man ikke disse betingelser, svarer ledighedsydelse til niveauet for kontanthjælpsmodtagere på henholdsvis forsørgersats (ca. 80 pct. af arbejdsløshedsdagpenges højeste beløb) og ikke-forsørgersats (ca. 60 pct. af arbejdsløshedsdagpenges højeste beløb).
Modtager man ledighedsydelse på kontanthjælpsniveau, opnår man ret til ledighedsydelse på 89 procent af arbejdsløshedsdagpenges højeste beløb, når man har været ansat i fleksjob i 9 måneder inden for de seneste 18 måneder.
Kommunen vurderer, om man fortsat opfylder betingelserne for visitation til fleksjob, når man har fået ledighedsydelse i 12 måneder inden for 18 måneder.

