Lønpolitik
Lønpolitikken er den overordnede ramme for løndannelsen i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Formålet med Lønpolitikken er at skabe attraktive arbejdspladser i Naturens Rige indenfor de givne økonomiske rammer. Derved rekrutteres og fastholdes dygtige medarbejdere, som sikrer høj kvalitet i løsningen af kerneopgaven.
- Vi er ordentlige og overholder den aftalte lønforhandlingsprocedure.
- Vi er nysgerrige og sikrer, at lønnen understøtter såvel faglig som personlig udvikling.
- Vi handler og tilbyder en årlig lønsamtale, evt. i forbindelse med MUS-samtalen.
Lønpolitikken er den overordnede ramme for løndannelsen i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Vi ønsker, at løndannelsen skal ske ud fra klare kriterier og på en sådan måde, at den fremmer opfyldelsen af kommunens vision og overordnede mål. Vi ønsker desuden at honorere medarbejdere, som løser deres opgaver med et klart afsæt i kommunens værdigrundlag.
Løndannelsen sker gennem kvalifikationsløn, funktions- og resultatløn efter aftale med de forhandlingsberettigede organisationer. Dette skal ske med respekt for de enkelte organisationers uddelegering af forhandlingskompetencen.
Lønpolitikken skal fungere i hverdagen og på den enkelte arbejdsplads. Vi lægger vægt på, at så stor en del af løndannelsen som muligt sker decentralt.
For at sikre en fortsat lokal løndannelse sættes det økonomiske råderum i spil og afstemmes mellem de lokale forhandlingsparter.
Ringkøbing-Skjern kommune ønsker, at kvalifikationsløn medvirker til, at vi kan rekruttere og fastholde medarbejdere:
- Som er kreative i opgaveløsningen og bidrager til et positivt arbejdsmiljø og derudover også sætter sig selv i spil som kulturbærer.
- Som er i stand til at arbejde på tværs og skabe høj faglig kvalitet i løsningen af kerneopgaven sammen med borgere, virksomheder, politikere og samarbejdspartnere - det vil sige gør sig umage. Som er nysgerrige og derfor udvikler sig på jobbet og/eller gennem videreuddannelse.
- Som kan videreformidle viden til kolleger og samarbejdspartnere.
- Som er handlekraftige og initiativrige.
Ringkøbing-Skjern kommune ønsker, at aftaler om funktions- og resultatløn understøtter de mål og delmål, som fastsættes for de enkelte aftaleenheder gennem dialogbaseret aftalestyring.
Det er ikke muligt at give en udtømmende beskrivelse af de funktioner, som kan indgå i løndannelsen. Følgende bør dog prioriteres:
- Kompleksitet i opgaveløsningen
- Særlige ulemper eller belastninger ved opgaveudførslen
- Uddannelses- og vejledningsopgaver
- Budget- og personaleansvar
- Tværgående koordinering og vejledning
Der kan indgås aftaler om resultatløn, hvor det er muligt på en hensigtsmæssig måde at kæde honorering sammen med opfyldelsen af beskrevne mål og delmål for en given periode.
Den overordnede lønpolitik understøttes af uddybende kriterier for kvalifikationsløn, resultatløn og funktionsløn på de enkelte områder.
På denne måde sikres sammenhæng mellem løndannelsen, de politiske mål, aftaleenhedernes mål og kommunens organisationsgrundlag, som det kommer til udtryk gennem Plakaten – ”Sådan er vi i Ringkøbing-Skjern Kommune”.
Det forventes, at ledere, tillidsrepræsentanter og medarbejdere arbejder videre med udformning af lokale lønpolitikker i overensstemmelse med den overordnede lønpolitik.
Lederne gennemfører en årlig lønsamtale med hver enkelt medarbejder evt. i forbindelse med MUS-samtalen.
Formålet med lønsamtalen er ikke at indgå aftaler om lønnen eller at forhandle men alene at skabe klarhed om gensidige forventninger til lønudviklingen og den nødvendige udvikling i opgaver og kvalifikationer.
Samtalen bør således belyse sammenhængen mellem lønudviklingen og medarbejdernes bidrag i form af funktioner og kvalifikationer til opfyldelse af de beskrevne mål for den pågældende aftaleenhed (afdeling, institution).
Hvis der skal følges op på lønsamtalen, vil det fremgå af referatet fra MUS-samtalen.
HovedMEDudvalget 16. september 2019