Grøn Pulje-penge skaber sikkerhed til søs for efterskoleelever og lokalsamfund
Med afkast fra vindmøller i Ringkøbing-Skjern Kommune har Bork Havn Efterskole købt en ledsagerbåd, der sikrer, at eleverne kan få oplevelser, læring og selvværd på fjorden. Eksemplet viser, at VE-midler kan bruges på andet end bord-bænkesæt, siger udvalgsformand.
Det var et rigtigt sejlervejr med blændende solskin og frisk vind fra vest, da elever fra Bork Havn Efterskole for nylig døbte skolens fem nye AIRA 22 kølbåde i et bæger champagne og navngav dem efter stærke kvinder fra den nordiske mytologi.
Sejlbådene, der delvist er indkøbt for fondsmidler fra Den A.P. Møllerske Støttefond og delvist er finansieret af skolen selv, afløser de joller, som tidligere elevhold har lært at sejle. Oven i det har Friluftsrådet medfinansieret indkøbet af nyt sejlertøj til de ca. 40 elever på sejlerlinjen.
Ved kajen i Bork Havn var der dog også en tom plads ved navngivningsfesten. For med til pakken hører en orange ledsagerbåd, som skolen har bestilt – og betalt med penge fra netop sol og vind:
- Vi søgte og fik 315.000 kr. fra kommunens grønne pulje og lagde selv 60.000 kr. til en ledsagerbåd, som betyder, at vi nu sikkerhedsmæssigt kan forsvare at tage eleverne med ud på hele fjorden og lære dem at sejle på områder, hvor der er både omskifteligt vejr og meget vind, som vi jo har på vestkysten, fortæller Lars Eivindson Bægaard.
Han er en af skolens engagerede lærere på sejlerlinjen og forklarer:
- Vores elever er alle sammen ordblinde. Det betyder, at mange af dem har oplevet nederlag og utilstrækkelighed, inden de kom til os. På Bork Havn Efterskole er sejlads med til at give dem et boost, når de finder ud af, at de kan noget, som andre måske ikke kan. På en båd får de desuden øjnene op for, at fællesskab og samarbejde er vigtigt, ligesom de lærer at lytte til hinanden og sende kommandoer videre på en ordentlig måde.
Ud over at give selvværd og fællesskab, betyder sejladsen på Ringkøbing Fjord også, at de unge kommer væk fra skærmene og ud i naturen:
- De kommer ud på fjorden i al slags vejr. Vi tror på, at det er sundt for de unge at blive rusket igennem på vandet, siger Lars Eivindson Bægaard.
Han ved godt, at kombinationen af efterskoleelever og sejlads i dårligt vejr kan sende tankerne tilbage til Præstø-ulykken i vinteren 2011.
- Derfor er ledsagerbåden så vigtig for os - men også for lokalsamfundet. Udover at vi selv vil bruge ledsagerbåden, hver gang, vi har elever på vandet, stiller vi den til rådighed for Bork Bådlaug, når de har stævner på fjorden, og vi kan gå på vandet som redningsbåd, hvis nogen kommer i havsnød i den sydlige ende af fjorden, forklarer han.
Mere end bord-bænkesæt
Grøn Pulje, som har betalt for ledsagerbåden, administreres af Ringkøbing-Skjern Kommune.
Puljen består af de penge, som opstillere af vedvarende energianlæg ifølge VE-loven skal indbetale i kompensation til lokalområder, når de igangsætter produktionen fra f.eks. solceller eller vindmøller. Kommunerne forvalter pengene i henhold til den statslige Bekendtgørelse om Grøn Pulje.
- Pengene i Grøn Pulje skal gå til almennyttige formål i lokalområdet, hvor byrådet har besluttet, at man som hovedregel kan søge i en radius af 4,5 km fra solcellerne eller vindmøllerne, forklarer udviklingskonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune, Martin Serritslev Riis.
Han peger på ledsagerbåden som ét eksempel på, at man kan søge penge fra Grøn Pulje til mange forskellige formål, så længe disse har almennyttig interesse.
Det er et indstillingsudvalg med repræsentanter fra Økonomiudvalget, Erhvervs, Klima- og Arbejdskraftudvalget, Teknik- og Miljøudvalg samt Kultur- og Fritidsudvalget, der vurderer de enkelte ansøgninger og indstiller til Økonomiudvalgets endelige beslutning, hvilke projekter, der får tilsagn om penge fra Grøn Pulje.
Også fra politisk side er der et stort fokus på, at Grøn Pulje-pengene kan gå til andet og mere end bord-bænkesæt.
- Eksemplet med ledsagerbåden til Bork Havn Efterskole viser, at de ikke helt ubetydelige VE-midler, der er til lokalområderne med vedvarende energianlæg, kan give rigtig god værdi i lokalsamfundet, siger Ole Nyholm Knudsen. Som formand for Teknik- og Miljøudvalget repræsenterer han udvalget i Indstillingsudvalget til Grøn Pulje.
- Når vi taler om vedvarende energianlæg, har debatten i høj grad kredset om VE-midlerne, og mange har fremhævet, at der er grænser for, hvor mange bord-bænkesæt, man har brug for i et lokalområde. Men der er altså også mulighed for at få penge fra Grøn Pulje til andet end bord-bænkesæt og madpakkehuse, understreger han.
På kommunens hjemmeside på https://www.rksk.dk/om-kommunen/legater-priser-og-puljer/groen-pulje kan man læse mere om Grøn Pulje – herunder også hvilke kriterier, der er for ansøgninger til puljen.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri