Rotter, andre skadedyr og kæmpebjørneklo
Har du set rotter eller tegn på rotter på din ejendom? Hvis du har det, skal du anmelde det til kommunen. Du anmelder på linket her under.
Her på siden kan du også få råd og vejledning til bekæmpelse af andre skadedyr.
Ringkøbing-Skjern har sammen med en række nabokommuner fået lavet nogle film om rottebekæmpelse. Dem kan du se på linket herunder.
Anmeld rotter
Sådan undgår du rotter - se korte film
Rotter
Det er vigtigt at bekæmpe rotter, da de er smittespredere af alvorlige sygdomme. Du har derfor pligt til at anmelde fund af rotter til kommunen. Det er kommunens ansvar at foretage effektiv rottebekæmpelse, så du må ikke selv lægge rottegift ud.
En anmeldelse af rotter kræver ingen betaling. Den kommunale rottebekæmpelse finansieres derimod ved opkrævning af et gebyr, der beregnes som en andel af ejendomsværdien for samtlige faste ejendomme i kommunen.
Anmeld rotter online
En anmeldelse af rotter resulterer altid i et besøg fra det firma, som kommunen har kontrakt om rottebekæmpelse med.
Rottebekæmperen vurderer, om der er tale om rotter og foretager den nødvendige bekæmpelse og giver råd om, hvad der i øvrigt skal gøres. Typisk vil der blive stillet rottefælder op eller lagt gift ud på udvalgte steder. Der må ikke udleveres rottegift til dig.
Anmeldelse via telefon
Du kan også ringe til firmaet Kiltin A/S på telefon 20 65 70 00 mandag til torsdag mellem klokken 8.00 og 16.00 og fredag mellem klokken 8.00 og 13.00.
Faste eftersyn
I perioden oktober til februar vil tilsynspligtige ejendomme hvert år få besøg af kommunens rottebekæmper, og bekæmpelse vil blive foretaget, hvor der er rotter. Tilsynspligtige ejendomme er:
- Erhvervsejendomme med dyrehold.
- Primærproduktioner af fødevarer og foder til dyr.
- Ejendomme som opbevarer foderstoffer til dyr eller planteprodukter, som anvendes til produktion af fødevarer til mennesker.
- Ejendomme uden primærproduktion, hvis der f.eks. opbevares frugt, grøntsager, rodfrugter og lignende produkter, som efter pakning sælges til konsum for mennesker.
Kommunens rottebekæmper vil i forbindelse med tilsynsbesøget kontakte ejer eller lejer på ejendommen. Træffes der ikke nogen hjemme, vil der blive lagt en seddel i postkassen om, at du har haft besøg. Hvis der er konstateret rottetilhold på din ejendom, vil det også stå på sedlen.
Rottebekæmperen er forpligtet til at gennemgå ejendommen – også hvis der ikke træffes nogen hjemme. Rottebekæmperen foretager en gennemgang af ejendommens udendørs arealer for at se, om der er spor efter rotter.
Du kan få ekstra besøg fra rottebekæmperen, hvis du anmelder, at du har rotter.
Ingen faste eftersyn i byer, landsbyer og sommerhusområder
I byer og landsbyerne sker bekæmpelsen kun, hvis du anmelder, at du har rotter. Det samme gælder i sommerhusområder.
Forebyggende bekæmpelse
Hvis du vil sikre dig mod rotter ved at bekæmpe dem forebyggende, kan du tegne en sikringsordning hos et privat skadedyrsbekæmpelsesfirma.
Rottehandlingsplan
Ringkøbing-Skjern Kommunes Rottehandlingsplan beskriver blandt andet de overordnede mål for rottebekæmpelsen i kommunen, samt hvilke tiltag , der vil blive gennemført for at nå målsætningen.
Kloakrotter
Der findes rotter i kloakkerne mange steder, men de bliver først et problem for dig, når de kommer op af kloakken. Så længe din kloak er i orden, bliver rotterne nede i kloakken, men er kloakken utæt eller defekt, finder rotterne vej op af kloakken, og så ser du dem.
Rotterne bruger kloakrørene som transportvej og som spisekammer. De bygger ikke deres reder i kloakken med mindre, der er adgang til gamle rør, der ikke længere er i brug. Rotterne bygger derimod deres reder i jorden lige uden for kloakken, hvor der er huller i rørene til, at de kan komme ind og ud. Det er derfor vigtigt, at kloaksystemet er tæt.
Du har selv ansvaret for, at kloakken er tæt inde på din egen grund. Kloakrørene kan blive tærede og hullede med tiden, og der kan trænge kraftige rødder fra et stort træ ind i kloakken og skabe utætheder. Ser du rotter i din have, for eksempel fra huller i græsplænen, er det muligt, at de stammer fra kloakken. Er du i tvivl om, hvorvidt din kloak er tæt, kan du få en autoriseret kloakmester til at undersøge den for dig. Kommunen har ansvaret for at bekæmpe rotterne, men det er dit ansvar at holde kloakken tæt. Det er borgernes pligt at anmelde rotter og tegn på rotter.
Hvad kan du selv gøre for at undgå rotter?
Se gode råd i små film på rotteangreb.dk
Mus
Mus er ubehagelige at have i din ejendom, da de kan gnave i for eksempel elektriske installationer og forurene madvarer. Mus kan komme ind i boliger via ganske små smuthuller. Det er derfor vigtigt at sørge for, at boligen er helt tæt.
Hvis musene er sluppet ind, bør du i første omgang forsøge at fange dem ved hjælp af musefælder. Rosiner er gode at putte i fælderne, da de er velegnede til at lokke de mest almindelige danske musearter til. Du bør ikke bruge musegift, da det kan resultere i, at døde mus kommer til at ligge steder, hvor du ikke kan få fat i dem, og det medfører en meget ubehagelig lugt.
Det er ikke kommunens ansvar at bekæmpe mus.
Læs mere om forskellige skadedyr på borger.dk
Kæmpebjørneklo kan blandt andet kendes på bladstilkenes rødlige pletter og stive hvide hår, som er synlige på selv meget små individer.
Planten kan blive 2 – 5 meter høj og fuldt udviklet kan den kendes på sine store, udbredte skærme og store fligede grundblade.
Brug af gaskanoner mod fugleflokke
Anmeld rotter: https://rksk-rotteanmeld.geoenviron.dk/
Benyttes ikke til kontakt om rotter!
6950 Ringkøbing