1-2-3 skridt til fleksjob
Mange fleksjobbere finder selv deres fleksjob.
Du kan også få hjælp i dit jobcenter med at finde et fleksjob, der passer til dig.
Jobcentret har erfaring fra andre fleksjobbere og kender virksomhederne
i dit område. Hvis du er medlem af en fagforening, kan det være, at du
også kan få hjælp her.
Når du søger fleksjob, skal du søge job lige som andre ledige.
Det betyder, at du skal:
• have styr på dine kompetencer og dine jobønsker
• kontakte virksomheder
• aftale løn med din arbejdsgiver.
Herunder kan du se en guide og tre videoer, som du kan bruge til inspiration, til at finde dit fleksjob.
Held og lykke med jobjagten.
Inden du kontakter en virksomhed, skal du have forberedt dig på
at fortælle,
- hvad du kan arbejde med
- hvorfor du gerne vil arbejde i virksomheden
- lidt om, hvad et fleksjob er.
Afklar dine ønsker og muligheder
Overvej, hvad der er vigtigt for dig i dit kommende fleksjob.
Led efter et job, hvor du vil være glad for at gå på arbejde.
Så vil det også skinne igennem for en arbejdsgiver, at du har energi og gå-på-mod. Vær åben for nye muligheder.
Måske kan du:
- bruge dine erfaringer i andre typer job, end dem du før har haft.
- få ideer til at finde et nyt arbejdsområde ved at se på, hvad du laver i din fritid.
Du kan læse mere om afklaring af personlige kompetencer på www.mitjobkompas.dk
Lav et godt CV
Du skal oprette et CV på Jobnet og gøre det synligt for arbejdsgivere.
Du kan også vælge at lave et kort CV, som du kan tage med, når du kontakter virksomheder.
Skriv først og fremmest om det du kan og gerne vil.
Nævn kun kort dine skånebehov og overvej, hvordan du kan fortælle om dem på en positiv måde. Fx
- Jeg trives bedst i et job uden deadlines.
- Jeg kan løfte op til 2 kg.
- Jeg har det bedst, når jeg har mulighed for en kort pause hver anden time.
Forklar hvad fleksjob er
Nogle virksomheder kender slet ikke til fleksjob. Derfor vil det være godt,
hvis du kan fortælle virksomhederne de vigtigste ting om fleksjob:
- At et fleksjob er et job som alle andre og at virksomheden ikke får ekstra opgaver med administration ved at ansætte en medarbejder i fleksjob. De skal blot betale dig løn for det arbejde, du udfører.
- At du er godkendt til fleksjob, fordi du har nogle begrænsninger i din arbejdsevne og derfor skal arbejde på nedsat tid og/eller for nedsat kraft.
Nye fleksjob opstår tit, fordi en virksomhed har opgaver, der egner sig til et fleksjob.
Men virksomheden leder sjældent selv efter en fleksjobmedarbejder.
Fleksjobbet kommer ofte kun på plads, når virksomheden får en henvendelse. Derfor skal du være opsøgende, når du vil finde et fleksjob.
Brug dit netværk
Rigtig mange job bliver fundet via folk, man kender, og ikke via jobopslag.
Du kan også snakke med folk i dit netværk for at få idéer til, hvor du kan søge fleksjob.
- Fortæl lidt om, hvad du gerne vil, og spørg venner, bekendte og familie, om de måske kender nogen, der kan bruge en som dig.
- Spørg om de har en god idé til, hvor du kan søge job.
- Hvis du bruger sociale medier som Facebook, kan du også fortælle dér, at du søger job.
Find virksomheder
Ingen virksomheder, brancher eller jobtyper kan udelukkes på forhånd, når du skal finde et fleksjob. Der kan findes fleksjob i både små og store virksomheder, private og offentlige virksomheder og alle brancher.
- Gå efter virksomheder, som har arbejdsopgaver, der passer til dine ønsker og erfaringer.
- Undersøg hvilke virksomheder der er i lokalområdet.
- Kik i lokalavisen efter virksomheder, som har fremgang og måske mangler medarbejdere.
Søg uopfordret
Du kan søge uopfordret ved at sende et brev eller en mail, ringe eller komme forbi for at hilse på personligt.
- Hav gerne dit CV med, så du kan give det til virksomheden
- Spørg, om der er uløste opgaver eller områder, hvor de har brug for aflastning
- Hvis du får afslag, kan du spørge, om de kender andre, der har brug for en som dig, og om de vil tænke på dig fremover, hvis de får nogle opgaver, hvor de kan bruge dig
Du skal kontakte dit jobcenter, når du har fundet et fleksjob.
Så vil jobcentret hjælpe dig med det praktiske omkring jobbet. Jobcentret skal altid godkende fleksjobbet inden der indgås ansættelseskontrakt.
Løn
I et fleksjob er du sidestillet med andre ansatte. Det betyder:
- at du selv forhandler løn, og at virksomheden betaler dig løn, der svarer til det arbejde, du udfører. Kommunen supplerer din løn med et fleksløntilskud.
- at din løn er omfattet af overenskomsten. Hvis der ikke er overenskomst på arbejdspladsen, indgår du en aftale med arbejdsgiveren. Aftalen skal tage udgangspunkt i en overenskomst, som kan sammenlignes med dit arbejdsområde.
Arbejdsvilkår
Dit fleksjob skal matche dine skånehensyn. Måske har du brug for længere tid til at løse opgaverne eller flere pauser end dine kolleger. Begynd eventuelt med en kort praktik for at få afklaret, om jobbet er noget for dig og hvilke skånehensyn, du har brug for i netop det job. Praktikaftalen skal aftales med dit jobcenter.
Udvikling i fleksjobbet
Vær opmærksom på at udvikle dig i fleksjobbet. Særligt, hvis du er ansat i et fleksjob på få timer. Udviklingen kan ske ved, at du går op i tid, eller løser flere forskellige arbejdsopgaver. Udviklingen skal ske i et tempo, der passer dig og efter aftale med din arbejdsgiver. Det er vigtigt at du allerede ved ansættelsen aftaler med din arbejdsgiver hvordan og hvornår I taler om eventuelle ændringer i din arbejdssituation. Du kan altid kontakte dit jobcenter, hvis der opstår vanskeligheder i fleksjobbet.
Du skal:
• Oprette dig som bruger på jobnet.dk med dit NEM ID.
• Udfylde dit CV på jobnet.dk og gøre det synligt for virksomhederne.
• Føre din joblog på Jobnet.
Du kan selv fx:
• Fortælle venner og bekendte, at du søger fleksjob.
• Kontakte virksomheder med en uopfordret ansøgning.
• Kontakte dit jobcenter for at få et fleksjobbevis.
• Komme i en kort praktik for at prøve om nye jobtyper er noget for dig og få foden indenfor på en virksomhed.
Video 1: Afklaring af jobønsker
Video 2: Opsøg virksomheder
Video 3: Få en god fleksjobaftale på plads