Kommunen vil undersøge varmemuligheder i landsbyer
Fjernvarmeværkerne må ifølge lovgivningen ikke lade deres eksisterende kunder medfinansiere, at nye kunder bliver tilsluttet fjernvarmenettet.
Derfor er det borgerne i de områder, der ikke allerede har fjernvarme, der skal til lommerne – og i mange tilfælde endog meget dybt ned i lommerne, hvis de vil kobles til en transmissionsledning fra et eksisterende fjernvarmeværk.
I Ringkøbing-Skjern Kommune bor op imod halvdelen af borgerne i områder, hvor det eksisterende fjernvarmenet ikke dækker, og hvor det mange steder ville være uforholdsmæssigt dyrt at etablere forbindelse.
Hér – som i resten af landet – er det lokale engagerede kræfter, der skal tage initiativ til en fælles varmeforsyning, og som skal sikre en tilstrækkelig opbakning i lokalsamfundet.
Det er baggrunden for, at Ringkøbing-Skjern Kommune nu har bedt energiplanlæggere fra det uvildige energirådgivningsfirma PlanEnergi foretage en professionel screening af mulighederne for fælles varmeforsyning i en lang række landsbyer i kommunen.
- Vi har set, hvordan forskellen på at bo i en by med fjernvarme og i en landsby med naturgas eller uden fælles varmeforsyningskilde med ét blev ret markant. I Ringkøbing-Skjern Kommune ønsker vi, at folk også fortsat skal have lyst – og råd – til at bo eller bosætte sig i landdistrikterne, og derfor gør vi nu en indsats for at screene for forskellige varmeløsninger, så det bliver lidt nemmere at finde ud af, om der lokalt skal findes nye og bedre varmeløsninger, siger borgmester Hans Østergaard.
Hjælp til lokale arbejdsgrupper
På rådhuset peger landdistriktskoordinator Lotte Finnerup på, at borger- og sogneforeningerne eller andre lokale kræfter i mange af kommunens landsbyer allerede arbejder på at undersøge mulighederne for at etablere en fælles varmeforsyning. Det arbejde får de nu en hjælpende hånd til at kvalificere ud fra en liste, hvor de landsbyer, der allerede er i gang med arbejdet med at finde en fælles varmeløsning bliver prioriteret først.
- Vi ved, at lokale arbejdsgrupper i bl.a. Borris, Velling, Vorgod-Barde, Herborg, Fjelstervang, Ølstrup, Hover og No allerede har afholdt borgermøder for at finde ud af, om de skal arbejde videre med at finde alternativer til den naturgas eller de andre individuelle løsninger, som borgerne holder varmen ved i øjeblikket, og derfor har vi prioriteret screeningen af disse landsbyer, siger Lotte Finnerup og tilføjer, at i alt 21 landsbyer og områder vil blive screenet.
- PlanEnergi er allerede gået i gang med arbejdet og vil frem til ultimo marts screene landsbyerne for 11 forskellige scenarier spændende fra eget fjernvarmeanlæg med 100 procent opbakning lokalt over tilslutning til naboværk via transmissionsledning og termonet med individuelle varmepumper tilsluttet et fælles jordvarmeanlæg til individuelle løsninger med de allerede kendte naturgas-, olie- eller træpillefyr eller individuelle luft/vand varmepumper, fortæller specialkonsulent i kommunens Klimasekretariat, Henning Donslund.
Han tilføjer, at gas som varmekilde i boliger ifølge Folketingets klimaaftale fra den 25. juni 2022 skal udfases inden 2035, og forklarer:
- Udover klimahensynet er den beslutning begrundet i et ønske om uafhængighed af russisk gas.
- Vi har en brændende platform, og i byrådet har vi da også både nogle ambitiøse klimamål og et ønske om, at vi omstiller os fra fossile brændsler til CO2-neutrale løsninger. Det gælder også i opvarmningen af private hjem, siger borgmester Hans Østergaard.
På hjemmesiden https://www.rksk.dk/om-kommunen/planer-og-kort/varmeinfo har kommunen samlet en række gode råd og links til nyttig viden om varmeforsyning. Hjemmesiden vil løbende blive opdateret.
FAKTA:
Følgende landsbyer i Ringkøbing-Skjern Kommune vil i prioriteret rækkefølge blive screenet mhp at opliste 11 forskellige scenarier for mulig etablering af fælles varmeforsyning:
Borris
Velling
Vorgod-Barde
Herborg
Fjelstervang
Astrup
Ølstrup
Hover
Højmark
Bølling
Hee
No
Stauning
Lyne
Stadil
Rækker Mølle og Sædding Efterskole
Lønborg
Hanning
Brejning og Brejninggård Efterskole
Hoven
Egeris
Efter screeningen vil landsbyerne modtage en rapport, hvori PlanEnergi vurderer hvilke(t) af 11 forskellige scenarier, der er mest realistisk(e) for den enkelte landsby. De 11 scenarier er:
Fælles varmeløsninger:
Fjernvarme med lokal produktion og 100 % tilslutning blandt husstandene
Fjernvarme med lokal produktion og 80 % tilslutning blandt husstandene
Fjernvarme med lokal produktion og XY % tilslutning blandt husstandene
Fjernvarme via en transmissionsledning fra et nabo-værk og med 100 % tilslutning
Fjernvarme via en transmissionsledning fra et nabo-værk og med 80 % tilslutning
Fjernvarme via en transmissionsledning fra et nabo-værk og med XY % tilslutning
Termonet med individuel varmepumpe tilsluttet et fælles jordvarmeanlæg. 100 % tilslutning.
Individuelle varmeløsninger:
Individuelt naturgasfyr
Individuel luft/vand varmepumpe
Individuelt træpillefyr
Individuelt oliefyr
Hjemmesiden https://www.rksk.dk/om-kommunen/planer-og-kort/varmeinfo samler gode råd og links til nyttig viden om varmeforsyning. Denne hjemmeside vil løbende blive opdateret.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri