Budgetlægning for 2025-2028

 

                                                                           

Høringssvar fra Ældrerådet til Social og Sundhedsudvalget vedrørende budget 2025-2028

Vi kan konstatere i ældrerådet, at udgifterne til kørselsudgifter til træning og daghjem øges til det beløb, der blev brugt i 2023. Budgettet er for 2025 og frem, derfor ønsker Ældrerådet, at der tilføres et større beløb ud fra stigningen i antallet af ældre og det faktiske forbrug i de første 5 måneder af 2024, da man ellers vi stå i en tilsvarende situation i 2025.

Vi bakker op om de 1.9 mio kr til de 5 mindre ældrecentre i RKSK, men stiller spørgsmål til relevansen af 1 mio kr til analysen.

Ældrerådet bakker op om arbejdet med at reducere ledelsesspændet for at højne arbejdsmiljøet og stabiliteten i ansættelsesforholdene.

 I Ældrerådet finder vi det helt urimeligt, at de mellemkommunale udgifter på Sundhed og Omsorg skal være en del af områdets budget, da man absolut ingen indflydelse har på styringen af beløbet. De mellemkommunale udgifter kunne være under økonomiudvalget.

Ældrerådet bakker op om den ønskede forøgelse på 900.000 kr til Hjælpemiddeldepotet og ønsker i den sammenhæng, at afprøvningstilbuddet med Kvikservice bliver et blivende tilbud.

Vi er meget usikker på en positiv effekt ved fjernelsen af budgetpuljen til sygefravær. Her tænker vi på arbejdsmiljøet og fastholdelse af personale.

Ældrerådet vil helt klart fraråde, at Klippekort til ældrecentre fjernes og vi er ligeledes skeptisk ved fjernelse af klippekort til hjemmeplejen, da det ikke er alle, der er visiteret til hjemmepleje, der har pårørende i nærområdet.

Ældrerådet ønsker ikke fristen for linnedskift ændret og vil foreslå, at det undersøges, om opgaven kunne løses billigere ved, at unge ansat som vikar i hjemmeplejen løser opgaven. De skal ikke have ca 385 kr i timen.

Ved udlicitering af tøjvask i hjemmeplejen er vi i ældrerådet meget skeptiske på, om man vil opnå den beskrevne besparelse. Der vil ofte være behov for, at vasketøjet skal vaskes straks, da det kan være inficeret med urin og afføring. Borgerne skal anskaffe sig meget mere tøj, hvis det skal vaskes ude. Kunne denne opgave ligeledes løses af unge ansat som vikar i hjemmeplejen?

Ældrerådet kan ikke støtte yderligere lukninger af ældrecentre i RKSK.’

 I Ældrerådet vil gerne have sikkerhed for, at det beløb der overføres til bloktilskuddet i 2025 i forbindelse med, at puljen ”flere hænder” ophører, bliver brugt i Sundhed og Omsorg til ”flere hænder”.

Vi ser positivt på etablering af tunnelvasker til Hjælpemiddeldepotet og bakker op om dette.

Ældrerådet bakker op om både anlægsudgifter og afledte driftsudgifter til velfærdsteknologi i 2025. Fremadrettet bør begge udgiftsformer øges med minimum 50% årligt. Det er et område i vækst og vil helt klart kunne hjælpe med at løse problemet med manglende personaleressourcer.

Demenssikringen af akutpladser på Fjordparken er en nødvendighed som vi i ældrerådet bakker op omkring.

At der reduceres i sygeplejen, er bekymrende, da vi får borgerne hurtigere hjem og de kræver meget sygepleje. Sygeplejersken kommer ud før visitatorerne og hermed skal de løse mange opgaver.

At nattevagten både skal reduceres med 1 person og der er 1 natsygeplejerske der skal varetage akut funktionen, finder vi bekymrende.

Det vil kræve meget tid, hvis nattevagterne skal møde ind samlet, og det kan blive et problem at der ikke er lokal kendskab

 

Ældrerådet vil opfordre til at punkt 39 og 40 udsættes, indtil det er afklaret, hvordan den fremtidige madservice skal se ud.

 

Med venlig Hilsen

På Ældrerådets vegne

Hans Christensen formand

Kontaktoplysninger
Administrationen - Sundhed og Omsorg
Administrationen - Sundhed og Omsorg
Rødkløvervej 4
6950 Ringkøbing