Harmonisering af kommunens stier
Klassificeringen af kommunens stier skal i fremtiden være mere ensartet, så der ikke længere er så stor forskel på, hvornår en sti er privat eller kommunal.
Ringkøbing-Skjern Kommune har besluttet at foretage en oprydning i det kommunale stiregister. Det nuværende register for stierne blev dannet ved at samle oplysninger tilbage fra kommunalreformen i 2007. Som det ser ud i dag, er der stor forskel på, hvad der er privat og kommunal sti alt efter, hvor man bor i kommunen.
Ud fra et lighedssynspunkt har Teknik- og Miljøudvalget derfor besluttet at foretage en oprydning, som betyder, at nogle stier opklassificeres og overtages af kommunen, mens andre nedklassificeres og på sigt overdrages til grundejerne. Endelig vil der være en gruppe stier, som aldrig har været kommunale, men som helt eller delvist er blevet passet af kommunen. Disse stier kan umiddelbart overdrages til grundejerne. Det er udgangspunktet, at privatisere kommunale stier med begrænset offentlig færdsel, eller som har en meget begrænset udstrækning.
Stierne bliver i fremtiden opdelt i fem kategorier, som er beskrevet nedenfor.
Stier som i fremtiden vil være offentlige:
Hovedstier: Hovedstier er stier, der danner et overordnet sammenhængende stinet, der forløber mellem to byer, mellem to boligområder eller mellem et byområde og bycentret. Det vil sige stier, som betjener den overordnede gang- og cykeltrafik.
Forbindelsesstier: Forbindelsesstier er stier, der uden at være hovedstier, danner overordnede forbindelser
- mellem skoler, fritidsanlæg, sportsanlæg og lignende samt boligområder.
- mellem boligområde og hovedsti.
- mellem større boligområder.
- mellem boligområder og rekreative områder med offentlig interesse.
Områdestier: Stier, der er længere end 200 meter i byområder, kan optages som offentlig sti, hvis følgende kriterier er opfyldt:
- har fast belægning.
- har mere end fem tilslutninger.
Stier som i fremtiden vil være private stier:
Boligstier: Boligstier er stier, der forløber fra en boligvej til en hovedsti, til en forbindelsessti, til en anden boligvej eller til et rekreativt område
Interne stier: Interne stier er stier, der forløber inden for et afgrænset boligområde.
Udover de fem kategorier vil der også være stier, som har et mere rekreativt formål, og som ikke hele året vil være i en stand, som gør dem egnet til alle trafikanter. Disse stier vil enkeltvis blive vurderet med udgangspunkt i de ovenstående kriterier.
I alle nyere og fremtidige udstykninger i Ringkøbing-Skjern Kommune anlægges interne stier og boligstier som private fællesstier, med mindre stien har funktion som en overordnet sti eller en forbindelsessti mellem større boligområder, skoler, fritidsanlæg, sportsanlæg og lignende.
Se referat af Teknik- og Miljøudvalgsmødet den 25. oktober 2016.
Se referat af Teknik- og Miljøudvalgsmødet den 20. juni 2017.
Grundejerne langs stierne, som nedklassificeres, overtager den fulde vedligeholdelse af stierne, inklusiv glatførebekæmpelse, snerydning og oprensning af rendestensbrønde.
For at stien kan nedklassificeres, skal den være i god og forsvarlig stand. Stiens stand dokumenteres med en tilstandsrapport.
Du kan se en vejledning til udarbejdelse af tilstandsrapporter her. Vær OBS på, at begrebet vej/veje også dækker over sti/stier. I vejledningen anvender man alene vej/veje, men det omfatter altså også sti/stier.
Vejledningen indeholder også billeder, der viser, hvordan stierne kan se ud og stadig leve op til kravene til stiens stand.
Kommunen kan tidligst træffe endelig beslutning om, at en sti skal overgå fra kommunal sti til privat fællessti 4 år efter, at kommunen har offentliggjort, at den påtænker en sådan beslutning. Den endelige beslutning skal træffes senest 6 år efter offentliggørelsen. Offentliggørelsen er foregået på Ringkøbing-Skjern Kommunes hjemmeside den 21. december 2017 - se oversigtskort. Der vil hen over foråret 2018 blive afholdt borgermøder i de enkelte områder.
Ved en påtænkt beslutning om, at en sti skal overgå til privat fællessti, skal kommunen udarbejde en foreløbig tilstandsrapport for at dokumentere, at stien og dens udstyr er i god og forsvarlig stand i forhold til den fremtidige færdsel på vejen.
Inden den endelige beslutning træffes, skal de berørte grundejere høres, både om beslutningen og om den foreløbige tilstandsrapport. Grundejerne får en frist på 12 uger til at komme med indsigelser.
Tilstandsrapporten skal samtidig offentliggøres på Ringkøbing-Skjern Kommunes hjemmeside.
Når fristen er udløbet, fremsendes en endelig tilstandsrapport til de berørte grundejere med klagefrist på 4 uger, samtidig med at rapporten offentliggøres på Ringkøbing-Skjern Kommunes hjemmeside.
Den endelige beslutning om, at en sti skal overgå til privat fællessti, kan først træffes efter klagefristens udløb.
Hvis der er klaget over tilstandsrapporten, kan der tidligst træffes endelig beslutning, når der er truffet afgørelse i klagesagen.
Der vil blive afholdt borgermøder omkring processen for harmonisering. Se yderligere under punktet Borgermøder.
Ofte stillede spørgsmål
Reglerne om nedklassificering af kommuneveje og -stier fremgår af Lov om offentlige veje (kapitel 11, § 124 – 127).
Vær OBS på, at begrebet vej/veje også dækker over sti/stier. I lovteksten anvender man alene vej/veje, men det omfatter altså også sti/stier.
Ringkøbing-Skjern Kommune har gennemgået samtlige stier i kommunen og udarbejdet et oplæg til den fremtidige stistruktur, som vi gerne vil fremlægge på 4 ens borgermøder. Alle er inviteret til at komme og debattere, hvordan vi bedst sikrer et godt og harmonisk stinet til gavn for alle kommunens borgere.
Teknik- og Miljøudvalgets hensigt med at sende oplægget i en indledende høring er at få flest mulige strukturnuancer drøftet og debatteret.
Alle er velkomne til møderne, og der er ingen tilmelding. Vi forventer, at møderne varer ca. 2 timer.
Møderne afholdes ikke i forhold til, hvor stierne ligger, da formålet med møderne er at drøfte den overordnede proces for harmoniseringen.
Hvis du har bemærkninger eller kommentarer til en konkret sti, skal du benytte dig af linket her.
Der bliver afholdt borgermøder følgende 4 steder:
Mandag den 28. august kl. 18.30 i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter
Tirsdag den 29. august kl. 18.30 i Annekset, Rofi Centret
Onsdag den 30. august kl. 18.30 i Videbæk Hallen
Torsdag den 31. august kl. 18.30 i Fiskeriets Hus