18. april 2024

Kom med ud i de grønne fællesskaber i Naturens Rige

Colourbox

Forud for årets klimahandledag opfordrer Ringkøbing-Skjern Kommune til, at borgerne tænker små og store klimatiltag ind i hverdagen – f.eks. i grønne nabofællesskaber.

Når Naturkraft i Ringkøbing den 25. april åbner porten til årets klimahandledag, vil det være med musik og fortælling, aktiviteter for både børn og voksne samt naturformidling og fællesspisning fra en ’klimalækker buffet’ på programmet.

Det er Ringkøbing og Omegns Grønne Nabofællesskaber, der i samarbejde med Naturkraft, Danmarks Naturfredningsforening og Ringkøbing-Skjern Kommune, inviterer til den anden nationale klimahandlingsdag i Danmark.

Og de grønne fællesskaber og -aktiviteter peger direkte ned i kommunens klimapolitik. Dét siger Jesper Lærke, formand for Ringkøbing-Skjern Kommunes Klimaråd.

Han byder velkommen til arrangementet og vil i sin velkomst opfordre til, at mange flere borgere i Danmarks Klimakommune nr. 1 går sammen om små og store klimatiltag i hverdagen.

- I kommunens klimahandlingsplan har vi bekræftet hinanden i, at vi som kommune vil understøtte handlekraftige fællesskaber. Grønne Nabofællesskaber er et rigtig godt eksempel på et handlekraftigt fællesskab, hvor der er plads til alle - og hvor der er fokus på at hjælpes ad med at nedbringe vores negative påvirkning af klima og miljø, siger Jesper Lærke.

- Det kan måske virke utilstrækkeligt og dermed ligegyldigt, hvad du og jeg i det daglige gør for et bedre klima og miljø, men det hjælper alt sammen efter ’alle bække små, gør en stor å’-princippet, og motivationen til at gøre noget godt er nok større for mange af os, når vi går sammen om fælles aktiviteter, tilføjer han. 

Det er anden gang, at den årlige klimahandledag markeres i Ringkøbing-Skjern Kommune. Denne gang altså med et arrangement på Naturkraft.

- Vi håber, at klimahandledagen kan være med til at inspirere andre til at gå sammen i grønne nabofællesskaber – eller til at møde op og tage del i vores fællesskab, siger Anne-Marie Gintberg.

Hun er en af initiativtagerne til Ringkøbing og Omegns Grønne Nabofællesskab – og en af arrangørerne bag markeringen af klimahandledagen på Naturkraft den 25. april.

- Alle er velkomne fra kl. 16.45, fortæller Anne-Marie Gintberg og minder om, at man af hensyn til fællesspisningen skal købe billet på forhånd på Ringkøbing Fjord Museers hjemmeside på https://ringkobingfjordmuseer.dk/aktivitet/klimahandledag-2024/

Plads til alle

Også landdistriktskoordinator Lotte Finnerup bakker op om både de formelle og de uformelle grønne nabofællesskaber. Hun peger på ”Uhæmmet i Hemmet” som et eksempel på et uformelt grønt fællesskab. Hér gik hele landsbyen med støtte fra bl.a. Ringkøbing-Skjern Kommune sammen og fik omdannet en del af byens sportsstadion til en grøn oase med frugttræer, buske, blomster, bord-bænkesæt og liv af både mennesker og f.eks. sommerfugle.

- Kig forbi i løbet af sommeren og nyd deres biodiversitetsprojekt, lyder opfordringen fra Lotte Finnerup.

Hun peger på, at de formelle grønne fællesskaber måske kan inspirere flere til at tage del i den grønne omstilling i deres egen baghave, men peger også på, at fællesskaber godt kan være grønne og klimavenlige uden at foregå ude i naturen.

- Et grønt fællesskab kan f.eks. også inkludere repair caféer, hvor frivillige over en kop kaffe hjælper med at reparere brødristeren eller symaskinen, så man genbruger og udnytter ressourcerne frem for at smide væk og købe nyt. Gode eksempler på det findes i bl.a. Lem og Tarm, fortæller hun.

Mangler man sparring til at komme i gang med grønne tiltag, er der hjælp at hente i kommunens Klimasekretariat og hos landdistriktskoordinatoren – ligesom der er masser af inspiration på kommunens Vores Vilde Vestjylland-side på linket her: https://www.rksk.dk/om-kommunen/projektsider/vores-vilde-vestjylland

  

FAKTA:

Ringkøbing-Skjern Kommune har vedtaget en klimapolitik med en række handlingsplaner, som skal reducere vores klimapåvirkning som kommune og bl.a. sikre, at vi bliver 100 procent fossilfri i 2040 og klimaneutrale i 2050. Du kan læse klimapolitikken, Klimaplan A på linket her

I Klimaplan A lyder en af de borgerrettede indsatser: ”Vi vil understøtte handlekraftige fællesskaber”. Derfor bakker Ringkøbing-Skjern Kommune bl.a. op om De Grønne Nabofællesskaber og om årets Klimahandledag.

Ringkøbing og Omegns Grønne Nabofællesskab er en del af den landsdækkende forening Grønne Nabofællesskaber. Det er lokale selvorganiserende grupper, som mødes lokalt for at accelerere den grønne omstilling med f.eks. flere vilde haver og mere bytteøkonomi. Fællesspisning, delebilsordninger, udlån af værktøj, byggeri af fuglehuse og insekthoteller, deling af frø og planter samt repair cafeer er også typiske aktiviteter i de grønne nabofællesskaber. Læs mere på https://www.omstilling.nu/groennenabofaellesskaber

Ringkøbing Fjord Museers arrangementskalender kan du finde mere information om klimahandledagen på Naturkraft den 25. april.