Virksomheden kan aftale et IGU-forløb med flygtninge inden for områder, hvor der i overenskomsten er en EGU-sats (Sats for erhvervs-grunduddanelse) eller elevsats.
Det kan fx være industri, lagerarbejde, chauffør eller rengøring.
Jeres kandidat skal:
- Være flygtning eller familiesammenført med en flygtning
- Være fyldt 18 år, og under 40 år
- Have haft lovligt ophold i Danmark under fem år
- Ikke forud for et IGU-forløb have været ordinært ansat på jeres virksomheder (virksomhedspraktik og løntilskud undtaget)
- Ikke tidligere have gennemført et IGU-forløb
Jeres virksomhed kender måske allerede en kandidat, der egner sig til et IGU-forløb. Det kan f.eks. være en virksomhedspraktikant, der opfylder betingelserne og kan overgå til IGU.
Hvis I ikke kender en egnet kandidat, kan I kontakte Jobcentrets virksomhedsservice.
I kan vælge at tage kandidaten i virksomhedspraktik som en slags prøveperiode, inden I ansætter i en IGU. På den måde får både I og kandidaten mulighed for at afprøve samarbejdet, inden I indgår en IGU-aftale.
Læs mere om virksomhedspraktik her
Virksomhedspraktik kræver godkendelse fra jobcentret. Hvis I er sikre på, at I vil ansætte kandidaten, kan I ansætte vedkommende direkte i en IGU, som ikke kræver godkendelse.
Jeres virksomhed skal fortælle jeres samarbejdsudvalg, alternativt samtlige ansatte, at I opretter IGU-forløb.
Kulturmødet på arbejdspladsen
Det er ikke altid let at gennemskue, hvorfor andre gør, som de gør.
Særligt ikke hvis de er fra en anden kultur og har helt andre referencer og måder at agere på, end du er vant til.
Her får du tips og tricks til at integrere medarbejdere med flygtningebaggrund på arbejdspladsen.
Når I har fundet den rette kandidat, skal I indgå en skriftlig aftale om IGU forud for at forløbet starter.
Aftalen skal I, senest en måned efter indgåelsen af aftalen, oprette digitalt i systemet til virksomhedstilskud (VITAS) på https://vitas.bm.dk/
Hvis I har problemer med oprettelsen af IGU-aftalen i VITAS, kan I se vejledningen til oprettelse af en aftale her (PDF)
IGU-medarbejderen skal i løbet af to år gennemføre 20 ugers uddannelse à 37 timer. Uddannelsen kan f.eks. være sprogkurser, arbejdsmarkedsuddannelse (AMU), almen voksenuddannelse (AVU), forberedende voksenundervisning (FVU) samt HF-enkeltfag.
Uddannelsesplanen opretter I også i VITAS, og skal senest oprettes ved udgangen af den første ansættelsesmåned. I kan løbende ændre planen ved behov på VITAS.
Tag fat i det lokale VEU-center, som kan give kvalificeret vejledning om uddannelsesforløb. I kan også tage fat i jeres brancheforening, hvis I har brug for inspiration og konkrete eksempler på uddannelsesforløb.
Det er op til medarbejderen selv at tilmelde sig danskundervisning. I aftaler indbyrdes, hvem der tilmelder medarbejderen til de øvrige uddannelser.
Jeres virksomhed skal ikke betale for uddannelsen, og I skal ikke betale løn, mens medarbejderen deltager i undervisning. Medarbejderen skal selv ansøge om uddannelsesgodtgørelse og evt. befordringsgodtgørelse hos sin kommune.
Medarbejderen er nu ansat hos jer de næste to år. I betaler lønnen jf. den EGU-sats, der er i jeres overenskomst. Hvis der ikke er en EGU-sats, betaler I elevlønnen i overenskomsten.
Bortset fra lønsatsen er IGU-medarbejderen ansat som almindelig medarbejder - ikke som elev. Derfor er det overenskomstens almindelige regler, der gælder for pension, ferie, sygedage, afskedigelse mm.
Medarbejderen skal arbejde mindst 25 timer om ugen på jeres virksomhed i gennemsnit over de to år. Sammen med undervisning svarer det til, at IGU-forløbet mindst skal udgøre 32 timer om ugen. Der kan være undervisning og arbejde på samme dag, men vær opmærksom på, at medarbejderen maksimalt må være i IGU 37 timer om ugen i gennemsnit over de to år.
Hvis I vurderer, at jeres virksomhed skal bruge ekstra ressourcer på at hjælpe IGU-medarbejderen i gang, kan I søge om økonomisk hjælp til mentorstøtte gennem Jobcentret.
Læs mere om mentorordning her
Hvis I har opfyldt betingelserne for IGU-forløbet, kan I få en bonus på op til 20.000 kr., når medarbejderen har været ansat i seks måneder, og yderligere 20.000 kr., når IGU-forløbet er gennemført.
Læs mere om ansøgningsproceduren og ansøg her
I skal udstede et bevis til medarbejderen, når IGU-forløbet er gennemført. I kan læse mere om de indholdsmæssige krav på følgende skabelon: http://uim.dk/filer/integration/integrationsgrunduddannelsen/gennemforelsesbevis-igu.docx
Mangler I yderligere information om IGU? Så læs mere her her >>